2000-tallet - Idehistorie

2000-tallet

2000-tallet

My Image

2000-tallet

Globaliseringens sammenbrud - på vej mod Ragnarok?

Tiden efter Murens fald i 1989 og opløsningen af de kommunistiske regimer i Østeuropa har været præget af en på en gang jublende og manisk besværgelse af den marxismens ideologi. Den franske filosof Jacques Derrida har i bogen Marx’ spøgelser, 1993, udtrykt det på følgende måde. “Besværgelsen gentager og ritualiserer sig selv … I rytmisk marchtakt erklærer den: Marx er død, kommunismen er død, meget død, og sammen med den, dens håb, dens diskurs, dens teorier og dens praksisser. Den siger: Længe leve kapitalismen, leve markedet, leve den økonomiske og politiske liberalisme!”

Det er som om man, specielt her i Danmark, ikke ønsker at forlade den amerikanske politolog Francis Fukuyamas tese om “Historiens afslutning” fra 1989 (udgivet i bogform i 1992), hvor han slog til lyd for at liberalisme og demokrati havde sejret globalt og i fremtiden ville skabe fred og vækst. En skråsikkerhed, det er blevet svært at opretholde, efter at vi i årene 2008 og frem har oplevet den værste økonomiske krise siden 1930’ernes depression, samtidig med at den internationale situation i høj grad er præget af den såkaldte ‘krig mod terror’ som den daværende amerikanske præsident George W. Bush lancerede efter terrorangrebene på World Trade Center og Pentagon den 11. September 2001.

På trods af den økonomiske krises tilbageslag i 2008 betød globaliseringens fortsatte gennemslag over hele kloden en voksede produktionen og dermed samlet velstand. Men væksten var ikke ligeligt fordelt. En udvikling, der egentligt ikke burde undre. Kapitalisme handler jo om at få kapitalen til at vokse, og helst uden at der bliver grebet regulerende ind i de frie markedskræfter. Kræfter, der har en tendens til at favorisere de i forvejen rigeste.

Det er derfor heller ikke mærkeligt, at en del af verdens befolkning så deres drømme om økonomisk og social opstigning fordufte under usikre fremtidsudsigter i lokalområdet, og i stedet drømte om et bedre liv et andet sted - i byen, i udlandet eller evt. i det rige Vesten. En udvikling, der endvidere understøttes af forskellige konflikter i en række lande. Man kunne jo håbe på, at det var en selv, der blev den succesrige undtagelse fra at ende i byernes slum eller en lidet succesrig fremtid i en ny verdensdel. Endvidere må det konstateres, at selv om emigranternes arbejdsvilkår og retsforhold oftest var elendige, gav emigranternes adgang til rigere lande alligvel bedre indtjeningsmuligheder end hjemlandets. Et forhold, der formentligt er årsagen til at mennesker i overfyldte, synkefærdige både tager den livsfarlige tur over Middelhavet på vej til Europa. En udvikling, der samtidig har aktualiseret den italienske filosof Giorgio Agambens analyse af forholdet mellem ret, undtagelse og liv som følge af forskellige brud på den internationale ret. Hans mest kendte bog Homo Sacer, 1995 blev således oversat til engelsk i 1998.

Allerede oplysningsfilosoffer drømte i 1700-tallet om, at krige ville blive afskaffet i civilisationen centrum, Europa, hvis oplysningen og fornuften sejrede. Disse drømme bristede imidlertid allerede med Revolutions- og Napoleonskrige i slutningen af 1700-tallet.
Efter 1814 vendte håbet tilbage, og de internationalt orienterede arbejderbevægelser, havde ligefrem som programpunkt at umuliggøre fremtidige krige, ved at arbejderne i indbyrdes solidaritet skulle nægte at skyde på hinanden og i stedet nedlægge våbene. Men endnu engang led fredshåbet skibsbrud med de to verdenskrige i 1914-18 og 1939-45.

Derfor blev de Forenede Nationer, FN skabt i 1945, hvor Sikkerhedsrådet skulle være hovedansvarlig for opretholdelsen af fred og sikkerhed. Igen viste det sig hurtigt, at heller ikke Sikkerhedsrådet var i stand til at forhindre krige, da alle 5 vetomagter i Sikkerhedsrådet skulle billige en handling, og der fandtes næsten ingen konflikter, som ikke involverede en eller flere af vetomagterne. Desuden måtte Sikkerhedsrådet ikke må gribe ind i et lands indre anliggender. Men Sikkerhedsrådet har fungeret som et “mødested” i krisesituationer, hvor man har kunnet udveksle synspunkter og dermed undgå, at kriser kom ud af kontrol. I hvert fald har vi undgået udbruddet af en 3. Verdenskrig.

Da Sikkerhedsrådet som nævnt ikke måtte gribe ind i et lands indre anliggender, har der til gengæld været et utal af borgerkrige og borgerkrigsagtige konflikter. Her har FN-systemet dog stadig haft mulighed for at spille en rolle som freds- og konfliktmægler, ligesom man har kunnet indsætte FN-tropper som observatører og fredsbevarende styrker. Indsættelsen af FN-tropper forudsatte dog de pågældende staters eller konfliktende parters accept. Men nogle voldsomme massakrer i 1990’erne ændrede dog synet på suverænitetsspørgsmålet. Og det blev i stigende grad opfattelsen, at verdenssamfundet kunne blive nødt til at gribe ind - endda uden mandat fra Sikkerhedsrådet - hvis hele befolkningsgrupper truedes af massakrer. Således er Nato’s bombardement af Serbien i 1999 og af Libyen i 2010 eksempler på aktioner, der blev begrundet som “humanitære interventioner” for at forhindre folkedrab.

Tiden efter årtusindskiftet har også være præget af islamiske fundamentalisters og højreekstremistiske terroraktioner. Spørgsmålet er så, om der globalt er udsigt til borgerkrigsagtige tilstande, således som Hans Magnus Enzensberger i bogen Med udsigt til borgerkrigen, 1994 påpeger, eller der vil være tale om en kortvarig aktivitet, der forsvinder igen, ligesom 1970’ernes europæiske terrororganisationer. Desværre er det nok det første, der bliver tilfældet, ikke mindst i lyset af myndighedernes modforholdsregler i form af overvågning, kontrol og præventive anholdelser, der karakteriserer de vestlige samfund og den bomberegn, der falder over befolkningen i konfliktområderne. Tiltag, der vil være i stand til at destabilisere ethvert civiliseret samfund.

At der bliver tale om konflikter mellem kulturer/civilisationer med religion som en vigtigt faktor, sådan som Samuel P. Huntingtons advarede om i Civilisationernes sammenstød, 1993, er dog ikke givet. Ganske vist kan de islamistiske fundamentalisters angreb mod USA og Vesteuropa og disse landes efterfølgende reaktion fint tolkes i denne retning. Men det er vigtigt at understrege, at de bitreste kampe udspilles inden for den muslimske verden selv. Man kan også diskutere, om det er religionerne, der skaber konflikterne eller de blot er et let anvendeligt middel til at skabe sammenhold inden for de forskellige grupper. Skræmmende er det under alle omstændigheder, at terroraktioner er svære at dæmme op for i en moderne, globaliseret verden.

Chomsky
Badiou
Agamben
Žiẑek
Hardt
Globalhistorie

Globaliseringens sammenbrud - på vej mod Ragnarok? bygger på Ebbe Kühle, Globalhistorie - 500 års forandringer og dilemmaer, Gyldendal 2015