I september 2018 var Jonna og jeg på en tur til området omkring Cortona i Toscana.

Vi besøgte forskellige vingårde, bl.a vingården I Vicini ved Cortona i Toscana. Faktisk var vi som importør af Romano Antonioli's I Vicini-vin siden 2014 denne gang blevet inviteret. Og det blev en oplevelse ud over det sædvanlige.

Vi havde aftalt at mødes på vingården, hvor Romano og en af hans folk, Claudio (der kunne engelsk) tog imod. Først kørte vi en tur i rundt jeep og så de forskellige vinmarker, samtidig med at Romano med stor entusiasme fortalte om vinproduktion. Efter turen gik vi rundt og så på produktionsanlægget, hvor druernes vej til de liflige dråber blev beskrevet - kyndigt oversat af Claudio - selv om Romanos beskrivelse på italiensk var meget malende og generelt forståelig. Vi sluttede af i smagerummet - men denne gang uden smagning. Det kom senere.

Det var nemlig nu blevet tid til middag hos familien Antonioli. Det viste sig at deres hus lå 20 min. kørsel væk i bakkerne ved Cortona, nærmere bestemt Pergo. Og det var ikke bare en Casa, men et tidligere Convento, altså et slags kloster, hvor der var egen kirke til og en enorm park med pool og en mindre olivenplantage. Meget overdådigt. Meget belejligt havde Romano også inviteret sine naboer, som også kunne engelsk (og tysk). Og det var stærkt befordrende for samtalen som forløb i en meget fin atmosfære med spændende og ind imellem morsomme samtaler. Vi havde frygtet lidt, at spise til middag med de kun italiensktalende værter. Men som det var nu, fungerede naboerne og Claudio som tolke begge veje. En fremragende, og godt tænkt foranstaltning.

Og middagen, den var overdådig. Rigtig italiensk med mange velsmagende retter tilberedt at Romanos kone, Marcella. Hertil naturligvis I Vicini vine, hvor Romano fortalte om vinens og især sin egen vins fremragende egenskaber.

Under middagen smagte vi 4 forskellige vine.

Det var: Pergolaio Rose Toscana ITG 2016, Laudario Merlot Cortona DOC 2015, Laudario Cabernet Sauvignon Cortona DOC 2011 og Laudario Syrah Cortona DOC 2013.

Alle fremragende vine. Naturligvis. Det er derfor vi importerer dem!

Alt i alt en fantastisk oplevelse, helt ud over det sædvanlige.

I Vicini Vin (blvicini.dk)
I Vicini, Cortona