Thales
Heraklit
Platon
Aristoteles
Epikur
Thales
Heraklit
Platon
Aristoteles
Epikur
Der er mange træk ved den græske kultur, som gør den til noget særligt. På den anden side er det vigtigt at fastholde, at denne kultur kun var muliggjort af mange årtusinders udvikling i det østlige Middelhavsområde og Mellemøsten. De forskellige kulturer påvirkede (og bekrigede) hinanden i dette område - babylonierne, ægypterne, assyrerne, hittiterne, fønikerne, perserne - og var med til at muliggøre den europæiske kulturs fødsel i det græske område. Den græske søfarende handelskultur er en art linse, der forener alle disse kulturers fremskridt i et enkelt brændpunkt. Havet var på det tidspunkt en samlende faktor, og det er naturligt, at søfarende handelsbyer som de græske bystater blev centrum for integration af store dele af områdets kultur. Hertil kommer den særlige organisering af de græske bystater med deres særegne politiske diskussionskultur på bytorvet, var en afgørende forudsætning for at betragte en sag fra flere sider under en diskussion og gradvis nærme sig et facetteret billede af den.
Platons Akademi og Aristoteles skoler i Athen har så vidt vides ingen sidestykker andre steder i området. Fra grundlæggelsen af Platons Akademi i 387 fvt. og til opløsningen engang i 600 tallet udgjorde de et kraftcenter i området, der også nød anerkendelse i Romerriget. Her skabtes abstrakt matematisk viden og begyndelsen til empirisk videnskab.
Den græske bykultur med et lag af frie mænd muliggjorde eksistensen af offentlige teatre og gjorde det muligt at opfatte historien som menneskelige begivenhedsforløb adskilt fra mytologiske eller guddommelige kræfter, og fostrede den stigende skepsis over for den overleverede mytologi, der efterhånden blev opfattet som gode og morsomme historier. I Romerriget kunne den hellenistiske kultur brede sig ud over rigets større byer, der udviklede sig til centre for udbredelsen af kulturen. Romerriget særegne rolle ligger derimod inden for politik og retsvæsen. Det var som jurister, talere, beslutningstagere, hærførere og organisatorer, romerne brillerede. Tanken om en universalistisk stat er således en romersk innovation, der efter 313 gik hånd i hånd med kristendommen. Til et verdensrige passer en monoteistisk religion, der er fælles for alle.
Thales (ca. 625-ca. 547 fvt.) Pythagoras (ca. 570-ca. 500 fvt.) Heraklit (ca. 545- fvt.) Parmenides (ca. 515- fvt.) Zenon (ca. 495-ca. 445 fvt.) Demokrit (ca. 460-ca. 371 fvt.)
Sokrates (469-399 fvt.) Platon (427-347 fvt.) Aristoteles (384-322 fvt.)
Diogenes (ca. 404-324 fvt.) Epikur (342-271fvt.) Ptolemæus (- ca 160 fvt.)
De Første Filosoffer
"Al filosofi begynder med undren", sagde allerede oldtiden grækere. Men det er først, når der sker nogle afgørende forandringer i ens verden, at man kastes ud i en søgen efter en mening med, eller et mønster i, hvorfor forandringerne overhovedet kunne finde sted.
Da den europæiske filosofi opstod i det græske område i 500-tallet fvt., var det netop i en periode med store og afgørende forandringer i samfundet. Ny grupper af økonomisk stærke borgere, der havde tjent formuer ved søfart, handel og håndværksmæssig produktion havde andre erfaringer og værdier end den gamle landbrugsadel og krævede at få del i den politiske mag, som adelen hidtil havde haft monopol på.
Grækerne udviste en forbavsende kreativitet i denne situation, hvilket resulterede i fuldstændige nyskabelser på næsten alle områder: politik, kunst, naturvidenskab, matematik og filosofi, og lagde dermed grunden under al senere europæisk kultur.
Centrum for de første faser i denne udvikling var de store handels- og havnebyer på Lilleasiens vestkyst. Her endte karavanevejene fra Asien, og varer udveksledes i en trekanthandel mellem Asien, Europa og Egypten. Vidt forskellige traditioner mødtes og påvirkede hinanden og der opstod en pengeøkonomi ved siden af den gamle naturalieøkonomi. Her var rig anledning til at undre sig.
Det var her man for første gang for alvor stillede sig det spørgsmål, som al senere filosofi er udsprunget af af: hvad er det værende i grunden? Eller mere mundret: hvad er virkelighedens grundlæggende beskaffenhed. Der måtte jo være noget, der virkeligt var, noget der lå til grund for den konstaterede foranderlighed og mangfoldighed.
Athens Agora.
Thales er den ældste filosof vi kender ved navn. Han er anerkendt som værende den første til at bryde med den hidtidige mytiske verdensopfattelse ved at forklare naturlige fænomener ved hjælp af teorier og hypoteser, en forløber til den moderne videnskab. Thales søgte at forklare naturen som udspringende af ét urstof eller princip. Thales mente at vand var det grundliggende stof (arché). Når Thales mente, at "altings arché er vand", kan det bl.a. hænge sammen med, at vand er det stof, vi fra vores umiddelbare erfaring kender i alle tre tilstandsformer: fast, flydende og luftformig. Vandets egentlige væsen må altså være noget skjult, som danner enheden i dets forskellige fremtrædelsesformer. Endvidere er vand en betingelse for liv, og det indgår som en mindre eller større fugtighed i næsten alt. Thales leverede også bidrag til astronomien og matematikken.
Andre bud på, hvad arché er har vi fra Anaximander (ca. 610-ca. 545 fvt.) som opererede med et metafysisk, uendeligt og udifferentieret, "stof", mens Anaximenes (ca. 585-ca.525 fvt.) mente, at luft var det grundliggende stof.
Tekstmaterialet om/fra filosoffer før Platon er imidlertidig meget sparsomt. Det er ofte fragmentarisk og ujævnt, så det undertiden fremtræder temmelig dunkelt, hvad de har ment. Vi kender ofte kun slutningen af en formentligt længere tankerække, der så f.eks. er mundet ud i "alt er …". Vi har kun konklusionen, mens overvejelserne bag er ukendte.
Det er blevet sagt, at med disse såkaldte joniske naturfilosoffer fra Milet tog menneskeheden for første gang det store og afgørende skridt fra mythos til logos. Altså fra myten som en hellig fortælling, der fortalte om gudernes indretning af verdensordenen til en fortælling byggende på fornuft og argumenter og logisk tænkning. Denne bevægelse fra mythos til logos betød dog ikke, at man på én gang opgav al religion og erstattede den med filosofi og videnskab. Religion skulle fortsat spille en central rolle i verdenopfattelsen i flere århundrede frem.
Pythagoras blev født på den joniske ø Samos, men udvandrede til det græsk koloniserede Syditalien, hvor han grundlagde en religioøs-filosofisk bevægelse, der øvede indflydelse i adskillige århundreder fremover.
Pythagoras' afgørende opdagelse var den påfaldende sammenhæng mellem fysiske fænomener og abstrakte talforhold, som f.eks. i musikken. Pythagoræerne mente derfor, at det var tallene og deres indbyrdes relationer, der var den hemmelighedsfulde enhed i det værendes mangfoldighed.
Forståelsen af matematikken som filosofisk grunddisciplin blev overtaget af Platon (427-347 fvt.) og kom til at spille en afgørende rolle i europæisk filosofi og naturvidenskab.
Heraklit fra Efesos er kendt for at udtrykke sig i åbne udsagn, der giver grundlag for varierende fortolkninger. Det er dog et gennemgående træk, at han fremhævede det værendes karakter af modsætningsfyldt mangfoldighed i stadig bevægelse og forandring, samtidig med, at der er en bestandighed på et højere niveau.
En af de mest berømte formuleringer af Haraklits tankegang er: "Det er ikke muligt at gå to gange ud i den samme flod." Intet består identisk med sig selv, men er i bevægelse og under forandring. "Vi er og er ikke", som Heraklit siger.
Også ilden er en tilbagevendende metafor for dette hos Heraklit: Ilden er aldrig i ro, og i forbrændingen omsættes stof uafbrudt. Alligevel er det den samme ild der brænder.
Efter at de joniske handelsbyer på Lilleasiens vestkyst i løbet af 500-tallet fvt. kom under persisk herredømme var disse byers glansperiode forbi. Herefter blev det først det græske koloniområde i syditalien og senere Athen, der blev kulturelt førende.
Med Parmenides fra Elea i Syditalien skete der også en ny og afgørende kursændring i den græske filosofi. I stedet for at opstille teorier om, hvad det værende kunne være, begyndte Parmenides at analysere selve indholdet i begrebet væren: Hvilken mening har det, når man siger at noget er?
Parmenides slår fast at det kun giver mening at sige, at "det værende er". Og dermed afvises tidligere filosoffers forsøg på at finde det værende i forandringer, for det vil jo sige, at det værende er snart ét og snart noget andet. Det værende kan ikke både 'være' og 'ikke være'. Derfor mener han, at det værende er evigt og uforanderligt. Og når intet kan blive til eksisterer forandring og bevægelse overhovedet ikke. Det der er, er, og det der ikke er, er ikke. Parmenides afskaffede således enhver forestilling om dynamik og udvikling.
Parmenides og Heraklik.
Udsnit af Rafael Skolen i Athen, Vatikanet.
Også i samtiden blev Parmenides' påstand mødt med modstand. Men en af dem der forsvarede ham var hans elev Zenon. Best kendt er et af hans opstillede paradokser vedrørende bevægelsens absurditet - kapløbet mellem den fodrappe Achilleus og skildpadden. Her viser han at selv om Achilleus hele tiden vil vinde ind på skildpadden, vil han aldrig overhale den. Eller sagt på en anden måde: bevægelse eksisterer ikke.
Demokrit mente ligesom Parmenides havde hævdet, at det værende var evigt, uforanderligt og udeleligt (atomos), men at der foruden dette værende i form af atomer var et tomrum, som de bevægede sigt i. Atomerne kunne da indgå i forskellige kombinationer med hinanden, hvorved den uendelige mangfoldighed af 'ting' opstod. Når tingene forandrede sig eller gik til grunde, skyldtes det, at den atomsammensætning, de bestod af, ændrede sig eller gik i opløsning.
I 400-tallet fvt. var Athen det kulturelle centrum i den græske verden. Byen blev genopbygget efter Perserkrigenes ødelæggelser, og rejste bl.a. de berømte templer på byens Akropolis. Billedhuggere skabte de berømte klassiske skulpturer, teatret blomstrede med tragedier og komedier, som spilles den dag i dag, og vasemaleriet nåede kunstneriske højder. Varer, handelsfolk og andre fremmede fra hele den græske verden satte sit præg på byens økonomiske og kulturelle liv.
Det var også i denne periode, at det athenske demokrati udfoldede sig med Perikles som den centrale figur. Det var et direkte demokrati for de menige borgere, hvilket skabte et stort uddannelsesbehov. Man måtte have ordet i sin magt, hvis man ville øve indflydelse.
Et salingspunkt for de nye tendenser blev en række professionelle undervisere, der kaldes sofisterne (vismænd), som bl.a. underviste i retorik.
En central tanke blandt de meget i øvrigt indbyrdes meget forskellige sofister, var sondringen mellem natur (fysis) og vedtægt/lov (nomos), det vil sige mellem det uforanderlige og det menneskeskabte, som mennesket derfor kan ændre. Sofisternes erkendelsesteori er således præget af relativisme, hvor man tager afstand fra forestillingen om en objektiv sandhed. Det handler om, hvordan det enkelte menneske oplevlever virkeligheden. Sansningen er for sofisterne kilden til erkendelse.
I forlængelse af sofisternes relativisme, fremkom også den såkaldte skepticisme, hvor sofisten Gorgias (ca. 430-380 fvt.) afviste muligheden for at nå til en objektiv sand erkendelse med følgende udtalelse: "intet eksisterer. Hvis noget eksisterer, kan det ikke erkendes. Hvis det kan erkendes, kan det ikke meddeles."
I denne periode, hvor relativistisk og speticistisk tankegang var meget udbredt levedede Sokrates (469-399 fvt.), som i modsætning til sofisterne mente at der findes absolutte sandheder. Han mente dog ikke selv at være i besiddelse af dem. Opgaven var at finde dem.
Symposion, Fresko fra Paestum, 475 fvt.
Sokrates kender vi kun gennem andres skrifter, hvori han omtales, eller - som f.eks. i Platons dialoger - optræder. Han skrev ikke noget, da filosofi for ham var en samtale., en dialog.
Sokrates foregav at være uvidende for derved at få sig selv og andre til at undersøge grundlaget for det, man går og tror, man ved. For som han sagde: "Jeg er mig bevidst, at jeg ingenting ved". Det centrale for Sokrates var samtalen. Det er i den åbne, nysgerrige samtale de indfald mangedobles, som den menneskelige tanke kan få, og som er vigtige for at komme videre og for at styrke den kritik, der skal holde sig vågen til undervejs at skyde de værste tåbeligheder og logiske bommerter ned.
Hos Sokrates danner erkendelsesteori ('Hvad kan jeg vide?') og etik ('Hvad bør jeg gøre?') en uopløselig enhed. Centralt står hans opfatelse af, at 'dyd er viden', hvor det græske ord for dyd er areté (der oprindeligt betød duelighed eller godhed). I følge Sokrates har mennesket areté, når det virkeliggør, hvad mennesket bør være og gøre. Mennesket må erkende sig selv, og Sokrates var af den overbevisning, at den, som har sand viden, også handler retfærdigt.
For Sokrates gjalt det om via samtalen, gennem selverkendelse og afsløring af fordomme, at finde frem til sandheden. For den, som ved det rette, vil også gøre det rette, idet fornuften og indsigten ifølge Sokrates bestemmer vore handlinger. Forbrydelser skyldes mangel på viden, og forbryderen har følgelig behov for belæring og indsigt, ikke straf.
I de sidste årtier af sit liv var Sokrates vidne til Athens militære og politiske nedgang. Og visse kredse i Athen mente, at Sokrates var medskyldig i bystatens katastrofe. Han blev beskyldt for at forføre ungdommen og udgøre en fare for samfundet. Retsagen mod ham endte med dødstraf og henrettelse i år 399 fvt.
Antokolski Socrates Død, 1875, Det russiske Statsmuseum.
I den vesterlandske filosofihistorie kan Platon betragtes som den første store systematiker, som forsøgte at finde en overordnet sammenhæng i forståelsen af verden. Som ung mødte Platon Sokrates, og blev grebet af filosofien. Efter Sokrates' henrettelse i 399 fvt. begav Platon sig på en længere udlandsrejse, indtil han i 387 vendte tilbage til Athen og oprettede en skole, som blev kaldt Akademiet, hvor man dyrkede den filosofiske samtale. Hans talrige, bevarede skrifter har - med få undtagelser - dialogform. Platons skrifter kan forstås som et forsøg på sammentænkning af de meget forskellige svar, som var blevet givet i de 200 år før Platon. Og han, Sokrates' mest fremtrædende elev, er som nævnt den første filosof, hvis tankebygning er tilstrækkelig kendt til, at den kan betragtes som et omfattende 'system', hvori erkendelse værenslære (ontologi), etik og politisk filosofi tænkes sammen i en uophørlig, og nogle gange en forvirrende, proces. Når man læser Platons dialoger, der ofte har Sokrates som den gennemgående og centrale figur, skal man dog være opmærksom på, at disse samtaler ikke nødvendigvis er en slags referat af Sokrates faktiske samtaler. De kan meget vel være en filosofisk-litterær fiktion, hvor Platon udnytter Sokrates som talerør for sine egne tanker. De fleste er dog enige om, at der er mest Sokrates i de tidligste dialoger, mens han senere blot bliver Platons ramme for egne tanker. En af Platons nok kendteste tekster er hans dialog om Staten, hvor han lader Sokrates fortælle den såkaldte "Hulelignelse", som i allegorisk form anskueliggør Platons filosofi. Ifølge hans idélære er virkeligheden delt op i fænomenernes verden, det vi kan erkende med sanserne, og ideernes verden, som ligger udenfor/bagved det sansede, og kun kan nås ad tænkningens vej. Den foranderlige sanseverden er et skygge- eller spejlbillede af den uforanderlige ideverden. Indsigtens højeste mål er ifølge Platon erkendelsen af "det gode, det sande, det skønne". Der skelnes ikke mellem de tre, da de for Platon udgør en logisk uadskillige enhed. Det er tre sider af samme sag. Platons idélære kan forekomme som et fast, stabilt system. Det er dog ingenlunde tilfældet. Sent i sin livsbane tog Platon den op til revision i dialogen Parmenides. Her kan vi se, hvordan Platon fortsat er optaget af de spørgsmål som idélæren rejser, men et fast system bliver det aldrig. Platons forfatterskab er i det hele taget præget af en vedvarende bestræbelse for at finde sandheden, og må derfor siges at være kendetegnet ved en fortsat fremadskridende, dialektisk udvikling. Oplevelsen af det athenske demokratis forfald var et væsentligt motiv for Platons politiske filosofi. Han mente, at lykke for den enkelte og for staten kun kan opnås, hvis staten enten styres af regenter, som er filosoffer, eller af filosoffer, som er regenter: "hvis ikke der sker en sammensmeltning af de to faktorer, politisk magt og filosofi … er der ikke til at se nogen ende på den almindelige elendighed". Magten bør altså ligge hos de kompetente, og det kan ifølge Platon kun være dem, der har fået indsigt i ideerne. Ikke just en demokratisk tankegang. Platon opfatter staten og samfundet som en organisme, og derfor kan han parallelisere samfundet og individet. Nederst er den driftsmæssige del, i midten befinder sig viljedelen og øverst har vi fornuften. Det er derfor fornuften - svarende til filosofferne, der skal styre, hjulpet af viljen - administratorer og soldater. Mens det ifølge Platon er drifternes (de laveste klassers) lod at blive behersket. Lykke er når alle delene fungerer sammen, som de skal, og dermed holder organismen i en ordnet harmoni. Den engelske matematiker og filosof Alfred North Whitehead (1861-1947) skrev i 1929, at den europæiske filosofiske tradition består "af en række fodnoter til Platon". Det er nok en overdrivelse, men givet er det, at Platon har spillet en stor rolle for den senere filosofi. Specielt på grund af de spørgsmål og problemer han rejste.
Aristoteles er født i en græsk koloni, Stageira øst for det nuværende Thessaloniki, men rejste i 367 fvt. til Athen og blev optaget i Platons Akademi, hvor han blev indtil Platons død 20 år senere. Efter nogle års ophold i Lilleasien og en tid som huslærer for kong Filip d. 2 af Makedoniens søn, den da 13 årige søn Alexander, tog han i 335 fvt. tilbage til Athen og grundlagde sin egen skole Lykeion. Året før var Alexander blevet konge i både Makedonien og Grækenland. Da Alexander døde i 323 fvt. fik den antimakedoniske stemning i Athen vind i sejlene, og Aristoteles flygtede fra byen. Han slog sig ned på Euboia, hvor han døde allerede året efter.
Af Aristoteles 170 kendte værker er de 47 bevaret. Det drejer sig næsten udelukkende om forelæsningsmanuskripter til brug ved undervisningen i Akademiet og Lykeion, hvilket gør dem vanskelige at læse. De bøger Aristoteles skrev for offentligheden er alle gået tabt.
Aristoteles værker spænder over vidt forskellige videnskabelige emner og er ofte præget af en omhyggelig opmærksomhed over for enkeltfænomenerne. Mange af hans grundlæggende begreber inden for naturvidenskaberne er den dag i dag så integreret i vort sprog, at det er vanskeligt at forestille os et sprog uden dem.
Der er meget, der tyder på, at det netop er iagttagelser af og overvejelser over naturens fænomener, der danner grundlaget for Aristoteles' måde at betragte hele tilværelsen på. Ifølge Aristoteles er det et særligt karakteristika ved "de naturlige ting", at de bevæger og forandrer sig i overensstemmelse med en iboende drift. Således finder naturens fænomener sammen i en omfattende orden, der synes at være alt andet end tilfældig.
Et grundlæggende begrebspar for Aristoteles er: stof og form, hvor stof (materien) er det tilgrundliggende uden hvilket ingen ting - hverken naturlige eller kunstige/menneskefrembragte kan eksistere. Men det er formen, som gør tingen til en bestemt ting. Formen er tingens væsen ('essens')
Her kommer et andet vigtigt begrebspar ind: mulighed og virkelighed (latin: potentia og actus). Stoffet er potentielt, dvs. det har en iboende mulighed for at blive en form. Og ved bearbejdning (formning) aktualiseres denne mulighed. Den bliver virkelig.
I naturen findes stof ikke uden form og form ikke uden stof. De kan kun adskilles i tanken. Anskuer man en ting som stof, fokuserer man på stoffets ikke virkeliggjorte muligheder. Anskuer man tingen som form, er det tingen selv i dens væsentlighed, man gør til centrum. Men formen er først forstået, når formålet med formen er forstået. En af en billedhugger fremstillet hånd, er ikke en hånd, for den kan ikke udføre det, som er håndens formål: at gribe noget.
Med disse begreber skaber Aristoteles en række tankeværktøjer, der gør det muligt skridt for skridt at erkende verdenen. At erkende noget, er at forstå, hvorfor det er, som det er. Det vil sige kortlægge årsagerne til det.
Aristoteles opererer med fire typer af årsager, som man må have kendskab til for at have forstået en ting. Vi må vide, hvad den materielle årsag til en ting er - hvilket stof er den gjort af. Men vi må også kende den bevirkende årsag - hvad har sat den skabende proces igang. Derudover må vi kende den formelle (formmæssige) årsag - det er jo formen der gør en ting til den specielle ting, den er. Men den forstår vi som nævnt ikke fuldt ud, før vi har afdækket hensigtsårsagen - hvad er tingens formål.
Ifølge Aristoteles ligger der i alle (naturlige og menneskeskabte) ting en slags stræben efter at bringe de bestemte muligheder, der bor i dem, til bedst mulig udfoldelse. Det begreb, der betegner tingen i dens fulde virkeliggørelse er netop dens form - 'eidos'. Også Platon brugte ordet 'eidos', om det han ellers betegnede med 'idea'. Hos dem begge betyder begrebet det, som er tingenes afgørende årsag - det der stræbes imod. Den væsentligste forskel er, at Aristoteles ikke operere med 'eidos' uden for tingene i 'ideernes verden'. For Aristoteles er der kun én verden: fænomenernes.
Aristoteles mener, at al handling og ethvert valg må være rettet mod noget godt, af den grund, at det gode er det alt stræber mod. Ingen ville jo drømme om at gøre noget, hvis han ikke troede, at han derved opnåede noget godt (?). Og at gøre noget godt, er for et menneske at realisere sig selv som menneske ved at søge mod den rette midte, eller som vi ofte siger: "den gyldne middelvej".
Her er det dog vigtigt at være opmærksom på, at Aristoteles levede i en krisetid, hvor man kunne have brug for at fastslå, at det liv man levede var godt nok, og at de magtforhold man forvaltede var rimelige og retfærdige. Hvilket kan gøres ved at vise, at de er i fuld overensstemmelse med naturen - at de er naturlige og derfor ikke sådan uden videre står til diskussion eller forandring. Det er i hvert fald interessant at se, hvordan han får argumenteret for de givne magtforhold mellem kønnene og mellem borgere og slaver. Det er "det naturlige".
Aristoteles anså den græske bystat (polis) for at være den naturlige ramme for menneskers liv , men allerede, mens han levede, havde denne statsform reelt udspillet sin rolle. Filip 2. og Alexanders erobringer af de græske områder og det meste af Mellemøsten havde sat en udvikling i gang, som ændrede verden fundamentalt.
Græsk kultur blev civilisationsgrundlaget i hele storriget, og folkekulturen i de lokale områder blev afløst af en kosmospolitisk bycivilisation. Det politiske liv blevet en rå magtkamp inden for en isoleret magtelite, fjernt fra almindelige menneskers hverdag, og den hidtidige lokale samhørighed var afløst af individualisme og fremmedgjorthed. Samtidig blev mange af de asiatiske og egyptiske religioner til nye verdensreligioner som erstatning for de tabte lokale fællesskaber.
Dermed ændredes også filosofiens status fundamentalt. Den græske filosofi bredte sig med den græske kultur inden for den intellektuelle elite, og var med til at genskabe en følelse af sammenhæng og identitet, på samme måde som religionen gjorde det blandt de brede masser.
De forskellige filosofiske retninger var enige om, at Sokrates' ligegyldighed over for traditionelle værdier som rigdom, karriere, succes og magt var det moralske forbillede. Altså en indre frigørelse fra optagetheden af materielle goder og tilfredsstillelse af legemlige behov. Men svarene på, hvilken slags visdom, der kan sikre friheden og lykken, var forskellige.
Den døende Galler, 200-tallet fvt., Capitol.
Den mest radikale løsning anvistes af kynikerne, som sagde: Gør dig fri af alle bånd. Skru dine behov ned til et minimum. Således levede den berømteste af kynikerne, Diogenes fra Sinope, efter sigende i en tønde. Og da verdensherskeren Alexander spurgte ham, hvad han ønskede sig, skulle han blot have svaret: "Lad være med at skygge for mig."
Diogenes havde tidligt indset, at magt, ambitioner og højtidelige tanker og vaner gør mennesker forskruede, rastløse og dybest set upålidelige. Derfor valgte han et stille, nøjsomt liv i solen, og hans filosofiske betydning blev primært at være den uimponerede og vise kritiker.
Stoikerne var grundlæggende enige med kynikerne, men mente, at uafhængigheden af de ydre forhold godt kunne forenes med et moralsk og politiske engagement i samfundslivet. Det afgørende var, at man var i stand til at tøjle sine lidenskaber, så ens fornuft (logos) ikke blev påvirket. For via fornuften, var alle mennesker grundlæggende og væsentlig set lige, mens rigdom, frihed og magt var ligegyldige tilfældigheder, som intet betyder for den enkeltes menneskeværd.
I modsætning til stoikerne anså epikuræerne - opkaldt efter skolens stifter Epikur - det for udsigtsløst og uden mening at forsøge at præge samfundet. Alt, også det enkelte menneske, er blot en dybest set tilfældig sammensætning af atomer, der en dag opløses i sine bestanddele for at indgå i nye sammensætninger. Derfor har vi intet at frygte, selv døden er blot et intet, "for når vi er, er døden der ikke; og når døden er der, da er vi ikke."
Først når man har indset det, er det muligt at skabe et holdbart grundlag for sand lykke. Og det vil for epikuræerne sige at leve et enkelt liv med gode venner og nyde dagen i dag. Fremtiden har vi alligevel ingen magt over.
Den græske filosofi begyndte som en tænkning over naturens fænomener, men ret hurtigt foretrak man at beskæftige sig med forklaringer og teorier, der er produkter af ren tænkning, hvor matematiske problemstillinger kommer i fokus. De uoverensstemmelse, man fandt mellem den synlige virkelighed og tankens teorier, så man som et udtryk for både sansningens ufuldkommenhed som erkendelseskilde og den fysiske virkeligheds dybest set uvirkelige karakter.
Hinsides matematikken lader der sig så tænke en endnu højrere virkelighed, som har en absolut eksistens, og som er evig og uforanderlig, og som kun kan erkendes af den rene tænkning. Naturens verden, matematikkens verden og metafysikkens verden repræsenterer altså stigende grader af virkelighed.
Som allerede Platon gjorde gældende, var det grækernes opfattelse, at det sted i naturen, hvor det guddommelige og evige særlig tydeligt giver sig tilkende, er de uforanderlige himmelske legemers kredsen i fuldkomne cirkelbevægelser.
Geografen og astronomen Ptolemæus fra Alexandria sammenfattede og systematiserede hele den antikke kosmologi i et stort værk, der senere blev kendt under den forvanskede titel Almagest.
Almagest bygger på en lang række græske og hellenistiske atronomers videreudviklinger, præciseringer og korrektioner af Aristoteles' kosmologi, hvis enkeltheder efterhånden kom til at svare til de stadig mere præcise observationer, man blev i stand til at foretage. Et verdensbillede, der i grov form blev hvermandseje op igennem middelalderen, fordi det uden de store vanskeligheder lod sig forene med de bibelske forestillinger om verdens skabelse.
Med sin stabile, hierarkiske opbygning med Jorden som det faste, ubevægelige centrum omkredset af måne, sol, planeter og fiksstjerner, dannede denne struktur en tryg ramme om det gudskabte liv på den jord, Gud havde indrettet til menneskenes hjem.
Afrodite/Venus fra Milos ca. 100 f.Kr., Louvre.
Antikken før 350 mv. bygger på Hans Siggard Jensen m.fl. (red), Tankens magt, Lindhardt og Ringhof 2008
Periodens Filosoffer bygger på Keld B. Jessen (red), Filosofi. Fra antikken til vor tid, Systime 2007
Billeder mv. er hentet fra Wikimedia Commons, Creative Commons o. lign. Public Domains. Hvis du er rettighedshaver til illustrationer og mener, at dine rettigheder er overtrådt, må du henvende dig til ObscureEmail, og de vil straks blive fjernet.
I Vicini Vin
I Vicini Vine
VinKøb
VinSmagning
IdéHistorie
Filosoffer i tidsperioder
Om Revolution
Revolution/Oprør efter 1775
Jonna Brandhøj Malerier
Eksempler på Malerier
Eksempler på Strikvarer