1800-tallet - Idehistorie

1800-tallet

1800-tallet

My Image

1800-tallet

Revolution og Romantik 1789-1850

Den franske Revolution sendte chokbølger gennem den europæiske verden, der fik konsekvenser mange år frem i tiden. Trods gentagne tilbageslag indvarslede de borgerlige revolutioner enevældens endeligt. Fyrstehusenes magt indskrænkedes i perioden og deres herskere blev ikke længere anset for stedfortrædere for Gud.

Den entusiastiske revolutionære bølge var på flere måder en fortsættelse af oplysningen, men den universelle ide om frihed rekonstrueredes som lokal nationalliberalisme i kølvandet på de sejrrige franske revolutionshære baseret på almindelig værnepligt. Forestillingen om revolution og selvstændighed frisatte en national selvbevidsthed i folkeslag, som var splittet mellem flere lande eller levede under Europas imperier og "helstater". Den tyske kulturfilosof Johann Gottfried Herders (1744-1803) ide om "folkeånd" blev et feltråb for etniske grupperinger spredt rundt på det europæiske kontinent. De borgerlige revolutioner i 1848 videreførte således Den franske Revolution, men nu primært i en nationalt kontekst.

Dette var starten på en kulturrelativisme, der er med os og den dag i dag. Folkegrupper begyndte at se en etnisk og kulturelt homogen stat som et politisk mål. Ofte i indbyrdes modstridende nationaliseringsprojekter. Havde man ikke en fælles historisk identitet, så konstruerede man den.

Som blandt andet Georg W.F. Hegel (1770-1831) og F.W.J Schelling (1775-1854) slog til lyd for, var oplysningen som folkelig bevægelse dødsdømt uden en ledsagende mytologi, der kunne gribe sindene. Det var starten på den tyske idealisme og romantikken.

Selv om nationalismen på det politiske plan langsomt var i færd med at undergrave den klassiske europæiske enhedskultur, blev Europa i stigende grad bundet sammen økonomisk. Industrialiseringen spredte sig fra England til kontinentet og jernbanerne trak deres spor mellem storbyerne.

Efter afslutningen af revolutionskrigene med Wienerkongressen 1814-1815 indledtes det såkaldte fredelige århundrede - der afbrudt af mindre krige om nationale spørgsmål - varede frem til Første Verdenskrig i 1914. Samtidig havde borgerstanden nu etableret sig som den dominerende økonomiske og politiske klasse, der også spillede en central kulturbærende rolle.

Industrialisering og Imperialisme 1850-1914

Kritik af videnskab og systematisering havde længe været på det europæiske program, idet allerede Edmund Burke (1729-1797) havde indledt den konservative tradition i sine skrifter mod Den franske Revolution. Men først omkring 1850 bredte der sig en stemning af skepsis over for hele moderniseringen. Den liberalisering, der har opløst bindinger og sat konkurrencen fri, giver nu anledning til skeptiske og tilbageskuende bevægelser, som ønsker at redde det der er gået tabt i udviklingen. En udvikling, hvor USA på én gang fremstår som liberalismens succeshistorie og dens bagside. Som Alexis de Tocqueville (1805-59) formulerer det i Demokrati i Amerika fra 1835, er USA et samfund uden visioner, hvor alle er mætte, men ligeglade med de andre. Det er også i denne periode spændingen mellem amerikanisme og antiamerikanisme ser dagens lys.

Socialismen takler ubehaget ved moderniseringen ved at bygge videre på G.W.F. Hegels (1770-1831) forestilling om historiens udvikling i retning af større frihed, hvor (konservative) værdier som solidaritet og fællesskabsfølelse tillægges afgørende betydning. Den frembrusende industrialisering indebærer den store vandring fra land til by, der får storbyerne til at vokse i perioden og transformerer landproletariatet til et byproletariat, der er anderledes eksplosivt og politisk farligt. Revolutionens spøgelse vandrer således gennem Europa, som det kommunistiske manifest allerede i 1849 havde indvarslet, og denne politiske radikalisering griber også ud i kulturen generelt.

Charles Darwins (1809-82) værk om arternes oprindelse udkommer i 1859, og får blandt andet indflydelse på Friedrich Nietzsches (1844-1900) filosofi, der pointerer den stærke ret til fri udfoldelse af sit geni uden at lade sig knægte af den svage hob. Socialdarwinisme og racisme bliver således også en konsekvens af darwinismens videnskabelige gennembrud. Det hvide Europas civilisation bliver set som et biologisk tegn på den hvide races overlegenhed.

Perioden markerer samtidig en konstant strøm af videnskabelige og teknologiske fremskridt. Elektromagnetismen kortlægges og termodynamikken introduceres, og det lå i luften, at den klassiske mekaniske fysik var under pres. Det skete endeligt med Max Plancks relativitetsteorier i 1905/1916 og Niels Bohrs atomteori i 1913, selv om de endnu i dag ikke er fortolket til bunds.

Den videnskabelige psykologi grundlægges i perioden, især i Tyskland, og generelt breder psykologiens paradigme sig langt ud over psykologiens bredder. Et gryende oprør med den psykologiske relativering ligger dog også i perioden, hvor Gottlob Farege (1848-1925) og Edmund Husserls (1859-1938) logik og fænomenologi tager et opsving.

Samfundsvidenskaben grundlægges institutionelt med Émile Durkheim (1858-1917) og Max Weber (1864-1920), og den moderne kunst siges ofte at fødes med impressionisterne i Paris omkring 1870.

Storbritanien skaber sit imperium i kapløb med Frankrig, og Tyskland og Italien samles.

Historicismen er en udpræget forståelsesramme i arkitekturen i konkurrence med de amerikanske byers skyskrabere. Men også Art Nouveau og Jugendstil med deres referencer til naturen præger slutningen af perioden.

Den økonomiske vækst om samhandelen fortsætter - under europæisk-amerikansk dominans - perioden igennem indtil Verdenskrigens udbrud i 1914, og der skulle på mange områder i Europa skulle der gå mange år, før produktion, velstand og ideudvikling igen skulle nå niveauet fra før 1914.

Hegel
Kierkegaard
Comte
Marx
Nietzsche
My Image

1800-tallet bygger på Hans Siggard Jensen m.fl. (red), Tankens magt, Lindhardt og Ringhof 2008