1900-tallet - Idehistorie PostStrukturalisme

1900-tallet

1900-tallet

My Image

Poststrukturalisme, Dekonstruktion

Betegnelsen 'det postmoderne' stammer fra arkitekturen, hvor det stod for nogle tendenser i 1960'ernes og 1970'ernes byggestil. Fra 1979 blev udtrykket 'postmoderne' også introduceret i filosofien, selv om udtrykke langt fra er uproblematisk og har været kilde til fortsatte diskussioner og uenighed. Betegnelsen betyder egentlig blot noget, der kommer efter det moderne. Men hvorvidt 'det moderne' skulle være afsluttet er der delte meninger om.

Inden for filosofien er det postmoderne blevet identificeret med både post-marxisme og post-strukturalisme.

I 1977 havde en gruppe franske filosoffer kritiseret Marx og marxismen for at drive udviklingen mod et nyt barbari, hvor de undertrykkende kommunistiske regimer blev set som en logisk konsekvens af tendenser i marxismen, og ikke kun som uheldige fejludviklinger.

Opgøret med strukturalismen bestod dels i en kritik af forestillingen om statiske strukturer, og dels i et nyt forsøg på at se strukturer som dynamiske. Inspirationen blev hentet hos Nietzsche og Wittgenstein.

 
My Image
Jacques Derrida (1930-)

Det første markante opgør med strukturalismen kom fra Jacques Derrida, i forbindelse med et foredrag i 1966 i USA, hvor Derrida skulle introducere strukturalismen. I stedet leverede han et opgør med den tidligere strukturalisme og hele den vestlige metafysiske tradition.

Ifølge Derrida kunne man ikke bare sætte sig ud over denne tradition, men man kunne forholde sig dekonstruerende, altså undersøgende og problematiserende, ved skridt for skridt at undersøge de grunlæggende forestillinger for modsigelser. Derrida talte således om et spil af forskelle, der kan afsætte midlertidige begreber. Vendingen at "dekonstruere den vesterlandske metafysik", som er central i Derridas skrifter,må nærmest opfattes som en undersøgelse, kritik og afsløring af den vestlige filosofi og ideologi.

I Derridas hovedværk Om Grammatologi, 1967 blev en række centrale filosoffer udsat for en grundig dekonstruktion, der viste, at de var fanget i den vesterlandske metafysiks såkaldte logocentrisme, dvs. forestillingen om en mening eller fornuft, som er givet forud for noget udtryk.

Især med hensyn til opgøret med troen på en overordnet fornuft, logocentrismen, og dekonstruktionen som metode til at overvinde logocentrismen, har Derridas filosofi fået betydning for den senere filosofi.

 
My Image
Michel Foucault (1926-1984)

Michel Foucault er en fransk idéhistoriker og filosof, der er blandt de store skikkelser i fransk poststrukturalisme. Hans gennembrud kom med Ordene og tingene, 1966, hvor den bærende idé er, at historiske epoker er karakteriseret ved en "epistemologisk sokkel", der brat skifter fra periode til periode. Fortidige kilder skal ifølge den metode Foucault beskriver ses som ‘monomenter’, der vidner om den erkendelsesstruktur, de var en del af. Sådanne monumenter kan være alle slags dokumenter, overleveringer, institutioner og levn, og de tilsvarende erkendelsesstrukturer kalder han for diskurser.

Foucault gør gældende, at måden at tale om et givent emne på er med til reelt at konstituere dette emne. Diskurser er måder at "italesætte" fænomener på, men herved udøver de også magt over det pågældende område ved overhovedet at definere de mulige subjektpositioner i området. Magt er ikke kun noget, der udstråler fra en førende autoritet; magt foreligger i ethvert institutionelt styre mde mellem subjekter.

Foucault har haft stor indflydelse på idéhistorie, kulturhistorie, socialvidenskab og antropologi gennem sit begreb om diskursanalyse, men han har også haft stor indflydelse på politisk tænkning gennem sin idé om, at hvad der kan synes at være frigørelse, ofte viser sig at være en mere subtil form for kontrol eller styring, som blot foregår gennem den enkelte. På denne måde kan politisk styring snigende overtage hele livet som område ("biopolitik").

My Image

Periodens Filosoffer bygger på Keld B. Jessen (red), Filosofi. Fra antikken til vor tid, Systime 2007