ModerneVerden - Idehistorie Rationalismen

Moderne Verden, Oplysningstid

Moderne Verden, Oplysningstid

My Image

Rationalismen

Renæssancens brud med middelalderen havde medført rådvildhed og orienteringsløshed. Dette kunne give sig udslag i skepticisme, som hos den franske filosof Michel de Montaigne (1533-1592), der hævdede, at mennesket ikke kan opnå sikker viden.

Noget af det nye ved en stor del af 1600- og 1700-tallets filosofi er, at interessen vendes mod den menneskelige bevidsthed, det erkendende subjekt. Man søger efter kriterier og metoder til at opnå sikker viden, på linje med, hvad man havde opnået i matematikken og inden for naturvidenskaben. Der var to bud på, hvordan der kan opnås sikker viden: gennem fornuften eller gennem sanseerfaringen. Det første blev hævdet af rationalisterne, det sidste af empiristerne.

Denne, hvad man kan kalde individualistiske tilgang til erkendelse, skal ses i sammenhæng med liberalismen, som i perioden opstår som en ny politisk ideologi. Ifølge denne ideologi har det enkelte menneske blandt andet retten til at tænke og tro som det vil. Det var dog enevælden, der dominerede i de fleste europæiske stater i 1600- og 1700-tallet, men liberalismens ideer formåede dog efterhånden, støttet af en stærk og selvstændig borgerstand, at bringe enevælden til fald. Medvirkende hertil var især 1700-tallets oplysningsfilosofi, der ud over liberalismen var inspireret af rationalismen og empirismen samt Newtons naturvidenskab.

 
My Image
René Descartes (1596-1650)

René Descartes regnes ofte for grundlæggeren af den moderne filosofi, fordi han filosofi tager udgangspunkt i det enkelte menneske og udarbejdede grundlaget for den rationalistisk filosofi.

Descartes blev uddannet på et jesuitterkollegie og universitetet i Poitiers, hvor han tog en juridisk eksamen 1618. Efter at have deltaget i 30-årskrigen rejste Descartes rundt i Europa for at fordybe sig i matematiske og fysiske studier. I 1641 udkom Descartes berømteste værk Metafysiske meditationer ('overvejelser'). Et værk der består af 6 dele - et for hver dag påstår han. Descartes havde ikke tillid til den skolastiske lærdom, han var blevet undervist i. I stedet forsøgte han at finde frem til en kerne af sikker viden ved at tvivle på alt. Han ophøjede således tvivlen til et metodisk princip, for at finde en viden, der ikke lader sig betvivle. Herved når Descartes frem til at det, at han tvivler eller tænker, gør at han nødvendigvis må eksistere. På latin hedder det: "Cogito, ergo sum", hvilket Descartes dog ikke selv har sagt, da han skrev på fransk. Med udgangspunkt i "jeg tænker, altså er jeg", når Descartes i sine videre overvejelser frem til, at erfaringer alene tit kan bedrage. Det er kun ved hjælp af tænkningens fornuftsmæssige overvejelser, at forestillingerne kan opleves som sikker viden.

 
My Image
Baruch Spinoza (1632-1677)

Den hollandske filosof Spinoza var rationalist som Descartes, og fik vigtige impulser fra ham. Men han kritiserede Descartes for ikke at give et tilfredsstillende svar på, hvad den grundliggende substans er. En substans/virkelighed, der ifølge Spinoza er naturen eller Gud. Gud er alt, og alt er Gud. Menneskets legeme og sjæl er for Spinoza to attributter for det samme Det er perspektivet hvorfra vi betragter, der afgør, hvad vi ser.

For Spinoza er følelser en slags uklar erkendelse, der bør overvindes ved hjælp af modfølelser og fornuft. Hvis følelserne styrer, kan individerne ikke fungere i et fælleskab, men hvis fornuften råder, vil alle stræbe mod det gode. Med viden og erkendelse opnår mennesket glæde og frihed - selv om alt sker med nødvendighed. Først når vi anskuer helheden under evighedens synsvinkel, opnår vi den erkendelse, der gør os frie.

 
My Image
Godfried Wilhelm Leibniz (1646-1716)

Som Spinoza var Leibniz utilfreds med Descartes' måde at løse substansproblemet på ved hjælp af to substanser, det udstrakte og det tænkende. Leibniz konklusion var, at der var uendeligt mange substanser eller monader (enheder) som han kaldte dem. Hver monade er ifølge Leibniz en kraftenhed helt uden udstrækning, som dels bevirker forandringer, og dels gør det muligt for substansen at bevare si egen tilstand. Mennesket er at forstå som en sammensat monade, hvor en ikke-sammensat sjælemonade, vores bevidsthed, styrer den sammensatte monade - sjæl og legeme - som en enhed.

Leibniz giver Locke ret i at der ikke er noget i bevidstheden som ikke først har været i sanserne, dog med den tilføjelse - undtagen bevidstheden selv. Bevidstheden er ifølge Leibniz ikke som en tom tavle, men snarere som en marmorsten med årer (medfødte dispositioner), der kan aktiveres ved påvirkninger udefra, men altså ikke skabes af dem. Denne tankegang videreudvikles hos Kant.

Den eneste bog Leibniz fik udgivet var Teodicé angående Guds godhed, menneskets frihed og det ondes oprindelse, 1710. Med denne bog kom Leibniz til at give navn til en af 1700-tallets største debatter, den såkaldte todicé-debat (betyder retfærdiggørelse af Gud). Leibniz synspunkt var, at vi lever i den bedste af alle verdner. At der findes ondskab og synd forhindrer ikke at helheden er god, men er tværtimod en nødvendig forudsætning for det godes eksistens.

My Image

Periodens Filosoffer bygger på Keld B. Jessen (red), Filosofi. Fra antikken til vor tid, Systime 2007