1900-tallet - Idehistorie Objektivitet

1900-tallet

1900-tallet

My Image

Videnskab, Fejlbarlighed og Objektivitet

 
My Image
Karl Raimund Popper (1902-1994)

Karl Raimund Popper, der er født og opvokset i Wien, er en af 1900-tallets mest fremtrædende videnskabsfilosoffer. Hans hovedide er, at fremskridt i erkendelsen ikke kommer fra arbejdet med at bevise teorier, men fra arbejdet med at modbevise dem.

Popper har gennem sit omfattende forfatterskab ydet bidrag til mange forskellige områder inden for filosofien, men det er først og fremmest han overvejelser over erkendelses- og videnskabsbegrebet, der har gjort ham kendt.

Det er især spørgsmålet om erkendelsens vækst, der optager Popper. Hvordan bliver vi klogere på virkeligheden. Og her er det hans synspunkt, at vejen frem ikke er, at vi bliver bedre til at forebygge og undgå fejl i vore teorier, men at vi bliver bedre til at opdage de fejl, vi begår, og lære af dem. Popper siger således:

"Vi forsøger alle energisk at undgå fejltagelser; og vi bør være kede af det, hvis vi har taget fejl. Men at undgå fejltagelser er et fattigt ideal. Hvis vi ikke vover at tage fat på problemer, der er så vanskelige, at fejltagelser næsten er uundgåelige, vil der aldrig blive nogen vækst i vores viden. Faktisk er det af vore dristigste teorier, inklusive de fejlagtige, at vi lærer mest. Ingen er fritaget for at begå fejl; kunsten er at lære af dem."

Med denne indstilling afviger Popper fra den induktive erkendelse, der havde været mest udbredt siden 1600-tallet. Han afviser nærmest induktiv erkendelse som en myte. Popper erkender, at gentagne erfaringer har det med at give os vanemæssige forventninger. Han mener, at vi behovet for regelmæssighed er medfødt. Men forud for erfaringsprocessen ligger der, efter han mening, medfødte forventninger, som vi gør erfaringer i lyset af, og som vi måske ikke engang slipper, selv om de ikke opfyldes af erfaringerne. Popper ser således bevidstheden som en slags projektør, der kaster lys over virkeligheden og justeres mere eller mindre godt efter erfaringerne. Vi kan aldrig erfare tingene nøgent, kun gennem de briller, som vores erkendeapparat udgør.

Afgørende er, hævder Popper, at alle teorier om virkeligheden, også de medfødte forventninger, kan vise sig at være forkerte. "i virkeligheden kan intet retfærdiggøres eller bevises (uden for matematik og logik)." Alle teorier om realiteternes verden, også de bedste bekræftede, er i sidste instans gætværk.

Ifølge Popper medfører det imidlertid ikke, at vi må opgive forestillingen om objektiv erkendelse. Han er tværtimod tilhænger af det synspunkt, at der findes objektive sandheder, som vi kan søge efter og - hvis vi er dygtige og heldige nok - også kan finde. Vi kan blot aldrig være sikre på, af vi har fundet dem!

Vi har ikke kun et stærkt behov for regelmæssigheder. Vi er ifølge Popper også tilbøjelige til at søge bekræftelser for vore medfødte eller erhvervede forestillinger om virkeligheden. Vores almindelige indstilling er verfikationistisk, dvs. at vi forsøger at underbygge og forsvare vore teorier ved at lægge vægt på de ting, der bekræfter/verificere dem. Problemet er blot, at vi ser virkeligheden i lyset af vore forventninger. Verifikationer kan gøre os stærkere i troen, men de styrker ikke sandheden i det vi tror på. Blot et negativt eksempel kan modbevise nok så mange verifikationer. Vi kan under ingen omstændigheder bevise, at teorier er rigtige, men vi kan under visse omstændigheder modbevise dem. Derfor er forsøg på falsifikation den korrekte videnskabelige metode

Popper foreslår på den baggrund, at vi kun bør glæde os over bekræftelser, når de er resultatet af alvorlige forsøg på at falsificere teorien. Vi bør derfor betragte enhver teori som en hypotese (foreløbig antagelse), hvis sandhed skal afprøves negativt ved at forsøge at udlede (deducere) så dristige konsekvenser af den som muligt, for således ved konfrontation med virkeligheden at få blotlagt dens eventuelle mangler. Resultatet af denne hypotetisk-deduktive fremgangsmåde vil ofte være, at vi må forkaste eller revidere hypotesen (den foreløbige teori). Holder den stand, betyder det ikke at den er sand. Den har blot overlevet et forsøgt på falsifikation.

Vi kan derfor ikke stole på teorier. Men som Popper formulerer det, kan der være rationelle grunde til at foretrække den ene teori frem for den anden, nemlig dem der via 'trail and error-metoden' er bedst afprøvet for fejl.

 
My Image
Thomas S. Kuhn (1922-1996)

Popper udviklede sine centrale teorier tidligt, men det var først i løbet af 1960'erne, de begyndte at slå igennem, efter at hans første værk Forskningens logik, 1934 var oversat til engelsk i 1959. Gennembruddet kom samtidig med at den amerikanske fysiker og videnskabshistoriker Thomas S. Kuhn med værket Videnskabens revolutioner, 1962 vakte international opmærksomhed med sit syn på naturvidenskabernes udvikling og herunder angreb Poppers falsifikationisme.

Kuhns kritik af Popper kommer til udtryk i bl.a. denne formulering:
"Ingen teori [løser] nogensinde alle de problemer, som den på et givet tidspunkt står over for … . Hvis enhver mangel på overensstemmelse var grund til at forkaste teorien, burde alle teorier altid forkastes."

Det er ganske almindeligt, at teorier løber ind i større eller mindre problemer, efterhånden som de afprøves. Og det er langtfra altid let at afklare, om manglerne ligger i selve teorien, eller om de ligger i f.eks. afprøvningsmetoden.

For at forstå, hvordan langt det meste videnskabelige arbejde foregår, må man, siger Kuhn, være opmærksom på, at videnskabsfolk er medlemmer af et fællesskab, et "videnskabeligt samfund" med fælles begreber, arbejdsmåder, grundideer og synsvinkler. De er som Kuhn formulerer det underlagt et fælles paradigme.

Den, der arbejder inden for et paradigme, arbejder i en veldefineret verden, hvilket indebærer, at vedkommende er indforstået med bestemte måder at se verden på. Det er normaltilstanden.

Videnskabshistorien giver imidlertid eksempler på, at ikke blot enkelte teorier, men hele paradigmer er gået i opløsning og er blevet forladt, fordi mængden af uløselige problemer blev for stor, og fordi et nyt paradigme viste sig mere succesrig. Der er opstået en videnskabelig revolution. Et paradigmeskift.

My Image

Periodens Filosoffer bygger på Keld B. Jessen (red), Filosofi. Fra antikken til vor tid, Systime 2007