2000-tallet - Idehistorie Chromsky

2000-tallet

2000-tallet

My Image

2000-tallet

 
My Image
Noam Chomsky (1928-)

Noam Chomsky er født i USA af ukrainske forældre, og arbejdede som professor i lingvistik ved Massachusetts Institute of Technology med klassifikation af formelle sprog. Han er endvidere en af hovedpersonerne inden for den analytiske filosofi.

Chomsky udgav i 1957 bogen Syntactic Structures, der betegnes som programskrifte for den generative grammatik. I 1959 anmeldte han B.F. Skinners bog Verbal Behavior fra 1957. Her argumenterede Chomsky mod Skinners syn på sprog som tillært opførsel, hvilket resulterede i en heftig debat, i hvad der er blevet kaldt den "Lingvistiske Krig".

i dag er Chomsky nok mest kendt for sit politiske engagement. Han er erklæret anarkist, kendt for sin venstreorienterede kritik af kapitalisme i debatindlæg og bøger. De seneste år har han desuden markeret sig som deltager i den globaliseringskritiske bevægelse.

Chomsky involverede sig tidligt i USAs engagement i Vietnam og udgav i 1969 sin første politiske bog, American Power and the New Mandarins. Ved siden af sin skribentvirksomhed, var Chomsky også aktivt involvere i venstreorienteret anti-krig aktivisme, og blev arresteret flere gange, mens Richard Nixon var præsident i årene 1969-74.

I 1980-erne var flere af Chomskys studerende blevet ledende lingvistik specialister, som arbejde videre med og reviderede Chomskys ideer om generativ grammatik, og i slutningen af 1980'erne var Chomsky etableret som en globalt anerkendt filosof på området.

Sideløbende med sin faglige anerkendelse fortsatte Chomsky sit politiske engagement, og efter 11. september 2001 argumenterede han for, at Krigen mod Terror og Irak-krigen var en fortsættelse af USAs udenrigspolitik siden Regan-årene i 1980'erne, ligesom han siden 2012 har støttet Occupy-bevægelsens kamp mod økonomisk og social ulighed og for 'reelt demokrati'. Senest har han støttet Bernie Sanders forud for præsidentvalget i 2016, og bl.a. kaldt Donald Trump en uvidende person med storhedsvanvid, der er et større onde end Hillary Clinton.

 
My Image
Alain Badiou (1937-)

Alain Badiou er født i Fransk Marokko, og var med til at oprette det filosofiske fakultet ved Université de Paris VIII sammen med Gilles Deleuze, Michel Foucault og Jean-François Lyotard. I dag er han en kendt international filosof inden for den radikale, intellektuelle venstrefløj. Han argumenterer således for en genrejsning af en moderne kommunisme, idet han ser kommunismen som en idé, et princip om et samfund uden en undertrykkend stat, uden alarmerende ulighed og uden store koncentrationer af formuer. Badious kommunisme handler kort sagt om at holde den politisk forestillingsevne åben for andre muligheder og verdener.

Badious filosofiske skrifter omhandler primært en gentænkning af Platon i moderne kontekst og en udvikling af Heideggers tænkning om væren og begivenheder. Bardiou hævder således, at væren er fuldstændig ustruktureret, hvilket kan forstås som, at alt flyder. Det betyder imidlertid ikke, at den verden vi lever i er kaos. Forklaringen er ifølge Bardiou, at pengenes lov, der har opløst de gamle struktuerer, også er en ubønhørlig logik, der på yderst voldelig vis jævnligt genstrukturerer samfundet.

Ifølge Badiou er det kapitalistiske samfund organiseret i en metastruktur, som med et lån fra matematikkens mængdelære er mængden af strukturens delmængder. Den politiske pointe i denne opfattelse er, at staten ikke interesserer sig for samfundets "elementer", nemlig individerne, men for dets "delmængder", det vil sige forskellige befolkningsgrupper. Et forhold, der er særlig tydeligt i det parlamentariske demokrati, hvor de forskellige partier repræsenter samfundets forskellige grupper. Som en mængde af delmængder kan staten således siges at repræsenterer samfundet. Og det er statens funktion at bevare den bestående orden, hvorfor statens politik altid vil være til fordel for dem, som denne orden gavner.

Konsekvensen af forståelsen af staten som essentielt uretfærdig, er ifølge Badiou, at hvis man ønsker et mindre ulige eller mindre uretfærdigt samfund, er man nødt til at handle udenomsparlamentarisk. Men målet er ikke en revolutionær overtagelse af staten, thi "staten ikke kan ændres, den kan kun komme på andre hænder". Det handler om fra et andet ståsted end statens, at komme med krav om, hvad staten skal gøre. For som Badiou siger: "Politikken er en tænkning". Eller med andre ord: politisk arbejde er en analytisk proces, en undersøgelse, og ikke praktisk politisk arbejde.

Udover sine filosofiske skrifter udgiver Badiou også forskellige politiske skrifter, hvor han kommenterer aktuelle begivenheder. F.eks. reagerede han mod det franske forbud mod muslimske tørklæder med en opfordring til et forbud mod firmamærker på tøj.

 
My Image
Jacques Rancière (1940-)

Jacques Rancière er en fransk oprørstænker, hvis tænkning er født ud af studenteroprøret og arbejderstrejkerne i Frankrig i 1968. Han er født i Algier og blev kendt som medforfatter til Louis Althussers værk At læse Kapitalen i 1965. De var også begge med i det franske kommunistparti. Men da Althusser og kommunistpartiet viser sig særdeles kritiske over for, hvad de kalder studenternes "småborgerlige" oprør i 1968, bryder Rancière med dem begge, og er herefter aktiv i en række maoistiske grupper.

Ranciéres grundtanke er, at folket er intelligent, og der derfor er fornuft at spore i folkets oprør. Studenteroprøret lærte Rancière to grundlæggende ting. For det første skal samfundets institutioner ikke tages for givet - undervisningens former, rammer og indhold viste sig netop at være blot en vilkårlig fiktion. For det andet fremgik det, at den organiserede venstrefløj og de marxistiske teoretikere selv kunne tage del i bevarelsen af samfundets undertrykkende institutioner. Begge pointer står klart i det ret voldsomme teoretiske opgør med Althusser som Ranciére fremkommer med i bogen La leçon d'Althusser i 1974.

Ifølge Rancière er konsekvensen af Althussers materialistiske tankegang, at det kun er den marxistisk-leninistiske filosof, der kan gennemskue den borgerlige ideologi. Masserne kan således godt skabe historien, men altså kun hvis de bliver vejledt af filosoffer som Althausser. Altså en gentagelse af det klassiske skel mellem arbejdere, der blot arbejder, og filosoffer, der tænker. Skomager bliv ved din læst, og lad filosofferne blive konger, som allerede Platon skrev. Ifølge Rancière er Karl Marx her interessant, fordi han netop påpeger, at det er menneskene, der skaber historien, dvs. de konkrete menneskers kreative tanker i deres produktive omgang med naturen. De undertrykte arbejdere har ikke brug for assistance fra Althusser. De undertrykte er intelligente, og de frigør sig ved hjælp af deres egen intelligens.

Det er Rancières udgangspunkt, at alle er kompetente politiske væsner. Eller som det provokerende postuleres i Den uvidende lærer, 1987: "Alle har samme intelligens". Udgangspunktet er ligheden. Problemet er ifølge Rancière, at de dominerende kræfter i samfundet forsøger at få folk til at holde op med at tænke, ved bl.a. at bilde dem ind, at de er mindre intelligente end andre. Rancière indikerer således, at 'ideologi' ikke er falske argumenter, men en funktion, der skal få de undertrykte til ikke at tænke og tale. Hvis folk ikke tænker over deres situation, så handler de heller ikke for at ændre den. Omvendt mener Rancière, at man vil opdage at ens situation er uretfærdig, hvis man begynder at tænke over den, og derefter vil man forsøge at ændre den.

Rancière er enig med Alain Badious i, at udgangspunktet for politik er en spontan begivenhed, hvor folk tænker selv. Men hvor Badious mener, at en stærk organisering efterfølgende er vigtig, finder man intet tilsvarende hos Rancière. Det handler kun om spontanitet. Rancières fokus er på de undertryktes konkrete kampe mod undertrykkelse.

 
My Image
Giorgio Agamben (1942-)

Giorgio Agamben er en italiensk tænker, som er bedst kendt for sine undersøgelser af begrebet om undtagelsestilstanden og "homo sacer" (nøgent liv, blottet liv). Hans unikke læsning af litteratur, kontinental filosofi og politiske og religiøse studier, har gjort ham til en af de mest innovative tænkere i dag.

Agambens mål med den interdisciplinære tilgang er at få greb om og finde nye tilgange til, hvad han ser som den vestlige filosofi og kulturs grundlæggende og uløselige problemer. Og det er ofte politisk sprængfarlige og kulturhistorisk betændte problematikker, han graver frem af så forskellige kilder som romerske love, provencalsk høvisk renæssancedigtning og reklamefilm for 1960'erne.

I bogen Homo Sacer: Den suveræne magt og det nøgne liv, 1995 er det således hans tese, at moderne demokratiske grundsten som borger- og menneskerettigheder bygger på samme problematiske og i sidste ende undertrykkende politiske definitoner af liv og har samme historiefilosofiske forudsætninger som bl.a. det nazistiske regimes retfærdiggørelse af jødeudryddelser. Tanker der i tysk presse har givet ham betegnelsen "provokerende farlig".

Agamben er i væsentlig grad inspireret af Walter Benjamin, Michel Foucault, Simone Weil, Hannah Arendt, Nietzsche og Heidegger. Agamben har bl.a. redigeret Benjamins samlede værker i italiensk oversættelse og kaldt Benjamins tænkning "modgiften der gjorde det muligt for mig at overleve Heidegger".

Det er ikke let at kategorisere Agamben politisk, da hans arbejde trækker på såvel marxistisk inspirerede filosoffer som tidligere nazistiske partimedlemmer som Carl Schmitt og Martin Heidegger. Grundlæggende mener Agamben således at gøre op med fløjtænkning, da han mener, at partipolitik på begge fløje hviler på nogle problematiske definitioner af liv, identitet og rettigheder. Trods Agambens udfald mod verdens politiske ømme punkter, er det dog vigtigt at slå fast, at hans projekt helt grundlæggende er af filosofisk karakter. Det handler om de kategorier, vi arrangerer livet, tiden og hinanden i, og hvordan de former den verden, vi bygger op. Det handler om menneskers og kulturelle fænomeners mest grundlæggende måde eller måder at være til på (den såkaldte ontologi).

Man skal imidlertid ikke gøre sig håb om at finde specifikke konkrete anvisninger fra Agamben. Ligesom en af hans inspiratorer, Heidegger, er det ikke hans stil at give svar, kun at stille spørgsmål.

 
My Image
Slavoj Žiẑek (1949-)

Slavoj Žižek er en slovensk sociolog, filosof, psykoanlytiker og kulturkriter. Žižek frekventerede de intellektuelle dissidentmiljøer i Ljubljana og da han i 1971 fik ansættelse som forskningsassistent, blev han hurtigt fyret efter at hans kandidatafhandling var blevet betegnet som umarxistisk.

Det var først i slutningen af 1980'erne at den slovenske offentlighed blev opmærksom på Žižek, hvor han skrev artikler til det alternative undomsmagasin Mladina, der var kritisk overfor jugoslavisk politik. I 1988 meldte Žižek sig sammen med 32 andre slovenske intellektuelle ud af kommunistpartiet. Og ved de første frie valg i Slovenien i 1990 stillede han op som det Liberale demokratiske Partis præsidentkandidat - dog uden at blive valgt.

Trods sin flirten med liberalisme er han forblevet trofast mod sine kommunistiske idealer og er forblevet stærkt kritisk overfor højrekredse som nationalister, konservativ og klassisk liberale - både i Slovenien og resten af verden.

Žižek, der altid har været meget bramfri og provokerende i sine udtalelser, skrev sig i 1989 ind på den internationale filosofiske scene med sin første engelsksprogede bog, The Sublime Object of Ideology, hvor han trak den franske psykoanalytiker Jacques Lacans psykoanalyse og Hegels idealisme ind i sit arbejde om en materialistisk opfattelse af ideologi.

Det er Žižeks opfattelse, at vores liv og færden er gennemsyret af betydning, og at vi ikke er neutrale og hævet over historien, hvor meget vi end bilder os det ind. Ideologi er ikke noget der hører fortiden til. Kritikken af tesen om, at vi siden Murens fald lever ved "historiens afslutning" i en æra, hvor ideologierne ikke længere spiller nogen rolle, er et centralt tema i Žižeks politiske filosofi. Žižeks tese er, at vi lever som om verden i det store hele har fundet sin endelige form, men denne forestilling dækker over det, vi gør, som uanset om vi er bevidste om det eller ej i høj grad er ideologisk bestemt.

 
My Image
Michael Hardt (1960-)

Michael Hardt er amerikansk filosof. Han har bl.a. udgivet bogen Imperiet i 2000 sammen med Antonio Negri. En bog, der er blevet betegnet som det 21. århundredes Kommunistiske Manifest.

I Imperiet beskriver de overgangen fra den moderne imperialisme, centreret om nationalstater, til en netværksstruktur som de kalder Imperiet. Ifølge Hardt og Negri breder Imperiet sig ind i alle livets sfærer i et globalt netværk uden centrum, og i dette netværk har klassekamp, globalisering og varegørelse af sociale tjenester potentialet til at udløse kolossale sociale forandringer.

 
My Image
Thomas Piketty (1971-)

Thomas Piketty er fransk økonom, der især forsker i økonomisk ulighed. Han blev kendt i offentligheden efter udgivelsen af bogen Kapitalen i de 21. århundrede i 2013, hvor han pointerer kapitalens og formueindkomsternes stigende betydning.

I bogen viser Piketty, hvordan de rigeste i dag ofte tjener flere penge på afkastet fra deres formue end på at arbejde, hvilket kan være med til at undermineret det borgerlige samfund. Piketty kritiserer ikke kapitalismen ud fra utopiske idéer om et nyt samfund, men ud fra de principper, som ligger til grund for det liberale demokrati. Han siger således, at kernen i vores demokrati, er at vi kan tale om, hvor vi vil fordele indtægter og udgifter imellem os.

 

Periodens Filosoffer

2000-tallet
Vi nyder, derfor er vi. Og naturligvis: Vi nyder, derfor tænker vi ikke.
Henrik J. Bjerre m.fl., Den nyttige idiot. En introduktion til Slavoj Žižeks samfundsteori, Samfundsitteratur 2013
Wikipedia

Periodens Filosoffer bygger på forskellige opslag i wikipedia.org
& Venstrefløjens nye tænkere, Slagmark 2011