Den 9. oktober 2017 var vi til vinsmagning hos Føtex (Vores Egen Vinkælder) i Utzon Center, Aalborg.

Vinene var fra vinhuset Masi, og blev præsenteret af Giacomo Boscaini, som er 7. generation af familien Boscaini, der købte vingården Vaio Dei Masi i 1772. Siden grundlæggelsen har man, som Giacomo Boscaini fortalte, lagt vægt på anvendelsen af lokale druesorter og traditionelle teknikker, der nu kombineret med moderne teknologi giver prestigefyldte venetianske vine.

Vi fik en fin lille anretning og smagte 9 forskellige vine. Giacomo Boscaini gennemgik de anvendte druer og især deres behandling, hvor den såkaldte appassimento-teknik, hvor man tørrer druerne inden de gæres, blev belyst i de forskellige varianter som Masi arbejder med. Af deres i alt 40 vine anvendes appassimento ved de 35 af dem.

Da Masi lægger vægt på anvendelse af lokale druesorter, har man i dag marker i flere forskellige områder. De har marker i Valpolicella Classica (hvor Vaio Dei Masi ligger), i Bardolino-området på kanten af Gardasøen og i området omkring Venedig tæt på Adriaterhavet. Men de seneste år har man også udvidet produktionen til Argentina i syd for Mendoza, hvor man udnytter argentinske og italienske traditioner i kombination.

Vi startede med en liflig Moxxé en prosecco-type med Pinot Grigio blandet med Verduzzo. Sidstnævnte er tørret i tre uger inden gæringen.

Herefter gik vi over til den friske og frugtige hvidvin Masianco, på samme blanding af druer som Moxxé'en og en lidt mere smagfuld Passo Blanco fra Argentina, igen med Pinot Grigio, men nu blandet med Torrontés druen. I dette tilfælde var en del af Pinot Grigio tørret inden gæringen.

Inden rødvinen sagte vi en enkelt Rosa Dei Masi på ren Refosco druer. Igen med  en mindre del af druerne behandlet efter appasimento-metoden, der giver den mere fylde end normalt for Roséer.

Nu var det så tid for rødvinen, hvor vi lagde ud med Passo Doble fra Argentina. En blanding af Malbec og Corvina, hvor Corvina druen har fået kort tids tørring, hvilket giver en kraftig krydret vin med en antydning af kerne. Derpå en Campofiorin, en supervenetianer skabt af Masi i 1964. En elegant og kompleks vin med bløde tanniner behandlet efter appassimento-metoden og indeholdende Corvina, Rondinelle og Oseleta druer. Herefter en Brolo Campofiorin Oro, der er en lidt kraftigere cuvée version af Campofiorin. Som afslutning på rødvinen fik vi en Costasera Amarone Classico, deres komplekse og meget fyldige Amarone, hvor druerne har fået en lang tørring på bambusriste inden gæringen. Vinen, der består af Corvina, Rondinella og Molinara, er endvidere lagret på eg.

Helt slut med rødvinen var det dog ikke, idet vi sluttede af med en 'dessertvin', nemlig Angelorum Recioto, der er lavet som Amarone, men altså i en sød udgave.

Alt i alt en meget fin aften med fine vine, god mad og masser af information.