1800-tallet - Idehistorie Rationalitetskritik

1800-tallet

1800-tallet

My Image

Rationalitetskritik, Kulturkritik

Ligesom de naturalistiske er også de rationalitetskritiske og kulturkritiske filosoffer påvirkede af naturvidenskaberne, men mens Comte, Mille Darwin og til dels Marx i deres kritik at det bestående havde en tro på at det kunne lykkes at frigøre mennesket og skabe en bedre verden ved hjælp af den videnskabelige og teknologiske udvikling, vendte filosoffer som Schopenhauer, Nietzsche og til dels Freud sig mod denne fremskridtsoptimisme, som de mente var et selvbedrag. De rettede i stedet blikket mod de mere irrationelle kræfter i mennesket. Historien var for dem beretningen om en fremadskridende sygdom og misdannelse.

 
My Image
Arthur Scopenhauer (1788-1860)

Allerede Arthur Schopenhauer hævdede, at den altsomfattende forklaring, som Hegels filosofi søgte, kun var udtryk for en efterrationalisering. Udgangspunktet for Schopenhauers kritik af Hegels idealistiske tænkemåde var Kants skelnen mellem verden som den er i sig selv (“dag Ding an sich”), og som den optræder for det erkendende subjekt (“das Ding für mich”). Vi får kun vores eget billede (“für mich”) af de ting, vi opfatter, og kan ikke opnå sikker viden om, hvordan de egentlig er (“an sich”).

Schopenhauer overtog dette syn på erkendelsen i sit hovedværk Verden som vilje og forestilling fra 1818. Her hævdede han, at vi gennem vores intellekt kun kan få adgang til “verden som forestilling”. Vores erkendelse er begrænset til vores iagttagelsesverden - som er en skinverden, en illusion. Verden som den er i sig selv, kan vi aldrig erkende. Kun i glimt kan vi nå den gennem kunsten og vores intuition. Det er gennem en blind, irrationel kraft, der manifesterer sig i kunsten, og som Schopenhauer kalder “vilje”, at vi kan få et glimt af, hvordan virkeligheden i sig selv er. Denne vilje er ifølge Schopenhauer en naturkraft helt uden for bevidsthedens område - et slags metafysisk princip, som han betegner “viljen til liv”. Mennesket er således ikke andet en end en del af en endeløs stræben. Viljen er herre over fornuften, hvor fornuften kun er vejviser, der leder sin herre derhen, hvor viljen på forhånd har bestemt at den vil.

Det at vi som mennesker er styret af livsviljen - og ikke af fornuften - fører ifølge Schopenhauer til ulykke og fortvivlelse. Der er kun to alternativer: lade sig totalt opsluge af kunstnydelse eller leve et asketisk liv, og blive det som Nietzsche med foragt kalder en “Nej-siger”.

 
My Image
Friedrich Nietzsche (1844-1900)

Friedrich Nietzsche mente at dekadencen var en fremadskridende sygdom, der var indbygget i den europæiske kultur, som var gennemsyret af platoniske og kristne værdier. Kulturen var blevet syg og havde vendt sig bort fra livet og dyrkede nu kun livsfjendtlige værdier i en form for nihilisme. Nietzsche er således ikke nihilist, men beklager tværtimod den værditømning af vores tilværelse, som Platons filosofi og kristendommen har ført til (passiv nihilisme). Og derfor er det bedste, vi kan gøre, at forkaste de overleverede værdier og starte forfra (aktiv nihilisme). Vi må “omvurdere vore værdier,” siger Nietzsche. I værket Den muntre videnskab fra 1882 er det således “Det gale menneske”, der proklamerer budskabet “Gud er død!”, og som fortvivlet spørger, hvad vi så skal stille op.

Ifølge Nietzsche er det forgæves at stræbe efter at finde Sandheden, for vi er altid bundet af vore synsvinkler. “Kendsgerninger findes ikke; kun fortolkninger,” hævder han. For at verden kan blive meningsfuld for os, udlægger vi den på en bestemt måde - netop så den giver mening for os. Vi fortolker det vi ser. Blot må vi ikke tro, at vores fortolkninger er absolutte. De er menneskeværk og står derfor til at ændre. Den sandhed, som de forskellige livsholdninger fremhæver, har de selv opfundet - netop ikke fundet. Den er kun ét perspektiv blandt andre mulige. Parallelt med Marx viser Nietzsche, at “de herskende værdier altid er de herskendes værdier”.

For Nietzsche er det han kalder “viljen til magt” den centrale kraft i mennesket. Heri ligger der både en videreudvikling af og en afstandstagen fra Schopenhauers teori om livsviljen. De er en grunddrift i alt levende, der ligger uden for fornuftens område. Viljen er altså et metafysisk princip, men i modsætning til Schopenhauers blinde livsvilje, har Nietzsches begreb om viljen et mål: den er viljen til at ville et mål, og dermed er magtviljen et udtryk for fortolkningsevnen. Viljen til magt betyder, at man hele tiden er parat til at overskride sig selv, at finde ny værdier og nye mål. Man skal glæde sig over sin vilje til magt og udfolde den.

Nietzsches begreb om magt, har dog ikke noget med vold at gøre, idet det tyske “Macht” betyder at magte - eller kunne overkomme - noget. Viljen til magt betyder altså viljen til at magte sin tilværelse og at gøre den værdifuld.

Et menneske, der således lever magtviljen ud og har overvundet de livsfornægtende normer i den europæiske kultur betegner Nietzsche som et “overmenneske”. Heri ligger der intet i retning af nationalitet eller udseende, sådan som det blev tolket af nazismen. Det er et begreb, der repræsenterer et ideal af en mennesketype, “der skal komme engang”. Overmennesket er et eksempel på et menneske, der har lært at elske sin skæbne, sin natur, sin vilje til magt. Da overmennesket ikke er underlagt konventionelle opfattelser af, hvad ondt og godt er, står han “hinsides godt og ondt” og finder sine værdier og meninger i sig selv. Heller ikke på moralens område findes der ifølge Nietzsche sande eller rigtige holdninger; kun fortolkninger og vedtagne normer. Normer, der ofte er fastlagt af “de svage” fordi de er flest og har formået at slutte sig sammen om det Nietzsche kalder “slavemoralen”.

Nietzsche er ofte blevet betragtet som fascismens/nazismens chefideolog, men denne fejl skyldes hans søster Elisabeths forvanskning og misbrug af Nietzsche manuskripter i 1920’erne og 1930’erne. Først i slutningen af 1950’erne blev Nietzsches tænkning renset for den nazificering, der i mere end et halv århundrede havde forvandlet den til ukendelighed.

 
My Image
Wilhelm Dilthey (1833-1911)

Den såkaldte historisme var den dominerende form for historievidenskab i det meste af 1800-tallet, men omfattede dog også en del af det vi i dag mere bredt kalder humanvidenskab eller humaniora. Historismen var en form for positivisme og var som denne i opposition til Hegel, som mente, at historien har en iboende fornuft. For historismen var historien og de hertil hørende fag en selvstændig erfaringsvidenskab, der kun skulle beskæftige sim med historiske kendsgerninger. Og de historiske begivenheder har som regel engangskarakter, de har deres eget særpræg og deres egne forudsætninger.

Historievidenskabens metode måtte derfor bestå i den form for kildekritik, som blev udviklet af den tyske historiker Leopold von Ranke (1795-1886): at tidsfæste kilder og afgøre deres pålidelighed. Historismen usynliggjorde så at sige historieforskeren og hans tid. Noget bl.a Nietzsche opponerede imod, idet han hævdede, at historien kun har værdi for så vidt den studeres ud fra nutidige interesser. Historieforskningen skulle være nyttig.

Nogle af disse synspunkter blev taget op af den tyske filosof Wilhelm Dilthey, der udviklede en ny videnskabelig metode, nemlig den såkaldt hermeneutiske metode. Diltheys hermeneutik (fortolkningskunst) var en generel filosofisk teori om, hvordan der kan udvikles en speciel humanvidenskabelig erkendelse gennem fortolkning af alle former for kulturel overlevering.

Opfattelsen af, at humanvidenskaben er en selvstændig videnskab, og at mennesket og dets frembringelser skal forstås historisk, havde Dilthey overtaget fra historismen. Men han gjorde op med det positivisktiske islæt i den, når han fremhævede, at historisk erkendelse først er mulig, når man tager sin egen historiske position med i betragning.

 
My Image
Sigmund Freud (1856-1939)

Omkring år 1900 blev der imidlertid også skabt en anden form for hermeneutik, nemlig Freuds psykoanalyse, der kan betragtes som et forsøg på at begribe menneskets ubevidste sjæleliv gennem symbolfortolkning.

Sigmund Freud var ikke filosof, men læge med speciale i neurologi. Han betragtes af mange som den første, der påpegede, at mennesket primært er driftsstyret. Men forlægget lå der fra Schopenhauers og Nietzsches hånd, og Freud henviser også direkte til dem flere steder. Men hvor Schopenhauer taler om vilje til liv og Nietzsche om vilje til magt som den drivende kraft i mennesket, bruger Freud betegnelsen "libido" om de psykiske grunddrifter, som vi er født med.

I begyndelsen af sit forfatterskab anså Freud drifterne for først og fremmest at være seksuelle af karakter, men i lyset af de rædsler, 1. Verdenskrig medførte, gik han over til at mene, at også aggressioner er en medfødt dynamisk kraft hos mennesker.

Ifølge Freud består der et modsætningsforhold mellem det, der ligger dybest i mennesket, nemlig drifterne, og kulturens krav. Mennesket er af naturen asocialt. Kulturen pålægger os at styre vores drifter og opgive, eller i det mindste udskyde, tilfredsstillelsen af dem. Men i modsætning til Nietzsche, finder Freud, det i orden, at vi må underlægge os kulturens krav om driftsundertrykkelse. Freuds hovedtese i Kulturens byrde fra 1929 er, at det kulturelle magtapparat er nødvendigt for at holde individet i ave. Det er den nødvendige pris for kulturel fremgang.

De undertrykte drifter meddeler sig ifølge Freud til bevidstheden i et symbolsprog, som vi kan forstå gennem afkodning af især drømme og fortalelser. Freud anser psykoanalysen som en metode til at forstå det fortrængte og ubevidste driftsliv gennem tolkning af de symboler, der indgår i vores drømme.

My Image

Periodens Filosoffer bygger på Keld B. Jessen (red), Filosofi. Fra antikken til vor tid, Systime 2007