1900-tallet - Idehistorie Frankfurterskolen

1900-tallet

1900-tallet

My Image

Frankfurterskolen

Frankfurterskolen er ikke nogen egentlig filosofisk skole, men en fællebetegnelse for en række filosoffer med tilknytning til Institut for Socialforskning i Frankfurt am Main, Tyskland. Instituttet blev oprettet i 1924 af en række marxistisk orienterede intellektuelle. Nogle af de mest kendte fra denne kreds er Max Horkheimer og Theodor W. Adorno udover Herbert Marcuse og Jürgen Habermas.

Det var instituttets erklærede hensigt at videreudvikle den marxske teori, at forske i arbejderbevægelsens historie og at gennemføre en marxistisk samfundskritik.

Instituttet blev lukket af nazisterne og kredsens medlemmer tvunget i eksil i 1933. De vendte først tilbage til Frankfurt i 1949.

Ligesom eksistentialisterne (Sartre og Camus) forsøgte de to ledende filosoffer ved instituttet Horkheimer og Adorno at forene deres synspunkter om individets frihed med individets ansvar. Det var tanker, som de allerede under eksilet i USA var begyndt at skrive om i fællesværket Oplysningens dialektik, 1944, der blev et meget betydningsfuldt værk i efterkrigstiden, specielt efter genudgivelsen i 1969, hvor det især inspirerede studenteroprørets ideologiske synspunkter.

Et centralt udgangspunkt for Frankfurterskolens såkaldte kritiske teori, var forsøget på at forklare, hvordan den historiske udvikling på én gang kunne kunne føre til fremskridt på det samfundsmæssige plan og medføre elendighed, ufrihed og undertrykkelse på det individuelle plan. Svaret var, at i det kapitalistiske samfund bliver mennesket undertrykt og tingsliggjort i produktionsprocessen af hensyn til kapitalens profitmaksimering. I forsøget på at beherske naturen og frigøre sig fra naturtvangen er mennesket selv blevet behersket. Naturtvangen er blevet til samfundstvang. Kritikken måtte derfor blive en kritik af ethvert system, der var styret af den instrumentelle rationalitet, hvad enten systemet var filosofisk, videnskabeligt eller socialt og politisk.

Ifølge Horkheimer og Adorno er den positivistiske idealforestilling om en værdifri videnskab en illusion. Det er nemlig i praksis umuligt at løsrive det erkendende subjekt og dets interesser fra den objektive virklighed, som skal erkendes: Enhver erkendelse bunder i en interesse i at erkende noget bestemt. Også derfor skal empirisk forskning vejledes og styres af kritisk samfundsmæssig refleksion, en filosofisk metode der vedvarende forholder sig med en kritisk distance til de såkaldte positive, empiriske 'kendsgerninger'. Ellers vil forskningen blive reaktionær, blind og perspektivløs. Det gælder bl.a. om at finde frem til de værdiforestillinger, der er skjult bag "objektivitetens" overflade.

 
My Image
Herbert Marcuse (1898-1979)

I samfundsmæssig sammenhæng fik Frankfurterskolens tanker sit mest markante politiske og ideologiske udtryk i ungdoms- og studenteroprøret i 1960'erne og 1970'erne, hvor nymarxistiske og venstresocialistiske bevægelser i det såkaldte "Det nye venstre" vandt frem. Det var respekten for det enkelte individ og kritikken af enhver totalitet, der var i højsædet. Især inspireret af Herbert Marcuse, der i modsætning til de fleste andre fra Frankfurterskolen blev i USA, hvor han fik statsborgerskab.

Et af Marcuses betydeligste værker er Eros og civilisationen. Et filosofisk bidrag til Sigmund Freud, 1954. Her skriver han: "Civilisationen begynder dér, hvor man i praksis giver afkald på det primære formål, nemlig fuldstændig behovstilfredsstillelse." Ifølge Marcuse er behovstilfredsstillelse både en betingelse for civilisation og et udtryk for en undertrykkelse eller "repression" som han kalder det. Men i modsætning til Freud ser Marcuse en mulighed for en ophævelse af repressionen, da den i væsentligt omfang er et socialt og historisk fænomen.

Vejen ud af den eksisterende undertrykkelse - som i vesten i høj grad er en selvundertrykkelse forårsaget af mediernes og reklameindustrien massive manipulation - er ifølge Marcuse, at folket nægter at samarbejde med magthaverne, og dette kan kun ske ved en politisk organisering, i første omgang især blandt intellektuelle, og ikke mindst de studerende blandt ungdommen. Ved en forelæsning i 1970 for studerende ved Freie Universität i Berlin pointerede han netop, at studenterne kunne blive en afgørende revolutionær faktor, nemlig som igangsættere.

Over for systemets vold og undertrykkelse er det legitimt at gøre modstand, i givet fald med vold, mener Marcuse. Men det er en betingelse for berettigelsen af denne voldsudøvelse mod systemet, at volden ikke udøves ud fra private interesser alene, men har dækning i en offentligt accepteret og almen interesse til gavn for livet og friheden. Derfor er det heller ikke rimeligt at bekæmpe systemet som f.eks. de terroristiske grupper i Tyskland og Italien gjorde. Hvad det gælder om er at bevidstgøre de undertrykte grupper i samfundet til en fælles modstand mod det etablerede system gennem f.eks. oplysningskampagner og demonstrationer.

 
My Image
Jürgen Habermass (1929-)

Jürgen Habermas er opvokset i nazitidens Tyskland, og opgøret med totalitære og undertrykkende systemer har sat sit på på de fleste af hans filosofiske værker. I 1965 afløste han Horkheimer som professor i filosofi og sociologi ved Institut for Socialforskning i Frankfurt am Main, og han betragtes derfor ofte som Frankfurterskolens 2. generation, selv om han på flere punkter kritiserede Adorno, Horkheimer og Marcuse. Ligesom disse fik også Habermas stor betydning for studenteroprøret i 1968, men med studenteroprørets stigende radikalisering med mere militante aktionsformer, tog begge parter afstand fra hinanden.

Omkring 1970 tog Habermas' forfatterskab da også en drejning mod øget interesse for samtalens og kommunikationens betydning, hvilket bl.a. resulterede i han store værk: En teori om kommunikativ handlen, 1981.

I sine værker fra 1960'erne videreførte og uddybede han den marxistisk inspirerede kritik af den borgerlige bevidstheds undertrykkende opspaltning af en samfundsmæssig helhedsforståelse, som også have været fremført af den ældre generation af Frankfurterskolens filosoffer.

Ifølge Habermas er borgerlig bevidsthed karakteriseret ved at trække et skarpt skel mellem forskellige 'områder' af samfundet, områder som ud fra en borgerlig bevidsthed ikke må sammenblandes. Den samfundsmæssige totalitet opdeler Habermas først og fremmest i 'stat' og 'samfund', mens sidstnævnte er underopdelt i et 'privatområde' (der er opdelt i 'intimsfære' og 'socialsfære') og et 'offentlighedsområde' (der er opdelt i 'kulturel offentlighedssfære' og 'politisk offentlighedssfære'). Og til hvert af disse områder er der knyttet forskellige aktiviteter som ud fra en borgerlig tankegang ikke bør sammenblandes.

Som Habermas ser det, er skellene mellem samfundets forskellige områder og sfærer med fremvæksten af efterkrigstidens moderne velstandsstat ved at blive brudt ned. Og det er de borgerlige/reaktionæres mål at at tilbageføre forholdene til tidligere tiders forhold.

Sin kritik af samfundet udbyggede Habermas i 1968 ved at argumentere for at erkendelse og interesse er uløseligt forbundet med hinanden. Videnskabelig neutralitet er ikke mulig. Tværtimod hævder Habermas, at der er interesser på spil i enhver form for forskning.

I arbejdet er mennesket således ledet af en interesse i at frigøre sig fra naturtvangen ved at beherske naturen, mens det i sin interaktion ('den kommunikative handlen') med andre mennesker er interesseret i at leve på en god måde i sit forhold til andre. Samspillet med andre mennesker får derved en moralsk dimension.

Ifølge Habermas bunder den glade optimisme, der karakteriserede 1700-tallets fremskridtstro og den dystre pessimisme, der har kendetegnet den senere kritik af denne holdning frem til i dag, i et ensidigt fornuftsbegreb. Rationalitet er tværimod et flertydigt begreb. Rationalitet er en måde at tænke på, og tænkningen er knyttet til sproget. Habermas tager således udgangspunkt i det fælles intersubjektive sprog, altså i den kendsgerning, at sprog ikke er et privat, men et kollektivt og socialt fænomen. Sprogbrug er kommunikativ handlen. Dermed bliver det også klart at sproget har flere forskellige funktioner, og til disse forskellige funktioner er knyttet forskellige interesser og former for rationalitet - med hver sit gyldighedskrav.

Habermas opererer med fire væsentlige funktioner i sproget. Det skal være præget af forståelighed, sandhed, troværdighed og rigtighed (det man bliver enige om). Alle fire krav er nødvendige for en vellykket kommunikation. I samtalen må samtaleparterne bøje sig for og mod hinanden, fordi de lader sig overbevise af "det bedre arguments ejendommelige tvangløse tvang". Kommunikationen bliver derved en "herredømmefri" og rationel diskurs, en i egentlig forstand "kommunikativ handlen".

Disse sprogfilosofiske synspunkter kobler Habermas sammen med sin civilisationskritik, hvor han på én gang vil fastholde både de positive og negative sider i den historiske udvikling. Han fastholder at bruddet med middelalderens enhedskultur faktisk har været et civilisatorisk fremskridt. Med den moderniseringsprocessen er der sket en opspaltning af det sociale livs praksis og rationalitet. Denne opspaltning har bl.a. ført til frigørelse fra megen religiøs, politisk og social undertrykkelse, og samtidig sikret mennesker bedre livsvilkår. Men opspaltningen har også haft omkostninger, i form af de forskellige rationaliteter, som er indlejret i Habermas' filosofi, hvor systemverdenens (kapitalens og bureaukratiets) rationalitet har koloniseret menneskets livsverdenen og fortrængt dens moralsk-praktiske rationalitet.

Konflikten mellem den såkaldte systemverdens og livsverdenens værdier viser sig som det Habermas kalder socialpatologier, dvs. sygdomstegn i samfundet liv, som f.eks. vilde strejker, husbesættelser, eller som ligegyldighed og passivitet i forhold til den social virkelighed. At mennesker gør oprør mod et samfund der sætter dem uden for indflydelse kan dog også ses som et sundhedstegn. Hvad det drejer sig om er altså på én gang at bevare og udvikle det civilisatoriske fremskridt og samtidig tilbageerobre de områder til livsverdenen, hvor systemverdenens strategiske mål-middel-rationalitet har fortrængt livsverdenens værdier.

Målet er ifølge Habermas at finde den rette balancegang mellem de forskellige interesser i det moderne samfund. Vi skal gennem en herredømmefri diskurs arbejde os frem til fælles løsninger på fælles problemer.

Habermas' interesse for den praksis-orienterede filosofi er de senere år drejet i retning af moralfilosofiske problemstillinger. Her er det bl.a. Habermas' synspunkt, at en kommunikativ argumentationsteori må baseres på en ikke-formel logik, da enighed i moralsk-praktiske spørgsmål ikke kan fremtvinges deduktivt eller ved henvisning til empirisk evidens. En moralsk-praktisk diskurs må derimod baseres på en argumentationsregel, der svarer til induktionsprincippet i den erfaringsvidenskabelige diskurs, hvor man gennem samtalen kommer frem til en fælles forståelse og enighed om, hvordan handlingskonflikter skal bilægges. Det er Habermas' pointe, at det kun er muligt at undgå, at nogle påtrykker andre deres egne holdninger, når den enkelte deltager i diskussionen om de grundlæggende værdier. Den enkelt er selv den sidste instans for bedømmelsen af det, som virkelig er i hans egen interesse. Men samtidig må de opfattelser og holdninger, som danner grundlaget for ens egen interesse, også være tilgængelige for andres kritik.

Den moralske diskussion er et offentligt anliggende, og det er en diskussion, som ikke kan løsrives fra den historiske og kulturelle sammenhæng - ogå når forskellige kulturelle værdier mødes. Habermas gør dog samtidig gældende, at vi alle er opvokset i et moralsk-sprogligt fællesskab, hvor der eksisterer det han kalder sædelighed, dvs. en offentlige og almindeligt anerkendte moral. Sædeligheden er kendsgerninger, fordi den er en del af vores livsform, men derfor behøver vi ikke at anerkende disse normer som berettigede og anerkendelsværdige.

My Image

Periodens Filosoffer bygger på Keld B. Jessen (red), Filosofi. Fra antikken til vor tid, Systime 2007