1900-tallet - Idehistorie Eksistentialisme

1900-tallet

1900-tallet

My Image

Eksistentialisme

Eksistensfilosofi handler om den menneskelige eksistens, og kan spores tilbage til det antikke Grækenland. Et fællestræk ved de forskellige former for eksistensfilosofi har været forsøget på at forstå det særlige ved den menneskelige måde at være til på. Enhver form for eksistensfilosofi har betonet det enkelte menneskes frihed til at forholde sig til sig selv og sin omverden ved at vælge eller undlade at vælge blandt de muligheder der foreligger.

Den moderne eksistensfilosofi fik sin første udformning hos Kierkegaard, men også Nietzsche og Heidegger kan betragtes som eksistensfilosoffer. Den eksistentialisme, som først og fremmest forbindes med Jean-Paul Sartre, bygger videre på denne tradition, men forholder sig afvisende over for det religiøse aspekt, som prægede Kierkegaards forofatterskab.

 
My Image
Jean-Paul Sartre (1905-1980)

Det var Jean-Paul Sartre, der bragte selve betegnelsen eksistentialisme på banen efter 2. Verdenskrig. Det skete gennem et foredrag med titlen Eksistentialisme er en humanisme fra 1946. Foredraget var et forsvar mod den kritik, der var blevet rejst imod Sartres første hovedværk, Væren og Intet, 1943. I foredragets populariserede form havde hans tanker en forbavsende gennemslagskraft, og banedede vejen for, at Sartre de næste 30 år blev en af de mest indflydelsesrige filosoffer i Europa. Sammen med vennen Albert Camus (1913-1960) står han som den centrale filosof i eksistentialismen i Europa.

Eksistentialismen udsprang af de moralske dilemmaer, som var blevet tydelige under 2. Verdenskrig i forholdet til nazismen og kendskabet til koncentrationslejrene og amerikanernes brug af atombomber over Japan. Der var rig anledning til at fokusere på spørgsmålene om den menneskelige frihed og det moralske ansvar.

For at nå frem til en bestemmelse af det særlige ved menneskets væremåde tager Sartre i Væren og Intet, med inspiration fra bl.a. Husserl og Heidegger, udgangspunkt i fænomenologiens intentionalitetsbegreb. Bevidsthed er først og fremmes bevidsthed om noget. Bevidstheden er sammensmeltet med sin genstand. Mennesket væren er som udgangspunkt en i-verden-væren, siger Sartre. Det vil sige, at alle kendsgerninger i min verden kommer til syne som kendsgerninger-for-mig og altså ses i lyset af, havd jeg er i færd med.

Menneskelig eksistens er intentionalitet, dvs. en rettethed mod muligheder, som vi stræber efter at virkeliggøre. Det er med andre ord ikke kendsgerningerne, der determinerer min bevidsthed, hævder Sartre, men min bevidsthed, der tildeler kendsgerningerne den ene eller anden bestemte betydning. Mennesket er således ikke anbragt i en faktisk virkelighed (fakticitet), men forholder sig altid til den på den ene eller anden måde ud fra sine forventninger og planer. Eller som Sartre formulerer det i Eksistentialisme er en humanisme: "det, vi forstår ved at ville, er en bevidst afgørelse, som for de flestes vedkommende finder sted senere end det, man har gjort sig selv til."

Ud fra denne position kritiserer Sartre enhver kausal-deterministisk menneskeopfattelse, altså betragtningsmåder, der går ud på, at mennesket er bestemt af udefra kommende årsager. Mennesket er hverken et resultat af ydre eller indre påvirkninger. Mennesket skaber sig selv, og kan på den måde gøre sig fri af arv og miljø. Det tvingende ved fortiden ligger i, at jeg vælger at underlægge mig dens tvang. Hvad et menneske bliver eller er blevet, er udtryk for dets grundlæggende, frie valg af, hvorledes det har valgt at leve sit liv.

Hvordan et menneske forholder sig til sig selv og sin egen eksistens, bliver afgørende. Udefra set deltager mennesker i et eller andet samfundsmæssigt rollespil, de bliver tingsliggjorte. Indefra set kan det enkelte menneske derimod ikke betragte sig kun som ting. Det er mere end den rolle det spiller. Ifølge Sartre, kan jeg som menneske til enhver tid forholde mig frit til enhver situation og bryde ud af de roller, som samfundet har pålagt mig eller jeg selv har påtaget mig. Jeg har altid mulighed for at forholde mig til fortidens og omverdenens bindinger og må dermed også påtage mig ansvaret for mine valg.

Da mennesket er det, som det gør sig selv til, betyder det, at mennesket vælger og selv skaber sine moralske værdier. Der er ifølge Sartre ingen almengyldig moral, der kan angive, hvad man skal gøre. Det der kvalificerer et etisk valg, er den lidenskab og det engagement, hvormed det enkelte menneske frit vælger. Alligevel hævder Sartre, at det enkelte menneske ikke kun har ansvar for sin egen eksistens. Gennem de frie valg, som det enkelte menneske foretager, viser det nemlig over for alle andre, hvad det selv anser for at være godt og værdifuldt, og demonstrerer dermed sin subjektive opfattelse af, hvad der skal gælde som en almengyldig norm.

I sit andet store filosofiske hovedværk, Kritik af den dialektiske fornuft, 1960, viderefører Sartre sit eksistentialistiske synspunkt, nemlig at det i sidste instans er mennesket selv der konstruerer den menneskelige virkelighed. Men her drejer han synsvinklen fra det enkelte individ hen imod den fælles sociale og historiske verden. Målet er via en politisk-filosofisk "at genvinde mennesket i marxismens indre".

Ifølge Sartre har historien en fornuftsstruktur, som udvikler sig i en uafbrudt og uafsluttet bevægelse. Fornuftsstrukturen skal ses som de processer, der opstår af den menneskelige praksis gennem de enkelte menneskers vedvarende forsøg på at skabe en helhedsforståelse. Den historiske udvikling er et resultat af menneskers interesser og handlinger i en fælles social verden. Den er som Sartre ville udtrykket det, forankret i subjektiviteten. Der eksisterer således ifølge Sartre ikke nogen objektiv ånd (Hegel) eller objektiv kraft (Marx), som driver historien fremad.

Den menneskelige verden er således en verden, der på forhånd er fyldt med betydninger og interesser, som mennesker i historiens løb indlagt i den. Vi må derfor forholdes os til den konkrete verden i vores egen praksis. Det etiske og politiske problem ligger i spørgsmålet om, hvor langt det enkelte individs frihed til at tilgodese sine egne interesser går i forhold til andre menneskers tilsvarende frihed. Dette kan uden tvang, kun løses ved at vi som enkeltpersoner frivilligt forener os i en helhedsskabende praksis og samarbejder omkring virkeliggørelsen af de fælles mål.

My Image
Hannah Arendt (1906-1975)

Hannah Arendt er en tysk-amerikansk filosof, der var elev af Martin Heidegger og Karl Jaspers. Hun betegnede sig selv som politisk teoretiker, og var inspireret af eksistentialismen.

Hannah Arendt emigrerede som jøde til Frankrig i 1933 og videre til USA i 1941, hvor hun blev statsborger i 1950, og efterfølgende underviste på flere universiteter. Bl.a. udgav hun flere bøger omhandlende den moderne totalitære stat væsen, nazismens og stalinismens fællesstræk og antisemitismen i Europa. I bogen Eichmann i Jerusalem, 1963/2008 giver hun et kontroversielt portræt af den tyske krigsforbryder, hvor hendes kritik af retssagen imod Adolf Eichmann og hendes omtale af jøders medskyld i udryddelsen af jøder vakte voldsom vrede i jødiske kredse.

Arendts filosofiske bidrag bestod i at vise, hvordan mennesker udfolder sig som politiske væsener, når de handler og dømmer. Det eksistensfilosofiske element i Arendts tænkning betoner, at man må tage sig selv og sine opgaver op på en ansvarlig måde, dvs. ud fra en forståelse af egne handlingers betydning i andre menneskers liv. Frihed, handling og tale er personlige kapaciteter, hvorigennem vi erfarer vores egen afhængighed af andre. Enhver handling forudsætter et individ, der kan vælge og dermed gøres ansvarlig for sine handlinger, men dette samme individ er samtidig formet af fællesskabet ved i forståelsen af sig selv at være formet af andres synspunkter og bedømmelser. I følge Arendts opstår og trænes den politiske dømmekraft i en samtale, hvor der tænkes og tales konkret, og hvor man forsøger at undgå generaliseringer. For når der tales konkret, forstår man at forholde sig til både lidelse og lykke i den andens liv, og til sin egen andel heri.

My Image
Simone de Beauvoir (1908-1986)

Simone de Beauvoir er fransk forfatter og eksistensfilosof, der bl.a. samarbejdede med og var tæt knyttet til Jean-Poul Sartre. Ud over en righoldig produktion omhandlende etik, feminism og politik er hun også kendt for sin litterære virksomhed.

Blandt hendes filosofiske bøger er de mest kendte Det andet køn (1949/1965), som 1970'ernes kvindebevægelse gjorde til teoribogen om den historisk bestemte undertrykkelse af kvinder, og Alderdommen (1970/1983) om samfundets tilsidesættelse af de ældre.

Den mest kendte og roste af de Beauvoirs romaner er Mandarinerne fra 1954, der handler om de de franske intellektuelles ('mandarinernes') ansvar i samfundet samt kærlighedens og kvindens stilling i årene under og efter 2. Verdenskrig.

My Image
Albert Camus (1913-1960)

Albert Camus er en fransk forfatter og eksistensfilosofisk tænker. Han er født i Algeriet og slog sig i 1940 ned i Paris, hvor han deltog i modstandsbevægelsen. Men han fastholdt til sin tidlige død i en bilulykke i 1960 en ideologisk og politisk uafhængig humanisme, der i høj grad er vævet ind i hans skønlitterære forfatterskab.

Camus' udgangspunk var oplevelsen af livets meningsløshed, dets absurditet, uden Gud og absolutte værdier, men med et moralsk ansvar for den enkelte.

Det er som romanforfatter Camus har ydet sin mest original indsats. Den fremmede, 1942/2002 betegnes som en revolution i fransk litteratur, bl.a. ved at vise fremmedgørelse gennem selve romanens fortælleform. Efter Pestens, 1947 allegoriske beskrivelse af egoisme, straf og solidaritet kulminerede forfatterskabet med Faldet, der i original form fremstiller myten om den vestlige civilisations totale skyld: Det moderne menneske stiller sig retfærdigt og angerfuldt an, men søger i virkeligheden blot bekræftelse på egen selvgodhed.

Absurditeten, der primært udforskes i Sisyfosmyten, 1942/1960, udspringer ifølge Camus af en grundlæggende fremmedhed over for verden, der udelukker alle objektive tilværelsesforklaringer. Mennesket kan kun finde en mening med sit liv ved illusionsløst og på eget ansvar at skabe den i det subjektive oprør mod de vilkår, det er underkastet. Det gælder om at leve mest muligt, men som han senere skriver i Oprøreren, der først udgives i 1964, skal det være i samhørighed med andre mennesker.

Camus beskæftiger sig ofte med magtens og frihedens grænser, og hans styrke er i hele forfatterskabet at se uløselige og tragiske konflikter i øjenene. For ham selv blev Algeriets frihedskamp (1954-62) en sådan tragedie, der anes bag flere af hans noveller, og hans forsøg på at finde et kompromis mellem arabere og europæere førte til et brud med de venstreorientered intellektuelle, der støttede løsrivelsen.

My Image
My Image

Periodens Filosoffer bygger på forskellige opslag i Gyldendal, Den Store Danske
& Keld B. Jessen (red), Filosofi. Fra antikken til vor tid, Systime 2007