ØkonomiTeorier før 1945 | Bjarne Larsen Web

Økonomiske Teorier før 1945

Økonomiske Teorier før 1945

My Image

Økonomisk Teori før 1945

My Image
Adam Smith (1723-1790)

Adam Smith betegnes endnu i dag for ledestjerne for liberalister verden over, og betegnes ofte som den økonomiske liberalisme fader og opfinder af begrebet "den usynlige hånd", der styrer økonomien til fælles bedste. Han tilskrives således introduktionen i økonomisk teori af begreber som udbud og efterspørgsel, egeninteresse og frie markeder. Det er derfor næppe en overdrivelse at sige, at Smiths tanker endnu i dag udgør kernen i den dominerende økonomiske tænkning, der i afgørende grad dikterer den førte økonomiske politik.

Adam Smiths Nationernes Velstand, der udkom første gang i 1776 og siden af forfatteren blev revidere fire gange, betegnes normalt som Smiths hovedværk. Med dette værk var det Smiths ambition af formulere de lovmæssigheder, der via markedet styrer økonomien og skaber velstanden i samfundet.
En central formulering, om det enkelte menneskes ageren i økonomien, lyder, at det ikke alene har sin egen gevinst i tankerne, "han ledes i dette som i så mange andre spørgsmål af en usynlig hånd til at gavne et formål, som ikke indgår i hans hensigt. Og det er nu heller ikke så dårligt for samfundet, at dette formål ikke angår i denne hensigt. Ved at forfølge sin egen interesse fremmer han ofte samfundets interesse mere effektivt, end hvis han virkelig havde til hensigt at fremme den. Jeg har aldrig oplevet meget godt komme fra folk, der påstod at handle for det almene vel."
Selviskhed, arbejdsdeling, bytte af varer og tjenester på et konkurrencebaseret marked er i Smiths optik de faktorer, der skaber velstand i det vi i dag betegner som et kapitalistisk samfund.

Men Smith var andet og mere en end liberalist, og hans videnskabelige indsats er mere nuanceret og kompliceret end prædikatet 'liberalismens fader' lader ane. Han var også moralfilosof og udgav allerede i 1759, hvad man kan betegne som hans første hovedværk, nemlig Teorien om de moralske følelser, hvor han betoner sympati for andre og fællesskabsfølelse som noget centralt i den menneskelige natur. Altså nærmest det stik modsatte af budskabet om selviskhed i Nationernes Velstand.
Har Smith ændret syn på mennesket og verden eller er der en anden logisk sammenhæng som nogle påstår, i det der er blevet kaldt Das Adam Smith Problem, fordi tyske økonomer påbegyndte debatten. Der er således blevet peget på at egeninteressen er central på det økonomiske område, men at Smith var klar over, at moral var afgørende, når det drejede sig om, hvad der var passende og korrekt i konkrete situationer.

My Image
Thomas Robert Malthus (1766-1834)

I værket Essay on the Principle of Population fra 1798 præsenterede Robert Malthus sin bekymring for overbefolkning, der var i modsætning til den almindelige fremskridtstro, som prægede oplysningstiden. Essayet omhandlede den uundgåelige tragedie, som den fortsatte befolkningstilvækst ville ende med set i lyset af madforsyningens knaphed, idet som han skrev, at befolkningstilvækstens drift er uendelig meget større en jordens mulighed for at skabe levegrundlag for mennesket. Det eneste, der kunne tøjle befolkningstilvæksten var hungersnød, pestepidimier og krig.

Med industrialisering blev Malthus' pessimistiske spådom i praksis punkteret, idet den historiske udvikling tilbageviste af befolkningsvæksten steg grænseløst, samtidig med at vi har været vidne til en stigende fødevareproduktion. Alligevel har teorien haft stor indflydelse, da den var inspiration for Darwins teori arternes om kamp for overlevelse og den fortsat har spillet/spiller en rolle i kampen mod den fortsatte udnyttelse af jordens ressourcer. Så måske banker vi stadig mod muren - der stod bare ikke dér, hvor Malthus så den.

Et andet af Malthus' væsentlige værker er Principles of Political Economy fra 1820, der er skrevet som et modsvar til David Ricardos On the Principles of Political Economy and Taxation fra 1817. Heri forsøger Malthus at give en tilfredstillende forklaring på økonomiske krisers opståen, nemlig, at det skyldes overproduktion i forhold til efterspørgslen.

Det var et synspunkt, som kom til at stå centralt i John Maynard Keynes argumentation i The General Theory of Employment, Interest and Money fra 1936.

My Image
David Ricardo (1772-1823)

David Ricardo bliver sammen med blandt andre Adam Smith og Thomas Robert Malthus betegnet som den såkaldte kassiske skole inden for økonomien, hvor man agiterede for fri konkurrence, et ureguleret marked og international frihandel. I dag huskes han mest for sin teori om komparative fordel, der går ud på, at det er til fordel for alle lande, hvis hver enkelt nation specialiserer sig i at fremstille den vare, som det af forskellige grunde, sammenlignet med andre lande er billigst til at producere - og så bytte sig til resten. En teori der fortsat er hjørnestenen i argumentationen hos fortalere for international frihandel som vejen til velstand.

Starten på Ricardos virke som økonomisk tænker var en række læserbreve til avisen Morning Chronicle. Det var nogle af disse pamfletter, der på opfordring af James Mill blev startskuddet på Ricardos hovedværk Principles og Political Economy and Tasation fra 1817, der straks blev en af de mest indflydelsesrige tekster om økonomi siden Adam Smiths Nationernes Velstand.

Men Ricardo blev også en del af det fundament, som Karl Marx stillede sig på, da han senere formulerede sin egen økonomiske teori med modsatte anbefalinger.
I 1820'erne opstod en gruppe såkaldte ricardianske socialister, der baserede deres politiske anbefalinger på Ricardos værditeori. Ifølge denne er en vares værdi bestemt af mængden af arbejdskraft, der er nødvendig for varens fremstilling - ikke den "kompensation", der betales for arbejdet. Denne værditeori og Ricardos beskrivelse af modstridende klasseinteresser - der dog for Ricardo var interessemodsætningerne mellem landbruget og samfundet som helhed - blev centralt i Marx kapitalismekritik. Men hvor Marx så revolutionen som løsningen forsvarede Ricardo frihandelen som løsningen på økonomiens problemer.

My Image
John Stuart Mill (1806-1873)

John Stuart Mill beskæftigede sig udover politisk økonomi med logik, etik, filosofi, sociale forhold.

I første halvdel af 1800-tallet var socialisme ikke en etableret position, men man var begyndt at mærke de negative sider af det fremvoksende industrisamfund med ureguleret konkurrence og barske levevilkår. Mill kunne se problemerne og mente, at den utæmmede industrialisme ikke alene skabte ødelæggende modsætningsforhold mellem arbejdere og industriejere, men også fremelskede selviskhed og nedbrød moralen. Hans løsningsforslag var industrielle kooperativer. For hellere kooperativer end revolte eller statsstyring.

Mill er også blevet kendt for det forsimplede syn på mennesket som 'homo economicus' som alene stræber efter at besidde velstand, selv om han selv kalder "en arbitrær definition af mennesket, … [med] abstrakt sandhedsværdi".

Mens dette element i Mills syn på økonomi altså er blevet stående, er andre elementer fortrængt. F. eks. hans påpegning af, at økonomisk vækst er en midlertidig fase i civilisationens udvikling, og at forøgelsen af velstanden ikke er uden grænser, som han bl.a. skriver i sit hovedværk Principles of Political Economy fra 1848.

My Image
Karl Marx (1818-1883)

Karl Marx var økonom, sociolog, filosof, journalist og politisk revolutionær.

Det var dog eftertiden mere end samtiden, der anerkendte Marx som en af de mest betydningsfulde politisk-økonomiske tænkere, hvad enten man nu var enig i hans tænkning eller ej. Hans hovedeværk Kapitalen (1867 ff) vakte således ikke den store opmærksomhed i samtiden.

Karl Marx levede en omtumlet tilværelse, idet han på grund af sine kompromisløse systemkritiske aktiviteter og opfordringer til oprør blev udvist fra både Preussen, Frankrig og Belgien og endte som statsløs i England.

Det kommunistiske manifest, som Marx og Engels offentliggjorde i februar 1848 appelerede: "Proletarer i alle land, foren jer!" og opfordrede til oprør mod den herskende klasse. Og den økonomiske depression og manglende politisk indflydelse fik da også arbejdere og selvstændige næringsdrivende på gaderne i Paris - selv om det nok ikke var på grund af manifestets offentliggørelse. Revolutionen blev dog kortvarig, og Marx måtte erkende, at folkets magtovertagelse og proletariatets diktatur udeblev.

Skuffelsen rokkede dog ikke ved Marx' overbevisning om, at den kapitalistiske model for økonomien ville bryde sammen, og hans efterfølgende, omfattende analytiske arbejde handlede grundlæggende om at beskrive den kapitalistiske økonomis bevægelseslove og gøre det klart, hvorfor den gik mod sit uvægerlige sammenbrud.
Ifølge Marx formes historien således af løbende modsætninger, der udløser omvæltninger. Og det er ikke menneskers bevidsthed, men derimod deres sociale eksistens, der er bestemmende for udviklingen. Med industrialiseringen og pengeøkonomiens ekspansion skabtes grundlaget for den kapitalistiske produktionsmåde, hvor arbejderne solgte deres arbejdskraft til dem, der ejede produktionsmidlerne (fabrikejere m.fl.). For at akkumulere profit var kapitalejerne tvunget til fortsat at udvikle produktivkræfterne ved arbejdsbesparende og effektiviserende teknologiudvikling, samtidig med, at det var nødvendigt med en stigende kapitalkoncentration i form af virksomhedssammenlægninger og fortsat at inddrage nye markeder, på grund af det Marx betegnede som 'profitratens faldende tendens', da menneskeligt arbejde skrumper i relativ betydning.

Af disse lovmæssigheder udledte Marx, at kapitalens gradvise udtømning af ekspansionsmulighed og den tiltagende udbytning af arbejderklassen ville føre til økonomisk krise og folkeligt oprør.
Mange vil mene, at Marx analyse stadig holder - Marx forudsagde således aldrig, hvornår den kapitalistiske samfundsorden ville bryde sammen. Men han har givetvis undervurderet de politiske institutioners evne til at regulere kapitalismen og kapitalismens egen evne til at tilpasse sig ved at udvikle produktivkræfterne.

My Image
Alfred Marshall (1842-1924)

Fra omkring 1870 begyndte de såkaldte neoklassiske økonomer at indtage scenen. Det afspejlede dog ikke et opgør med de tidligere 'klassiske økonomer', som Marx betegnede dem, skønt han ofte selv regnes med i gruppen. Der var mere tale om et ændret fokus med vægt på detaljer, samt matematikkens inddragelse i økonomisk videnskab. En af de toneangivende neoklassiske økonomer var briten Alfred Marshall.

Marshal studerede matematik, men bl.a. læsning af John Stuart Mill sporede ham ind på studiet af økonomien som vej til et mere humant samfund. Sammentrængt kan Marstall holdning beskrives som troen på, at en konkurrencepræget kapitalisme kan og bør være vejen til velstand og trivsel for hele befolkningen, idet han med tiden i højere grad betonede livskvalitet og fair fordeling af goderne som det primære.

Men vejen til et mere menneskeligt samfund gik altså over en dybere forståelse af, hvordan tiden kapitalistiske økonomi fungerede. Og vejen hertil gik over matematikken.
Alfred Marshall og de øvrige neoklassiske økonomers centrale ærinde var at skabe bedre indsigt i, hvordan markedet når frem til en vares pris. Og deres svar var: en funktion af udbud og efterspørgsel, med henblik på at fastsætte deres ligevægtspunkt.

My Image

Hvor Marshall's fokus var på den enkelte aktørs adfærd som henholdsvis nyttemaksimerende forbruger og profitmaksimerende producent, tog franskmanden Léon Walras skridtet videre til makroøkonomien, og postulerede, at man kan addere de enkelte markeder og nå frem til en generel ligevægsmodel for den samlede markedsøkonomi.

Med mange nuancer og komplikationer hæftet på siden da, bl.a. af John Meynard Keynes i 1930'erne, er det stadig den model, der præger tænkningen blandt mainstreamøkonomer og i økonomiske ministerier - og stadig den de økonomiske skoler strides om gyldigheden af.

My Image
John Maynard Keynes (1883-1946)

Da børserne i London og Wall Street krakkede i efteråret 1929 brød de neoklassiske økonomers verdensbillede sammen. Deres tese var, at markederne altid ville bevæge sig mod ligevægt så længe der ikke opstod krige eller andre katastrofer. Men virkeligheden gik galt i 1920'erne. Der var behov for en anden og bedre forståelse af økonomien, og John Maynard Keynes var manden der leverede den.

Som ung havde Keynes Alfred Marshall som læremester, men i skyggen af 1929-krakket og Den store Depression udviklet Keynes sit eget, divergerende syn på, hvordan makroøkonomien fungerer og bør forvaltes. Det var dét, der kom til udtryk i hovedværket The General Theory og Employment, Interest and Money fra 1936. Et værk, der efter 2. Verdenskrig skulle blive selve masterplanen for økonomisk politik i den vestlige verden gennem tre årtier.

En hovedpointe i bogen er, at økonomiens udvikling ude i virkeligheden er præget af betydelig usikkerhed, i modsætning til modellernes idealiserede univers. Derfor er politisk styring afgørende for økonomiens udvikling. Og afgørende er styringen af efterspørgslen. I krisetider må staten aktivt stimulere beskæftigelsen og derigennem forbrug og vækst via bl.a. offentlige investeringer og ekspansiv finanspolitik.

Selv om præsident Roosevelts New Deal-program i USA med dets massive offentlige investeringer under og efter Den store Depression var i familie med Keynes' tanker, var det først efter Keynes død i 1946, at økonomer og regeringer for alvor tog keynesianismen til sig og gjorde den til omdrejningspunk for økonomisk politik frem til midten af 1970'erne.

My Image
Joseph Schumpeter (1883-1950)

Joseph Schumpeter var enig med Marx i, at kapitalismen ville gå under. Men der stoppede overensstemmelsen. Han var ikke i nærheden af at være socialist. I følge Schumpeter var det den ny intellektuelle klasse af bureaukrater og åndsarbejdere, der ville angribe det kapitalistiske system - forudsætningerne for deres egen placering i samfundet. Men det var ikke kun marxismen Schumpeter talte imod. Han var uenig med de fleste, og blev anset for arrogant, kynisk og selvoptaget.

Schumpeter stod livet igennem i skyggen af sin intellektuelle rival John Maynard Keynes, der utvetydigt indtog pladsen som generationens mest fremtrædende og væsentligste økonom. Trods et fælles udgangspunkt i kritikken af de neoklassiske økonomer, der dominerede den økonomiske tænkning i første halvdel af 1900-tallet, var det Keynes justering af den økonomiske teori, der vandt tilslutning fremfor Schumpeters kritik af hele rammesætningen.

For Schumpeter var ideen om en sund økonomi i stabil ligevægt en fejlslutning. Forudsætningen for velstandsskabelse var en økonomi i dynamisk uligevægt. Defor var det ifølge Schumpeter iværksætteren - anføreren for strukturelle brud - der var det centrale økonomiske subjekt.
Schumpeter forstod innovation som entreprenørskab, der flytter ressourcer fra forældet til ny og mere produktiv beskæftigelse med indførslen af nye produktionsmidler og organiseringsformer - hvad han kalder "kreativ destruktion". Under kapitalismen er ødelæggelsen og fremskridtet uløseligt forbundet, og kun iværksætteren kan tilvejebringe varig økonomisk vækst.

Schumpeter var også skeptisk over for, at staten spekulerede i at optage lån og indkræve skatter - det Keynes så som kuren til at opnå social retfærdighed og økonomisk fremskridt - fordi han frygtede, at det tilskyndede tyranni og invitere politikerne til uansvarlighed og populisme. Og dermed både kapitalismens og demokratiets de facto ophør.

My Image
Karl Polanyi (1886-1964)

Den ungarske økonom Karl Polani flyttede fra Wien i 1933, da fascismen begyndte at vise sit ansigt for alvor, og fascismen blev i høj grad omdrejningspunktet for hans senere forfatterskab.
Polanyi begyndte at undervise i britisk økonomis historie i 1937, hvilket tvang ham til intenst at beskæftige sig med kapitalismen historie og industrialiseringen i England, hvilket kulminerer i hans filosofiske hovedværk The Great Transformation fra 1944.

En af Polanyis afgørende hovedpointer var, at uregulerede markeder aldrig fungerer. Statsapparates indgriben er nødvendig på et tidspunkt.
Industrialiseringen havde ganske vist tilvejebragt idéen om et 'frit marked'. Frit for det omkringliggende samfunds institutioner: kulturen, religionen, familien. En frakoblet økonomi, der ikke var begrænset eller betinget af ikke-økonomiske hensyn til skade for de svageste i samfundet. En afkobling der for Polanyi var den direkte anledning til fascismen. Med fascismen kunne den sociale sikkerhed og økonomisk vækst gå hånd i hånd, men prisen var demomokratiet, de borgerlige og civile rettigheder. Derfor argumenterede Polanyi for en økonomi, hvor økonomiske hensyn skulle anskues som én blandt en række vigtige samfundsinstitutioner. En legitim økonomi er betinget af sin begrænsning.

Polanyi så et grundlæggende modsætningsforhold og spænding mellem kapitalisme og demokrati, der kun lod sig forløse i enten fascisme eller økonomiske demokrati, hvor den private ejendomsret er ophævet, og økonomien ikke fungerer som et adskilt rum. I et demokrati må økonomiens indretning således altid basere sig på demokratisk samtale - og profitmotivet må aldrig blive et mål i sig selv.

My Image
Nikolai Kondratiev (1892-1938)

Efter endt økonomiuddannelse i Skt. Petersborg blev Nikolai Kondratiev allerede som 25-årig viceminister for forsyning i den provisoriske regering efter februarrevolutionen i 1917. Men da bolsjevikkerne tog magten ved oktoberrevolutionen samme år, genoptog Kondratiev den økonomiske forskning, og etablerede det respekterede Konjunkturinstitut i Moskva.

Her udviklede Kondratiev sin teori om kapitalismens supercykler, af eftertiden døbt Kondratievbølger, på 45-60 år (i modsætning til de kortere konjunktursvingninger af 5-10 års varighed). Hans første videnskabelige artikel om emnet kom i 1922, og blev fulgt af flere de følgende år.

Det Kondratiev mente at kunne iagttage var fire typiske og tilbagevendede faser i den kapitalistiske økonomis langristede udvikling:
En 'forårsfase' karakteriseret ved nye teknologiske gennembrud og stærk økonomisk ekspansion.
En 'sommerfase' med stadig fremgang og optimisme, men hvor inflationen begynder at tage til og investeringslysten svækkes.
En 'efterårsfase', der er kendetegnet ved tiltagende låntagning og fiktiv værdiskabelse, der fører til en uholdbar spekulationsboble.
Og endelig en 'vinterfase', hvor økonomien efter boblens brist går i depression med ulyst til investeringer, høj arbejdsløshed og stærke politiske og sociale spændinger.
Når tilliden gradvist vender tilbage, og ophobet kapital igen investeres i nyopdukkede teknologier, begynder en ny supercyklus.

Kondratiev og hans eftertid har identificeret fire sådanne cykler siden den industrielle revolution. En cyklus fra 1790-1848 indledt med dampmaskinens og fabrikkernes indtog. En cyklus fra 1848-1890 startende med jernbane, telegraf og stålproduktion. En cyklus fra 1890-1945 præget af sværindustri, elektricitetens gennemslag og telefoni. Og endelig en cyklus fra 1945-2008 karakteriseret af nye petrokemiske materialer, elektronik og automatisering.
Kondratiev selv blev dog afbrudt i sit arbejde, da Josef Stalin i 1928 beordrede Kondratievs videnskabelige arbejde, der havde vakt opsigt i det øvrige Europa, fjernet, da teorien om kapitalismens evne til at forny sig efter en krise, ikke stemte overens med den marxistiske lære i Sovjetunionen. Kondratiev blev efterfølgende arresteret for antikommunistisk agitation og deporteret til Siberien i 10 år, idet han blev henrettet i 1938 få år før deportationen udløb.

I Vesten gik Kondratievs teori i glemmebogen efter 2. Verdenskrig indtil krisen ramte i 1973-74 og hans forklaringsmodel på ny blev diskussionsemne blandt økonomer.

I 1962 blev dødsdommen over Kondratiev 'tilbagekaldt' og med Gorbatjovs perestrojka i 1989 begyndte rehabiliteringen og genudgivelsen af hans værker i Sovjetunionen/Rusland.

My Image
Friedrich August von Hayek (1899-1992)

Den østrigske økonom Fredrich August von Hayek var en indædt kritikker af Keynes og keynesianismen, og talte som fremtrædende repræsentant for den såkaldte 'østrigske skole' mod enhver form for statslig indblanding i markedet. Han er blevet kaldt den klassiske liberalismes store fortaler og blev sent i livet en helt central inspirationskilde for storbritanniens konservative premierminister Margaret Thatcher, USA's præsident Ronald Reagan foruden liberalisten Milton Friedman.

Hayek, som havde oplevet den ødelæggende hyperinflation i Østrig efter 1. Verdenskrig, mente i modsætning til Keynes, at en stimulering af økonomien blot ville forværre krisen. Hans grundlæggende synspunkt var, at ingen kunne have fuldstændig viden om økonomien, hvorfor det var bedst at lade den passe sig selv, krise eller ej.
I logisk sammenhæng med dette synspunkt var Hayek også imod neoklassikernes satsning på komplicerede matematiske modeller af økonomien. Hvis markedsøkonomien skulle have frit spil, gav det ikke mening at forsøge at opnå styring via abstrakte modeller.

De fleste samtidige økonomer afviste Heyeks tanker, og han blev næsten glemt. Men så kom den økonomiske krise i 1973, som fik tilliden til den keynesianske medicin til at vakle. Den konservative Margaret Thatcher genopdagede nu Heyeks værker, og den klassiske liberalismes fortaler var inde i varmen igen. Ja, så meget at han til de flestes overraskelse i 1974 fik Nobelprisen i økonomi.

My Image
Simon Kuznets (1901-1985)

Den russisk-amerikanske økonom og statistiker Simon Kuznets kan retmæssigt kaldes bruttonationalproduktets (BNP) stamfader.

Anvendelsen af BNP, som vi kender det i dag, blev først for alvor udbredt efter Bretton Woods-konferencen i 1944, men ideen om at sammenføje al økonomisk aktivitet i et enkelt tal stammer fra hans rapport til USA's kongres i 1934, National Income, 1929-32.

Trods løbende kritik har BNP regere enevældigt som den ultimative målestof for nationernes velbefindende, selv om Kuznets fra starten advarede mod en for overivrig og enøjet fokus på økonomisk vækst. Som han skrev i 1934, må distinktionen mellem vækstens kvantitet og kvalitet holdes for øje.

Kuznets var skeptisk over for økonomiske teorier, der byggede på løsrevne antagelser og hypoteser, som ikke tog udgangspunkt i konkret empiri - især, hvis teorierne ikke kunne testes eller efterprøves i praksis. På denne måde var han med til at videnskabeliggøre økonomifaget, binde det til jorden med kvantitative data og lade det hævde objektiv karakter. Men netop denne forankring havde den bivirkning, at økonomiteorien blev bundet til den spekulative matematiksilo, som han ønskede at bekæmpe.

I den sidste del af sin karriere brugte Kuznets til at undersøge den økonomisk udvikling i de såkalte udviklingslande. Her var hans hovedtese, at samtidens udviklingslande eksisterer under betingelse og besidder karaktertræk, der på afgørende vis afviger fra, hvordan det så ud i de nu industrialiserede lande før industrialisering. Det der ifølge Kutnets driver den økonomiske udvikling er ændringer i de produktive kapaciteter og de strukturelle rammebetingelser. Og dermed, at hindringen mod økonomisk vækst i udviklingslandene skal findes i deres sociale og politiske institutioner.

My Image
Joan Robinson (1903-1983)

Joan Robinson, der er noget så 'usædvanligt' som en kvinde blandt de økonomiste teoretikere, blev i 1930'erne en del af den snævre inderkreds, The Circus, der medvirkede i udviklingen af Keynes ideer. Og efter Keynes død i 1946 var hun en af de økonomer på Cambridge University, der kæmpede for relevansen af de keynesianske tanker og teorier, da de neoklassiske økonomer i 1950'erne gik til angreb. Hun kritiserede således neoklassikernes vægt på generelle ligevægtsmodeller i skarpe vendinger.

Robinsons eget arbejde bar fra begyndelsen præg af hendes optagethed af mekanismerne bag den skæve fordeling af de økonomiske værdier. Hun leverede også vigtige bidrag med kritik af de abstrakte forestillinger om markeder i perfekt konkurrence som økonomiens omdrejningspunkt, og med tiden inddrog hun i stigende grad aspekter af marxistisk teori i sit postkeynesianske arbejde. Ja, hun udtrykte ligefrem fascination af både Kinas og Nordkoreas økonomiske samfundsmodeller.

Ganske som Keynes foretrak Robinson at udtrykke sig verbalt frem for i matematiske ligninger, da hun mente, at matematikken som økonomisk sprog favoriserede logikken på bekostning af realismen. "Jeg lærte aldrig matematik, så jeg var nødt til at tænke", sagde hun polemisk og provokerende.

My Image
Nicholas Georgescu-Roegen (1906-1994)

Allerede som ung statistikstuderende i Paris i 1927 skrev den rumenske Nicholas Georgescu-Roegen, at "økonomiske fænomener ikke kan indfanges af matematiske systemer", selv om det først var da han kom til USA i 1934, at han udviklede sig fra at være matematiker til at være økonom.

I 1936 påviste Georgescu-Roegen, at forbrugeres valg ikke altid er transitive - da der er spiller kvalitative faktorer ind ved menneskers til- og fravalg. Udgangspunktet for Goergescu-Roegen var at rydde op i det, han anså som forvirringen mellem matematiske koncepter og økonomisk realitet, hvilket førte ham til den konklusion, at de vigtigste økonomiske fænomener er kvalitative - ikke kvantitative. Helt i overensstemmelse med hans intuition i ungdomsårenes Paris.

I slutningen af 1930'erne flyttede Georgescu-Roegen tilbage til Rumænien, hvor bl.a. bøndernes kamp med udtørrede marker og forringet landbrugsjord bidrog til hans forståelse af økonomien som betinget af naturens knappe ressourcer og de biofysiske omgivelser. I 1960'erne slog han således fast, at økonomisk udvikling er nært sammenvævet med en langsom nedbrydelse af klima, miljø og natur, og udviklede begrebet "bio-økonomi", som en påmindelse om økonomiens samspil med de biologiske betingelse og begrænsede tilgængelige ressourcer.

I slutningen af 1970'erne bevægede Georgescu-Roegen sig også ind på det politiske felt, idet han gjorde sig til talsmand for, at borgere i den industrialiserede verden måtte indstille sig på at gå ned i levestandard: Den uforsigtige og strengt taget unødvendige ødslen med ressourcer vil nemlig reducere mulighedsrummet for fremtidige generationer og forkorte menneskeracens levetid.

My Image

Økonomisk Teori bygger på Information, artikelserien: Vi tager økonomien tilbage, efteråret 2018