I september 2014 var Jonna og jeg på en tur til området omkring Cortona i Toscana.

Vi besøgte forskellige vingårde, bl.a. vingården I Vicini, der ligger i et fladt landskab syd-øst for Cortona, blot 3 km fra Trasimenersøen. Vi havde fået en aftale om besøg fredag eftermiddag kl. 16, da ejeren Romano Antonioli, der er advokat i Rom, kun var i Cortona i weekenden.

På vingården blev vi modtaget af Romano Antonioli, en venlig og hyggelig herre på 70 år. Han var netop kommet tilbage fra Rom, idet han dog lige havde været hjemme og skifte fra jakkesæt til mere afslappet fritidstøj. Endvidere havde han medbragt en plastpose med brødcroutoner. 

Vi fik en rundvisning i det lille produktionsanlæg, hvor han fortalte om produktionen og historien bag. Blandt andet fortalte han, at han havde købt vingården i 2004 sammen med amerikaneren Andy Goldfarb, som han tilfældigt var kommet til at bo ved siden af i Cortona. 

I deres jagt på den helt rigtige vingård, havde de kontaktet forskellige eksperter i vinproduktion, og med deres hjælp fandt de vingården I Vicini ved Pietraia, tæt på grænsen til Umbrien. Og nok så vigtigt, vingården er nabo til nogle anerkendte vinproducenter. Så helt galt kunne det nok ikke gå. Det var nemlig deres ønske at producere kvalitetsvin, mere som en passion end som en forretning. Og som Romano fortalte os, så havde vinproduktionen da også givet ham "hans andet liv".

Hans begejstring for vingården og dens produktion var smittende, da han viste os rundt i produktionsanlægget. Til sidst nåede vi så til smagningen af deres vin. Vi blev præsenteret for 3 af deres rødvine. Pergolaio 2011, Laudario Merlot 2010 og Laudario Syrah 2010. Og så kom posen med brødcroutoner frem. For det var vigtigt at rense smagsløgene - og så mente han, at det modvirkede alkoholpåvirkningen (!). Det kunne da også være nødvendigt. I hvert fald hældte han godt på os af sin fremragende vin, der omhyggeligt blev hældt i glasset og kørt rundt op ad siderne for at fremme duft og smag. Vinen var udover at være god, også noget billigere end områdets vin generelt. Vi spurgte om vi også kunne smage deres Laudario Cabernet Sauvinon 2010. Hvilket naturligvis ikke var noget problem. Men her skulle vi have to glas - for det andet er det bedste! 

Vi blev så begejstrede for vinen, at vi, ud over at købe nogle kasser til at tage med hjem, besluttede at starte en import af hele I Vicini's sortiment på 5 rødvine og 1 rose. Og det har vi ikke fortrudt. Det er fremragende vin til en fornuftig pris.

I Vicini Vin (blvicini.dk)
I Vicini, Cortona