ModerneVerden - Idehistorie Oplysningstiden

Moderne Verden, Oplysningstid

Moderne Verden, Oplysningstid

My Image

Oplysningstid

Oplysningstiden dækker perioden fra ca. 1700 til den franske revolution i 1789. Oplysningsfilosofferne byggede på både rationalismen og især emperismen, og de er trods mange indbyrdes uenigheder karakteriseret ved, at være enige om, at viden skulle bygge på fornuft og erfaring. Oplysningsfilosofien var især rettet mod det, der opfattedes som undertrykkende autoriteter og overleverede fordomme, og kom af samme grund hurtigt i opposition til både enevælde og kirke. Den var båret af en tro på, at oplysning automatisk ville føre til bedre borgere og et bedre samfund. I første omgang med ønske om såkaldt 'oplyste enevælde', men senere med krav om demokrati og folkestyre.

Det var i høj grad udviklingen i England, hvor man med den såkaldte 'glorværdig revolution' i 1688 havde fået etableret et parlament og hvor tidens store forbilleder inden for videnskab og filosofi, Newton og Locke havde haft deres virke, som blev forbilledet for især de franske oplysningsfilosoffer. De franske filosoffer udviklede ikke i samme grad som deres forbilleder nye, filosofisk originale tanker, men deres virke fik ofte en skarp polemisk form i ønsket om at ændre det franske enevældige samfund. Et af de mest betydningsfulde resultater af oplysningsfilosoffernes virke var udgivelsen af Den Store Encyklopædi, et leksikalsk opslagsværk, der skulle gøre al væsentlig viden tilgængelig. Værket blev skrevet og udgivet i årene 1751 til 1780. Blandt bidragyderne var Diderot, Montesquieu, Holbach, Voltaire og Rousseau.

Selv om oplysningsfilosofferne med deres holdninger og teorier billedlig talt gødede jordbunden for den franske revolution i 1789, var der dog ingen af dem der ønskede pludselige omvæltninger med uorden og vold. Tværtimod forestillede de sig, at udviklingen ville gå trinvist frem mod større orden og rationalitet frem mod det fuldkomne samfund.

 
My Image
Giambattista Vico (1688-1744)

Italieneren Giambattista Vico lagde mere vægt på følelser end på fornuft, og var således en slags 'outsider' blandt oplysningsfilosofferne - ja faktisk var han stort set overset i sin samtid. Et væsentligt bidrag fra Vicos side, er inden for historiske- og samfundsvidenskab, hvor han hævder, at det er en anakronisme at vurdere andre tider og fremmede kulturer ud fra ens egne normer. Noget af det som Vico i denne sammenhæng især interesserede sig for, var de antikke myter, hvor han mente, at de mytiske forestillinger har forenet det teoretiske og det praktiske. De var en form for primitiv visdom, der lagde grunden til den senere kulturudvikling. Endvidere mener Vico, at vi gennem studiet af menneskets historiske og kulturelle verden også har mulighed for at erkende, at den måde vi nu tænker på, er resultatet af en lang, historisk proces, og ikke noget endegyldigt. En tanke, der først dukker op igen i 1800-tallets historiefilosofi.

 
My Image
François-Marie Arouet Voltaire (1694-1778)

François-Marie Voltaire var en af den franske oplysningstids førende og mest kontroversielle kulturpersonligheder. Som ung blev Voltaire efter et fængselsophold i 1726 landsforvist og rejste til England, hvor han blev påvirket af Newton og Locke.

I oplysningens ånd var Voltaire fortaler for religiøs tolerance og kæmpede en utrættelig kamp mod Kirken og dens institutioner, og i sin historieskrivning skildrede han bredt historiens forløb ved at inddrage sociale og kulturelle forhold. Endvidere latterliggjorde han i fortællingen Candide eller Optimismen, 1759 Leibniz' tese om denne verden som den bedst mulige.

 
My Image
Jean-Jacques Rosseau (1712-1778)

Jean-Jacques Rosseau behandler, som de øvrige franske oplysningsfilosoffer, fornuft, opdragelse, natur, fremskridt og samfund, men hans opfattelse af disse emner var noget anderledes end de fremherskende i oplysningsfilosofien. Således skrev han i 1749 en prisopgave, hvor han afviste oplysningsfilosoffernes optimistiske tro på, at videnskab og kunst kunne opdrage mennesker til det bedre. En kritik Rosseau fortsatte i sit senere værk Emile eller Om opdragelsen, 1762.

Det er egentligt fejlagtigt, at Rosseau ofte tillægges mottoet "Tilbage til naturen!". Han taler nemlig ikke for et naturmenneske, men et naturligt menneske, hvilket vil sige et harmonisk menneske, som i sin opvækst lærer af sine egne erfaringer og forstår, at det har ansvaret for sine egne handlinger. For Rosseau er følelserne og ikke fornuften den afgørende kilde til erkendelse (og netop derved peger han frem mod romantikken).

I sit politisk-filosofiske hovedværk, Samfundspagten, 1762 slår Rosseau fast, at "Skønt mennesket er født frit, befinder det sig overalt i lænker", hvilket forklares med, at vi har indgået en samfundspagt, hvorved vi alle underlægger os almenviljens øverste ledelse. Men for Rosseau er det folket der er suverænen, selv om han tvivlede på, at det var muligt at finde en passende regeringsform.

 
My Image
Immanuel Kant (1724-1804)

Immanuel Kants filosofi er et klart udtryk for de typiske tendenser i samtiden med dens tro på fornuften, på fremskridtet og på individets selvbestemmelse . Kant formulerede selv ledetråden for sin tænkning således: "Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed".

Kant var enig med Hume i, at erkendelse begynder med sanseerfaring, men det betyder ikke, at erkendelse udelukkende stammer fra erfaringen. Det lovmæssige - det nødvendigvis sande - er ifølge Kant på forhånd til stede i erkendelsen. Vores opfattelse af genstandene bliver med andre ord formet af vores fornufts indretning. Det er fornuften, der skaber erkendelse.

Grundstammen i Kants forfatterskab er de tre værker:
Kritik af den rene fornuft, 1781, hvor han beskæftiger sig med det sande,
Kritik af den praktiske fornuft, 1788, om hvordan man bør handle for at gøre det gode, og
Kritik af dømmekraften, 1790, der er et kunstfilosofisk værk om det skønne.
Ordet kritik, refererer til det græske krinein: at skelne, og dækker med andre ord over en tilbundsgående undersøgelse af de enkelte begreber.

I Kritik af den rene fornuft påviser Kant, at vi ikke blot lader os fylde af sanseindtryk, som empiristerne havde hævdet, men at vi er udstyret med en slags filter, som vi opfatter verden igennem. Opfattelsen af en 'ting' afhænger ifølge Kant både af objektet selv og det betragtende subjekt. Kant skelner altså mellem, hvordan vi opfatter omverdenen, og hvordan den er i sig selv ("das Ding an sich"). Samlet undersøger han i sin fornuftskritik den menneskelige erkendelses muligheder og begrænsninger. Hvad kan jeg vide? Hvad kan jeg gøre? og Hvad tør jeg håbe på? Der er ifølge Kant altså grænser for, hvad vi kan vide, og der, hvor både erfaringer og fornuften kommer til kort, opstår et tomrum, der kan fyldes med religiøs tro. Hans skarpe afgrænsning af, hvad man kan erkende, og hvad man det ikke er muligt at erkende går videre hos bl.a. Kierkegaard og hos Wittgenstein. Sidstnævnte deler således verden op i "Det, hvorom man kan tale" og "Det, hvorom der ikke kan tales".

Ligesom Kant i sin erkendelsesteori søgte en fast kerne, undersøger han i sin Kritik af den praktiske fornuft, om en objektiv moral er mulig. Det Kant når frem til er, som han formulerer, et kategorisk imperativ. Det vil sige en morallov, der gælder i enhver situation som et ufravigeligt krav. Det er kun hensigten med en handling, der er væsentlig, konsekvenserne er helt uden betydning for bedømmelse af handlingens moralske kvalitet. Hermed er Kant i klar modsætning til empiristernes udgangspunkt i følelserne og vægt på en handlings konsekvenser.

I sit kunstfilosofiske værk Kritik af dømmekraften, undersøger Kant, hvad der sker, når vi oplever kunst. Ligesom fornuftens anskuelsesformer er det fællesmenneskelige træk ved erkendelse og moral, er det det også, når det gælder dømmekraften, herunder bedømmelsen af kunst. Den æstetiske dom har ifølge Kant "subjektiv almengyldighed", da alle mennesker er udstyret med den samme a prioriske fornuft. Det er gennem det samme fornuftsfilter vi erfarer verden og bedømmer kunst. Skønheden er målet i sig selv.

Menneskets erkendelse, moral og kunstopfattelse er altså alle bestemt af vores fornufts struktur, der bestemmer, hvordan vi opfatter og erkender vores omverden, hvordan vi kan vide, hvad der er rigtigt og forkert, og hvordan vi kan opleve god kunst.

 
My Image
Friedrich von Schiller (1759-1805)

Friedrich von Schiller er en tysk digter, der ved siden af Goethe repræsenterer højdepunktet i tysk klassicisme. Men han bidrog desuden til historiefilosofien, hvor han med inspiration fra Kants æstetik, videreudviklede dennes ideer om det skønne i retning af den romantiske idealismes æstetik. Hans hovedværk er Menneskets æstetiske opdragelse, 1795. Med afsæt i den franske revolutions udskejelser under rædselsherredømmet 1792-93, beskrev han her det hele menneske mellem fornuft og følelse og kunsten som frihedens sted, med fri leg, der følger sine egne regler uden af være underlagt den terminination eller de begær og interesser, der udgår fra natur og samfund. Den æstetiske opdragelse bliver på denne måde en forberedelse til at kunne handle moralsk ,som et myndigt og autonomt individ hævet over naturen.

My Image

Periodens Filosoffer bygger på Keld B. Jessen (red), Filosofi. Fra antikken til vor tid, Systime 2007