1900-tallet - Idehistorie Fænomenologi

1900-tallet

1900-tallet

My Image

Hermeneutisk Fænomenologi

For den kontinentale filosofi skete der et afgørende nybrud omkring år 1900. Her lagde tyskeren Edmund Husserl med værket Logische Untersuchungen, 1900 grunden til den såkaldte fænomenologiske bevægelse, der især i Tyskland og Frankrig står som en af 1900-tallets mest indflydelsesrige strømninger.

Der er ikke tale om en filosofisk skole med et bestemt grundsyn. Det er snarere tale om forskellige retninger inden for filosofien, der deler nogle fælles anliggender og fælles antipatier.

For mange var Husserls tænkning en befrielse i den forstand, at filosofien nu igen kom ud af naturvidenskabernes skygge, og man igen begyndte at forholde sig til mange af de traditionelle store filosofiske spørgsmål.

Inden for den fænomenologiske bevægelse skelner man mellem den anskuende fænomenologi, som Husserl repræsenterer, og den hermeneutiske fænomenologi, som repræsenteres af Martin Heidegger og Hans-Georg Gadamer.

 
My Image
Edmund Husserl (1859-1938)

Edmund Husserl søgte at udvikle en filosofi, der skulle undersøge de videnskabelige grundbegreber på en fordomsfri måde ved at beskrive de dertil svarende fænomener. Hans fænomenologi er orienteret mod synet som vores væsentligste erkendelskilde og som det, der giver os den mest sikre erkendelse af fænomenerne. Det er den fordomsfrie anskuelse eller iagttagelse af fænomenerne, der fører frem til sand erkendelse. Det er ifølge Husserl fænomenologiens opgave at føre de forskellige slags genstande, som er givet for bevidstheden tilbage til den rene bevidsthed, det vil sige vise, hvorledes de er “konstitueret” i mere enkle og grundlæggende bevidsthedsakter. Husserl kalder disse undersøgelser for den fænomenologiske reduktion.

 
My Image
Martin Heidegger (1898-1976)

Martin Heidegger var elev af Husserl, men han kunne ikke følge Husserl i dennes opfattelse af, at det var muligt at opnå viden alene ved iagttagelse. Heidegger påstod, at viden og ikke mindst forståelse er en langt mere kompliceret størrelse.

I 1927 udgav Heidegger hovedværket Sein un Zeit (Væren og tid), hvor han kortlægger den menneskelige forståelse og beskriver de ‘subjektive’ betingelser for, at vi kan erkende og forstå verden. Tingene viser sig først i sammenhæng med vores måde at leve på og vores samliv med andre mennesker. Forståelse og iagtagelse udgør en enhed. Det ene er ikke uden det andet. Heidegger udtrykker dette ved at sige, at al forståelse er forståelse af noget som noget. Forståelsen kræver udlægning i form af et sprogligt udtryk. Når vi sætter ord på tingene, udfoldes de i et betydningsunivers, som er givet med den menneskelige eksistens og dets sociale liv. Sproget åbner for en sammenhæng, som gør genstanden forståelig.

Konsekvensen af dette bliver, at fænomenologien ifølge Heidegger må tage sit udgangspunkt i den forståelse af tingene, som mennesket umiddelbart har takket være sproget, for nærmere at udlægge denne i en systematisk filosofisk forståelse. Begrebernes forståelse, tolkning og udlægning bliver således centrale i Heideggers fænomenologi, hvilket er baggrunden for, at man kalder hans filosofi for hermeneutisk fænomenologi.

Det påstås at Heideggers filosofi bygger på den opfattelse, at mennesket er sin forståelse. Heidegger mener sågar, at alle andre menneskelige egenskaber kun er til i kraft af forståelsen. Forståelsens åbenhed er på denne måde det grundlæggende fænomen i den menneskelige eksistens. I Heideggers tankeverden er forståelsen et meget bredt begreb, der grundlæggende betegner det forhold, at mennesket altid allerede er i kontakt med verden og lever i en fortrolighed med den.

Betingelsen for, at der kan blive tale om en forståelse, er altså, at de enkelte ting indgår i en større sammenhæng inden for det individuelle og det sociale liv. Sammenhæng er således et væsentligt kendemærke for al forståelse. At forstå noget er samtidig ensbetydende med også at forstå, hvad det ikke er. Forståelse må fremtræde som en mulighed i modsætning til andre muligheder. Endelig er det vigtigt at være opmærksom på, at al forståelse foregår i cirkelbevægelser (den hermeneutiske cirkel). Forudforståelsen bliver løbende korrigeret, indtil man når en helhedsforståelse, hvor man ikke mener at kunne kom længere.

Ifølge Heidegger er det karakteristisk for mennesket måde at være på, at det altid lever med henblik på fortsat eksistens i fremtiden. Det bekymrer sig altid om sin fremtid, samtidig med at det er bevidst om, at det skal dø. Heideggers erkendelse er på dette punkt i høj grad inspireret af Kierkegaard, idet han opfatter angsten som en grundlæggende stemning i tilværelsen. Eller som Heidegger selv formulerer det: “Im Grunde des Daseins ruht das Nichts”. Der er ikke noget, som ligger fast, og som mennesket kan holde sig til. Det er denne intethedserfaring, som medfører, at mennesket hele tiden må bekymre sig som sine fremtidige eksistensmuligheder, og ikke bare kan hvile i nuet. Det er de fremtidige muligheder, der er det grundlæggende i menneskets væremåde. Vi må som menneske drage omsorg for vores fortsatte eksistens.

Som tidsligheden i menneskets væremåde kører rundt i cirkler bestemt af nutid, fremtid og fortid, bevæger forståelsen sig rundt i den hermeneutiske cirkel når det forsøger at begribe alle fænomener, herunder selve den menneskelige væremåde.

Heideggers filosofi forener mange forskellige tendenser: antik filosofi, kristen teologi, tysk idealisme, fænomenologi og eksistens- og livsfilosofi. Alligevel er hans tænkning på mange måder original. Hans særprægede sprogbrug og hans nazistiske sympatier har dog gjort ham til en kontroversiel figur. Nogle finder ham genial, mens andre ser ham som slet og ret forvrøvlet. Heideggers nazistiske sympatier har i hele perioden efter 1945 været kontroversiel, men specielt efter udgivelsen af hans såkaldte “Sorte hæfter” i 2014 er sindene kommet i kog over, hvordan man skal forholde sig til Heideggers filosofi. Debatten indeholder elementer af den klassiske filosofiske debat. Kan man adskille en forfatters handlinger og politiske holdninger fra hans tænkning? Fakta er, at det nazistiske tankegods ikke kan bortforklares hos Heidegger.

 
My Image
Hans-Georg Gadamer (1900-2002)

Hans-Georg Gadamers arbejde ligger i tydelig forlængelse af Heideggers filosofi. Han tager også udgangspunkt i tidsligheden (fremtid, fortid og nutid) og understreger stærkt forståelsens endelighed: Mennesket når aldrig frem til den fuldente forståelse af et sagforhold. Den nuværende forståelse vil, hvor overbevisende den end må forekomme, altid være henvist til en usikker fremtid og kan vise sig ikke at holde på længere sigt.

Gadamer understreger at fordomme altid spiller ind, når man forstår noget. En eller anden forudforståelse eller fordom er nødvendig for overhovedet at lukke op for forståelsen. Et andet element i forståelsens fremtidsrettethed er, hvad Gadamer kalder fuldkommenhedsforventningen. Hvormed han mener, at vi uundgåeligt møder en sproglig meddelelse med den forventning, at den udgør en sammenhængende meningshelhed, og at den taler sand. En forventning der rigtignok ofte bliver skuffet.

Ifølge Gadamer er mennesket placeret i en tradition, som det ikke totalt kan frigøre sig fra. Traditionen virker på en måde bag vores ryg, ligegyldigt hvor bevidstgjorte vi er. Det er bl.a. traditionen, som har betydning for de fordomme, der styrer vores forståelse. Traditionen er imidlertid ikke noget statisk, men udvikler sig gennem det Gadamer kalder virkningshistorien.

Forståelsesprocesser er ifølge Gadamer dog ikke til ende, førend den fortid, som forståelsen forholder sig til, er draget ind som nærværende virkelighed i ens egen tilværelse. Hvis det forståede ikke kan anvendes på ens egen tilværelse, er det ikke forstået. Eller som Gadamer skriver: “Enhver tid er henvist til at forstå en overleveret tekst på sin måde”. Forståelsen står således ikke urokkeligt fast, selv om den totale vilkårlig heller ikke er tilfældet, da forståelsen via forforståelsen og virkningshistorien er bundet til et samfund, der i stor udstrækning er fælles for dets medlemmer.

My Image

Periodens Filosoffer bygger på Keld B. Jessen (red), Filosofi. Fra antikken til vor tid, Systime 2007