Hegel
Kirkegaard
Comte
Marx
Nietzche
Hegel
Kirkegaard
Comte
Marx
Nietzche
Den franske Revolution sendte chokbølger gennem den europæiske verden, der fik konsekvenser mange år frem i tiden. Trods gentagne tilbageslag indvarslede de borgerlige revolutioner enevældens endeligt. Fyrstehusenes magt indskrænkedes i perioden og deres herskere blev ikke længere anset for stedfortrædere for Gud.
Den entusiastiske revolutionære bølge var på flere måder en fortsættelse af oplysningen, men den universelle ide om frihed rekonstrueredes som lokal nationalliberalisme i kølvandet på de sejrrige franske revolutionshære baseret på almindelig værnepligt. Forestillingen om revolution og selvstændighed frisatte en national selvbevidsthed i folkeslag, som var splittet mellem flere lande eller levede under Europas imperier og "helstater". Den tyske kulturfilosof Johann Gottfried Herders (1744-1803) ide om "folkeånd" blev et feltråb for etniske grupperinger spredt rundt på det europæiske kontinent. De borgerlige revolutioner i 1848 videreførte således Den franske Revolution, men nu primært i en nationalt kontekst. Dette var starten på en kulturrelativisme, der er med os og den dag i dag. Folkegrupper begyndte at se en etnisk og kulturelt homogen stat som et politisk mål. Ofte i indbyrdes modstridende nationaliseringsprojekter. Havde man ikke en fælles historisk identitet, så konstruerede man den.
Som blandt andet Georg W.F. Hegel (1770-1831) og F.W.J Schelling (1775-1854) slog til lyd for, var oplysningen som folkelig bevægelse dødsdømt uden en ledsagende mytologi, der kunne gribe sindene. Det var starten på den tyske idealisme og romantikken.
Selv om nationalismen på det politiske plan langsomt var i færd med at undergrave den klassiske europæiske enhedskultur, blev Europa i stigende grad bundet sammen økonomisk. Industrialiseringen spredte sig fra England til kontinentet og jernbanerne trak deres spor mellem storbyerne.
Efter afslutningen af revolutionskrigene med Wienerkongressen 1814-1815 indledtes det såkaldte fredelige århundrede - der afbrudt af mindre krige om nationale spørgsmål - varede frem til Første Verdenskrig i 1914. Samtidig havde borgerstanden nu etableret sig som den dominerende økonomiske og politiske klasse, der også spillede en central kulturbærende rolle.
Kritik af videnskab og systematisering havde længe været på det europæiske program, idet allerede Edmund Burke (1729-1797) havde indledt den konservative tradition i sine skrifter mod Den franske Revolution. Men først omkring 1850 bredte der sig en stemning af skepsis over for hele moderniseringen. Den liberalisering, der har opløst bindinger og sat konkurrencen fri, giver nu anledning til skeptiske og tilbageskuende bevægelser, som ønsker at redde det der er gået tabt i udviklingen. En udvikling, hvor USA på én gang fremstår som liberalismens succeshistorie og dens bagside. Som Alexis de Tocqueville (1805-59) formulerer det i Demokrati i Amerika fra 1835, er USA et samfund uden visioner, hvor alle er mætte, men ligeglade med de andre. Det er også i denne periode spændingen mellem amerikanisme og antiamerikanisme ser dagens lys.
Socialismen takler ubehaget ved moderniseringen ved at bygge videre på G.W.F. Hegels (1770-1831) forestilling om historiens udvikling i retning af større frihed, hvor (konservative) værdier som solidaritet og fællesskabsfølelse tillægges afgørende betydning. Den frembrusende industrialisering indebærer den store vandring fra land til by, der får storbyerne til at vokse i perioden og transformerer landproletariatet til et byproletariat, der er anderledes eksplosivt og politisk farligt. Revolutionens spøgelse vandrer således gennem Europa, som det kommunistiske manifest allerede i 1849 havde indvarslet, og denne politiske radikalisering griber også ud i kulturen generelt.
Charles Darwins (1809-82) værk om arternes oprindelse udkommer i 1859, og får blandt andet indflydelse på Friedrich Nietzsches (1844-1900) filosofi, der pointerer den stærke ret til fri udfoldelse af sit geni uden at lade sig knægte af den svage hob. Socialdarwinisme og racisme bliver således også en konsekvens af darwinismens videnskabelige gennembrud. Det hvide Europas civilisation bliver set som et biologisk tegn på den hvide races overlegenhed.
Perioden markerer samtidig en konstant strøm af videnskabelige og teknologiske fremskridt. Elektromagnetismen kortlægges og termodynamikken introduceres, og det lå i luften, at den klassiske mekaniske fysik var under pres. Det skete endeligt med Max Plancks relativitetsteorier i 1905/1916 og Niels Bohrs atomteori i 1913, selv om de endnu i dag ikke er fortolket til bunds.
Den videnskabelige psykologi grundlægges i perioden, især i Tyskland, og generelt breder psykologiens paradigme sig langt ud over psykologiens bredder. Et gryende oprør med den psykologiske relativering ligger dog også i perioden, hvor Gottlob Farege (1848-1925) og Edmund Husserls (1859-1938) logik og fænomenologi tager et opsving.
Samfundsvidenskaben grundlægges institutionelt med Émile Durkheim (1858-1917) og Max Weber (1864-1920), og den moderne kunst siges ofte at fødes med impressionisterne i Paris omkring 1870.
Storbritanien skaber sit imperium i kapløb med Frankrig, og Tyskland og Italien samles.
Historicismen er en udpræget forståelsesramme i arkitekturen i konkurrence med de amerikanske byers skyskrabere. Men også Art Nouveau og Jugendstil med deres referencer til naturen præger slutningen af perioden.
Den økonomiske vækst om samhandelen fortsætter - under europæisk-amerikansk dominans - perioden igennem indtil Verdenskrigens udbrud i 1914, og der skulle på mange områder i Europa skulle der gå mange år, før produktion, velstand og ideudvikling igen skulle nå niveauet fra før 1914. Oplysningstiden centrale projekt og symbol, Den store franske Encyklopædi, havde som ambition at samle al kundskab, inklusive teknologisk viden og fremstillingsprocesser af enhver art, og gøre dem tilgængelige for alle.
Oplysningsfilosofferne friholdt endnu en lang tid plads til religionen, men de rettede i stadig højere grad deres kritik mod kirken og enevælden. Hav mod til at tænke, som Kant formulerede det. Naturbegrebet sekulariseredes, og etik og æstetik fremstod som selvgyldige sfærer. Samtidig med den øgede sekularisering vandt også alfabetisering og fødselskontrol frem, og det er blevet hævdet, at disse tre faktorers sammenfald er en det af moderniseringens grundlag. Samtidig med sekulariseringstendensen opstod dog også en religiøs modbevægelse i form af pietismens inderlighedssøgende vækkelse.
Oplysningsfilosofferne så historien som en beretning om menneskeåndens fremskridt, og også evolutionsbegrebet blev søsat i denne periode, men først i samfundsvidenskaben. På alle måder fremstår perioden som fornuftens uskyldsperiode - før relativisme, nationalisme, historicisme og irrationalisme bryder gennem i europæisk historie fra og med begyndelsen af 1800-tallet.
Friedrich Wilhelm Joseph Schelling (1775-1854)
Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831)
Henrich Stefens 81773-1845)
Søren Kierkegaard (1813-1855)
Charles Darwin (1809-1882)
Auguste Comte (1798-1857)
John Stuart Mill (1806-1873
Herbert Spencer (1820-1903)
Karl Marx (1818-1883)
Rosa Luxemburg (1871-1919)
Arthur Schopenhauer (1788-1860)
Friedrich Nietzsche (1844-1900)
Wilhelm Dilthey (1833-1911)
Sigmund Freud (1856-1939)
Eugène Delacroix, Friheden fører folket, 1830.
Claude Monet, Saint-Lazare station, 1877.
Rationalismen og oplysningsfilosofien var i høj grad med til at præge samfundsudviklingen i slutningen af 1700-tallet. Man lyttede virkelig til filosofferne i de toneangivende kredse. I filosoffernes tale om frihed og fornuft fandt borgerskabet bekræftelse på og inspiration til sin egen stræben efter økonomisk og politisk udfoldelse. Alt dette kulminerede i Den franske Revolution i 1789, hvor borgerskabet med oplysningsfilosofien som åndelig ballast forsøgte at skabe et frit samfund. På trods af de fine intentioner resulterede den franske revolution imidlertid i et blodbad, der blev oplevet som et tyrannisk rædselsregime.
For mange intellektuelle i Europa, der havde set med sympati på revolutionen var det en rystende oplevelse, og filosofisk rejste det spørgsmålet om forholdet mellem tænkning og virkelighed, mellem ånd og materie. Specielt i det tyske område gav dette anledning til en filosofisk frugtbar periode, den tyske idealisme. Blandt de tyske filosoffer kan nævnes Johann Gottlieb Fichte (1762-1814), Friedrich Wilhelm Joseph Schelling (1775-1854) og ikke mindst Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831).
I Danmark er Hegel især kendt som den store filosofiske modstander i Søren Kierkegaards (1813-1855) værker, men han er samtidig ligesom de øvrige tyske idealister en væsentlig inspirator for Kierkegaards filosofi.
Den tyske idealismes grundtanke er, at kun det ideelle, det åndelige eller tankemæssige, eksisterer. Den ydre verden eksisterer kun, for så vidt den optræder i vore forestillinger, som er af åndelig karakter og stammer fra os selv.
Fichte, Schelling og Hegel var store beundrere af Kant, men kunne ikke forsone sig med begrebet "das Ding an sich", da det for dem stod for den spaltning mellem tanke og virkelighed, som den franske revolutions rædselsherredømme var udtryk for.
Universitetet i Jena, 1848.
F.W.J.Schelling er en hovedfigur inden for den tyske idealisme og talerør for den romantiske bevægelse. Han betonede enheden mellem ånd og natur og fremhævede kunsten som en væsentlig kilde til erkendelse. Schelling mente at jeget (subjektet) og naturen (objektet) er ligeværdige manifestationer af en og samme 'urgrund', det ubetingede. Ifølge Schelling kan det ubetingede ikke begribes, men er tilgængeligt for "kunstanskuelsen". Kunstværket forener det bevidste og det ubevidste og er således et synligt tegn på, at verden dybest set udgør en enhed af ånd og natur.
Schelling har ikke i samme grad som den samtidige Hegel dannet skole, men via Steffens fik han stor indflydelse på dansk romantik, blandt andet Adam Oehlenschäger (1779-1850 og N.F.S. Grundtvig (1783-1872).
Franz Kugler, Friedrich Hegel mit Studenten, 1828.
Lige som hos Schelling gælder G.W.F. Hegels filosofiske interesse ideen, det absolutte, ånden, som er den altomfattende virkelighed, der indbefatter både den menneskelige fornuft og den ydre verden. Hegel vender sig således mod Kants skarpe skelnen imellem sansning og fornuft og hans lære om forstandsformerne som ahistoriske. Det erkendende subjekt er for Hegel et historisk subjekt, der bliver til i en stadig vekselvirkning med sine sociale og naturlige omgivelser.
Hegel beskrev de enkelte individers og den samlede menneskelige kulturs og civilisations udvikling som strukturelt sammenfaldende i kraft af en dialektisk proces, hvor én position fremkalder en modposition. En proces, der ofte betegnes med: tese - antitese - syntese. Gennem denne dialektiske proces erhverver det enkelte individ sin samtids kulturelle og samfundsmæssige stadium, dvs. bliver dannet Igennem dannelsensprocessen bliver samfundets politiske, juridiske og kulturelle systemer erkendt, hvorved samfundets tvingende karakter bliver ophævet, og individet erkender sig som frit. Den samlede historiske udvikling er derfor en udvikling i retning af frihed. Udviklingen frem mod friheden er historiens mening, det vil sige er fornuften i historien. For som Hegel siger: "Hvad der er fornuftigt, er virkeligt, og hvad der er virkeligt er fornuftigt." Heraf følger, at hvert individ og hvert samfundsfænomen skal forstås og forklares ud fra den målrettede dynamik - 'verdensånden' - som ligger i historien selv. Og på samme måde som individet er historien et resultat af en dialektisk udvikling. Ethvert samfundssystem og ethvert kulturelt niveau eroderer og slår over i sin modsætning, og der opstår noget nyt, når modsætningerne forenes.
Hegel fik stor indflydelse på den politiske, kulturelle og videnskabelige udvikling hen over midten af 1800-tallet. På hver sin måde var f.eks. Søren Kierkegaard (1813-1855) og Karl Marx (1818-1883) på én gang stærkt kritiske og stærkt påvirkede af Hegel tanker.
Den tyske idealisme, eller som den også blev kaldt romantikken, blev introduceret af Henrich Steffens i Danmark i 1802, efter at han var vendt hjem fra et Tysklandsophold, hvor han bl.a. var blevet venner med F.W.J. Schelling. Efter blot to år i Danmark vendte Steffens dog tilbage til Tyskland, men de to års forelæsningsvirksomhed i København fik imidlertid afgørende betydning for den tyske idealismes ideers gennemslag hos den intellektuelle og kunstneriske danske elite i den såkaldte "danske guldalder".
I sine forelæsninger slår Steffens til lyd for, at erkendelse, som i den klassiske empirisme så det, ikke blot er en passiv receptiv proces. Den videnskabelige erkendelse ligner derimod den kunstneriske skabelsesproces, som foregår i pludselige, intuitive spring i inspirerede øjeblikke. Erkendelse er altså selv en aktiv skabende proces, hvor den former den virkelighed den erkender, så den fremtræder på denne bestemte måde for bevidstheden.
Mens den tyske idealisme bygger sin erkendelsesteori op på en logisk-spekulativ opfattelse af begrebet om det absolutte, tager den danske romantik med Steffens udgangspunkt i den erfaring som kommer til udtryk i forskerens og kunstnerens erkendelsestrang og intuitive skuen af sandheden. Det er den enkeltes oplevelse af mødet med "det absolutte" og hans måde at fortolke og forvalte denne oplevelse på der er det centrale.
C.W. Eckersberg, En nøgen fra ryggen set kvinde sætter sit hår foran et spejl, 1841.
Romantikkens centrale digteriske genre var dannelsesromanen, hvor "den romantiske kærlighed", den lidenskabelige forelskelse spiller en vigtig rolle. Begejstringen for lidenskaben eller en ide spiller en stor rolle for dannelseromanens projekt, nemlig hvordan man fastholder ideen som den instans, der skal forme ens konkrete tilværelse i stort og småt.
Disse eksistensmuligheder fremstilles med stor præcision, anskuelighed og nuancerigdom i Søren Aabye Kierkegaard første store værk, Enten-Eller fra 1843. Bogen er bygget op som en slags dialog mellem to personer, der repræsenterer henholdvis en æstetiker og en etiker. Endvidere er spidsborgeren skildret og analyseret, og ham er de begge enige om at foragte. På denne måde er dannelsesromanens tre handlemuligheder repræsenteret. Kierkegaards (gennem bogens etiker) betoning af, at mennesket nødvendigvis former sit liv gennem sine valg eller ikke-valg, hvad enten de er bevidste eller ej, blev det centrale i den eksistentialisme, som Sartre (1905-1980) udformede under stærk inspiration fra Kierkegaard.
De romantiske digteres praksis med at iscenesætte deres tekster ved at lade forskellige fiktionsplaner skyde sig ind i hinanden genfinder vi hos Kierkegaard. Hans tekster referer til hinanden og kommenterer og dementerer hinanden i et sindrigt system, der efterlader læseren lettere forvirret. Og det er netop meningen. Læseren skal miste fornemmelsen af faste holdepunkter og således tvinges til selv at tage stilling og træffe afgørelser. Ikke en gang forfatteren står inde for skildringerne, idet Kierkegaard gennemgående skrev under opdigtede navne. Kierkegaard tematiserer således ikke blot dannelsesproblematikken på indholdsplanet, men ønsker at inddrage læseren i den.
Kierkegaards forelskelse og forlovelse med den unge pige, Regine Olsen, en forlovelse, som han selv hævede, spiller en central rolle i hans forfatterskab. Den ulykkelig forlovelseshistorie vendes og drejes igen og igen i private optegnelser og det offenliggjorte forfatterskab. Kierkegaard når ad disse veje frem til en ny forståelse af den menneskelige eksistens, en forståelse, han iøvrigt ikke selv mente var ny. Han så den som et udtryk for den kristendom, som var blevet fortrængt af oplysningsfilosofien og romantikkens dannelsesfilosofi med deres optimistiske tro på menneskets magt over sin egen tilværelse. Mennesket er nødt til at danne sig selv, men som Kierkegaard betoner, står mennesket over for denne opgave fuldstændig frit og må vælge. Mødet med denne frihed vækker også angsten i mennesket. Angsten er frihedens skygge. Tilværelsen er en uendelig række af muligheder, og det er ens eget ansvar at fylde dette mulighedernes rum ved at gøre noget til virkelighed gennem bindende personlige valg. Angst er altid angst for muligheder. Og som Kierkegaard påpeger, er der kun én ting der kan redde én fra angsten - og det er troen.
Mens Hegel ser menneskets historie som en fremadskridende frigørelsesproces, ser Kierkegaard den som en fremadskridende forplumringsproces. En udvikling, der for den enkelte kun kan overvindes med troens spring ud på “de 70.000 favne vand”.
De naturalistiske og rationalitetskritiske filosoffer er alle påvirkede af naturvidenskaberne, som i tiden efter 1880 erobrede stadig flere og nye områder af tilværelsen. På grund af de forbedringer i hverdagslivet, som naturvidenskaben muliggjorde, blev den naturvidenskabelige metode idealet for, hvordan man skaffede sig indsigt og viden.
De fleste af periodens filosoffer var realister i den forstand, at de søgte at beskrive virkeligheden så direkte og objektiv som muligt, med vægt på at beskrive elementernes indbyrdes forhold bestemt af mekaniske årsagssammenhænge. Metafysik blev et skældsord, og natursynet var ikke længere idealistisk, men materialistisk. Mange var desuden naturalister, idet de mente, at mennesket dybest set domineres af sine drifter eller overlevelsesinstinkter. Mennesket blev opfattet som et højtudviklet dyr, der kunne studeres på linje med naturen.
Den moderne tids tænkning blev kun langsomt accepteret i bredere kredse, og mange filosoffer og kunstnere blev beskyldt for, at de var uden nogen form for moral og bidrog til samfundsordenens opløsning.
Det materielle grundlag for perioden var den industrielle revolution og den kapitalistiske markedsøkonomi, som nu for alvor slog igennem i den vesteuropæiske kultur. Nye klasser af borgere og arbejdere kom til og prægede bykulturen samtidig med, ad den sociale nød blev synlig i byerne. Det var nødvendigt, at forholde sig til såkaldt almindelige menneskers levevilkår og problemer i kunsten og tænkningen.
Den naturalistiske gruppe af filosoffer kan også kaldes de optimistiske, idet de havde en tiltro til, at mennesket ved brug af videnskabelige metoden kan skabe en bedre verden, mens de såkaldt kritiske filosoffer, som behandles i næste afsnit havde en mere skeptisk holdning til den menneskelige fornuft og naturvidenskaben.
H.M.S. Beagle's jordomrejse 1831-1836.
Benthams utilitaristiske etik fra 1789 blev moderniseret og videreudviklet af John Stuart Mill i Utilitariarism fra 1861. Baggrunden var udviklingen i England på Mills tid, hvor det var åbenbart, at den enkelte persons forfølgelse af sin egen lykke også vil være til gavn for flertallet, ikke holdt stik. Ifølge Mill var mennesket i sine handlinger ikke udelukkende en maskine, der styres af hensynet til, hvad der gavner det selv. Hensynet til andre menneskers lykke spiller også en rolle for dets moralske overvejelser, som kan inkludere sympati, frygt, erfaringer, religiøse følelser, selvagtelse, stræben efter andres anerkendelse osv. Endvidere mente Mill, at det var nødvendigt at skelne mellem forskellige typer af lyst, hvor selv en lav intensitet af åndelig lyst er at foretrække for en høj grad af materiel lyst. “Det er bedre at være et utilfredsstillet menneske end et tilfredsstillet sin”, som han formulerede det.
Også inden for den politiske filosofi er Mill efterfølger og videreudvikler af Benthams tanker. Men hvor Bentham ønskede at begrænse statens magt mest muligt, gik Mill ind for statsindgreb af mere aktiv og omfattende karakter for at beskytte svage samfundsgrupper mod udnyttelse, ligesom han ønskede politiske mindretalsgarantier . Denne version af liberalismen kaldes for socialliberalisme. Men Mill var samtidig tilhænger af, at den enkeltes åndsfrihed, trykkefrihed og ytringsfrihed var størst mulig, fordi det er en vigtig betingelse for individernes selvudvikling til gavn for det fælles bedste. Af samme grund gik Mill også ind for indførelse af almindelig stemmeret for kvinder. Hans skrift Kvindernes Underkuelse fra 1869 fik således stor betydning for udviklingen af den moderne kvindebevægelse, der på Mills tid så småt var begyndt at røre på sig.
Herbert Spencer er en af de mest kendte af socialdarwinisterne - dvs. liberalistiske samfundsteoretikere, som er inspireret af Darwin og søgte at overføre hans biologiske teorier på samfundslivet. Hans ambition var at frembringe en syntese af af de fysiske, biologiske og samfundsmæssige udviklingslove og vise, at de alle var udtryk for et og samme udviklingsprincip. I The Study og Sociology fra 1882 søgte han at vise, at samfundet er organiseret som en biologisk organisme, og at det gennem kampen for overlevelse udvikler sig på samme måde som biologiske arter. Samfundet har ifølge Spencer således udviklet sig fra det rå og primitive samler- og jægerkulturer, til det avancerede og komplicerede industrielle samfund. En udvikling, der ville føre såvel mennesker som samfundet i retning af stadig større perfektion. Forskellen mellem de mere teknisk tilbagestående samfund i Afrika, Asien, Amerika og Australien og de højtudviklede industrielle samfund blev på den måde opfattet som et naturligt udtryk for den biologiske forskel mellem laverestående og højtstående racer. Et forhold der igen kunne bruges til at retfærdiggøre, dels den europæiske kolonialisme og imperialisme, dels klasseforskellenes uundgåelighed.
Socialisterne med Karl Marx i spidsen påpegede, at socialdarwinismens samfundssyn var et udtryk for en bestemt samfundsklasse interesse, og lagde vægt på, at samfundet og dets institutioner var foranderlige størrelser, der udviklede sig gennem en stadig tilværelseskamp - klassekamp.
I starten af sin filosofiske karriere er Karl Marx venstrehegelianer, en fløj, der lagde hovedvægten på Hegels opfattelse af fornuften som historisk bestemt og på, at det altid er kritikken af de givne forhold, der driver fornuften videre. Marx begynder dog hurtigt at kritisere venstrehegelianerne for at blive stående ved kritikken. Marx mener ikke, det er nok at kritisere kirken og den sociale elendighed og de samfundsforhold, som skaber og opretholder dem. Man skal omsætte sin indsigt til handling og gøre noget for at ændre på elendigheden. “Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, det kommer an på at forandre den” skrev han i 1845.
Med de metoder Marx foreslår taget i anvendelse for at forandre verden, blev han grundlæggeren af den socialistiske lære, samtidig med at han i sine værker udsatte det industrielle samfund og den liberalistiske ideologi for en skarp kritik.
Marx er som tidens øvrige samfundskritikere naturalist, dvs. han opfatter mennesket som et naturvæsen. Mennesket er desuden et værktøjsfabrikerende væsen, der først for alvor adskilte sig fra dyrene, da det begyndte at producere livsfornødenheder gennem målbevidst indgriben i naturprocesserne.
“I deres livs samfundsmæssige produktion træder menneskene ind i bestemte, nødvendige, af deres vilje uafhængige forhold, produktionsforhold, som svarer til et bestemt udviklingstrin af deres materielle produktivkræfter. Indbegrebet af disse produktionsforhold danner samfundets økonomiske struktur, den reelle basis, på hvilken der hæver sig en juridisk og politisk overbygning, og hvortil der svarer bestemte samfundsmæssige bevidsthedsformer”.
Marx opfattede dog ikke kun mennesket som et produkt af omstændighederne; det har selv mulighed for at gribe ind i samfundsudviklingen ved at handle på baggrund af en indsigt i samfundets udviklingstendenser. Det var bl.a. derfor at han skrev sit hovedværk Kapitalen, hvis første bind udkom i 1867, men som han ikke nåede at fuldføre.
Det er en vigtig pointe i Kapitalen, at den historiske udvikling er et resultat af en kolossal udvikling af produktivkræfterne og af klassekampen. Marx bygger her videre på Hegels teori om den historiske udviklings dialektiske karakter, men han erstatter Hegels idealisme med et materialistisk udviklingsbegreb. I stedet for som Hegel at opfatte historien som et udtryk for åndens eller fornuftens selvudvikling, ser Marx den historiske udvikling som et resultat af den teknologiske udvikling.
Marx opfatter arbejdet som en vigtig betingelse for udviklingen af den menneskeskabte civilisation, men i det kapitalistiske samfund er det blevet til en aktivitet, som gør arbejderen fremmed for resultaterne af sin egen aktivitet. Et forhold, der skyldes at han som lønarbejder ikke ejer sine redskaber og arbejdsplads. Han kan kun sælge sin arbejdskraft som en vare og til en pris, som er lavere end værdien af det arbejde, han udfører - og derved skaber han en mer-værdi som kapitalisten inddrager. De menneskelige relationer er blevet varer, der købes og sælges på et marked.
Marx’ samfundsfilosofi var kritisk over for det kapitalistiske industrielle samfund, sådan som det udfoldede sig i England, den førende industrination i 1800-tallet, og det var vigtig for ham, at denne kritik blev omsat i praktisk politik. Marx mente således, at det var nødvendigt at skabe et helt nyt samfund via en revolution. Hvis arbejderklassen skulle have deres interesser tilgodeset, kunne det kun ske ved en grundlæggende ændring af det kapitalistiske samfundssystem. Om revolutionens uundgåelighed skrev Marx i 1859 i Til Kritikken af den politiske økonomi: “På et vist trin i deres udvikling kommer samfundets materielle produktivkræfter i strid med de forhåndenværende produktionsforhold. … Der indtræder da en epoke med sociale revolutioner.”
Karl Marx betragtede sin teori som videnskabelig, fordi dens mål var at give en beskrivelse af de bevægelseslove, der styrer den historiske udvikling og især det kapitalistiske samfund. Om det samfund, der skal efterfølge det kapitalistiske, sagde han næsten intet, fordi han mente, at det var uvidenskabeligt at udtale sig om et samfund, der endnu ikke eksisterede. Lidt siger han dog om sagen, idet han forudser et klasseløst samfund, hvor produktionsmidlerne ejes i fællesskab, og hvor staten langsom visner bort af sig selv. For at sikre, at enhver rest af kapitalistisk tænkemåde og ideologi fjernes, taler Marx dog om en overgangsperiode - en socialistisk fase, hvor arbejderne fastholder magten i form af proletariatets diktatur.
Rosa Luxemburg kom fra et polsk-jødisk middelklassehjem og sluttede sig som ung til den socialistiske bevægelse, og blev politisk aktiv i det illegale kommunistiske miljø. I 1889 gik hun i eksil i Schweiz, hvor hun studerede jura og nationaløkonomi ved universitetet i Zürich, som på det tidspunkt var et af de få universiteter, som tillod mænd og kvinder at studere på lige vilkår. Her knyttede hun bl.a. kontakt til ledende medlemmer af det russiske socialistparti.
I modsætning til Lenin var Rosa Luxemburg ubetinget tilhænger af internationalismen og derfor i opposition til de etablerede russiske og polske socialistpartier, der støttede polsk selvstændighed. I 1893 var hun således medstifter af det konkurrerende Polens Socialdemokratiske Arbejderparti, forløberen for det senere Polske Kommunistparti.
Efter at være blevet tysk gift bosatte Rosa Luxemburg sig i 1899 i Berlin og tilsluttede sig det tyske socialdemokratiske parti SPD. Som repræsentant for den revolutionære fløj i partiet kæmpede hun energisk imod Eduard Bernsteins revisionistiske linje, bl.a. med skriftet Socialreform eller revolution? (1899/1969). Erfaringerne fra masseopstandene i 1905 i Polen og Rusland blev afgørende for hendes politiske udvikling; hun blev bestyrket i sin tiltro til den revolutionære masseaktion.
Sammen med Karl Liebknecht og andre radikale socialister modsatte Rosa Luxemburg sig i 1914 den socialdemokratiske borgfredspolitik og dannede i 1916 Spartakusforbundet, der ved årsskiftet 1918-19 blev grundstammen i Tysklands Kommunistiske Parti, KPD. Som politisk lederskikkelse blev hendes rolle imidlertid kortvarig, idet hun den 15.01.1919 i forbindelse med den såkaldte Spartakusopstand blev myrdet af reaktionære frikorpsofficerer. En skæbne, der også blev Liebknecht til del.
Rosa Luxemburgs teoretiske hovedværk er Kapitalens akkumulation (1913/1976), hvori hun beskriver imperialismen som resultat af den udviklede kapitalismes behov for ekspansion i mindre udviklede dele af verden med henblik på at udnytte og bevare kapital-akkumulationen.
Rosa Luxemburgs betydning ligger først og fremmest i den teoretiske og programmatiske indflydelse, som hun øvede på sin samtid og på eftertidens venstrefløj. Hun opfattes som eksponent for en "demokratisk kommunisme". Med sin internationalisme, tiltro til spontane masseaktioner og afvisning af Lenins demokratiske centralisme som revolutionært organisationsprincip blev Rosa Luxemburg i 1960'erne og 1970'erne en teoretisk og politisk inspirationskilde for mange venstreintellektuelle.
Rosa Luxemburg er efter 1970'erne ofte blevet set som en central skikkelse i den tidlige kvindebevægelse, og der hersker da heller ingen tvivl om, at hun i sit liv insisterede på ikke at vælge mellem sin professionelle politiske karriere og et frigjort liv som kvinde. Men det er faktisk vanskeligt at finde udtalelser eller artikler af Rosa Luxemburg om kvindespørgsmålet. Det var ikke noget, der optog hende. Men som Nancy Holmstrom siger, så var hun feminist, det var blot ikke hendes primære interesseområde. Det tog andre sig af, bl.a. hendes nære ven Clare Zetkin der var aktiv i den tyske og internationale kvindebevægelse.
"Frihed er altid friheden for dissidenter". - Rosa Luxemburg, Den russiske Revolution, 1918.
Rosa Luxemburg taler ved Den 2. internationale Kongres i 1907.
Ligesom de naturalistiske er også de rationalitetskritiske og kulturkritiske filosoffer påvirkede af naturvidenskaberne, men mens Comte, Mille Darwin og til dels Marx i deres kritik at det bestående havde en tro på at det kunne lykkes at frigøre mennesket og skabe en bedre verden ved hjælp af den videnskabelige og teknologiske udvikling, vendte filosoffer som Schopenhauer, Nietzsche og til dels Freud sig mod denne fremskridtsoptimisme, som de mente var et selvbedrag. De rettede i stedet blikket mod de mere irrationelle kræfter i mennesket. Historien var for dem beretningen om en fremadskridende sygdom og misdannelse.
Edvard Munch, Friedrich Nietzsche, 1906.
Allerede Arthur Schopenhauer hævdede, at den altsomfattende forklaring, som Hegels filosofi søgte, kun var udtryk for en efterrationalisering. Udgangspunktet for Schopenhauers kritik af Hegels idealistiske tænkemåde var Kants skelnen mellem verden som den er i sig selv (“dag Ding an sich”), og som den optræder for det erkendende subjekt (“das Ding für mich”). Vi får kun vores eget billede (“für mich”) af de ting, vi opfatter, og kan ikke opnå sikker viden om, hvordan de egentlig er (“an sich”).
Schopenhauer overtog dette syn på erkendelsen i sit hovedværk Verden som vilje og forestilling fra 1818. Her hævdede han, at vi gennem vores intellekt kun kan få adgang til “verden som forestilling”. Vores erkendelse er begrænset til vores iagttagelsesverden - som er en skinverden, en illusion. Verden som den er i sig selv, kan vi aldrig erkende. Kun i glimt kan vi nå den gennem kunsten og vores intuition. Det er gennem en blind, irrationel kraft, der manifesterer sig i kunsten, og som Schopenhauer kalder “vilje”, at vi kan få et glimt af, hvordan virkeligheden i sig selv er. Denne vilje er ifølge Schopenhauer en naturkraft helt uden for bevidsthedens område - et slags metafysisk princip, som han betegner “viljen til liv”. Mennesket er således ikke andet en end en del af en endeløs stræben. Viljen er herre over fornuften, hvor fornuften kun er vejviser, der leder sin herre derhen, hvor viljen på forhånd har bestemt at den vil.
Det at vi som mennesker er styret af livsviljen - og ikke af fornuften - fører ifølge Schopenhauer til ulykke og fortvivlelse. Der er kun to alternativer: lade sig totalt opsluge af kunstnydelse eller leve et asketisk liv, og blive det som Nietzsche med foragt kalder en “Nej-siger”.
Foto af Friedrich Nietzsche , 1869.
Friedrich Nietzsche mente at dekadencen var en fremadskridende sygdom, der var indbygget i den europæiske kultur, som var gennemsyret af platoniske og kristne værdier. Kulturen var blevet syg og havde vendt sig bort fra livet og dyrkede nu kun livsfjendtlige værdier i en form for nihilisme. Nietzsche er således ikke nihilist, men beklager tværtimod den værditømning af vores tilværelse, som Platons filosofi og kristendommen har ført til (passiv nihilisme). Og derfor er det bedste, vi kan gøre, at forkaste de overleverede værdier og starte forfra (aktiv nihilisme). Vi må “omvurdere vore værdier,” siger Nietzsche. I værket Den muntre videnskab fra 1882 er det således “Det gale menneske”, der proklamerer budskabet “Gud er død!”, og som fortvivlet spørger, hvad vi så skal stille op.
Ifølge Nietzsche er det forgæves at stræbe efter at finde Sandheden, for vi er altid bundet af vore synsvinkler. “Kendsgerninger findes ikke; kun fortolkninger,” hævder han. For at verden kan blive meningsfuld for os, udlægger vi den på en bestemt måde - netop så den giver mening for os. Vi fortolker det vi ser. Blot må vi ikke tro, at vores fortolkninger er absolutte. De er menneskeværk og står derfor til at ændre. Den sandhed, som de forskellige livsholdninger fremhæver, har de selv opfundet - netop ikke fundet. Den er kun ét perspektiv blandt andre mulige. Parallelt med Marx viser Nietzsche, at “de herskende værdier altid er de herskendes værdier”.
For Nietzsche er det han kalder “viljen til magt” den centrale kraft i mennesket. Heri ligger der både en videreudvikling af og en afstandstagen fra Schopenhauers teori om livsviljen. De er en grunddrift i alt levende, der ligger uden for fornuftens område. Viljen er altså et metafysisk princip, men i modsætning til Schopenhauers blinde livsvilje, har Nietzsches begreb om viljen et mål: den er viljen til at ville et mål, og dermed er magtviljen et udtryk for fortolkningsevnen. Viljen til magt betyder, at man hele tiden er parat til at overskride sig selv, at finde ny værdier og nye mål. Man skal glæde sig over sin vilje til magt og udfolde den.
Nietzsches begreb om magt, har dog ikke noget med vold at gøre, idet det tyske “Macht” betyder at magte - eller kunne overkomme - noget. Viljen til magt betyder altså viljen til at magte sin tilværelse og at gøre den værdifuld.
Et menneske, der således lever magtviljen ud og har overvundet de livsfornægtende normer i den europæiske kultur betegner Nietzsche som et “overmenneske”. Heri ligger der intet i retning af nationalitet eller udseende, sådan som det blev tolket af nazismen. Det er et begreb, der repræsenterer et ideal af en mennesketype, “der skal komme engang”. Overmennesket er et eksempel på et menneske, der har lært at elske sin skæbne, sin natur, sin vilje til magt. Da overmennesket ikke er underlagt konventionelle opfattelser af, hvad ondt og godt er, står han “hinsides godt og ondt” og finder sine værdier og meninger i sig selv. Heller ikke på moralens område findes der ifølge Nietzsche sande eller rigtige holdninger; kun fortolkninger og vedtagne normer. Normer, der ofte er fastlagt af “de svage” fordi de er flest og har formået at slutte sig sammen om det Nietzsche kalder “slavemoralen”.
Den såkaldte historisme var den dominerende form for historievidenskab i det meste af 1800-tallet, men omfattede dog også en del af det vi i dag mere bredt kalder humanvidenskab eller humaniora. Historismen var en form for positivisme og var som denne i opposition til Hegel, som mente, at historien har en iboende fornuft. For historismen var historien og de hertil hørende fag en selvstændig erfaringsvidenskab, der kun skulle beskæftige sim med historiske kendsgerninger. Og de historiske begivenheder har som regel engangskarakter, de har deres eget særpræg og deres egne forudsætninger.
Historievidenskabens metode måtte derfor bestå i den form for kildekritik, som blev udviklet af den tyske historiker Leopold von Ranke (1795-1886): at tidsfæste kilder og afgøre deres pålidelighed. Historismen usynliggjorde så at sige historieforskeren og hans tid. Noget bl.a Nietzsche opponerede imod, idet han hævdede, at historien kun har værdi for så vidt den studeres ud fra nutidige interesser. Historieforskningen skulle være nyttig.
Nogle af disse synspunkter blev taget op af den tyske filosof Wilhelm Dilthey, der udviklede en ny videnskabelig metode, nemlig den såkaldt hermeneutiske metode. Diltheys hermeneutik (fortolkningskunst) var en generel filosofisk teori om, hvordan der kan udvikles en speciel humanvidenskabelig erkendelse gennem fortolkning af alle former for kulturel overlevering.
Opfattelsen af, at humanvidenskaben er en selvstændig videnskab, og at mennesket og dets frembringelser skal forstås historisk, havde Dilthey overtaget fra historismen. Men han gjorde op med det positivisktiske islæt i den, når han fremhævede, at historisk erkendelse først er mulig, når man tager sin egen historiske position med i betragning.
Omkring år 1900 blev der imidlertid også skabt en anden form for hermeneutik, nemlig Freuds psykoanalyse, der kan betragtes som et forsøg på at begribe menneskets ubevidste sjæleliv gennem symbolfortolkning.
Sigmund Freud var ikke filosof, men læge med speciale i neurologi. Han betragtes af mange som den første, der påpegede, at mennesket primært er driftsstyret. Men forlægget lå der fra Schopenhauers og Nietzsches hånd, og Freud henviser også direkte til dem flere steder. Men hvor Schopenhauer taler om vilje til liv og Nietzsche om vilje til magt som den drivende kraft i mennesket, bruger Freud betegnelsen "libido" om de psykiske grunddrifter, som vi er født med.
I begyndelsen af sit forfatterskab anså Freud drifterne for først og fremmest at være seksuelle af karakter, men i lyset af de rædsler, 1. Verdenskrig medførte, gik han over til at mene, at også aggressioner er en medfødt dynamisk kraft hos mennesker.
Ifølge Freud består der et modsætningsforhold mellem det, der ligger dybest i mennesket, nemlig drifterne, og kulturens krav. Mennesket er af naturen asocialt. Kulturen pålægger os at styre vores drifter og opgive, eller i det mindste udskyde, tilfredsstillelsen af dem. Men i modsætning til Nietzsche, finder Freud, det i orden, at vi må underlægge os kulturens krav om driftsundertrykkelse. Freuds hovedtese i Kulturens byrde fra 1929 er, at det kulturelle magtapparat er nødvendigt for at holde individet i ave. Det er den nødvendige pris for kulturel fremgang.
De undertrykte drifter meddeler sig ifølge Freud til bevidstheden i et symbolsprog, som vi kan forstå gennem afkodning af især drømme og fortalelser. Freud anser psykoanalysen som en metode til at forstå det fortrængte og ubevidste driftsliv gennem tolkning af de symboler, der indgår i vores drømme.
1800-tallet bygger på Hans Siggard Jensen m.fl. (red), Tankens magt, Lindhardt og Ringhof 2008
Periodens Filosoffer bygger på Keld B. Jessen (red), Filosofi. Fra antikken til vor tid, Systime 2007
Billeder mv. er hentet fra Wikimedia Commons, Creative Commons o. lign. Public Domains. Hvis du er rettighedshaver til illustrationer og mener, at dine rettigheder er overtrådt, må du henvende dig til ObscureEmail, og de vil straks blive fjernet.
I Vicini Vin
I Vicini Vine
VinKøb
VinSmagning
IdéHistorie
Filosoffer i tidsperioder
Om Revolution
Revolution/Oprør efter 1775
Jonna Brandhøj Malerier
Eksempler på Malerier
Eksempler på Strikvarer