1800-tallet - Idehistorie Idealisme

1800-tallet

1800-tallet

My Image

Tyske Idealisme

Rationalismen og oplysningsfilosofien var i høj grad med til at præge samfundsudviklingen i slutningen af 1700-tallet. Man lyttede virkelig til filosofferne i de toneangivende kredse. I filosoffernes tale om frihed og fornuft fandt borgerskabet bekræftelse på og inspiration til sin egen stræben efter økonomisk og politisk udfoldelse. Alt dette kulminerede i Den franske Revolution i 1789, hvor borgerskabet med oplysningsfilosofien som åndelig ballast forsøgte at skabe et frit samfund. På trods af de fine intentioner resulterede den franske revolution imidlertid i et blodbad, der blev oplevet som et tyrannisk rædselsregime.

For mange intellektuelle i Europa, der havde set med sympati på revolutionen var det en rystende oplevelse, og filosofisk rejste det spørgsmålet om forholdet mellem tænkning og virkelighed, mellem ånd og materie. Specielt i det tyske område gav dette anledning til en filosofisk frugtbar periode, den tyske idealisme. Blandt de tyske filosoffer kan nævnes Johann Gottlieb Fichte (1762-1814), Friedrich Wilhelm Joseph Schelling (1775-1854) og ikke mindst Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831).

I Danmark er Hegel især kendt som den store filosofiske modstander i Søren Kierkegaards (1813-1855) værker, men han er samtidig ligesom de øvrige tyske idealister en væsentlig inspirator for Kierkegaards filosofi.

Den tyske idealismes grundtanke er, at kun det ideelle, det åndelige eller tankemæssige, eksisterer. Den ydre verden eksisterer kun, for så vidt den optræder i vore forestillinger, som er af åndelig karakter og stammer fra os selv.

Fichte, Schelling og Hegel var store beundrere af Kant, men kunne ikke forsone sig med begrebet "das Ding an sich", da det for dem stod for den spaltning mellem tanke og virkelighed, som den franske revolutions rædselsherredømme var udtryk for.

 
My Image
Friedrich Wilhelm Joseph Schelling (1775-1854)

F.W.J.Schelling er en hovedfigur inden for den tyske idealisme og talerør for den romantiske bevægelse. Han betonede enheden mellem ånd og natur og fremhævede kunsten som en væsentlig kilde til erkendelse. Schelling mente at jeget (subjektet) og naturen (objektet) er ligeværdige manifestationer af en og samme 'urgrund', det ubetingede. Ifølge Schelling kan det ubetingede ikke begribes, men er tilgængeligt for "kunstanskuelsen". Kunstværket forener det bevidste og det ubevidste og er således et synligt tegn på, at verden dybest set udgør en enhed af ånd og natur.

Schelling har ikke i samme grad som den samtidige Hegel dannet skole, men via Steffens fik han stor indflydelse på dansk romantik, blandt andet Adam Oehlenschäger (1779-1850 og N.F.S. Grundtvig (1783-1872).

 
My Image
Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831)

Lige som hos Schelling gælder G.W.F. Hegels filosofiske interesse ideen, det absolutte, ånden, som er den altomfattende virkelighed, der indbefatter både den menneskelige fornuft og den ydre verden. Hegel vender sig således mod Kants skarpe skelnen imellem sansning og fornuft og hans lære om forstandsformerne som ahistoriske. Det erkendende subjekt er for Hegel et historisk subjekt, der bliver til i en stadig vekselvirkning med sine sociale og naturlige omgivelser.

Hegel beskrev de enkelte individers og den samlede menneskelige kulturs og civilisations udvikling som strukturelt sammenfaldende i kraft af en dialektisk proces, hvor én position fremkalder en modposition. En proces, der ofte betegnes med: tese - antitese - syntese. Gennem denne dialektiske proces erhverver det enkelte individ sin samtids kulturelle og samfundsmæssige stadium, dvs. bliver dannet Igennem dannelsensprocessen bliver samfundets politiske, juridiske og kulturelle systemer erkendt, hvorved samfundets tvingende karakter bliver ophævet, og individet erkender sig som frit. Den samlede historiske udvikling er derfor en udvikling i retning af frihed. Udviklingen frem mod friheden er historiens mening, det vil sige er fornuften i historien. For som Hegel siger: "Hvad der er fornuftigt, er virkeligt, og hvad der er virkeligt er fornuftigt." Heraf følger, at hvert individ og hvert samfundsfænomen skal forstås og forklares ud fra den målrettede dynamik - 'verdensånden' - som ligger i historien selv. Og på samme måde som individet er historien et resultat af en dialektisk udvikling. Ethvert samfundssystem og ethvert kulturelt niveau eroderer og slår over i sin modsætning, og der opstår noget nyt, når modsætningerne forenes.

Hegel fik stor indflydelse på den politiske, kulturelle og videnskabelige udvikling hen over midten af 1800-tallet. På hver sin måde var f.eks. Søren Kierkegaard (1813-1855) og Karl Marx (1818-1883) på én gang stærkt kritiske og stærkt påvirkede af Hegel tanker.

My Image
Det bekendte er, for så vidt det er bekendt, sjældent erkendt.
G.W.F. Hegel, Åndens fænomenologi, 1807
 
My Image
Henrich Steffens (1773-1845)

Den tyske idealisme, eller som den også blev kaldt romantikken, blev introduceret af Henrich Steffens i Danmark i 1802, efter at han var vendt hjem fra et Tysklandsophold, hvor han bl.a. var blevet venner med F.W.J. Schelling. Efter blot to år i Danmark vendte Steffens dog tilbage til Tyskland, men de to års forelæsningsvirksomhed i København fik imidlertid afgørende betydning for den tyske idealismes ideers gennemslag hos den intellektuelle og kunstneriske danske elite i den såkaldte "danske guldalder".

I sine forelæsninger slår Steffens til lyd for, at erkendelse, som i den klassiske empirisme så det, ikke blot er en passiv receptiv proces. Den videnskabelige erkendelse ligner derimod den kunstneriske skabelsesproces, som foregår i pludselige, intuitive spring i inspirerede øjeblikke. Erkendelse er altså selv en aktiv skabende proces, hvor den former den virkelighed den erkender, så den fremtræder på denne bestemte måde for bevidstheden.

Mens den tyske idealisme bygger sin erkendelsesteori op på en logisk-spekulativ opfattelse af begrebet om det absolutte, tager den danske romantik med Steffens udgangspunkt i den erfaring som kommer til udtryk i forskerens og kunstnerens erkendelsestrang og intuitive skuen af sandheden. Det er den enkeltes oplevelse af mødet med "det absolutte" og hans måde at fortolke og forvalte denne oplevelse på der er det centrale.

 
My Image
Søren Aabye Kierkegaard (1813-1855)

Romantikkens centrale digteriske genre var dannelsesromanen, hvor "den romantiske kærlighed", den lidenskabelige forelskelse spiller en vigtig rolle. Begejstringen for lidenskaben eller en ide spiller en stor rolle for dannelseromanens projekt, nemlig hvordan man fastholder ideen som den instans, der skal forme ens konkrete tilværelse i stort og småt.

Disse eksistensmuligheder fremstilles med stor præcision, anskuelighed og nuancerigdom i Søren Aabye Kierkegaard første store værk, Enten-Eller fra 1843. Bogen er bygget op som en slags dialog mellem to personer, der repræsenterer henholdvis en æstetiker og en etiker. Endvidere er spidsborgeren skildret og analyseret, og ham er de begge enige om at foragte. På denne måde er dannelsesromanens tre handlemuligheder repræsenteret. Kierkegaards (gennem bogens etiker) betoning af, at mennesket nødvendigvis former sit liv gennem sine valg eller ikke-valg, hvad enten de er bevidste eller ej, blev det centrale i den eksistentialisme, som Sartre (1905-1980) udformede under stærk inspiration fra Kierkegaard.

De romantiske digteres praksis med at iscenesætte deres tekster ved at lade forskellige fiktionsplaner skyde sig ind i hinanden genfinder vi hos Kierkegaard. Hans tekster referer til hinanden og kommenterer og dementerer hinanden i et sindrigt system, der efterlader læseren lettere forvirret. Og det er netop meningen. Læseren skal miste fornemmelsen af faste holdepunkter og således tvinges til selv at tage stilling og træffe afgørelser. Ikke en gang forfatteren står inde for skildringerne, idet Kierkegaard gennemgående skrev under opdigtede navne. Kierkegaard tematiserer således ikke blot dannelsesproblematikken på indholdsplanet, men ønsker at inddrage læseren i den.

Kierkegaards forelskelse og forlovelse med den unge pige, Regine Olsen, en forlovelse, som han selv hævede, spiller en central rolle i hans forfatterskab. Den ulykkelig forlovelseshistorie vendes og drejes igen og igen i private optegnelser og det offenliggjorte forfatterskab. Kierkegaard når ad disse veje frem til en ny forståelse af den menneskelige eksistens, en forståelse, han iøvrigt ikke selv mente var ny. Han så den som et udtryk for den kristendom, som var blevet fortrængt af oplysningsfilosofien og romantikkens dannelsesfilosofi med deres optimistiske tro på menneskets magt over sin egen tilværelse. Mennesket er nødt til at danne sig selv, men som Kierkegaard betoner, står mennesket over for denne opgave fuldstændig frit og må vælge. Mødet med denne frihed vækker også angsten i mennesket. Angsten er frihedens skygge. Tilværelsen er en uendelig række af muligheder, og det er ens eget ansvar at fylde dette mulighedernes rum ved at gøre noget til virkelighed gennem bindende personlige valg. Angst er altid angst for muligheder. Og som Kierkegaard påpeger, er der kun én ting der kan redde én fra angsten - og det er troen.

Mens Hegel ser menneskets historie som en fremadskridende frigørelsesproces, ser Kierkegaard den som en fremadskridende forplumringsproces. En udvikling, der for den enkelte kun kan overvindes med troens spring ud på “de 70.000 favne vand”.

My Image

Periodens Filosoffer bygger på Keld B. Jessen (red), Filosofi. Fra antikken til vor tid, Systime 2007