1800-tallet - Idehistorie Materialister

1800-tallet

1800-tallet

My Image

Naturalistiske Materialister

De naturalistiske og rationalitetskritiske filosoffer er alle påvirkede af naturvidenskaberne, som i tiden efter 1880 erobrede stadig flere og nye områder af tilværelsen. På grund af de forbedringer i hverdagslivet, som naturvidenskaben muliggjorde, blev den naturvidenskabelige metode idealet for, hvordan man skaffede sig indsigt og viden.

De fleste af periodens filosoffer var realister i den forstand, at de søgte at beskrive virkeligheden så direkte og objektiv som muligt, med vægt på at beskrive elementernes indbyrdes forhold bestemt af mekaniske årsagssammenhænge. Metafysik blev et skældsord, og natursynet var ikke længere idealistisk, men materialistisk. Mange var desuden naturalister, idet de mente, at mennesket dybest set domineres af sine drifter eller overlevelsesinstinkter. Mennesket blev opfattet som et højtudviklet dyr, der kunne studeres på linje med naturen.

Den moderne tids tænkning blev kun langsomt accepteret i bredere kredse, og mange filosoffer og kunstnere blev beskyldt for, at de var uden nogen form for moral og bidrog til samfundsordenens opløsning.

Det materielle grundlag for perioden var den industrielle revolution og den kapitalistiske markedsøkonomi, som nu for alvor slog igennem i den vesteuropæiske kultur. Nye klasser af borgere og arbejdere kom til og prægede bykulturen samtidig med, ad den sociale nød blev synlig i byerne. Det var nødvendigt, at forholde sig til såkaldt almindelige menneskers levevilkår og problemer i kunsten og tænkningen.

Den naturalistiske gruppe af filosoffer kan også kaldes de optimistiske, idet de havde en tiltro til, at mennesket ved brug af videnskabelige metoden kan skabe en bedre verden, mens de såkaldt kritiske filosoffer, som behandles i næste afsnit havde en mere skeptisk holdning til den menneskelige fornuft og naturvidenskaben.

 
My Image
Charles Darwin (1809-1882)

En af forklaringerne på at naturalismen kom til at dominer tænkningen efter 1850 så kraftigt, er utvivlsomt, at Charles Darwin i sit hovedværk, Arternes Oprindelse fra 1859, fremsatte teorien om arternes udviklingshistorie, hvor han som den første havde indsamlet omfattende videnskabeligt materiale for sine hypoteser.

Allerede i slutningen af 1700-tallet havde geologer skabt et nyt billede af en jordoverflade under ustandselig forandring. Med den ændrede opfattelse af jordoverfladens tilblivelse fulgte en ændret tidsopfattelse. Ifølge Bibelen var jorden skabt for knap 6.000 år siden, men den tidshorisont forslog ikke til at forklare de voldsomme geologiske ændringer, der var blevet konstateret. Der måtte være tale om flere tusinde gange så lange tidshorisonter. I første omgang ændrede det dog ikke biologernes syn på arternes uforanderlighed, men stadig flere fossile vidnesbyrd om uddøde arter, gjorde det svært at opretholde teorien om en altomfattende skabelse. Men med den franske naturforsker Jean Baptiste de Lamarck (1744-1829) begyndte man at acceptere, at de højerestående dyr måtte have udviklet sig fra de laverestående.

Grundlaget for Darwins teorier blev lagt på en jordomsejling i årene 1831-39 med den engelske regerings opmålingsskib Beagle, hvor Darwin på de isolerede Galapagosøer iagttog de særegne dyre- og plantearter i forhold til på fastlandet. Darwins forklaring var, at der i naturen foregår en udvælgelse, således at de bedst tilpassede i det givne miljø overlever og formerer sig. På denne måde er der blevet igangsat en udvælgelsesproces, der forløber fra generation til generation og nye arter udvikles.

Først med udgivelsen af Menneskets Afstamning i 1871 tog Darwin skridtet fuldt ud, og inddrager mennesket i udviklingslæren.

Darwins udviklingslære fik samme betydning for 1900-tallet, som det kopernikanske verdensbillede fik for renæssancen, hvor Jorden mistede sin særstilling som universets centrum. Med udviklingslæren kunne gud som den skabende intelligens ikke længere opretholdes. Der var ikke en guddommelig plan. Organismernes udvikling skyldes heldige og tilfældige tilpasninger til omgivelserne. Mennesket var blevet til gennem et tilfældigt samspil af naturens luner.

Efter Darwins død blev hans teori videreudviklet, idet man begyndte at skelne mellem en organismes genotype - dens genetiske disposition, og dens fænotype - der er et resultat af en vekselvirkning mellem genotypen og det miljø, der omgiver organismen. Endvidere mener man ikke at den naturlige selektion kan forklare tilblivelsen af de mange og meget forskellige arter. Udviklingen må skyldes mutationer, dvs. Pludselige og springvise ændringer i generne.

 
My Image
Auguste Comte (1798-1857)

Auguste Comte anses for en af positivismens grundlæggere, fordi han var blandt de første, der for alvor stillede krav om, at sand erkendelse skulle bygge på de naturvidenskabelige metoder. Han mente at erkendelse skal holde sig til det, som kan bekræftes gennem erfaringen, dvs. det, der lader sig iagttage, måle og veje.

I lighed med Hegel opfatter Comte virkeligheden som dynamisk, idet den gennemløber en lovmæssigt bestemt udvikling, man kan finde frem til gennem et studium af den historiske proces. I 1822 skrev Comte i De tre stadiers lov, at “denne lov siger, at hver af vore grundforestillinger, hver gren af vor erkendelse efterhånden gennemløber tre forskellige stadier: det teologiske eller fiktive stadium, det metafysiske eller abstrakte stadium, og det videnskabelige eller positive stadium.” Det er de samme fænomener, man i historien forløb vil beskrive, men da de anvendte metoder er forskellige, bliver resultaterne det også.

I det første stadium opfattes virkeligheden som et resultat af gudernes indgriben. I det andet stadium styres naturen af abstrakte principper og skjulte kræfter, som ikke kan iagttages direkte. I det tredje og sidste stadium er det den “positive viden”, forstået som de givne kendsgerninger, der er erfaret gennem metodiske eksperimenter, der er central. Dette indbærer, at man må begrænse videnskaben til det der er målbart. Konsekvenser er, at man kun kan beskrive, hvad der foregår, men aldrig hvorfor noget eksisterer. Derimod mente Comte , at metoden indebar, at man er i stand til at forudsige den fremtidige udvikling. Sammenfattet i det positivistiske videnskabsmotto: “at vide for at forudse, for at kunne”.

Comtes positivistiske filosofi fik stor betydning for, at den naturvidenskabelige metode i løbet af 1800-tallet for alvor etablerede sig som idealet for videnskabelighed, og troen på, at man kunne opnå indsigt i de lovmæssigheder, der styrer det menneskeskabte samfund. Både John Stuart Mill og Karl Marx må således opfattes som tænkere, der på hver deres måde bestræbte sig på at reformere det samfund, de levede i, ved brug af de metoder, der blev anvist af den comteske positivisme, og som var præget af den fremskridtsoptimisme, der prægede samtiden helt frem til 1. Verdenskrig.

 
My Image
John Stuart Mill (1806-1873)

Benthams utilitaristiske etik fra 1789 blev moderniseret og videreudviklet af John Stuart Mill i Utilitariarism fra 1861. Baggrunden var udviklingen i England på Mills tid, hvor det var åbenbart, at den enkelte persons forfølgelse af sin egen lykke også vil være til gavn for flertallet, ikke holdt stik. Ifølge Mill var mennesket i sine handlinger ikke udelukkende en maskine, der styres af hensynet til, hvad der gavner det selv. Hensynet til andre menneskers lykke spiller også en rolle for dets moralske overvejelser, som kan inkludere sympati, frygt, erfaringer, religiøse følelser, selvagtelse, stræben efter andres anerkendelse osv. Endvidere mente Mill, at det var nødvendigt at skelne mellem forskellige typer af lyst, hvor selv en lav intensitet af åndelig lyst er at foretrække for en høj grad af materiel lyst. “Det er bedre at være et utilfredsstillet menneske end et tilfredsstillet sin”, som han formulerede det.

Også inden for den politiske filosofi er Mill efterfølger og videreudvikler af Benthams tanker. Men hvor Bentham ønskede at begrænse statens magt mest muligt, gik Mill ind for statsindgreb af mere aktiv og omfattende karakter for at beskytte svage samfundsgrupper mod udnyttelse, ligesom han ønskede politiske mindretalsgarantier . Denne version af liberalismen kaldes for socialliberalisme. Men Mill var samtidig tilhænger af, at den enkeltes åndsfrihed, trykkefrihed og ytringsfrihed var størst mulig, fordi det er en vigtig betingelse for individernes selvudvikling til gavn for det fælles bedste. Af samme grund gik Mill også ind for indførelse af almindelig stemmeret for kvinder. Hans skrift Kvindernes Underkuelse fra 1869 fik således stor betydning for udviklingen af den moderne kvindebevægelse, der på Mills tid så småt var begyndt at røre på sig.

 
My Image
Herbert Spencer (1820-1903)

Herbert Spencer er en af de mest kendte af socialdarwinisterne - dvs. liberalistiske samfundsteoretikere, som er inspireret af Darwin og søgte at overføre hans biologiske teorier på samfundslivet. Hans ambition var at frembringe en syntese af af de fysiske, biologiske og samfundsmæssige udviklingslove og vise, at de alle var udtryk for et og samme udviklingsprincip. I The Study og Sociology fra 1882 søgte han at vise, at samfundet er organiseret som en biologisk organisme, og at det gennem kampen for overlevelse udvikler sig på samme måde som biologiske arter. Samfundet har ifølge Spencer således udviklet sig fra det rå og primitive samler- og jægerkulturer, til det avancerede og komplicerede industrielle samfund. En udvikling, der ville føre såvel mennesker som samfundet i retning af stadig større perfektion. Forskellen mellem de mere teknisk tilbagestående samfund i Afrika, Asien, Amerika og Australien og de højtudviklede industrielle samfund blev på den måde opfattet som et naturligt udtryk for den biologiske forskel mellem laverestående og højtstående racer. Et forhold der igen kunne bruges til at retfærdiggøre, dels den europæiske kolonialisme og imperialisme, dels klasseforskellenes uundgåelighed.

Socialisterne med Karl Marx i spidsen påpegede, at socialdarwinismens samfundssyn var et udtryk for en bestemt samfundsklasse interesse, og lagde vægt på, at samfundet og dets institutioner var foranderlige størrelser, der udviklede sig gennem en stadig tilværelseskamp - klassekamp.

 
My Image
Karl Marx (1818-1883)

I starten af sin filosofiske karriere er Karl Marx venstrehegelianer, en fløj, der lagde hovedvægten på Hegels opfattelse af fornuften som historisk bestemt og på, at det altid er kritikken af de givne forhold, der driver fornuften videre. Marx begynder dog hurtigt at kritisere venstrehegelianerne for at blive stående ved kritikken. Marx mener ikke, det er nok at kritisere kirken og den sociale elendighed og de samfundsforhold, som skaber og opretholder dem. Man skal omsætte sin indsigt til handling og gøre noget for at ændre på elendigheden. “Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, det kommer an på at forandre den” skrev han i 1845.

Med de metoder Marx foreslår taget i anvendelse for at forandre verden, blev han grundlæggeren af den socialistiske lære, samtidig med at han i sine værker udsatte det industrielle samfund og den liberalistiske ideologi for en skarp kritik.

Marx er som tidens øvrige samfundskritikere naturalist, dvs. han opfatter mennesket som et naturvæsen. Mennesket er desuden et værktøjsfabrikerende væsen, der først for alvor adskilte sig fra dyrene, da det begyndte at producere livsfornødenheder gennem målbevidst indgriben i naturprocesserne.

“I deres livs samfundsmæssige produktion træder menneskene ind i bestemte, nødvendige, af deres vilje uafhængige forhold, produktionsforhold, som svarer til et bestemt udviklingstrin af deres materielle produktivkræfter. Indbegrebet af disse produktionsforhold danner samfundets økonomiske struktur, den reelle basis, på hvilken der hæver sig en juridisk og politisk overbygning, og hvortil der svarer bestemte samfundsmæssige bevidsthedsformer”.

Marx opfattede dog ikke kun mennesket som et produkt af omstændighederne; det har selv mulighed for at gribe ind i samfundsudviklingen ved at handle på baggrund af en indsigt i samfundets udviklingstendenser. Det var bl.a. derfor at han skrev sit hovedværk Kapitalen, hvis første bind udkom i 1867, men som han ikke nåede at fuldføre.

Det er en vigtig pointe i Kapitalen, at den historiske udvikling er et resultat af en kolossal udvikling af produktivkræfterne og af klassekampen. Marx bygger her videre på Hegels teori om den historiske udviklings dialektiske karakter, men han erstatter Hegels idealisme med et materialistisk udviklingsbegreb. I stedet for som Hegel at opfatte historien som et udtryk for åndens eller fornuftens selvudvikling, ser Marx den historiske udvikling som et resultat af den teknologiske udvikling.

Marx opfatter arbejdet som en vigtig betingelse for udviklingen af den menneskeskabte civilisation, men i det kapitalistiske samfund er det blevet til en aktivitet, som gør arbejderen fremmed for resultaterne af sin egen aktivitet. Et forhold, der skyldes at han som lønarbejder ikke ejer sine redskaber og arbejdsplads. Han kan kun sælge sin arbejdskraft som en vare og til en pris, som er lavere end værdien af det arbejde, han udfører - og derved skaber han en mer-værdi som kapitalisten inddrager. De menneskelige relationer er blevet varer, der købes og sælges på et marked.

Marx’ samfundsfilosofi var kritisk over for det kapitalistiske industrielle samfund, sådan som det udfoldede sig i England, den førende industrination i 1800-tallet, og det var vigtig for ham, at denne kritik blev omsat i praktisk politik. Marx mente således, at det var nødvendigt at skabe et helt nyt samfund via en revolution. Hvis arbejderklassen skulle have deres interesser tilgodeset, kunne det kun ske ved en grundlæggende ændring af det kapitalistiske samfundssystem. Om revolutionens uundgåelighed skrev Marx i 1859 i Til Kritikken af den politiske økonomi: “På et vist trin i deres udvikling kommer samfundets materielle produktivkræfter i strid med de forhåndenværende produktionsforhold. … Der indtræder da en epoke med sociale revolutioner.”

Karl Marx betragtede sin teori som videnskabelig, fordi dens mål var at give en beskrivelse af de bevægelseslove, der styrer den historiske udvikling og især det kapitalistiske samfund. Om det samfund, der skal efterfølge det kapitalistiske, sagde han næsten intet, fordi han mente, at det var uvidenskabeligt at udtale sig om et samfund, der endnu ikke eksisterede. Lidt siger han dog om sagen, idet han forudser et klasseløst samfund, hvor produktionsmidlerne ejes i fællesskab, og hvor staten langsom visner bort af sig selv. For at sikre, at enhver rest af kapitalistisk tænkemåde og ideologi fjernes, taler Marx dog om en overgangsperiode - en socialistisk fase, hvor arbejderne fastholder magten i form af proletariatets diktatur.

My Image
Rosa Luxemburg (1871-1919)

Rosa Luxemburg kom fra et polsk-jødisk middelklassehjem og sluttede sig som ung til den socialistiske bevægelse, og blev politisk aktiv i det illegale kommunistiske miljø. I 1889 gik hun i eksil i Schweiz, hvor hun studerede jura og nationaløkonomi ved universitetet i Zürich, som på det tidspunkt var et af de få universiteter, som tillod mænd og kvinder at studere på lige vilkår. Her knyttede hun bl.a. kontakt til ledende medlemmer af det russiske socialistparti.

I modsætning til Lenin var Rosa Luxemburg ubetinget tilhænger af internationalismen og derfor i opposition til de etablerede russiske og polske socialistpartier, der støttede polsk selvstændighed. I 1893 var hun således medstifter af det konkurrerende Polens Socialdemokratiske Arbejderparti, forløberen for det senere Polske Kommunistparti.


Efter at være blevet tysk gift bosatte Rosa Luxemburg sig i 1899 i Berlin og tilsluttede sig det tyske socialdemokratiske parti SPD. Som repræsentant for den revolutionære fløj i partiet kæmpede hun energisk imod Eduard Bernsteins revisionistiske linje, bl.a. med skriftet
Socialreform eller revolution? (1899/1969). Erfaringerne fra masseopstandene i 1905 i Polen og Rusland blev afgørende for hendes politiske udvikling; hun blev bestyrket i sin tiltro til den revolutionære masseaktion.

Sammen med Karl Liebknecht og andre radikale socialister modsatte Rosa Luxemburg sig i 1914 den socialdemokratiske borgfredspolitik og dannede i 1916 Spartakusforbundet, der ved årsskiftet 1918-19 blev grundstammen i Tysklands Kommunistiske Parti, KPD. Som politisk lederskikkelse blev hendes rolle imidlertid kortvarig, idet hun den 15.01.1919 i forbindelse med den såkaldte Spartakusopstand blev myrdet af reaktionære frikorpsofficerer. En skæbne, der også blev Liebknecht til del.


Rosa Luxemburgs teoretiske hovedværk er
Kapitalens akkumulation (1913/1976), hvori hun beskriver imperialismen som resultat af den udviklede kapitalismes behov for ekspansion i mindre udviklede dele af verden med henblik på at udnytte og bevare kapital-akkumulationen.

Rosa Luxemburgs betydning ligger først og fremmest i den teoretiske og programmatiske indflydelse, som hun øvede på sin samtid og på eftertidens venstrefløj. Hun opfattes som eksponent for en "demokratisk kommunisme". Med sin internationalisme, tiltro til spontane masseaktioner og afvisning af Lenins demokratiske centralisme som revolutionært organisationsprincip blev Rosa Luxemburg i 1960'erne og 1970'erne en teoretisk og politisk inspirationskilde for mange venstreintellektuelle.

Rosa Luxemburg er efter 1970'erne ofte blevet set som en central skikkelse i den tidlige kvindebevægelse, og der hersker da heller ingen tvivl om, at hun i sit liv insisterede på ikke at vælge mellem sin professionelle politiske karriere og et frigjort liv som kvinde. Men det er faktisk vanskeligt at finde udtalelser eller artikler af Rosa Luxemburg om kvindespørgsmålet. Det var ikke noget, der optog hende. Men som Nancy Holmstrom siger, så var hun feminist, det var blot ikke hendes primære interesseområde. Det tog andre sig af, bl.a. hendes nære ven Clare Zetkin der var aktiv i den tyske og internationale kvindebevægelse.

Frihed er altid friheden for dissidenter.
Rosa Luxemburg, Den russiske Revolution, 1918
My Image
My Image

Periodens Filosoffer bygger på Keld B. Jessen (red), Filosofi. Fra antikken til vor tid, Systime 2007
& denstoredanske.dk