Oldtid - Idehistorie Sokrates

Oldtid, Antik

Oldtid, Antik

My Image

Sokrates, Platon & Aristoteles

I 400-tallet fvt. var Athen det kulturelle centrum i den græske verden. Byen blev genopbygget efter Perserkrigenes ødelæggelser, og rejste bl.a. de berømte templer på byens Akropolis. Billedhuggere skabte de berømte klassiske skulpturer, teatret blomstrede med tragedier og komedier, som spilles den dag i dag, og vasemaleriet nåede kunstneriske højder. Varer, handelsfolk og andre fremmede fra hele den græske verden satte sit præg på byens økonomiske og kulturelle liv.

Det var også i denne periode, at det athenske demokrati udfoldede sig med Perikles som den centrale figur. Det var et direkte demokrati for de menige borgere, hvilket skabte et stort uddannelsesbehov. Man måtte have ordet i sin magt, hvis man ville øve indflydelse.

Et salingspunkt for de nye tendenser blev en række professionelle undervisere, der kaldes sofisterne (vismænd), som bl.a. underviste i retorik.

En central tanke blandt de meget i øvrigt indbyrdes meget forskellige sofister, var sondringen mellem natur (fysis) og vedtægt/lov (nomos), det vil sige mellem det uforanderlige og det menneskeskabte, som mennesket derfor kan ændre. Sofisternes erkendelsesteori er således præget af relativisme, hvor man tager afstand fra forestillingen om en objektiv sandhed. Det handler om, hvordan det enkelte menneske oplevlever virkeligheden. Sansningen er for sofisterne kilden til erkendelse.

I forlængelse af sofisternes relativisme, fremkom også den såkaldte skepticisme, hvor sofisten Gorgias (ca. 430-380 fvt.) afviste muligheden for at nå til en objektiv sand erkendelse med følgende udtalelse: "intet eksisterer. Hvis noget eksisterer, kan det ikke erkendes. Hvis det kan erkendes, kan det ikke meddeles."

I denne periode, hvor relativistisk og speticistisk tankegang var meget udbredt levedede Sokrates (469-399 fvt.), som i modsætning til sofisterne mente at der findes absolutte sandheder. Han mente dog ikke selv at være i besiddelse af dem. Opgaven var at finde dem.

 
My Image
Sokrates (469-399 fvt.)

Sokrates kender vi kun gennem andres skrifter, hvori han omtales, eller - som f.eks. i Platons dialoger - optræder. Han skrev ikke noget, da filosofi for ham var en samtale., en dialog.

Sokrates foregav at være uvidende for derved at få sig selv og andre til at undersøge grundlaget for det, man går og tror, man ved. For som han sagde: "Jeg er mig bevidst, at jeg ingenting ved". Det centrale for Sokrates var samtalen. Det er i den åbne, nysgerrige samtale de indfald mangedobles, som den menneskelige tanke kan få, og som er vigtige for at komme videre og for at styrke den kritik, der skal holde sig vågen til undervejs at skyde de værste tåbeligheder og logiske bommerter ned.

Hos Sokrates danner erkendelsesteori ('Hvad kan jeg vide?') og etik ('Hvad bør jeg gøre?') en uopløselig enhed. Centralt står hans opfatelse af, at 'dyd er viden', hvor det græske ord for dyd er areté (der oprindeligt betød duelighed eller godhed). I følge Sokrates har mennesket areté, når det virkeliggør, hvad mennesket bør være og gøre. Mennesket må erkende sig selv, og Sokrates var af den overbevisning, at den, som har sand viden, også handler retfærdigt.

For Sokrates gjalt det om via samtalen, gennem selverkendelse og afsløring af fordomme, at finde frem til sandheden. For den, som ved det rette, vil også gøre det rette, idet fornuften og indsigten ifølge Sokrates bestemmer vore handlinger. Forbrydelser skyldes mangel på viden, og forbryderen har følgelig behov for belæring og indsigt, ikke straf.

I de sidste årtier af sit liv var Sokrates vidne til Athens militære og politiske nedgang. Og visse kredse i Athen mente, at Sokrates var medskyldig i bystatens katastrofe. Han blev beskyldt for at forføre ungdommen og udgøre en fare for samfundet. Retsagen mod ham endte med dødstraf og henrettelse i år 399 fvt.

 
My Image
Platon (427-347 fvt.)

I den vesterlandske filosofihistorie kan Platon betragtes som den første store systematiker, som forsøgte at finde en overordnet sammenhæng i forståelsen af verden.

Som ung mødte Platon Sokrates, og blev grebet af filosofien. Efter Sokrates' henrettelse i 399 fvt. begav Platon sig på en længere udlandsrejse, indtil han i 387 vendte tilbage til Athen og oprettede en skole, som blev kaldt Akademiet, hvor man dyrkede den filosofiske samtale. Hans talrige, bevarede skrifter har - med få undtagelser - dialogform.

Platons skrifter kan forstås som et forsøg på sammentænkning af de meget forskellige svar, som var blevet givet i de 200 år før Platon. Og han, Sokrates' mest fremtrædende elev, er som nævnt den første filosof, hvis tankebygning er tilstrækkelig kendt til, at den kan betragtes som et omfattende 'system', hvori erkendelse værenslære (ontologi), etik og politisk filosofi tænkes sammen i en uophørlig, og nogle gange en forvirrende, proces.

Når man læser Platons dialoger, der ofte har Sokrates som den gennemgående og centrale figur, skal man dog være opmærksom på, at disse samtaler ikke nødvendigvis er en slags referat af Sokrates faktiske samtaler. De kan meget vel være en filosofisk-litterær fiktion, hvor Platon udnytter Sokrates som talerør for sine egne tanker. De fleste er dog enige om, at der er mest Sokrates i de tidligste dialoger, mens han senere blot bliver Platons ramme for egne tanker.

En af Platons nok kendteste tekster er hans dialog om Staten, hvor han lader Sokrates fortælle den såkaldte "Hulelignelse", som i allegorisk form anskueliggør Platons filosofi. Ifølge hans idélære er virkeligheden delt op i fænomenernes verden, det vi kan erkende med sanserne, og ideernes verden, som ligger udenfor/bagved det sansede, og kun kan nås ad tænkningens vej. Den foranderlige sanseverden er et skygge- eller spejlbillede af den uforanderlige ideverden.

Indsigtens højeste mål er ifølge Platon erkendelsen af "det gode, det sande, det skønne". Der skelnes ikke mellem de tre, da de for Platon udgør en logisk uadskillige enhed. Det er tre sider af samme sag.

Platons idélære kan forekomme som et fast, stabilt system. Det er dog ingenlunde tilfældet. Sent i sin livsbane tog Platon den op til revision i dialogen Parmenides. Her kan vi se, hvordan Platon fortsat er optaget af de spørgsmål som idélæren rejser, men et fast system bliver det aldrig. Platons forfatterskab er i det hele taget præget af en vedvarende bestræbelse for at finde sandheden, og må derfor siges at være kendetegnet ved en fortsat fremadskridende, dialektisk udvikling.

Oplevelsen af det athenske demokratis forfald var et væsentligt motiv for Platons politiske filosofi. Han mente, at lykke for den enkelte og for staten kun kan opnås, hvis staten enten styres af regenter, som er filosoffer, eller af filosoffer, som er regenter: "hvis ikke der sker en sammensmeltning af de to faktorer, politisk magt og filosofi … er der ikke til at se nogen ende på den almindelige elendighed". Magten bør altså ligge hos de kompetente, og det kan ifølge Platon kun være dem, der har fået indsigt i ideerne. Ikke just en demokratisk tankegang.

Platon opfatter staten og samfundet som en organisme, og derfor kan han parallelisere samfundet og individet. Nederst er den driftsmæssige del, i midten befinder sig viljedelen og øverst har vi fornuften. Det er derfor fornuften - svarende til filosofferne, der skal styre, hjulpet af viljen - administratorer og soldater. Mens det ifølge Platon er drifternes (de laveste klassers) lod at blive behersket. Lykke er når alle delene fungerer sammen, som de skal, og dermed holder organismen i en ordnet harmoni.

Den engelske matematiker og filosof Alfred North Whitehead (1861-1947) skrev i 1929, at den europæiske filosofiske tradition består "af en række fodnoter til Platon". Det er nok en overdrivelse, men givet er det, at Platon har spillet en stor rolle for den senere filosofi. Specielt på grund af de spørgsmål og problemer han rejste.

 
My Image
Aristoteles (384-322 fvt.)

Aristoteles er født i en græsk koloni, Stageira øst for det nuværende Thessaloniki, men rejste i 367 fvt. til Athen og blev optaget i Platons Akademi, hvor han blev indtil Platons død 20 år senere. Efter nogle års ophold i Lilleasien og en tid som huslærer for kong Filip d. 2 af Makedoniens søn, den da 13 årige søn Alexander, tog han i 335 fvt. tilbage til Athen og grundlagde sin egen skole Lykeion. Året før var Alexander blevet konge i både Makedonien og Grækenland. Da Alexander døde i 323 fvt. fik den antimakedoniske stemning i Athen vind i sejlene, og Aristoteles flygtede fra byen. Han slog sig ned på Euboia, hvor han døde allerede året efter.

Af Aristoteles 170 kendte værker er de 47 bevaret. Det drejer sig næsten udelukkende om forelæsningsmanuskripter til brug ved undervisningen i Akademiet og Lykeion, hvilket gør dem vanskelige at læse. De bøger Aristoteles skrev for offentligheden er alle gået tabt.

Aristoteles værker spænder over vidt forskellige videnskabelige emner og er ofte præget af en omhyggelig opmærksomhed over for enkeltfænomenerne. Mange af hans grundlæggende begreber inden for naturvidenskaberne er den dag i dag så integreret i vort sprog, at det er vanskeligt at forestille os et sprog uden dem.

Der er meget, der tyder på, at det netop er iagttagelser af og overvejelser over naturens fænomener, der danner grundlaget for Aristoteles' måde at betragte hele tilværelsen på.
Ifølge Aristoteles er det et særligt karakteristika ved "de naturlige ting", at de bevæger og forandrer sig i overensstemmelse med en iboende drift. Således finder naturens fænomener sammen i en omfattende orden, der synes at være alt andet end tilfældig.

Et grundlæggende begrebspar for Aristoteles er: stof og form, hvor stof (materien) er det tilgrundliggende uden hvilket ingen ting - hverken naturlige eller kunstige/menneskefrembragte kan eksistere. Men det er formen, som gør tingen til en bestemt ting. Formen er tingens væsen ('essens')

Her kommer et andet vigtigt begrebspar ind: mulighed og virkelighed (latin: potentia og actus). Stoffet er potentielt, dvs. det har en iboende mulighed for at blive en form. Og ved bearbejdning (formning) aktualiseres denne mulighed. Den bliver virkelig.

I naturen findes stof ikke uden form og form ikke uden stof. De kan kun adskilles i tanken. Anskuer man en ting som stof, fokuserer man på stoffets ikke virkeliggjorte muligheder. Anskuer man tingen som form, er det tingen selv i dens væsentlighed, man gør til centrum. Men formen er først forstået, når formålet med formen er forstået. En af en billedhugger fremstillet hånd, er ikke en hånd, for den kan ikke udføre det, som er håndens formål: at gribe noget.

Med disse begreber skaber Aristoteles en række tankeværktøjer, der gør det muligt skridt for skridt at erkende verdenen. At erkende noget, er at forstå, hvorfor det er, som det er. Det vil sige kortlægge årsagerne til det.

Aristoteles opererer med fire typer af årsager, som man må have kendskab til for at have forstået en ting. Vi må vide, hvad den materielle årsag til en ting er - hvilket stof er den gjort af. Men vi må også kende den bevirkende årsag - hvad har sat den skabende proces igang. Derudover må vi kende den formelle (formmæssige) årsag - det er jo formen der gør en ting til den specielle ting, den er. Men den forstår vi som nævnt ikke fuldt ud, før vi har afdækket hensigtsårsagen - hvad er tingens formål.

Ifølge Aristoteles ligger der i alle (naturlige og menneskeskabte) ting en slags stræben efter at bringe de bestemte muligheder, der bor i dem, til bedst mulig udfoldelse. Det begreb, der betegner tingen i dens fulde virkeliggørelse er netop dens form - 'eidos'. Også Platon brugte ordet 'eidos', om det han ellers betegnede med 'idea'. Hos dem begge betyder begrebet det, som er tingenes afgørende årsag - det der stræbes imod. Den væsentligste forskel er, at Aristoteles ikke operere med 'eidos' uden for tingene i 'ideernes verden'. For Aristoteles er der kun én verden: fænomenernes.

Aristoteles mener, at al handling og ethvert valg må være rettet mod noget godt, af den grund, at det gode er det alt stræber mod. Ingen ville jo drømme om at gøre noget, hvis han ikke troede, at han derved opnåede noget godt (?). Og at gøre noget godt, er for et menneske at realisere sig selv som menneske ved at søge mod den rette midte, eller som vi ofte siger: "den gyldne middelvej".

Her er det dog vigtigt at være opmærksom på, at Aristoteles levede i en krisetid, hvor man kunne have brug for at fastslå, at det liv man levede var godt nok, og at de magtforhold man forvaltede var rimelige og retfærdige. Hvilket kan gøres ved at vise, at de er i fuld overensstemmelse med naturen - at de er naturlige og derfor ikke sådan uden videre står til diskussion eller forandring. Det er i hvert fald interessant at se, hvordan han får argumenteret for de givne magtforhold mellem kønnene og mellem borgere og slaver. Det er "det naturlige".

My Image

Periodens Filosoffer bygger på Keld B. Jessen (red), Filosofi. Fra antikken til vor tid, Systime 2007