Oldtid - Idehistorie Hellenismen

Oldtid, Antik

Oldtid, Antik

My Image

Hellenismens Filosofi

Aristoteles anså den græske bystat (polis) for at være den naturlige ramme for menneskers liv , men allerede, mens han levede, havde denne statsform reelt udspillet sin rolle. Filip 2. og Alexanders erobringer af de græske områder og det meste af Mellemøsten havde sat en udvikling i gang, som ændrede verden fundamentalt.

Græsk kultur blev civilisationsgrundlaget i hele storriget, og folkekulturen i de lokale områder blev afløst af en kosmospolitisk bycivilisation. Det politiske liv blevet en rå magtkamp inden for en isoleret magtelite, fjernt fra almindelige menneskers hverdag, og den hidtidige lokale samhørighed var afløst af individualisme og fremmedgjorthed. Samtidig blev mange af de asiatiske og egyptiske religioner til nye verdensreligioner som erstatning for de tabte lokale fællesskaber.

Dermed ændredes også filosofiens status fundamentalt. Den græske filosofi bredte sig med den græske kultur inden for den intellektuelle elite, og var med til at genskabe en følelse af sammenhæng og identitet, på samme måde som religionen gjorde det blandt de brede masser.

De forskellige filosofiske retninger var enige om, at Sokrates' ligegyldighed over for traditionelle værdier som rigdom, karriere, succes og magt var det moralske forbillede. Altså en indre frigørelse fra optagetheden af materielle goder og tilfredsstillelse af legemlige behov. Men svarene på, hvilken slags visdom, der kan sikre friheden og lykken, var forskellige.

 
My Image
Diogenes (ca. 404-324 fvt.)

Den mest radikale løsning anvistes af kynikerne, som sagde: Gør dig fri af alle bånd. Skru dine behov ned til et minimum. Således levede den berømteste af kynikerne, Diogenes fra Sinope, efter sigende i en tønde. Og da verdensherskeren Alexander spurgte ham, hvad han ønskede sig, skulle han blot have svaret: "Lad være med at skygge for mig."

Diogenes havde tidligt indset, at magt, ambitioner og højtidelige tanker og vaner gør mennesker forskruede, rastløse og dybest set upålidelige. Derfor valgte han et stille, nøjsomt liv i solen, og hans filosofiske betydning blev primært at være den uimponerede og vise kritiker.

Stoikerne var grundlæggende enige med kynikerne, men mente, at uafhængigheden af de ydre forhold godt kunne forenes med et moralsk og politiske engagement i samfundslivet. Det afgørende var, at man var i stand til at tøjle sine lidenskaber, så ens fornuft (logos) ikke blev påvirket. For via fornuften, var alle mennesker grundlæggende og væsentlig set lige, mens rigdom, frihed og magt var ligegyldige tilfældigheder, som intet betyder for den enkeltes menneskeværd.

 
My Image
Epikur (342-271 fvt.)

I modsætning til stoikerne anså epikuræerne - opkaldt efter skolens stifter Epikur - det for udsigtsløst og uden mening at forsøge at præge samfundet. Alt, også det enkelte menneske, er blot en dybest set tilfældig sammensætning af atomer, der en dag opløses i sine bestanddele for at indgå i nye sammensætninger. Derfor har vi intet at frygte, selv døden er blot et intet, "for når vi er, er døden der ikke; og når døden er der, da er vi ikke."

Først når man har indset det, er det muligt at skabe et holdbart grundlag for sand lykke. Og det vil for epikuræerne sige at leve et enkelt liv med gode venner og nyde dagen i dag. Fremtiden har vi alligevel ingen magt over.

 
My Image
Ptolemæus (-160 fvt.)

Den græske filosofi begyndte som en tænkning over naturens fænomener, men ret hurtigt foretrak man at beskæftige sig med forklaringer og teorier, der er produkter af ren tænkning, hvor matematiske problemstillinger kommer i fokus. De uoverensstemmelse, man fandt mellem den synlige virkelighed og tankens teorier, så man som et udtryk for både sansningens ufuldkommenhed som erkendelseskilde og den fysiske virkeligheds dybest set uvirkelige karakter.

Hinsides matematikken lader der sig så tænke en endnu højrere virkelighed, som har en absolut eksistens, og som er evig og uforanderlig, og som kun kan erkendes af den rene tænkning. Naturens verden, matematikkens verden og metafysikkens verden repræsenterer altså stigende grader af virkelighed.

Som allerede Platon gjorde gældende, var det grækernes opfattelse, at det sted i naturen, hvor det guddommelige og evige særlig tydeligt giver sig tilkende, er de uforanderlige himmelske legemers kredsen i fuldkomne cirkelbevægelser.

Geografen og astronomen Ptolemæus fra Alexandria sammenfattede og systematiserede hele den antikke kosmologi i et stort værk, der senere blev kendt under den forvanskede titel Almagest.

Almagest bygger på en lang række græske og hellenistiske atronomers videreudviklinger, præciseringer og korrektioner af Aristoteles' kosmologi, hvis enkeltheder efterhånden kom til at svare til de stadig mere præcise observationer, man blev i stand til at foretage. Et verdensbillede, der i grov form blev hvermandseje op igennem middelalderen, fordi det uden de store vanskeligheder lod sig forene med de bibelske forestillinger om verdens skabelse.

Med sin stabile, hierarkiske opbygning med Jorden som det faste, ubevægelige centrum omkredset af måne, sol, planeter og fiksstjerner, dannede denne struktur en tryg ramme om det gudskabte liv på den jord, Gud havde indrettet til menneskenes hjem.

My Image

Periodens Filosoffer bygger på Keld B. Jessen (red), Filosofi. Fra antikken til vor tid, Systime 2007