ØkonomiTeorier efter 1945 | Bjarne Larsen Web

Økonomiske Teorier efter 1945

Økonomiske Teorier efter 1945

My Image

Økonomisk Teori efter 1945

My Image
John Kenneth Galbraith

John Kenneth Galbraith er et eksempel på en økonom, der valgte at række ud til offentligheden og blande sig i politik. Bl.a. som forfatter til flere bestsellere om økonomisk politik, som rådgiver for de amerikanske præsidenterne Kennedy og Johnson og som manuskriptforfatter på en stor BBC-serie om økonomiens historie. Af samme grund blev han set skævt til blandt kolleger med fokus på de teoretiske bidrag til den økonomiske videnskabsdiskussion.

Med sine keynesianske venstreliberale holdninger er det ikke overraskende, at J.K. Galbraith blev kritiseret af neoliberale økonomer som Hayek og Friedman. Til gengæld opnåede han enorm gennemslagskraft i den bredere offentlighed og Demokraterne i USA med sine velskrevne, skarpe og kritiske analyser af økonomisk politik og teori.

I bestselleren Det rige samfund fra 1958 introducerede Galbraith begrebet 'konventionel visdom' som en beskrivelse af de herskende økonomiske teorier samfundsunderstøttende karakter, uagtet at de byggede på samfundsforståelser hos de klassiske økonomer fra 1700- og 1800-tallet, hvor samfundene var præget af knaphed og fattigdom. Samfund, der var fundamentalt anderledes end det amerikanske samfund i 1950'erne, præget af velstand. Der var derfor ifølge Galbraith behov for nye økonomiske teori og strategier.

Velstanden fandtes i den private sektor - ikke den offentlige, hvor virksomheder var blevet store og magtfulde bl.a. ved med reklamens magt, at lokke forbrugere til at købe ting, de ikke vidste, de havde behov for. Og Galbraith rejse allerede dengang spørgsmålet om det var omkostningerne værd i form af påvirkninger af miljø og natur.

I nogle af sine senere værker advarede Galbraith også om risikoen for nye kriser ved uhindret og ureguleret spekulation. Men selv om han nåede bredt ud med sine bøger og fik en række prestigefyldte priser, kan det imidlertid diskuteres hvor meget politikerne evnede at omsatte hans analyser og anbefalinger i handling.

My Image
Kenneth Boulding (1910-1993)

Økonomisk videnskab er ikke værdifri, det er en moralvidenskab sagde Kenneth Boulding i pagt med Adam Smith. Vore handlinger er bestemt af en omskiftelig og påvirkelig blanding af kærlighed, hengivenhed og god veje på én side og ond veje og vrede på den anden. Alt det der negligeres i den klassiske økonomis reduktion af mennesket til en rationel aktør, drevet af egennytte.

Hvor andre økonomer blev stadig mere specialiserede, søgte Boulding af kæde økonomi sammen med andre discipliner i en bredere systemanalyse, og betragte økonomien som redskab til at fremme etiske og økologiske værdier.
Hans meste berømte tekst er således essayet The Economics of the Coming Spaceship Earth fra 1966. I dette essay introducerer Boulding billedet af Jorden som et rumskib, et lukket system med begrænsede ressourcer på rejse gennem universet. Eller som han udtalte: "Den, der tror, at eksponentiel vækst kan fortsætte uendeligt i en begrænset verden, er enten skør eller økonom."

My Image
Milton Friedman (1912-2006)

Den indflydelse som Keynes havde for økonomisk teori og politik i i perioden fra 1940'erne til begyndelsen af 1970'erne, blev fra midten af 1970'erne og frem til finanskrisen i 2007 overtaget Milton Friedman. I denne periode skiftede i de fleste vestlige økonomier til Friedmans alternative medicin, af ham selv betegnet neoliberalisme.

Friedman var gennem 30 år ansat på universitet i Chicago, og blev her toneangivende i den såkaldte Chicago-skole, karakteriseret som Keynes-kritisk og neoliberal.
Første gang Friedman luftede sine ideologiske visioner var i teksten Neo-Liberalism and its Prospekts fra 1951. Det var fem år efter Keynes' død og på et tidspunkt hvor dennes tanker for alvor var ved at slå igennem.

Friedmans tanker kredsede først og fremmest om begrebet konkurrence, hvor det var statens opgave at bane vej for denne konkurrence. Borgerne skulle derimod beskyttes mod staten via eksistensen af et frit privat marked og mod hinanden ved at opretholde konkurrence.
Den individuelle frihed og retten til at forfølge egennytten var nøgleværdier for Friedman, og instrumentet til via det fri marked at sikre velstandsfremgangen. Det fri markedssystem "er ligeglad med folks hudfarve, ligeglad med deres religion. Det er det mest effektive system, der sætter personer, der hader hinanden, i stand til at handle med hinanden og hjælpe hinanden".

De neoliberale tanker havde i medvind i de første år efter 2. Verdenskrig, men som Friedman pointerede: det handlede om at holde sig klar til det rette øjeblik. Og det kom sidst i 1960'erne, da den voksende inflation begyndte at give keynesianere besvær efterfulgt af krisen i 1973-74 med lav vækst og høj arbejdsløshed. Døren var åben for økonomer som Friedman, der tilbød en ander kur.

Festen var forbi, og med den konservative Margaret Tatcher ved magten i 1979 og republikaneren Ronald Reagan som USAs præsiden i 1981 blev Friedman central inspirator og rådgiver for dem begge. Der var åbent for den neoliberale liberalisering i den økonomiske politik.

Samtid bidrog Friedman til økonomisk teori og den ny politk med sit arbejde om og forsvar for monetarismen - pengepolitik.
I stedet for en detailregulering af de offentlige indtægter og udgifter som henholdsvis speeder og bremse, anbefalede Friedman den meget enklere styring af pengemængden som redskab til at kontrollere inflationen.

Dette arbejde gav Milton Triedman prædikatet 'monetarismens fader' og en Nobelpris i 1976.

My Image
Paul Samuelson (1915-2009)

Poul Samuelsons hovedværk er lærebogen Economics, som udkom første gang i 1948 og siden er opdateret og genudgivet 18 gange. Senest i 2009. Med over fire mio. solgte eksemplarer på 41 sprog er den angiveligt den mest solgte økonomiske lærebog nogensinde. Så Samuelsons afgørende bedrift kan sige at være hans prægning straks fra start af mio. af vordende økonomer verden over. På godt og ondt.

Ved den første udgivelse i 1948 blev Samuelson som keynesiansk økonom angrebet af konservative kredse i USA for at være kommunist, mens han i dag mest kritiseres for at betragte det økonomiske system som et lukket kredsløb, hvor pengene til evighed flyder mellem forbrugere og producenter.

At Poul Samuelson i 1970 fik Nobelprisen i økonomi, var det dog ikke så meget for lærebogen, som for at have "udviklet statisk og dynamisk økonomisk teori og aktivt bidraget til at hæve niveauet for analyse i økonomisk videnskab".
Matematik var for Samuelson "det naturlige sprog for økonomer". Han mente, at hvis man kun udvikler og diskuterer ideer og hypoteser og ikke tester dem i matematisk form, vil man aldrig for alvor forstå, hvad økonomien handler om.

My Image
James Tobin (1918-2002)

James Tobin er nok mest berømt for, hvad han selv anså for en misforståelse. Det skete, da den globaliseringskritiske bevægelse Attac omkring 2000, præsenterede den såkaldte Tobin-skat som et centralt krav og redskab til styring af den spekulative finanskapital og dermed til en mere fair økonomisk globaliseringen. En slags international Robin Hood-skat på finansielle transaktioner, der skulle reserveres til de fattige landes udvikling..

Men det var ikke helt sådan og sket ikke i den kontekst, at James Tobin tilbage i 1971 foreslog afgiften, der kom til at bære hans navn.
Baggrunden for Tobins forslag var at USA lod dollarkursen flyde (i forhold til værdien af guld), hvilket åbnede for valutaspekulation. Målet med en lille afgift (0,5%) på valutahandel var at sikre en vis stabilitet på valutamarkedet. En idé som faktisk var nævnt i Keynes General Theory fra 1936, og Tobin nu fandt frem.
Det var altså ikke en bred finanstransaktions-skat og salt ikke med det formål at skaffe et provenu til de fattige.

Tobin tog straks afstand Attac anvendelse af begrebet Tobin-skat, for som han sagde: "Jeg er økonom, og som de fleste økonomer støtter jeg frihandel."

Under finanskrisen efter 2007 vandt ideen om skat på finansielle transaktioner en vis genklang hos bl.a. den tyske og franske regering, men da USA, Storbritannien og Canada hele tiden har været imod, er der kun indført nationale afgifter på finansielle transkationer i enkelt lande.

Selv om Tobin-skatten har gjort James Tobin kendt i den bredere offentlighed, er det hans indsats på andre områder han huskes for blandt økonomer.
Tobin virkede det meste af sin karriere på Yale University, hvor hans forskning bl.a. handlede om finansielle markeder, og hvordan ændringer på de finansielle markeder påvirker virksomhede og husholdningers beslutninger om brugen af penge.

I et berømt og kontroversielt essay, skrevet sammen med kollegaen William Nordhaus i 1972 rejste de spørgsmålet: Er vækst forældet? Og gjorde opmærksom på, at fokus på økonomisk vækst er et fænomen fra efter 2. Verdenskrig. Men vækst er netop her omkring 1972 kommet i modvind på grund af den tiltagende miljøkrise og befolkningsvækst.
Tobin og Nordhaus svar på deres eget spørgsmål var: at vækst målt i BNP ikke var et godt mål for velfærd, og at der ikke er noget galt med vækst i sig selv, der er kun det galt, at økonomien ikke prissætter presset på ressourcer og miljø korrekt. Sker det, vil pressede ressourcer blive dyre, og dermed substitueret med noget andet.
Samtidig slår de fast, at der i øjeblikket (altså 1972) ingen grund er til at bremse den generelle økonomiske vækst for at bevare naturressourcer. "Der er ingen grund til, at den klassiske stationære tilstand skal blive vor utopiske norm", lyder konklusionen i 1972 - hvilket lige siden har været hovedsætningen for den toneangivende økonomiske og politiske tænkning.

My Image
Hyman Minsky (1919-1996)

Selv om Hyman Minsky blev uddannet på universitetet i Chicago var han ikke tilhænger af den neoliberale Chicago-skole, men keynesianer. Og det var med inspiration fra Keynes' værker, at han i årene 1982-92 udviklede sin hypotese om 'finansiel instabilitet'. Hypotese blev dog først for alvor genstand for opmærksomhed, da den finansielle krise ramte USA og resten af verden i 2007-08.
Kernen i Minskys tese kan sammenfattes i to nøgleudsagn: "Succes avler ligegyldighed over for muligheden for fiasko", og "stabilitet er destabiliserende."

Det var Minskys opfattelse, at finansielle markeder i sig selv skaber kriser. Et voksende marked lokker spekulative lånere til, og efterhånden som euforien og boblen vokser er der efterhånden ikke længere dækning for hverken afdrag eller renter. Men alle regner med at score en gevinst på et stigende marked, og bankerne er villige til at udstede stedse mere risikable lån til dette spekulationscirkus i tillid til, at de gode tider fortætter. Slutresultatet er ustabilitet, og på et tidspunkt brister boblen.

Hyman Minsky foretrak at formulere sin tese i ord, ikke i matematiske modeller, og det var en medvirkende årsag til, at de stadig mere modelfikserede mainstreamøkonomer i samtiden overhørte eller afviste ham. Og så var regulering af den finansiere sektor i klar modstrid mod den neoliberale tidsånd i 1980'erne, der troede på vækst via deregulering og liberalisering.

Minsky nåede ikke selv at opleve, at boblen sprang - det der er kaldt 'Minsky moment', da han døde i 1996. Udtrykke blev nemlig introduceret under den russiske finanskrise i 1998, og igen i 2001 i forbindelse med den såkaldt dotcom-boble for endelig at slå igennem med finanskrisen i 2007.

My Image
Robert Merton Solow (1924-)

Uden for økonomernes snævre kreds har de færreste hørt om Robert Merton Solow. Men faktisk er han en af de allermest indflydelserige, når det gælder at forme tænkningen om økonomisk vækst det seneste halve århundrede.

Solow og hans kolleger på Massachusetts Institute of Technology, MIT er blevet omtalt som 'vækstmændene' for deres dobbelte betoning af vækst som et afgørende politisk mål og vækst som centralt fokus for den økonomiske forskning. Og Solow er da også bl.a. blevet kendt for sit bidrag til "teorien om økonomisk vækst".

Ifølge Solow er arbejdskraft og produktionskapital ikke to af hinanden uafhængige faktorer, men indbyrdes substituerbare, og samtidig spiller teknologiens løbende udvikling og effektivisering den nok vigtigste rolle for økonomisk vækst.
Solows model blev fremlagt i 1956, netop på et tidspunkt hvor efterkrigstidens teknologiudvikling for alvor tog fart, og dette sammenfald banede vej for en nærmest universelt forankret tro på den økonomiske vækst grænseløshed.

Solow og hans kollegaer tog naturens gaver for givet og anså dem for uudtømmelige. Derfor indgik kun faktorerne arbejde, kapital og teknologisk udvikling i modellens differentioalligninger. Men da miljøkrisen omkring 1970 begyndte at sætte dagsorden ydede Solow sit bidrag med en videnskabelig artikel i 1974 om mulighederne for at erstatte råstoffer og naturressourcer under pres med andre faktorer af samme økonomiske værdi for samfundet. Udtømning er en hændelse, ikke en katastrofe skrev Solow. Hvis det er meget let at substituere naturlige ressourcer med andre faktorer, så er der i princippet 'no problem'. Og han er overbevist om, at der er ret så store substitutionsmuligheder mellem begrænsede ressourcer og fornyelige ressourcer.

My Image
Elinor Ostrom (1933-2012)

Økonomi er ikke noget for piger. Sådan fik Elinor Ostrom at vide, da hun gik i gymnasiet. Det lod hun sig nu ikke slå ud af, og hun fik i 2009, som den indtil videre eneste kvinde, Nobelprisen i økonomi.

Ostroms virke har især været inden for feltet, hvordan grupper af individer administrerer den økonomiske styring af fælles ressourcer.

Det er en standardantagelse i traditionel økonomisk teori, at grupper af individer ikke formår at handle på en måde, der er bedst for fællesskabet. Således skrev allerede Aristoteles: "Enhver tænker først og fremmest på sit eget, næppe på den fælles interesse". Og konsekvensen af en sådan opfattelse er, at individernes rationelle adfærd ødelægger fællesejet, da overskuddet af den enkeltes produktionsintensivering tilfalder vedkommende, men det er fællesskabet, der må bære omkostningerne ved en overudnyttelse. Løsningen af sådanne kollektive handlingsproblemer er derfor blevet set som privatisering eller statsregulering.

Her kommer Elinor Ostroms afgørende bidrag til den økonomiske tænkninger. Nemlig et alternativ, der baserer sig på feltstudier og observationer. Her har hun identificeret en række fællestræk for kollektiver, der succesfuldt administrerer fælles ressourcer. Det handler om tillid, kommunikation og medbestemmelse i at designe og revidere de fælles spilleregler. Det er Ostroms pointe, at det der fungerer i praksis, også må fungere i teorien. Mennesket har langt mere komplekse motiver og større evne til at løse sociale dilemmaer, end der lægges til grund i den traditionelle økonomiske teori.

I stedet for at ignorere eller afvise kompleksiteten og alene forlade os på forsimplede matematiske modeller må vi forholde os til det indviklede med udgangspunkt i praktiske erfaringer.

My Image
Amartya Sen (1933-)

Amartya Sen oplevede som barn den bengalske hungersnød i 1940'ernes Indien, men ikke på egen krop, da han var fra en velhavende familie. Men han erfarede, hvordan hungersnøden var klassebetinget, hvilket fik ham til mange år senere at nærmere at undersøge hungersnød som et økonomisk fænomen.

Sens studier i Poverty and Famines fra 1981 viste, at det ikke var madproduktionen, der var problemet, men snarere prisstigninger på mad eller bratte fald i indkomst hos de fattige, der gjorde, at de ikke havde råd til at købe basale fornødenheder. Hungersnød skulle altså ses som et bredere økonomisk problem med fordelingen af samfundets ressourcer og samfundsstrukturer.

Sen er uddannet økonom på universiteterne i Calcutta og Cambridge, men har også læst filosofi, hvilket har præget han tilgang til økonomien. Inden for velfærdsøkonomien udviklede Amartya Sen sammen med Martha Nussbaum begrebet om kapabiliteten, som flytter opmærksomheden mod hvad det enkelte menneske faktisk kan gøre, fremfor hvad det har. Et arbejde, der senere førte til det såkaldte Human Development Index (HDI), som et forsøg på at erstatte den problematiske BNP-vækst som mål for et lands udvikling. Med HDI-index blev den forventede levetid og uddannelsesniveau føjet til det økonomiske væksttal.

My Image
Richard Layard (1934-)

En forudsætning for, at økonomien fungerer, er, at mennesket fungerer. Altså må en økonom studere, hvad der gør mennesket lykkeligt. Sådan kan man sammenfatte den britiske økonom Richard Layard ledemotiv.
Hans mest kendte forskningsresultat er, at det ikke er vækst i den personlige indkomst, der får menesker til at trives, når først di har nået et vist basalt indkomstniveau. Lykken kommer at at føle sig værdsat og være af betydning for andre. Mennesker har brug for, at der er brug for dem, skrev han i 1987.

Layard er egentligt uddannet historiker, men begyndte at læse økonomi, da han oplevede, at skulle man argumenterer for en forbedret uddannelsesindsats, var 'sproget' man talte økonomi.

Efter i en årrække primært at have beskæftiget sig med, hvordan arbejdsløsheden kunne bringes ned, begyndte han at undersøge, hvad der er afgørende for mennesket trivsel. Og han slog fast, at over tid er de velstående lande ikke blevet lykkeliger i takt med, at de er blevet rigere - omend rige mennesker i gennemsnit er lykkeligere end fattige.
Han fandt bl.a. frem til at mens indkomsten steg over tid, faldt menneskers følelse af tilfredshed. Dette skyldes, at man før det første vænner sig til en højere indkomst og levestandard, og for det andet sammenligner man sig med andre, og er påvirket af om man har mere eller mindre end kollegaen eller naboen.

Leyards resultater er dog blevet anfægtet af andre økonomer, som mener at kunne vise, at borgernes gennemsnitlige lykkefølelse faktisk stiger med et lands BNP-vækst.

My Image
Robert Lucas (1937-)

Robert Lucas en af de ledende skikkelser i 1970'ernes afstandtagen fra keynesianismen. Han så således økonomien som et urværk i stedse bevægelse mod ligevægt, hvorfor man skulle lade det økonomiske system passe sig selv på dets naturgivne rejse mod ligevægt. Det hele understøttet af en masse matematik.

Lucas er elev af Milton Friedman på University of Chicago, og bevægede sig inspireret heraf til at blive en hård kritikker af Keynes' økonomiforståelse. Faktisk mener han at Keynes faktiske betydning er tæt på nul (!)

Det er Lucas opfattelse at økonomiens aktører - lønmodtagere, investorer virksomhedsledere etc. - handler rationelt på basis af fuldstændig og korrekt information, og på det grundlag handler med henblik på at maksimere egennytten.
Denne antagelse på mikroplanet ledte ham så frem til den konklusion , at det makroøkonomiske system altid vil bevæge sig mod ligevægt, og dermed troen på, at det er muligt at forudsige økonomiens udvikling via generelle ligevægtsmodeller. Modeller som den danske DREAM-model, der ofte bruges af Finansministeriet til langsigtede forudsigelser, er bygget på. Og det på trods af udbredt kritik af modellen.

For som kritikkerne fremfører, kan det godt være at de Lucas-inspirerede modeller blev mere internt konsistente i matematisk forstand, men de frasorterede imidlertid den distraherende empiri og forhold, der ikke kunne udtrykkes i ligninger og fjernede sig dermed fra den faktiske virkelighed. Eller som det fremførtes af Poul Krugman i 2009: "Den økonomiske profession for vild, fordi økonomer som gruppe forvekslede skønhed, svøbt i imponerende matematik, med sandhed."

My Image
Herman Daly (1938-)

Herman Daly føler sig i pagt med de klassiske økonomiske tænkere som Adam Smith og John Stuart Mill, der begge betonede, at økonomien på sigt vil bevæge sig mod 'en stationær fase', dvs. ikke vokse endeløst. Og mere direkte er hans inspirationenkilder Nicholas Georgescu-Roegen og Kenneth Boulding, der i 1960-70'erne satte fokus på de grænser for vækst, der dikteres af naturen.

Første gang Daly trådte i karakter som kritiker af den konventionelle væksttænkning i økonomkredse, var som redaktør af bogen Mod en ligevægtsøkonom i 1973, og siden har han udviklet teorien bag en ny, bæredygtig ligevægtsøkonomi og kritikken af den eksisterende økonomi.

Det er Dalys opfattelse, at økonomien skal opfattes som et undersystem under økologien, ikke omvendt. Og dermed er det klart, at der er grænser for væksten. I forlængelse heraf har Daly kaldt dagens vækstmodel for 'uøkonomisk vækst', fordi den undergraver sit eget naturgrundlag, samtidig med at han betoner, at en ligevægtsøkonomi ikke er det samme som økonomisk stagnation. Stagnation er en uønsket fejl i vækstøkonomien, mens ligevægten vil være resultat af en bevidst, politisk besluttet omstillingsproces.

I ligevægtsøkonomien må fornyelige ressourcer ikke forbruges hastigere, end de gendannes, ikke-fornyelige ressourcer må ikke forbruges hurtigere, end de kan substitueres af fornyelige ressourcer, og udledningen af forureninger, affald mm. må ikke ske hurtigere, end naturen kan absorbere det eller vi via genanvendelse neutraliserer det.

For at sikre en sådan økonomisk omstilling opererer Daly bl.a. med øget skat på ressourceforbrug og forurening og mindre skat på arbejde samt kvoter for forbrug af ressourcer, der er pressede.

My Image
Joseph Stiglitz (1943-)

Joseph Stiglist har primært arbejdet med hvordan ulige adgang til information fører til ulige - og potentiel urimelig - fordeling af samfundet ressourcer. En afgørende problematisering af den klassiske økonomis grundantagelse, at aktørerne på markedet har fuld og lige adgang til relevant information.

I dag er informationsøkonomi et sprudlende flet inden for økonomisk teori, hvor det studeres, hvordan varierende afgang til information påvirker aktørerenes kompetence. Det er særligt begreberne 'adverse selection' og 'moral hazzard' Stiglitz har været med til at formulere og gjort en del af mainstreamøkonomi.

'Advers selection' er den fordel, der opstår i informationsadgang inden en økonomisk transaktion fuldbyrdes, mens 'moral hazard' forekommer når fordelen i adgang til information viser sig efter den økonomiske transaktion.
Fællesnævneren for Stiglitz' forskningsfelt kan ses som en udforskning af markedskapitalismens kommen til kort og de fundamentale usikkerheder i økonomien, der har kastet lys over blandt andet risikovillighed, arbejdsløshed og løndannelse.

Stiglitz har gennem hele sin karriere været kritisk over for den økonomiteoretiske konsensus, men han har aldrig været fundamental modstander af markedsøkonomien. Hans kritik har først og fremmest været rettet indadtil. Ikke som et gennemgribende opgør med det eksisterende.

I 1993 blev Stiglitz en del af Clinton-administrationen i USA, der parallelt med Tony Blairs regering i Storbritannien forfulgte den britiske sociolog Anthony Giddens' socialliberale politiske projekt om "Den tredje vej" - groft sagt, en symbiose mellem borgerlig økonomisk politik og venstreorienteret socialpolitik.

Kort kan hans politiske anbefalinger udtrykkes, som han selv har gjort det i en konkluderende sætning i en rapport til FN om finanskrisen: Vi skal skabe ændringer, der understøtter "langsigtet, demokratisk, retfærdig, stabil og bæredygtig vækst".

My Image
Larry Summers (1954-)

Lawrence H. Summers - kaldet Larry - er en af de seneste årtieres mest markante og indflydelsesrige økonomer.
Han blev i offentligheden udpeget som en af de personer, der var med til at forårsage finanskrisen i 2008. Alligevel blev han efterfølgende udpeget af præsident Barack Obama til at være med til at få USA ud af krisen.
Kritikere har kaldt det et eksempel på systemets korruption og fremhævet Summers som et eksempel på, at man ikke formåede at lære af fortidens fejl.

Summers blev professer i økonomi på Harvard i 1983 i en alder af bare 28 år, og var aktiv som økonomisk rådgiver i demokraten Michael Dukakis' præsidentkampagne. Han blev siden cheføkonom i Verdensbanken, og derefter var han tilknyttet Clinton-administrationen, hvor han mod slutningen af Clinton-tiden blev finansminister.Han var her med til at foretage flere store reformer af finanssektoren, og var bl.a. med til at modsætte sig reguleringer af en række finansielle instrumenter - hvilket siden var helt centralt for udløsningen af finanskrisen.

Som medlem af Obamas Det Nationale Økonomiske Råd var han med til at bestemme, hvilke virksomheder der skulle reddes af regeringen, hvor store de økonomiske redningspakker til at stimulere økonomien skulle være og rammerne for ny øget regulering af sektoren. At det var helt modsat Summers tidligere holdning, kommenterede han med, at "når omstændighederne ændrer sig, så ændrer jeg holdning".

My Image
Tim Jackson (1957-)

Hvor Herman Daly som en af pionerene inden for økologisk økonomi har beskrevet grænserne for økonomisk vækst, arbejder Tim Jackson med at udvikle forståelse og modeller for, hvordan en økonomi faktisk kan fungere uden hele tiden at skulle ekspandere. Målet er 'Velstand uden vækst', som er titlen på hans bog fra 2009.

Jackson har karakteriseret de fleste mainstreamøkonomer som analfabeter, når det handler om at forstå økonomi i en økologisk kontekst, dvs. inden for de rammer planeten faktisk definerer. Han påpeger at det gældende paradigme for økonomisk teori og politik snart er 80 år gammelt med rødder i det traume, som 1930'ernes dybe depression affødte. Loge siden har økonomien primære mål været at skabe vækst. Først med Keynes 'medicin' og siden Friedmans neoliberale 'recept'. Ingen af delene er tidssvarende i dag, hvor økonomien rammer planetens grænser, og evnen til vækst er ved at rinde ud.

I bogen Velstand uden vækst præsenterer Tim Jackson den såkaldte IPAT-ligning (I=P*A*T), der siger, at den miljømæssige påvirkning (I) er produktet af, hvor mange vi er (P), hvor rige vi er (A), og hvilken teknologi vi anvender (T).
Hvis den miljømæssige påvirkning har en grænse, der skal respekteres - f.eks. CO₂-udledningen, kan man regne sig frem til hvor mange der er plads til på kloden, med hvilket forbrug baseret på den teknologiske effektivitet.

Jackson har således vist, at svindende adgang til billig fossil energi og svindende produktivitetsvækst har hæmmet produktion og udbud af varer, der er til at betale. Samtidig med at begyndende behovsmætning og stigende ulighed - og dermed svækket købekraft hos mange mennesker - har ramt efterspørgslen. Kort sagt: Der er fysiske grænser for udbuddet og sociale grænser for efterspørgslen.

Men hvis fortsat vækst hverken er mulig eller ønskelig, er den politiske udfordring ifølge Jackson at sikre et økonomisk handlerum, der kan fastholde og beskytte demokratiets legitimitet, hvilket vælgerreaktionerne på nedskæringspolitikken under krisen tydeligt viser.

Opgaven er med andre ord, at hindre økologiske sammenbrug og sikre velfærd og større lighed. F.eks via kvoter for ressourceforbrug, loft over udledninger, grønne afgifter, et mere socialt retfærdigt skattesystem og universel basisindkomst .

My Image
Thomas Piketty (1971-)

Med bogen Kapitalen i det 21. århundrede fra 2013 har franskmanden Thomas Piketty for alvor været i stand til at sætte fokus på koncentrationen af rigdom hos de allerrigeste, på trods af, at den accellererende globale ulighed havde været åbenlys i årtier og været genstand for offenlig diskussion og bekymring.

Men som Piketty pointerer, har det været en diskussion, der ikke har været baseret på nogen særlig indgående viden om, hvordan de økonomiske sammenhænge og strukturer påvirker fordeling af indkomster og formuer på lang sigt.

Piketty har været med til at indsamle og analysere data om indkomst- og formueudviklingen i de seneste 300 år for mere end 20 lande, og det er formidlingen af de økonomiske erkendelser på baggrund af dette omfattende empiriske arbejde, som gør, at hans bog har fået en enorm udbredelse.

En af de indsigter, som fremsættes i bogen, er, at afkastet på kapital (r) er større end væksten i økonomien (g). Derfor vil de, der har kapital at investere, blive forholdsmæssigt rigere, end de, der tjener deres penge ved at arbejde. Eller r > g, som Piketty udtrykker det.

Men det er ikke kun indkomsterne fra kapital, der gør forskellen. Piketty viser også, hvordan en markant andel af uligheden (i særligt USA) også skyldes gigantiske forskelle i indkomst fra arbejdet. Og han påviser at det ikke bare er de rigeste ti procent, der står for den store stigning i uligheden. Det handler ofte om, hvad der sker med den allerrigeste ene procent.

Thomas Piketty har hele tiden fastholdt, at selv om hans forskning finder flere økonomiske forklaringer på den stigende ulighed, illustrerer historien, af økonomien aldrig kan adskilles fra politikken. Især udviklingen i det 20. århundrede viser, at økonomi og politik hænger uløseligt sammen.

Når stigningen i den økonomiske ulighed, kun har haft en ret begrænset betydning for den politiske mobilisering, hænger det ifølge Piketty sammen med, at venstrefløjspartierne i alle lande gradvist har udskiftet deres vælgere fra overvejende at være fattige og lavtuddannede til nu at være domineret af højtuddannede - og de derfor ikke har haft specielt travlt med at modvirke uligheden, som ikke længere er i uoverensstemmelse med disse vælgeres interesser.

Piketty har udover den akademiske forskning også involveret sig i politik. Han har således været rådgiver for det franske socialistpartis daværende præsidentkandidat Ségoléne Royal i 2006, og var på kampagneholdet for socialistpartiets kandidat Benît Hamon ved præsidentvalget i 2017. Piketty har altså flere gange stået på taberens side i politiske valgkampe, ligesom han politiske interventioner og forslag ofte er meget langt fra det politisk realiserbare. Han har således foreslået en global formueskat og et EU, der kan opkræve stat. Men Pikettys forskning dokumenterer også klart, at der skal drastiske ændringer til, hvis det ikke fortsat skal være den rigeste ene procent, som stikker af fra resten. Og det skyldes ikke alene økonomiske lovmæssigheder - men en politik, der understøtter det, og som altså kan være anderledes.

My Image

Økonomisk Teori bygger på Information, artikelserien: Vi tager økonomien tilbage, efteråret 2018