Wittgenstein
Heidegger
Sartre
Habermas
Derrida
Wittgenstein
Heidegger
Sartre
Habermas
Derrida
Forløbet af Den første Verdenskrig 1914-1918 var fuldstændigt lammende for troen på den vestlige civilisation og kultur. Millioner af unge mænd blev lemlæstet eller dræbt i krigen - til ingen nytte, som man indså, da det var for sent. I tilknytning til krigen opstod en helt ny statstype, da bolsjevikkerne med Den russiske Revolution 1917 søgte at realisere et socialistisk samfund. Et eksperiment, med store lidelser i samfundsnyttens og samfundforandringens navn, der varede helt frem til 1989/91. Men Sovjetunionen var ikke den eneste totalitære samfundsform. Også fascisme og nazisme besad med deres antidemokratiske idealer stor fascinationskraft overalt i Europa. Demokratiet betragtedes som en ordning med virkningsløs snak. Man savnede førerskab og handling. Men på en anden måde en i Lenins og Stalins Sovjetunion, selv om der skulle vise sig mange ligheder.
Den anden Verdenskrig 1937/39-45 afsluttedes med brug af atombomben. En handling, der repræsenterede en kulmination på krigens industrialisering og videnskabeliggørelse. Det var også kulminationen på en videnskabelig udvikling, hvor mennesket i stigende grad opfattede sig som herre over naturen og dens kræfter. Naturbeherskelsen blev kendetegnende for tiden, der fulgte.
Med Den anden Verdenskrigs ophør opstod Den kolde Krig mellem primært USA og Sovjetunionen. To forskellige økonomiske og politiske systemer indtrådte i en tilstand af permanent kappestrid. Man konfronterede modstanderen bevæbnet til tænderne. Atomvåben med altudslettende kraft og nye krigsteknologier prægede tiden sammen med den fremvoksende informationsteknologi. Europa blev delt, og et såkaldt “Jerntæppe” gik ned gennem kontinentet.
Samtidig medførte Den anden Verdenskrig også en kraftig acceleration i afviklingen af de koloniriger, der var opstået i midten og slutningen af 1800-tallet. Landkortene ændrede sig med de mange nye statsdannelser. Afkoloniseringen var begyndt allerede i perioden forinden med Latinamerikas løsrivelse fra Spanien og tog fart efter Den første Verdenskrig, hvor de tabende centralmagter, Tyskland, Østrig-Ungarn og Det osmanniske Imperium mistede sine besiddelser og/eller opløstes i en række nye lande.
I hele perioden søgte man at at holde konflikter i ave og skabe ordnede internationale forhold. Folkeforbundet, og efter 1945 De forenede Nationer (FN), repræsenterer denne bestræbelse, med blandet held.
I (Vest)Europa dannedes OEEC, en forløber for OECD, Kul- og Stålunionen og i 1957 Fællesmarkedet, der senere blev EF og EU. Vejen mod et fælles (og eventuelt forenet) Europa var betrådt.
Efter en lang årrække præget af materiel vækst, velfærdspolitik og USAs næsten totale økonomiske dominans indtraf i 1960’erne og 1970’erne en række kulturelle og politiske ændringer. Ganske uforudset begav ungdommen sig ud i et opgør med hele den adfærdskodeks, der gav deres forældre identitet, og snart efter fulgte et studenteroprør, en kvindebevægelse og politiske aktioner vendt mod den økonomiske imperialisme, Vietnamkrigen, atomvåben og alle autoriteter.
Masseproduktion ændrede hele samfundets funktionsmåde og organisation. Det masseproducerende industrisamfund bugnede dog ikke kun af varer, men også af problemer. Hvordan var det muligt at leve et godt liv i et samfund baseret på samlebåndets og fabrikkens monotone arbejde? I den forbindelse eksperimenterede man med forskellige varianter af blandingsøkonom og udbygning af velfærdsstaterne. Videnskabelighed blev et kodeord og statslige forskningsinstitutioner blev set som en motor for den økonomiske udvikling.
Inden for kunstverden foregik radikale udviklinger. Kunsten skulle være fri i sit udtryk, og man forsøgte sig med nye former i alle retninger. Musikken blev “mærkelig” og atonal, maleriet abstrakt og formelt, litteraturen meningsløs eller nymetafysisk. Senere i 1960’erne, foregik en både bred og nyskabende udvikling i massekulturen, der nedefra inspirerede det intellektuelle kunstliv med pop-art, installationer og happenings mv. Samtidig blev underholdning en kulturindustri med Hollywood i spidsen, der promoverede ungdomslivet som model.
Husholdningerne blev mekaniserede i kraft af industriproduktionen, og stort set alle velfærdsstatens familier fik adgang til apparater som køleskabe, vaske- og opvaskemaskiner mv. Kvinderne deltog ikke blot i politik, men gik i stort tal på arbejde, lige som mænd. Staten tog sig af omsorgsarbejdet, vuggestuer og børnehaver voksede i antal. Det var en periode, der kan karakteriseres som en bevægelse hen imod frigørelse. Alt skulle frigøres. al kundskab, inklusive teknologisk viden og fremstillingsprocesser af enhver art, og gøre dem tilgængelige for alle.
Oplysningsfilosofferne friholdt endnu en lang tid plads til religionen, men de rettede i stadig højere grad deres kritik mod kirken og enevælden. Hav mod til at tænke, som Kant formulerede det. Naturbegrebet sekulariseredes, og etik og æstetik fremstod som selvgyldige sfærer. Samtidig med den øgede sekularisering vandt også alfabetisering og fødselskontrol frem, og det er blevet hævdet, at disse tre faktorers sammenfald er en det af moderniseringens grundlag. Samtidig med sekulariseringstendensen opstod dog også en religiøs modbevægelse i form af pietismens inderlighedssøgende vækkelse.
Oplysningsfilosofferne så historien som en beretning om menneskeåndens fremskridt, og også evolutionsbegrebet blev søsat i denne periode, men først i samfundsvidenskaben. På alle måder fremstår perioden som fornuftens uskyldsperiode - før relativisme, nationalisme, historicisme og irrationalisme bryder gennem i europæisk historie fra og med begyndelsen af 1800-tallet.
I 1973 var den vestlige verden blevet kastet ud i en økonomisk krise, der indvarslede en afslutning på den ellers tilsyneladende permanente økonomiske vækst, der havde stået på siden Den anden Verdenskrig. Med Murens Fald i 1989 og den østeuropæiske kommunismes sammenbrud i forbindelse hermed skete en forbløffende hurtig afvikling af Den kolde Krig, og dermed den verdensorden, som havde kendetegnet verden efter 1945. Tiden fra midten af 1970’erne var ikke blot præget af ungdomsoprør, men også af terrorisme og politisk ekstremisme. Samfundene polariseredes, velfærdsstaterne blev kritiseret for manglende velfærd, og tidens “stagflation” udfordrede den økonomiske politik.
Læs evt. artikelen om studenteroprøret/ungdomsoprøret i anledning af 50-året for urolighederne i maj 1968 fra Information den 3. maj 2018. "Vi er alle børn af ungdomsoprøret"
De europæiske Fællesskaber (EF), senere Den europæiske Union (EU) fik en stadig mere fremtrædende rolle i Europa, hvor en ikke afsluttet diskussion om graden af integration og overstatslighed versus nationale rettigheder og frygt for “et demokratisk underskud” fortsat præger den europæiske debat.
I Iran gennemførtes i 1979 en islamisk åndelig, antimoderne revolution som et første signal om islamisk renæssance og islamisme, mens de østeuropæiske såkaldte folkedemokratier i 1980’erne var præget af oppositionelle bevægelser. I 1989 “faldt” Berlinmuren, efter at Sovjetunionen selv havde påbegyndt en åbning af samfundet (Perestrojka & Glasnost), og det var klart at de ikke længere kunne eller ville kontrollere Østeuropa. Sovjetunionen afviklede derpå sig selv, til sin egen og verdens overraskelse. Den vestlige markedsøkonomi var blevet dominerende i verden.
I de fleste af de østeuropæiske lande afvikledes den kommunistiske samfundsstruktur rimeligt smertefrit, men i Rumænien og især i Juguslavien gik det galt. De religiøse og etniske modsætninger Juguslavien flammede op antændt af en rabiat nationalisme og førte til massakrer og etniske udrensninger. Nationalismens tilbagekomst var en realitet, og det tidligere Juguslavien blev opdelt i flere nationalstater.
Efter Den kolde Krigs ophør blev man i Vesten optaget af globaliseringen, hvor USA’s økonomi og livsstil dominerede endnu mere uanfægtet end før. I FN talte man om global sammenhæng og ansvar, samtidig med, at det var åbenbart, at mange fattige og rige lande ikke levede op til de standardarder, der blev forudsat af Vesten. Store dele af Afrika var nærmest på “fattighjælp”, uden større udsigt til forbedringer.
I 1973 udtog man det første patent på gensplejsning og de første mikroprocessorer blev sat i produktion. I 1981 lancerede IBM deres PC, og computeren blev tilgængelig for de fleste i de rige samfund. I det samme årti skabtes Internettet, der efterhånden forvandlede samfundene til trådløse netværk. Informationssamfundet var skabt.
Den videnskabelige og teknologiske udvikling, der i 1950’erne blev set som den økonomiske baggrund for velfærdsstaten, forekom mange truende. Samfundet var blevet komplekst og nærmest ustyrligt. Anti-atomkampagner og miljøbevægelser som f.eks. Greenpeace blev slagkraftige, og de tilbagevendende miljøkatastrofer blev argumenter for et ændret forhold til naturen. Begrebet “bæredygtighed” blev lanceret i løbet af 1980’erne.
Engelsk blev verdenssprog, samtidig med at lingvister kunne berette, at flere sprog forsvandt med stor hast. De intellektuelle globaliserede deres horisont på det nye sprog.
Tænkningen blev ornamental, fragmentarisk, nomadisk, selv-reflekterende og på en gang mistroisk og munter. Relativisme og pragmatisme blev fremherskende orienteringer. Kunstig befrugtning, transplantation, kloning, genmodificering, genterapi, alt sammen avlede uforudsete etiske problemer.
Krigen 1914-1918 pillede glorien af videnskaben, fremskridtet og det civiliserede menneske.
Globalisering.
Filosofien i 1900-tallet er inddelt i to traditioner: den angelsaksiske og den kontinentale. Selv og de to traditioner er meget forskellige, er de dog fælles om en udbredt mistro til absolutte begrundelser, herunder muligheden af at nå frem til nogen absolut sandhed. I stedet tildeles filosofien den mere beskedne funktion at afdække, klargøre, anlysere - og kritisere - den moderne verdens fænomener. Noget af det, som adskiller den kontinentale tradition fra den angelsaksiske er den kontinentales traditions interesse for menneskets konkrete livserfaringer - dets livsverden - samt et større samfundskritisk engagement. I den angelsaksiske verden udviklede der sig fra omkring 1900 en stærk tradition for sprogfilosofi, som har rødder tilbage til Hume. I første halvdel af 1900-tallet var der ret stor afstand mellem denne tradition og den såkaldte kontinentale filosofi med dens vægt på kontekst (erfaringshorisont), der var fremherskende i specielt Tyskland og Frankrig. Fælles for de to retninger er, som nævnt, en udbredt mistro til absolutte sandheder, og siden sidste halvdel af 1900-tallet har der været mange forbindelseslinjer mellem de to retninger. I dag er det således ret almindeligt, at filosoffer bevæger sig på kryds og tværs af det gamle skel. Den angelsaksiske sprogfilosofi falder i tre faser: 1. Den sproganalytiske fase i årene omkring 1.Verdenskrig. 2. Den logiske positivisme, der præger mellemkrigstiden. 3. Sprogbrugsfilosofien, der udfolder sig efter 2.Verdenskrig.
Pieter Bruegel, Babelstårnet, 1563.
Den tyske matematiker Gottlob Fregge udviklede i bogen Begriffschrift, 1879 udsagns- og prædikatslogikken, således at man ved hjælp af symnolske kvantorer (tegn for alle, nogen, ingen) kunne formalisere og analysere udsagn.
Senere indførte Frege sin bereømte sondring mellem mening (Sinn) og reference (Bedeutung), hvor det slås fast, at et navns mening afhænger af den sætning, det indgår i. Denne sondring mellem mening og reference har spillet en stor rolle i den analytiske filosofi. Frege opfattede mening som en ideal størrelse, der eksisterer uafhængigt af faktisk sprogbrug og tankevirksomhed, og var stærkt kritisk over for tendensen til at sammenblande studiet af sprog, logik og matematik med psykologiske overvejelser. Endvidere tvivlede han på muligheden af at udarbejde en systematisk meningsteori for naturlige sprog, da disse er behæftet med vaghed og flertydighed. Derfor søgte Frege at udarbejde et nyt sprog, der var befriet for disse mangler og dermed bedre egnet til at udtrykke videnskabelige teorier.
Freges ideer blev senere på grundlag af Bertrand Russell og Ludwig Wittgensteins videreudviklinger en del af drøftelserne inden for den logiske positivisme.
Som det ligger i betegnelsen sproganalytisk er udgangspunktet for den angelsaksiske tradition den opfattelse, at filosofiske problemer er af sproglig art, en slag knuder i sproget, som det gælder om at få udredt.
En at den analytiske filosofis pionerer var Bertrand Russell, som også blev kendt for et stærkt engagement i samfundsdebatten.
Hume havde i En undersøgelse af den menneskelige erkendelse, 1748 gjort opmærksom på, at der findes begreber, som ikke er afledt af noget sanseindtryk, og som derfor måtte anses for meningsløse. Dette opgør med at alle benævnelser i sproget må modsvares af noget faktisk eksisterende videreførte Russell i nogle logiske analyser, hvor en af hovedpointerne er skellet mellem påstandes grammatiske form og deres logiske form. I Principia Mathematica (Matematikkens grundsætninger), 1913 skrevet i sammen med A.N. Whitehead, søgte de at vise, at alle matematiske begreber og principper kan reduceres til logiske begreber og principper, i en form for meningsfuldt logisk universalsprog.
"Problemet i verden er, at de dumme er stråsikre og de intelligente er fulde af tvivl.." - Bertrand Russell
Ludwig Wittgenstein er blevet set som hovedeksponent for den analytiskefilosofis søgen efter et universalsprog. I Tractatus Logico-Philosophicus, 1922 søgte Wittgenstein at vise, hvad det er, der gør det muligt for sproget at beskrive virkeligheden. Tractatus er bygget op som en matematisk udregning; den udgør en logisk deduktion ud fra syv aksiomer og de deraf afledede underpunkter.
Ifølge Wittgenstein er sætninger et billede eller en model af virkeligheden. Sprog og virkelighed har en slags fælles logisk struktur, de er isomorfe strukturmæssigt. Inden for logikkens tegnsprog skelner man mellem usammensatte, atomare udsagn og sammensatte, molekylære udsagn, og ved at kombinere atomare udsagn med hinanden kan man danne molekylære udsagn, dvs. sætninger, der består af flere led. Det er de atomare udsagns sandhedsværdi, der kan måles. Derfor gælder det om at reducere sammensatte udsagn til atomare formler, hvis gyldighed entydigt kan afgøres. Sprog og tænkning afbilder altså virkeligheden. Eller som Wittgenstein formulerer det: “Hvad der overhovedet lader sig sige, lader sig sige klart; og det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie”
Wittgenstein mente selv, at hans meningsteori kun er anvendelig inden for den (natur)videnskabelige virkelighed. Vores liv og livsproblemer (etik, æstetik, metafysik) er urørte af hans system.
Wittgensteins ide om, at tanken og sproget afbilder kendsgerninger, og at man kun kan sige noge om kendsgerninger, blev overtaget af den logiske positivisme. De logiske positivister inddelte alle meningsfulde sætninger i analytiske og syntetiske sætninger. De analytiske sætninger er nødvendigvis sand og nås gennem tænkningen. De er uafhængige af erfaringen, men fortæller os ikke noget nyt udover det der allerede ligger i sætningens subjekt. Det gør derimod de syntetiske sætninger. Til gengæld er den viden, vi får kontingent (tilfældig). Den kan være både sand og falsk. Det, der ifølge de logiske positivister giver en sætning mening, er dens mulighed for verifikation. Heraf følger at metafysiske påstande er pseudo-påstande, hævder de logiske positivister.
Det er specielt i deres afvisning af metafysikken som meningsløs, at de logiske positivister adskiller sig fra Wittgensteins holdninger. Wittgenstein hævdede ganske vist, at om det, man ikke kunne tale, om det skulle man tie. Men derfor kunne det godt eksistere, man kunne bare ikke tale om det, fordi det ikke kunne nås via sproget.
I sine senere - ikke færdiggjorte - skrifter, antyder Wittgenstein, at han i Tractatus havde anlagt en for snæver synsvinkel på sproget. Vægten var her lagt på den deskriptive sprogbrug, hvor han senere (efter 1930) også vægtede brugen af sproget som kommunikationsmiddel. Nøglebegrebet er sprogspil (Sprachspiele). At tale et sprog svarer ifølge Wittgenstein til at spille eller lege en leg. Og disse fænomener er regelstyrede aktiviteter. Man underlægger sig logikken i en bestemt leg og udfolder sig inden for denne logik. “At tale et sprog er en del af en aktivitet eller livsform,” siger Wittgenstein. Vi tilegner os sproglige måder at gøre noget på i et væv af sproglige og ikke-sproglige aktiviteter.
Meningen ligger i brugen. Sådan formulerer man ofte den sene Wittgensteins meningsteori.
Romantikkens centrale digteriske genre var dannelsesromanen, hvor "den romantiske kærlighed", den lidenskabelige forelskelse spiller en vigtig rolle. Begejstringen for lidenskaben eller en ide spiller en stor rolle for dannelseromanens projekt, nemlig hvordan man fastholder ideen som den instans, der skal forme ens konkrete tilværelse i stort og småt. Sprogbrugen er også emnet for John L. Austin. Han bruger termen konstative ytringer om virkelighedsgengivende påstande, mens betegnelsen performative ytringer handler om udførende ytringer (gør, lover, advarer mv.). Men samtidig erkender han, at det ikke er muligt at opretholde et sådant skarp skel mellem det to slags ytringer. For som han siger: “Det overhovedet at fremsætte en ytring, en hvilken som helst ytring, er vel at ‘gøre noget’?” Men det skal være en ytring i en bestemt sammenhæng, ellers er det ‘blot’ en udtalt sætning. Ytringsmeningen er knyttet til kommunikationssituationen. Austin kalder det en illokutionær handling (= i og med jeg taler).
Sprogfilosoffen John Searle videreudviklede Wittgenstein og Austin ideer i værket Speech Acts, 1969, ligesom han senere har behandlet spørgsmålet om såkaldt kunstig intelligens.
I direkte forlængelse af Wittgenstein og Austin ser Searle sprogbrug som en regelstyret form for adfærd, hvor han skelner mellem regulative og konstitutive regler. Regulative regler er udvendige forskrifter for passende adfærd i bestemte situationer, mens konstitutive regler er regler, man nødvendigvis må overholde - i en form for indre logik. Et udsagns mening er ikke kun meningen i udsagnet. Det centrale er meningen med det. Det er ud fra denne opfattelse, at Searle har afvist ideen om, at computere kan tænke og tale, og at hjernen er en slags computer.
Det er Searles synspunkt, at man kan få en computer til at opføre sig, som om den tænker og taler, nemlig ved at programmere den med de regler, der skal overholdes for at frembringe meningsfulde sætninger, men man kan ikke få den til at mene det, den frembringer.
René Magritte, 1928-1929
Inden for moralfilosofi skelner man traditionelt mellem moral, etik og meta-etik. Etik drejer sig bl.a. Om at definere og begrunde moralske holdninger og handlinger. Man kan således betragte (normativ) etik som teoretiske overvejelser over moralsk praksis, mens meta-etik er teoretiske overvejelser over den normative etiks værdigrundlag og rækkevidde. Troen på en almengyldig, normativ moral var mod slutningen af 1800-tallet betydelig svækket. Den forholdsvis stabile enhedskultur, der havde præget det før-moderne samfund, bundede både i det feudale samfunds faste struktur og i den kristen religion. Begge disse vilkår var blevet kraftigt ændret ved den industrielle revolution i 1700-tallet og den medfølgende sekularisering. Marx mente at moral var ideologi og at den borgerlige moral undertrykte proletariatet. Også Kierkegaard kritiserede sin tids borgerlige moral, omend ud fra en kristen og individualistisk synsvinkel. Mod slutningen af århundredet meldte også Nietzsche og Freud sig blandt kritikkerne af den borgerlige moral. Formentligt på grund af den massive, filosofiske kritik af moralen var man efter 1900 meget forsigtige med at komme med nye bud på normative etikker. De moralfilosofiske bestræbelser har i det 20. Århundrede i højere grad taget sigte på at afdække fejl ved de tidligere forsøg og opstille kriterier for hvad der meningsfuldt kan og ikke kan betragtes som etik. De har kort sagt især interesseret sig for meta-etikken.
Reklamer for Læger Uden Grænser, 2014
George Edward Moore kritiserede sammen med Russell datidens idealistisk-spekulative filosofi i England. Over for idealisterne forsvarede Moore en common-sense-filosofi, som ved hjælp af almindelig sund fornuft i en analyse af sprogbrug kan afsløre mange filosofiske problemer som skinproblemer.
I etikken førte det ham frem til en kritik af de filosoffer, som f.eks. Utilitaristerne Bentham og Mill, der mente, at etikken kunne udledes af naturlige følelser som lyst, nydelse eller lykke. Men ifølge Moore er naturalismen slet ikke en etik. Som Moore skrev, er det “altid et åben spørgsmål, om noget, der er naturligt, er godt.“ Hvad ‘det gode’ er, må altså altid være et åbent spørgsmål. At noget faktisk kan ønskes af mennesker, er ikke det samme som, at det er ønskværdigt. Der er forskel på beskrivende og normative udsagn. Men selv om vi ikke kan definere ‘det gode’, så mener Moore, at vi umiddelbart er i stand til at erfare det, når vi møder det. Etik gøres således til et individuelt anliggende.
I 1930’erne og 1940’erne vandt den logiske positivisme frem som en reaktion på de totalitære regimers misbrug af videnskabelig forskning til politiske formål. De logiske positivisters hovedanliggende var at sikre videnskabelig objektivitet og værdifrihed i de empiriske videnskaber.
Alfred Jules Ayer var en af de førende logiske positivister, og han tog ligesom de øvrige logiske positivister udgangspunkt i den empiriske tradition fra Humes skepticisme. I bogen Language, Truth and Logic, 1936 videreførte han dele af Moores moralfilosofi, især den sproganalytiske metode. Men i modsætning til Moore, mente Ayer ikke, at ‘det gode’ intuitivt kan erkendes, når det foreligger. Det er ikke i overensstemmelse med de logiske positivisters verificerbarhedskriterium. Hvad man i bedste fald kan konstatere er, at vedkommende person mener, hævder eller føler at have en intuition om ‘det gode’. Etiske udsagn er ikke videnskabeligt meningsfulde påstande. De er rene følelsesudladninger. Det er med andre ord ikke mulig at finde et objektivt kriterium til at afgøre sandbedsværdien af etiske domme. Ifølge Ayer diskuterer man faktisk aldrig de etiske og moralske værdier. Det man diskuterer er kendsgerninger.
C.L. Stevenson tilspidsede den emotivistiske og antinaturalistiske værditeori i sit værk Etik og sprog, 1944, men i modsætning til Ayer anlagde han en social synsvinkel. Stevenson mente, at etiske udsagns vigtigste emotive mening og funktion primært er at påvirke andre, at overtale og opmuntre til bestemte handlinger. Moralske vurderinger er ifølge Stevenson ikke andet end et forsøg på at overtale modparten til at indtage samme etiske holdning som én selv - til forskel fra at overbevise ham med fornuftsmæssige argumenter.
It Depends ...
Inspireret af Wittgensteins og Austins sprogbrugsfilosofi og Poppers videnskabsfilosofi argumenteredede R. M. Hare imod både den etiske naturalisme og mod emotivisterne.
Hare tog som emotivisterne udgangspunkt i, at der er forskel på beskrivende og normative udsagn, men i modsætning til dem mente han ikke at moralske udsagns væsentligste funktion var at udtrykke følelser. De er handlingsvejledende - de skal foreskrive os hvad vi bør gøre, hvis vi accepterer den moralsk vurdering. Der ligger således en logisk forpligtelse til at handle i overensstemmelse med accepterede præmisser. Alternativt må man i en given situation argumenterer for, hvorfor man undlader at handle som den accepterede moralske forskrift angiver.
Selv om ethvert moralsystem er relativt og kun har betinget gyldighed afhængigt af de involveredes sociale og kulturelle tilhørsforhold, så kan man altså ifølge Hare alligevel godt argumentere rationelt på moralens område, hvis man er enige om de moralske principper.
For at gøre moralske udsagn universelle kræver Hare, at den der fremsætter et moralsk krav i en given situation, samtidig må være forpligtet på det samme krav i alle lignende situationer, og at han herunder også selv må være villig til at underkaste sig dette krav.
Den enkelte har således frihed til at vælge, om man vil tilslutte sig en moralsk forskrift, men hvis man gør, er man også selv bundet af den.
For den kontinentale filosofi skete der et afgørende nybrud omkring år 1900. Her lagde tyskeren Edmund Husserl med værket Logische Untersuchungen, 1900 grunden til den såkaldte fænomenologiske bevægelse, der især i Tyskland og Frankrig står som en af 1900-tallets mest indflydelsesrige strømninger.
Der er ikke tale om en filosofisk skole med et bestemt grundsyn. Det er snarere tale om forskellige retninger inden for filosofien, der deler nogle fælles anliggender og fælles antipatier.
For mange var Husserls tænkning en befrielse i den forstand, at filosofien nu igen kom ud af naturvidenskabernes skygge, og man igen begyndte at forholde sig til mange af de traditionelle store filosofiske spørgsmål.
Inden for den fænomenologiske bevægelse skelner man mellem den anskuende fænomenologi, som Husserl repræsenterer, og den hermeneutiske fænomenologi, som repræsenteres af Martin Heidegger og Hans-Georg Gadamer.
Gustav Klimt, Tod und Leben, 1910/11, ændret 1915/16.
Edmund Husserl søgte at udvikle en filosofi, der skulle undersøge de videnskabelige grundbegreber på en fordomsfri måde ved at beskrive de dertil svarende fænomener. Hans fænomenologi er orienteret mod synet som vores væsentligste erkendelskilde og som det, der giver os den mest sikre erkendelse af fænomenerne. Det er den fordomsfrie anskuelse eller iagttagelse af fænomenerne, der fører frem til sand erkendelse. Det er ifølge Husserl fænomenologiens opgave at føre de forskellige slags genstande, som er givet for bevidstheden tilbage til den rene bevidsthed, det vil sige vise, hvorledes de er “konstitueret” i mere enkle og grundlæggende bevidsthedsakter. Husserl kalder disse undersøgelser for den fænomenologiske reduktion.
Tyske akademikere, herunder Martin Heidegger (x) mødtes i Leipzig, Alberthalle i november 1933. Officielt var mødet en international appel om støtte til Hitlers regime.
Martin Heidegger var elev af Husserl, men han kunne ikke følge Husserl i dennes opfattelse af, at det var muligt at opnå viden alene ved iagttagelse. Heidegger påstod, at viden og ikke mindst forståelse er en langt mere kompliceret størrelse.
I 1927 udgav Heidegger hovedværket Sein un Zeit (Væren og tid), hvor han kortlægger den menneskelige forståelse og beskriver de ‘subjektive’ betingelser for, at vi kan erkende og forstå verden. Tingene viser sig først i sammenhæng med vores måde at leve på og vores samliv med andre mennesker. Forståelse og iagtagelse udgør en enhed. Det ene er ikke uden det andet. Heidegger udtrykker dette ved at sige, at al forståelse er forståelse af noget som noget. Forståelsen kræver udlægning i form af et sprogligt udtryk. Når vi sætter ord på tingene, udfoldes de i et betydningsunivers, som er givet med den menneskelige eksistens og dets sociale liv. Sproget åbner for en sammenhæng, som gør genstanden forståelig.
Konsekvensen af dette bliver, at fænomenologien ifølge Heidegger må tage sit udgangspunkt i den forståelse af tingene, som mennesket umiddelbart har takket være sproget, for nærmere at udlægge denne i en systematisk filosofisk forståelse. Begrebernes forståelse, tolkning og udlægning bliver således centrale i Heideggers fænomenologi, hvilket er baggrunden for, at man kalder hans filosofi for hermeneutisk fænomenologi.
Det påstås at Heideggers filosofi bygger på den opfattelse, at mennesket er sin forståelse. Heidegger mener sågar, at alle andre menneskelige egenskaber kun er til i kraft af forståelsen. Forståelsens åbenhed er på denne måde det grundlæggende fænomen i den menneskelige eksistens. I Heideggers tankeverden er forståelsen et meget bredt begreb, der grundlæggende betegner det forhold, at mennesket altid allerede er i kontakt med verden og lever i en fortrolighed med den.
Betingelsen for, at der kan blive tale om en forståelse, er altså, at de enkelte ting indgår i en større sammenhæng inden for det individuelle og det sociale liv. Sammenhæng er således et væsentligt kendemærke for al forståelse. At forstå noget er samtidig ensbetydende med også at forstå, hvad det ikke er. Forståelse må fremtræde som en mulighed i modsætning til andre muligheder. Endelig er det vigtigt at være opmærksom på, at al forståelse foregår i cirkelbevægelser (den hermeneutiske cirkel). Forudforståelsen bliver løbende korrigeret, indtil man når en helhedsforståelse, hvor man ikke mener at kunne kom længere.
Ifølge Heidegger er det karakteristisk for mennesket måde at være på, at det altid lever med henblik på fortsat eksistens i fremtiden. Det bekymrer sig altid om sin fremtid, samtidig med at det er bevidst om, at det skal dø. Heideggers erkendelse er på dette punkt i høj grad inspireret af Kierkegaard, idet han opfatter angsten som en grundlæggende stemning i tilværelsen. Eller som Heidegger selv formulerer det: “Im Grunde des Daseins ruht das Nichts”. Der er ikke noget, som ligger fast, og som mennesket kan holde sig til. Det er denne intethedserfaring, som medfører, at mennesket hele tiden må bekymre sig som sine fremtidige eksistensmuligheder, og ikke bare kan hvile i nuet. Det er de fremtidige muligheder, der er det grundlæggende i menneskets væremåde. Vi må som menneske drage omsorg for vores fortsatte eksistens.
Som tidsligheden i menneskets væremåde kører rundt i cirkler bestemt af nutid, fremtid og fortid, bevæger forståelsen sig rundt i den hermeneutiske cirkel når det forsøger at begribe alle fænomener, herunder selve den menneskelige væremåde.
Heideggers filosofi forener mange forskellige tendenser: antik filosofi, kristen teologi, tysk idealisme, fænomenologi og eksistens- og livsfilosofi. Alligevel er hans tænkning på mange måder original. Hans særprægede sprogbrug og hans nazistiske sympatier har dog gjort ham til en kontroversiel figur. Nogle finder ham genial, mens andre ser ham som slet og ret forvrøvlet. Heideggers nazistiske sympatier har i hele perioden efter 1945 været kontroversiel, men specielt efter udgivelsen af hans såkaldte “Sorte hæfter” i 2014 er sindene kommet i kog over, hvordan man skal forholde sig til Heideggers filosofi. Debatten indeholder elementer af den klassiske filosofiske debat. Kan man adskille en forfatters handlinger og politiske holdninger fra hans tænkning? Fakta er, at det nazistiske tankegods ikke kan bortforklares hos Heidegger.
Hans-Georg Gadamers arbejde ligger i tydelig forlængelse af Heideggers filosofi. Han tager også udgangspunkt i tidsligheden (fremtid, fortid og nutid) og understreger stærkt forståelsens endelighed: Mennesket når aldrig frem til den fuldente forståelse af et sagforhold. Den nuværende forståelse vil, hvor overbevisende den end må forekomme, altid være henvist til en usikker fremtid og kan vise sig ikke at holde på længere sigt.
Gadamer understreger at fordomme altid spiller ind, når man forstår noget. En eller anden forudforståelse eller fordom er nødvendig for overhovedet at lukke op for forståelsen. Et andet element i forståelsens fremtidsrettethed er, hvad Gadamer kalder fuldkommenhedsforventningen. Hvormed han mener, at vi uundgåeligt møder en sproglig meddelelse med den forventning, at den udgør en sammenhængende meningshelhed, og at den taler sand. En forventning der rigtignok ofte bliver skuffet.
Ifølge Gadamer er mennesket placeret i en tradition, som det ikke totalt kan frigøre sig fra. Traditionen virker på en måde bag vores ryg, ligegyldigt hvor bevidstgjorte vi er. Det er bl.a. traditionen, som har betydning for de fordomme, der styrer vores forståelse. Traditionen er imidlertid ikke noget statisk, men udvikler sig gennem det Gadamer kalder virkningshistorien.
Forståelsesprocesser er ifølge Gadamer dog ikke til ende, førend den fortid, som forståelsen forholder sig til, er draget ind som nærværende virkelighed i ens egen tilværelse. Hvis det forståede ikke kan anvendes på ens egen tilværelse, er det ikke forstået. Eller som Gadamer skriver: “Enhver tid er henvist til at forstå en overleveret tekst på sin måde”. Forståelsen står således ikke urokkeligt fast, selv om den totale vilkårlig heller ikke er tilfældet, da forståelsen via forforståelsen og virkningshistorien er bundet til et samfund, der i stor udstrækning er fælles for dets medlemmer.
Hans-Georg Gadamer
"Intet eksisterer undtagen gennem sprog." - Hans-Georg Gadamer
Den fænomenologiske bevægelse, der opstod som reaktion på den empiriske erkendelsesteori og reduktionismen inden for naturvidenskaberne, fik også afgørende indflydelse på moralfilosofien. De fænomenologiske moralfilosoffer forholdt sig kritisk over for naturalistisk etik. Det vigtige for dem var at tage udgangspunkt i den livsverden, som danner grundlaget for alle vore erfaringer og handlinger - også de moralske.
Harold Copping: Den barmhjertige samaritaner, ca. 1925. Udsnit.
Max Scheler indledte i Tyskland det 20. århundredes kontinentale moralfilosofi ved at udforme en normativ etik på fænomenologisk grundlag, påvirket af E. Husserl. Dette skete samtidig med at G.E. Moore i England indledte den moderne angelsaksiske moralfilosofi.
Scheler rettede i sit moralfilosofiske hovedværk Formalismen i etikken og material værdietik, 1916, kritik mod Kant og nykantianerne, som havde tømt etikken for indhold. Men han kritiserede også utilitaristernes konsekvensetik. Over for disse to moralfilosofiske positioner satte han material værdietik, hvorved forstås en etik, der ikke kun fastlægger reglerne for etiske valg, men også, hvad indholdet og værdierne skal være, og hvordan de skal rangordnes.
Scheler skelner (ligesom Platon) mellem værdier i sig selv og de faktisk forekommende værdier. Mens ideen om f.eks. barmhjertighed er evig, så er den faktiske barmhjertighed, som den fremtræder i en bestemt historisk sammenhæng, præget af tilfældighed. Det er derfor ikke muligt rationelt at slutte fra de empiriske 'goder' til 'det gode'. På den anden side mener Scheler, at selve værdierne (ideerne) indgår i et nødvendigt, på forhånd givet og objektivt hieraki; nogle værdier er simpelthen bedre end andre. Og det er så etikkens opgave at afdække dette værdihierarki.
Som det er tilfældet med kærlighed, så drejer etik sig efter Schelers opfattelse udelukkende om forhold mellem personer. Det enkelte menneske må opføre sig meningsfuldt og forståeligt, og gennem sine handlinger vise andre at have sammenhæng i sit eget liv. Det må være myndigt og kunne tage ansvar for sine egne handlinger, samt være i stand til at handle i overensstemmelse med sine intentioner om at realisere det gode i et helt liv. Hermed mener Scheler, at etikken, solidarisk må søge at realisere de værdier, der er knyttet til det at være en person.
Den danske teolog og filosof Knud Ejler Løgstrup har haft væsentlig indflydelse på den moralfilosofiske diskussion, især i Danmark. Selv om Løgstrups religiøse grundholdning kan spores overalt i hans skrifter, så er hans etik filosofisk begrundet. Ganske vist tog han udgangspunkt i den kristne næstekærlighed, men han behandlede etiske problemer ud fra en metafysisk og human synsvinkel. Han mente nemlig, at sekulariseringen var en kendsgerning i det moderne samfund, som man måtte tage alvorligt.
Mange mennesker i det moderne samfund er ikke religiøse, men alle indgår alligevel i et socialt fællesskab - et fællesliv. Eller som Løgstrup skriver i sit hovedværk Den etiske fordring, 1956: "Vi er hinandens verden og hinandens skæbne".
Løgstrups etik er et kritisk alternativ til eksistensfilosofiens etik. Mennesket er ifølge Løgstrup ikke et enkelttående, isoleret individ, som 'skaber sig selv'. Forholdet er omvendt, hævder han: Verden indeholder i sig selv mening, værdi og betydning.
Løgstrups etik er en kommunikativ situationsetik. Således hævder han, at der findes det, han kalder de suveræne livsytringer, som f.eks. tillid, oprigtighed og barmhjertighed. De er karakteriseret ved at de ikke skal begrundes, undskyldes eller forklares; de hviler i sig selv, og er spontane og umiddelbare. Og de er absolutte. Enten er de der i fuldt omfang, eller også er de der ikke.
I Den etiske fordring påpeger Løgstrup, hvordan en suveræn livsytring som tillid viser sig i enhver vellykket kommunikationssituation mellem mennesker. I enhver samtale, siger han, udleverer det enkelte menneske sig til sin samtalepartner. Med udleveringen gør man sig åben og sårbar. Ironi kan derfor være dræbende for enhver samtale og ethvert samvær. Samtidig stiller samtalen krav til samtalepartnerens empati og vilje til at fortolke og forstå det sagte efter hensigten. De suveræne livsytringer stiller dermed etiske fordringer til andre mennesker om, at de også viser den samme tillid. Men viser man hinanden denne tillid, så er den etiske fordring overflødig. Sagt på en anden måde: opfører vi os moralsk ansvarligt over for hinanden, så er etik overflødig.
Eksistensfilosofi handler om den menneskelige eksistens, og kan spores tilbage til det antikke Grækenland. Et fællestræk ved de forskellige former for eksistensfilosofi har været forsøget på at forstå det særlige ved den menneskelige måde at være til på. Enhver form for eksistensfilosofi har betonet det enkelte menneskes frihed til at forholde sig til sig selv og sin omverden ved at vælge eller undlade at vælge blandt de muligheder der foreligger.
Den moderne eksistensfilosofi fik sin første udformning hos Kierkegaard, men også Nietzsche og Heidegger kan betragtes som eksistensfilosoffer. Den eksistentialisme, som først og fremmest forbindes med Jean-Paul Sartre, bygger videre på denne tradition, men forholder sig afvisende over for det religiøse aspekt, som prægede Kierkegaards forofatterskab.
Edward Munch, Skriget, 1893.
Det var Jean-Paul Sartre, der bragte selve betegnelsen eksistentialisme på banen efter 2. Verdenskrig. Det skete gennem et foredrag med titlen Eksistentialisme er en humanisme fra 1946. Foredraget var et forsvar mod den kritik, der var blevet rejst imod Sartres første hovedværk, Væren og Intet, 1943. I foredragets populariserede form havde hans tanker en forbavsende gennemslagskraft, og banedede vejen for, at Sartre de næste 30 år blev en af de mest indflydelsesrige filosoffer i Europa. Sammen med vennen Albert Camus (1913-1960) står han som den centrale filosof i eksistentialismen i Europa.
Eksistentialismen udsprang af de moralske dilemmaer, som var blevet tydelige under 2. Verdenskrig i forholdet til nazismen og kendskabet til koncentrationslejrene og amerikanernes brug af atombomber over Japan. Der var rig anledning til at fokusere på spørgsmålene om den menneskelige frihed og det moralske ansvar.
For at nå frem til en bestemmelse af det særlige ved menneskets væremåde tager Sartre i Væren og Intet, med inspiration fra bl.a. Husserl og Heidegger, udgangspunkt i fænomenologiens intentionalitetsbegreb. Bevidsthed er først og fremmes bevidsthed om noget. Bevidstheden er sammensmeltet med sin genstand. Mennesket væren er som udgangspunkt en i-verden-væren, siger Sartre. Det vil sige, at alle kendsgerninger i min verden kommer til syne som kendsgerninger-for-mig og altså ses i lyset af, havd jeg er i færd med.
Menneskelig eksistens er intentionalitet, dvs. en rettethed mod muligheder, som vi stræber efter at virkeliggøre. Det er med andre ord ikke kendsgerningerne, der determinerer min bevidsthed, hævder Sartre, men min bevidsthed, der tildeler kendsgerningerne den ene eller anden bestemte betydning. Mennesket er således ikke anbragt i en faktisk virkelighed (fakticitet), men forholder sig altid til den på den ene eller anden måde ud fra sine forventninger og planer. Eller som Sartre formulerer det i Eksistentialisme er en humanisme: "det, vi forstår ved at ville, er en bevidst afgørelse, som for de flestes vedkommende finder sted senere end det, man har gjort sig selv til."
Ud fra denne position kritiserer Sartre enhver kausal-deterministisk menneskeopfattelse, altså betragtningsmåder, der går ud på, at mennesket er bestemt af udefra kommende årsager. Mennesket er hverken et resultat af ydre eller indre påvirkninger. Mennesket skaber sig selv, og kan på den måde gøre sig fri af arv og miljø. Det tvingende ved fortiden ligger i, at jeg vælger at underlægge mig dens tvang. Hvad et menneske bliver eller er blevet, er udtryk for dets grundlæggende, frie valg af, hvorledes det har valgt at leve sit liv.
Hvordan et menneske forholder sig til sig selv og sin egen eksistens, bliver afgørende. Udefra set deltager mennesker i et eller andet samfundsmæssigt rollespil, de bliver tingsliggjorte. Indefra set kan det enkelte menneske derimod ikke betragte sig kun som ting. Det er mere end den rolle det spiller. Ifølge Sartre, kan jeg som menneske til enhver tid forholde mig frit til enhver situation og bryde ud af de roller, som samfundet har pålagt mig eller jeg selv har påtaget mig. Jeg har altid mulighed for at forholde mig til fortidens og omverdenens bindinger og må dermed også påtage mig ansvaret for mine valg.
Da mennesket er det, som det gør sig selv til, betyder det, at mennesket vælger og selv skaber sine moralske værdier. Der er ifølge Sartre ingen almengyldig moral, der kan angive, hvad man skal gøre. Det der kvalificerer et etisk valg, er den lidenskab og det engagement, hvormed det enkelte menneske frit vælger. Alligevel hævder Sartre, at det enkelte menneske ikke kun har ansvar for sin egen eksistens. Gennem de frie valg, som det enkelte menneske foretager, viser det nemlig over for alle andre, hvad det selv anser for at være godt og værdifuldt, og demonstrerer dermed sin subjektive opfattelse af, hvad der skal gælde som en almengyldig norm.
I sit andet store filosofiske hovedværk, Kritik af den dialektiske fornuft, 1960, viderefører Sartre sit eksistentialistiske synspunkt, nemlig at det i sidste instans er mennesket selv der konstruerer den menneskelige virkelighed. Men her drejer han synsvinklen fra det enkelte individ hen imod den fælles sociale og historiske verden. Målet er via en politisk-filosofisk "at genvinde mennesket i marxismens indre".
Ifølge Sartre har historien en fornuftsstruktur, som udvikler sig i en uafbrudt og uafsluttet bevægelse. Fornuftsstrukturen skal ses som de processer, der opstår af den menneskelige praksis gennem de enkelte menneskers vedvarende forsøg på at skabe en helhedsforståelse. Den historiske udvikling er et resultat af menneskers interesser og handlinger i en fælles social verden. Den er som Sartre ville udtrykket det, forankret i subjektiviteten. Der eksisterer således ifølge Sartre ikke nogen objektiv ånd (Hegel) eller objektiv kraft (Marx), som driver historien fremad.
Den menneskelige verden er således en verden, der på forhånd er fyldt med betydninger og interesser, som mennesker i historiens løb indlagt i den. Vi må derfor forholdes os til den konkrete verden i vores egen praksis. Det etiske og politiske problem ligger i spørgsmålet om, hvor langt det enkelte individs frihed til at tilgodese sine egne interesser går i forhold til andre menneskers tilsvarende frihed. Dette kan uden tvang, kun løses ved at vi som enkeltpersoner frivilligt forener os i en helhedsskabende praksis og samarbejder omkring virkeliggørelsen af de fælles mål.
Hannah Arendt er en tysk-amerikansk filosof, der var elev af Martin Heidegger og Karl Jaspers. Hun betegnede sig selv som politisk teoretiker, og var inspireret af eksistentialismen.
Hannah Arendt emigrerede som jøde til Frankrig i 1933 og videre til USA i 1941, hvor hun blev statsborger i 1950, og efterfølgende underviste på flere universiteter. Bl.a. udgav hun flere bøger omhandlende den moderne totalitære stat væsen, nazismens og stalinismens fællesstræk og antisemitismen i Europa. I bogen Eichmann i Jerusalem, 1963/2008 giver hun et kontroversielt portræt af den tyske krigsforbryder, hvor hendes kritik af retssagen imod Adolf Eichmann og hendes omtale af jøders medskyld i udryddelsen af jøder vakte voldsom vrede i jødiske kredse.
Arendts filosofiske bidrag bestod i at vise, hvordan mennesker udfolder sig som politiske væsener, når de handler og dømmer. Det eksistensfilosofiske element i Arendts tænkning betoner, at man må tage sig selv og sine opgaver op på en ansvarlig måde, dvs. ud fra en forståelse af egne handlingers betydning i andre menneskers liv. Frihed, handling og tale er personlige kapaciteter, hvorigennem vi erfarer vores egen afhængighed af andre. Enhver handling forudsætter et individ, der kan vælge og dermed gøres ansvarlig for sine handlinger, men dette samme individ er samtidig formet af fællesskabet ved i forståelsen af sig selv at være formet af andres synspunkter og bedømmelser. I følge Arendts opstår og trænes den politiske dømmekraft i en samtale, hvor der tænkes og tales konkret, og hvor man forsøger at undgå generaliseringer. For når der tales konkret, forstår man at forholde sig til både lidelse og lykke i den andens liv, og til sin egen andel heri.
Adof Eichmann under retsagen i Jerusalem 1961.
Simone de Beauvoir er fransk forfatter og eksistensfilosof, der bl.a. samarbejdede med og var tæt knyttet til Jean-Poul Sartre. Ud over en righoldig produktion omhandlende etik, feminism og politik er hun også kendt for sin litterære virksomhed.
Blandt hendes filosofiske bøger er de mest kendte Det andet køn (1949/1965), som 1970'ernes kvindebevægelse gjorde til teoribogen om den historisk bestemte undertrykkelse af kvinder, og Alderdommen (1970/1983) om samfundets tilsidesættelse af de ældre.
Den mest kendte og roste af de Beauvoirs romaner er Mandarinerne fra 1954, der handler om de de franske intellektuelles ('mandarinernes') ansvar i samfundet samt kærlighedens og kvindens stilling i årene under og efter 2. Verdenskrig.
Albert Camus er en fransk forfatter og eksistensfilosofisk tænker. Han er født i Algeriet og slog sig i 1940 ned i Paris, hvor han deltog i modstandsbevægelsen. Men han fastholdt til sin tidlige død i en bilulykke i 1960 en ideologisk og politisk uafhængig humanisme, der i høj grad er vævet ind i hans skønlitterære forfatterskab.
Camus' udgangspunk var oplevelsen af livets meningsløshed, dets absurditet, uden Gud og absolutte værdier, men med et moralsk ansvar for den enkelte.
Det er som romanforfatter Camus har ydet sin mest original indsats. Den fremmede, 1942/2002 betegnes som en revolution i fransk litteratur, bl.a. ved at vise fremmedgørelse gennem selve romanens fortælleform. Efter Pestens, 1947 allegoriske beskrivelse af egoisme, straf og solidaritet kulminerede forfatterskabet med Faldet, der i original form fremstiller myten om den vestlige civilisations totale skyld: Det moderne menneske stiller sig retfærdigt og angerfuldt an, men søger i virkeligheden blot bekræftelse på egen selvgodhed.
Absurditeten, der primært udforskes i Sisyfosmyten, 1942/1960, udspringer ifølge Camus af en grundlæggende fremmedhed over for verden, der udelukker alle objektive tilværelsesforklaringer. Mennesket kan kun finde en mening med sit liv ved illusionsløst og på eget ansvar at skabe den i det subjektive oprør mod de vilkår, det er underkastet. Det gælder om at leve mest muligt, men som han senere skriver i Oprøreren, der først udgives i 1964, skal det være i samhørighed med andre mennesker.
Camus beskæftiger sig ofte med magtens og frihedens grænser, og hans styrke er i hele forfatterskabet at se uløselige og tragiske konflikter i øjenene. For ham selv blev Algeriets frihedskamp (1954-62) en sådan tragedie, der anes bag flere af hans noveller, og hans forsøg på at finde et kompromis mellem arabere og europæere førte til et brud med de venstreorientered intellektuelle, der støttede løsrivelsen.
Frankfurterskolen er ikke nogen egentlig filosofisk skole, men en fællebetegnelse for en række filosoffer med tilknytning til Institut for Socialforskning i Frankfurt am Main, Tyskland. Instituttet blev oprettet i 1924 af en række marxistisk orienterede intellektuelle. Nogle af de mest kendte fra denne kreds er Max Horkheimer og Theodor W. Adorno udover Herbert Marcuse og Jürgen Habermas.
Det var instituttets erklærede hensigt at videreudvikle den marxske teori, at forske i arbejderbevægelsens historie og at gennemføre en marxistisk samfundskritik.
Instituttet blev lukket af nazisterne og kredsens medlemmer tvunget i eksil i 1933. De vendte først tilbage til Frankfurt i 1949.
Ligesom eksistentialisterne (Sartre og Camus) forsøgte de to ledende filosoffer ved instituttet Horkheimer og Adorno at forene deres synspunkter om individets frihed med individets ansvar. Det var tanker, som de allerede under eksilet i USA var begyndt at skrive om i fællesværket Oplysningens dialektik, 1944, der blev et meget betydningsfuldt værk i efterkrigstiden, specielt efter genudgivelsen i 1969, hvor det især inspirerede studenteroprørets ideologiske synspunkter.
Et centralt udgangspunkt for Frankfurterskolens såkaldte kritiske teori, var forsøget på at forklare, hvordan den historiske udvikling på én gang kunne kunne føre til fremskridt på det samfundsmæssige plan og medføre elendighed, ufrihed og undertrykkelse på det individuelle plan. Svaret var, at i det kapitalistiske samfund bliver mennesket undertrykt og tingsliggjort i produktionsprocessen af hensyn til kapitalens profitmaksimering. I forsøget på at beherske naturen og frigøre sig fra naturtvangen er mennesket selv blevet behersket. Naturtvangen er blevet til samfundstvang. Kritikken måtte derfor blive en kritik af ethvert system, der var styret af den instrumentelle rationalitet, hvad enten systemet var filosofisk, videnskabeligt eller socialt og politisk.
Ifølge Horkheimer og Adorno er den positivistiske idealforestilling om en værdifri videnskab en illusion. Det er nemlig i praksis umuligt at løsrive det erkendende subjekt og dets interesser fra den objektive virklighed, som skal erkendes: Enhver erkendelse bunder i en interesse i at erkende noget bestemt. Også derfor skal empirisk forskning vejledes og styres af kritisk samfundsmæssig refleksion, en filosofisk metode der vedvarende forholder sig med en kritisk distance til de såkaldte positive, empiriske 'kendsgerninger'. Ellers vil forskningen blive reaktionær, blind og perspektivløs. Det gælder bl.a. om at finde frem til de værdiforestillinger, der er skjult bag "objektivitetens" overflade.
Deleuran, Kapitallogik i 1970’erne.
I samfundsmæssig sammenhæng fik Frankfurterskolens tanker sit mest markante politiske og ideologiske udtryk i ungdoms- og studenteroprøret i 1960'erne og 1970'erne, hvor nymarxistiske og venstresocialistiske bevægelser i det såkaldte "Det nye venstre" vandt frem. Det var respekten for det enkelte individ og kritikken af enhver totalitet, der var i højsædet. Især inspireret af Herbert Marcuse, der i modsætning til de fleste andre fra Frankfurterskolen blev i USA, hvor han fik statsborgerskab.
Et af Marcuses betydeligste værker er Eros og civilisationen. Et filosofisk bidrag til Sigmund Freud, 1954. Her skriver han: "Civilisationen begynder dér, hvor man i praksis giver afkald på det primære formål, nemlig fuldstændig behovstilfredsstillelse." Ifølge Marcuse er behovstilfredsstillelse både en betingelse for civilisation og et udtryk for en undertrykkelse eller "repression" som han kalder det. Men i modsætning til Freud ser Marcuse en mulighed for en ophævelse af repressionen, da den i væsentligt omfang er et socialt og historisk fænomen.
Vejen ud af den eksisterende undertrykkelse - som i vesten i høj grad er en selvundertrykkelse forårsaget af mediernes og reklameindustrien massive manipulation - er ifølge Marcuse, at folket nægter at samarbejde med magthaverne, og dette kan kun ske ved en politisk organisering, i første omgang især blandt intellektuelle, og ikke mindst de studerende blandt ungdommen. Ved en forelæsning i 1970 for studerende ved Freie Universität i Berlin pointerede han netop, at studenterne kunne blive en afgørende revolutionær faktor, nemlig som igangsættere.
Over for systemets vold og undertrykkelse er det legitimt at gøre modstand, i givet fald med vold, mener Marcuse. Men det er en betingelse for berettigelsen af denne voldsudøvelse mod systemet, at volden ikke udøves ud fra private interesser alene, men har dækning i en offentligt accepteret og almen interesse til gavn for livet og friheden. Derfor er det heller ikke rimeligt at bekæmpe systemet som f.eks. de terroristiske grupper i Tyskland og Italien gjorde. Hvad det gælder om er at bevidstgøre de undertrykte grupper i samfundet til en fælles modstand mod det etablerede system gennem f.eks. oplysningskampagner og demonstrationer.
Protest mod Vietnamkrigen: Philadellphia, 1966.
Jürgen Habermas er opvokset i nazitidens Tyskland, og opgøret med totalitære og undertrykkende systemer har sat sit på på de fleste af hans filosofiske værker. I 1965 afløste han Horkheimer som professor i filosofi og sociologi ved Institut for Socialforskning i Frankfurt am Main, og han betragtes derfor ofte som Frankfurterskolens 2. generation, selv om han på flere punkter kritiserede Adorno, Horkheimer og Marcuse. Ligesom disse fik også Habermas stor betydning for studenteroprøret i 1968, men med studenteroprørets stigende radikalisering med mere militante aktionsformer, tog begge parter afstand fra hinanden
.Omkring 1970 tog Habermas' forfatterskab da også en drejning mod øget interesse for samtalens og kommunikationens betydning, hvilket bl.a. resulterede i han store værk: En teori om kommunikativ handlen, 1981.
I sine værker fra 1960'erne videreførte og uddybede han den marxistisk inspirerede kritik af den borgerlige bevidstheds undertrykkende opspaltning af en samfundsmæssig helhedsforståelse, som også have været fremført af den ældre generation af Frankfurterskolens filosoffer.
Ifølge Habermas er borgerlig bevidsthed karakteriseret ved at trække et skarpt skel mellem forskellige 'områder' af samfundet, områder som ud fra en borgerlig bevidsthed ikke må sammenblandes. Den samfundsmæssige totalitet opdeler Habermas først og fremmest i 'stat' og 'samfund', mens sidstnævnte er underopdelt i et 'privatområde' (der er opdelt i 'intimsfære' og 'socialsfære') og et 'offentlighedsområde' (der er opdelt i 'kulturel offentlighedssfære' og 'politisk offentlighedssfære'). Og til hvert af disse områder er der knyttet forskellige aktiviteter som ud fra en borgerlig tankegang ikke bør sammenblandes.
Som Habermas ser det, er skellene mellem samfundets forskellige områder og sfærer med fremvæksten af efterkrigstidens moderne velstandsstat ved at blive brudt ned. Og det er de borgerlige/reaktionæres mål at at tilbageføre forholdene til tidligere tiders forhold.
Sin kritik af samfundet udbyggede Habermas i 1968 ved at argumentere for at erkendelse og interesse er uløseligt forbundet med hinanden. Videnskabelig neutralitet er ikke mulig. Tværtimod hævder Habermas, at der er interesser på spil i enhver form for forskning.
I arbejdet er mennesket således ledet af en interesse i at frigøre sig fra naturtvangen ved at beherske naturen, mens det i sin interaktion ('den kommunikative handlen') med andre mennesker er interesseret i at leve på en god måde i sit forhold til andre. Samspillet med andre mennesker får derved en moralsk dimension.
Ifølge Habermas bunder den glade optimisme, der karakteriserede 1700-tallets fremskridtstro og den dystre pessimisme, der har kendetegnet den senere kritik af denne holdning frem til i dag, i et ensidigt fornuftsbegreb. Rationalitet er tværimod et flertydigt begreb. Rationalitet er en måde at tænke på, og tænkningen er knyttet til sproget. Habermas tager således udgangspunkt i det fælles intersubjektive sprog, altså i den kendsgerning, at sprog ikke er et privat, men et kollektivt og socialt fænomen. Sprogbrug er kommunikativ handlen. Dermed bliver det også klart at sproget har flere forskellige funktioner, og til disse forskellige funktioner er knyttet forskellige interesser og former for rationalitet - med hver sit gyldighedskrav.
Habermas opererer med fire væsentlige funktioner i sproget. Det skal være præget af forståelighed, sandhed, troværdighed og rigtighed (det man bliver enige om). Alle fire krav er nødvendige for en vellykket kommunikation. I samtalen må samtaleparterne bøje sig for og mod hinanden, fordi de lader sig overbevise af "det bedre arguments ejendommelige tvangløse tvang". Kommunikationen bliver derved en "herredømmefri" og rationel diskurs, en i egentlig forstand "kommunikativ handlen".
Disse sprogfilosofiske synspunkter kobler Habermas sammen med sin civilisationskritik, hvor han på én gang vil fastholde både de positive og negative sider i den historiske udvikling. Han fastholder at bruddet med middelalderens enhedskultur faktisk har været et civilisatorisk fremskridt. Med den moderniseringsprocessen er der sket en opspaltning af det sociale livs praksis og rationalitet. Denne opspaltning har bl.a. ført til frigørelse fra megen religiøs, politisk og social undertrykkelse, og samtidig sikret mennesker bedre livsvilkår. Men opspaltningen har også haft omkostninger, i form af de forskellige rationaliteter, som er indlejret i Habermas' filosofi, hvor systemverdenens (kapitalens og bureaukratiets) rationalitet har koloniseret menneskets livsverdenen og fortrængt dens moralsk-praktiske rationalitet.
Konflikten mellem den såkaldte systemverdens og livsverdenens værdier viser sig som det Habermas kalder socialpatologier, dvs. sygdomstegn i samfundet liv, som f.eks. vilde strejker, husbesættelser, eller som ligegyldighed og passivitet i forhold til den social virkelighed. At mennesker gør oprør mod et samfund der sætter dem uden for indflydelse kan dog også ses som et sundhedstegn. Hvad det drejer sig om er altså på én gang at bevare og udvikle det civilisatoriske fremskridt og samtidig tilbageerobre de områder til livsverdenen, hvor systemverdenens strategiske mål-middel-rationalitet har fortrængt livsverdenens værdier.
Målet er ifølge Habermas at finde den rette balancegang mellem de forskellige interesser i det moderne samfund. Vi skal gennem en herredømmefri diskurs arbejde os frem til fælles løsninger på fælles problemer.
Habermas' interesse for den praksis-orienterede filosofi er de senere år drejet i retning af moralfilosofiske problemstillinger. Her er det bl.a. Habermas' synspunkt, at en kommunikativ argumentationsteori må baseres på en ikke-formel logik, da enighed i moralsk-praktiske spørgsmål ikke kan fremtvinges deduktivt eller ved henvisning til empirisk evidens. En moralsk-praktisk diskurs må derimod baseres på en argumentationsregel, der svarer til induktionsprincippet i den erfaringsvidenskabelige diskurs, hvor man gennem samtalen kommer frem til en fælles forståelse og enighed om, hvordan handlingskonflikter skal bilægges. Det er Habermas' pointe, at det kun er muligt at undgå, at nogle påtrykker andre deres egne holdninger, når den enkelte deltager i diskussionen om de grundlæggende værdier. Den enkelt er selv den sidste instans for bedømmelsen af det, som virkelig er i hans egen interesse. Men samtidig må de opfattelser og holdninger, som danner grundlaget for ens egen interesse, også være tilgængelige for andres kritik.
Den moralske diskussion er et offentligt anliggende, og det er en diskussion, som ikke kan løsrives fra den historiske og kulturelle sammenhæng - ogå når forskellige kulturelle værdier mødes. Habermas gør dog samtidig gældende, at vi alle er opvokset i et moralsk-sprogligt fællesskab, hvor der eksisterer det han kalder sædelighed, dvs. en offentlige og almindeligt anerkendte moral. Sædeligheden er kendsgerninger, fordi den er en del af vores livsform, men derfor behøver vi ikke at anerkende disse normer som berettigede og anerkendelsværdige.
Videnskab er ikke bare videnskab. For hvad vil det sige, at vi har fundet viden?
I den forbindelse er videnskabsteori en filosofisk diciplin, der handler om at studere videnskabernes metoder. Hvornår kan man f.eks. sige at en teori er siges at være bevit, hvis det overhovedet kan lade sig gøre? Kan man sige at videnskaben udvikler sig mod en større sandhed, eller er det i virkeligheden mennesket selv, der 'opfinder' teoriene.
I begyndelsen af 1900-tallet mente videnskabsteoretikerne - de såkaldte logiske positivister, at alle videnskabelige teorier skulle kunne bevise (verificeres), ellers kunne man ganske enkelt ikke betegne det som videnskab. Men omkring 1960 da Karl R. Popper bog Forskningens logik blev oversat til engelsk, slog han igennem med sit synspunkt om, at man aldrig nogensinde kan bevise en teori. Det handler ifølge Popper om at forsøge at modvise (falsifisere) den. Den endegyldige sandhed kan man aldrig finde, men i takt med at en teori modstår mange forsøg på at blive modbevist, bliver den stærk. Denne gren af videnskabsteorien kaldes kritisk rationalisme.
Dette billede bliver kort efter modsagt, da Thomas Kuhn med værket Videnskabens revolutioner fra 1962 slår fast, at videnskaben udvikler sig i paradigmer, i form af videnskabelige revolutioner, der ændrer hele vores vendensbillede. Ikke fordi det gamle garadigme bliver modbevist, eller det nye bliver bevist. Det sker i et sammensurium af forhold ved både det gale og de nye paradigme, der udløser omvæltningen.
Efter Kuhns paradigmeteori begyndte nogle teoretikere at stille spørgsmålsteg ved, om videnskaben overhovedet kan sige noget rigtigt om naturen. De kaldes relativister. Og de begyndte at betvivle, at videnskaben ovehovedt kan komme frem med objektive sandheder. Ja den mest radikale gren, de såkaldte socialkonstruktivister, mener fakstisk at naturvidenskab ikke er afgørende forskelligt fra fiktionslitteratur. Videnskabelige erkendelser er nemlig konstruktueret af mennesker. De er 'opfindelser' og ikke 'opdagelser'.
Olaf Stæhr-Nielsen, Videnskabernes Træ, 1949. Keramikrelieffet er udformet i forbindelse med udsmykningen af Aarhus Universitets hovedbygning, der blev indviet i efteråret 1946. I den oprindelige udformning fra 1949 havde keramikrelieffet symboler for hovedområderne humaniora, sundhedsvidenskab, økonom, jura og teologi. Siden er kommet yderligere symboler for naturvidenskab, 1961, statskundskab og psykologi, 1980 (to sidstnævnte udført af Knud Nellemose). Det oprindelige relief fra 1949 er brændt i polykromt ler, mens tilføjelserne er i glasseret ler.
Karl Raimund Popper, der er født og opvokset i Wien, er en af 1900-tallets mest fremtrædende videnskabsfilosoffer. Hans hovedide er, at fremskridt i erkendelsen ikke kommer fra arbejdet med at bevise teorier, men fra arbejdet med at modbevise dem.
Popper har gennem sit omfattende forfatterskab ydet bidrag til mange forskellige områder inden for filosofien, men det er først og fremmest han overvejelser over erkendelses- og videnskabsbegrebet, der har gjort ham kendt.
Det er især spørgsmålet om erkendelsens vækst, der optager Popper. Hvordan bliver vi klogere på virkeligheden. Og her er det hans synspunkt, at vejen frem ikke er, at vi bliver bedre til at forebygge og undgå fejl i vore teorier, men at vi bliver bedre til at opdage de fejl, vi begår, og lære af dem. Popper siger således:
Vi forsøger alle energisk at undgå fejltagelser; og vi bør være kede af det, hvis vi har taget fejl. Men at undgå fejltagelser er et fattigt ideal. Hvis vi ikke vover at tage fat på problemer, der er så vanskelige, at fejltagelser næsten er uundgåelige, vil der aldrig blive nogen vækst i vores viden. Faktisk er det af vore dristigste teorier, inklusive de fejlagtige, at vi lærer mest. Ingen er fritaget for at begå fejl; kunsten er at lære af dem."
Med denne indstilling afviger Popper fra den induktive erkendelse, der havde været mest udbredt siden 1600-tallet. Han afviser nærmest induktiv erkendelse som en myte. Popper erkender, at gentagne erfaringer har det med at give os vanemæssige forventninger. Han mener, at vi behovet for regelmæssighed er medfødt. Men forud for erfaringsprocessen ligger der, efter han mening, medfødte forventninger, som vi gør erfaringer i lyset af, og som vi måske ikke engang slipper, selv om de ikke opfyldes af erfaringerne. Popper ser således bevidstheden som en slags projektør, der kaster lys over virkeligheden og justeres mere eller mindre godt efter erfaringerne. Vi kan aldrig erfare tingene nøgent, kun gennem de briller, som vores erkendeapparat udgør.
Afgørende er, hævder Popper, at alle teorier om virkeligheden, også de medfødte forventninger, kan vise sig at være forkerte. "i virkeligheden kan intet retfærdiggøres eller bevises (uden for matematik og logik)." Alle teorier om realiteternes verden, også de bedste bekræftede, er i sidste instans gætværk.
Ifølge Popper medfører det imidlertid ikke, at vi må opgive forestillingen om objektiv erkendelse. Han er tværtimod tilhænger af det synspunkt, at der findes objektive sandheder, som vi kan søge efter og - hvis vi er dygtige og heldige nok - også kan finde. Vi kan blot aldrig være sikre på, af vi har fundet dem!
Vi har ikke kun et stærkt behov for regelmæssigheder. Vi er ifølge Popper også tilbøjelige til at søge bekræftelser for vore medfødte eller erhvervede forestillinger om virkeligheden. Vores almindelige indstilling er verfikationistisk, dvs. at vi forsøger at underbygge og forsvare vore teorier ved at lægge vægt på de ting, der bekræfter/verificere dem. Problemet er blot, at vi ser virkeligheden i lyset af vore forventninger. Verifikationer kan gøre os stærkere i troen, men de styrker ikke sandheden i det vi tror på. Blot et negativt eksempel kan modbevise nok så mange verifikationer. Vi kan under ingen omstændigheder bevise, at teorier er rigtige, men vi kan under visse omstændigheder modbevise dem. Derfor er forsøg på falsifikation den korrekte videnskabelige metode
Popper foreslår på den baggrund, at vi kun bør glæde os over bekræftelser, når de er resultatet af alvorlige forsøg på at falsificere teorien. Vi bør derfor betragte enhver teori som en hypotese (foreløbig antagelse), hvis sandhed skal afprøves negativt ved at forsøge at udlede (deducere) så dristige konsekvenser af den som muligt, for således ved konfrontation med virkeligheden at få blotlagt dens eventuelle mangler. Resultatet af denne hypotetisk-deduktive fremgangsmåde vil ofte være, at vi må forkaste eller revidere hypotesen (den foreløbige teori). Holder den stand, betyder det ikke at den er sand. Den har blot overlevet et forsøgt på falsifikation.
Vi kan derfor ikke stole på teorier. Men som Popper formulerer det, kan der være rationelle grunde til at foretrække den ene teori frem for den anden, nemlig dem der via 'trail and error-metoden' er bedst afprøvet for fejl.
Popper udviklede sine centrale teorier tidligt, men det var først i løbet af 1960'erne, de begyndte at slå igennem, efter at hans første værk Forskningens logik, 1934 var oversat til engelsk i 1959. Gennembruddet kom samtidig med at den amerikanske fysiker og videnskabshistoriker Thomas S. Kuhn med værket Videnskabens revolutioner, 1962 vakte international opmærksomhed med sit syn på naturvidenskabernes udvikling og herunder angreb Poppers falsifikationisme.
Kuhns kritik af Popper kommer til udtryk i bl.a. denne formulering: "Ingen teori [løser] nogensinde alle de problemer, som den på et givet tidspunkt står over for … . Hvis enhver mangel på overensstemmelse var grund til at forkaste teorien, burde alle teorier altid forkastes."
Det er ganske almindeligt, at teorier løber ind i større eller mindre problemer, efterhånden som de afprøves. Og det er langtfra altid let at afklare, om manglerne ligger i selve teorien, eller om de ligger i f.eks. afprøvningsmetoden.
For at forstå, hvordan langt det meste videnskabelige arbejde foregår, må man, siger Kuhn, være opmærksom på, at videnskabsfolk er medlemmer af et fællesskab, et "videnskabeligt samfund" med fælles begreber, arbejdsmåder, grundideer og synsvinkler. De er som Kuhn formulerer det underlagt et fælles paradigme.
Den, der arbejder inden for et paradigme, arbejder i en veldefineret verden, hvilket indebærer, at vedkommende er indforstået med bestemte måder at se verden på. Det er normaltilstanden.
Videnskabshistorien giver imidlertid eksempler på, at ikke blot enkelte teorier, men hele paradigmer er gået i opløsning og er blevet forladt, fordi mængden af uløselige problemer blev for stor, og fordi et nyt paradigme viste sig mere succesrig. Der er opstået en videnskabelig revolution. Et paradigmeskift.
"De svar, du får, afhænger af de spørgsmål, du stiller".
- Thomas Kuhn
Paradigmeskift
Efter afslutningen af Den 2. Verdenskrig med nazismens fald og atombomber over Hiroshima og Nagasaki, var det klart for de fleste, at et absolut skel mellem objektiv og værdifri videnskab og etiske holdninger, ikke var holdbar. Som bl.a. Karl R. Popper havde udtrykt det, var absolut frihed hverken mulig eller ønskværdig, idet den kan blive en trussel mod ligheden.
Atombomben over Nagasaki, august 1945.
Den amerikanske filosof John Rawls forsøgte i forlængelse af Popper, at argumentere for en retfærdig afvejning mellem frihed og lighed. De liberalistiske principper om politisk lighed og frihed og den økonomiske frihed, der havde været styrende for den samfundsmæssige udvikling i USA, havde tydeligt vist, at den økonomiske frihed havde ført til omfattende social ulighed, og ifølge Rawls til en uretfærdig fordeling af de sociale goder. Derved fik hans politiske filosofi naturligt nok en drejning hen imod en konkret diskussion af en retfærdig fordeling af samfundets økonomiske og materielle goder.
I sin filosofi tager Rawls udgangspunkt i en forestilling om retfærdighed som fairness. En ordning, hvor aktørerne handler inden for kendte spilleregler og i fælles forståelse indretter sig efter dem. Altså lidt i retning af Hobbes', Lockes og Rousseaus samfundskontrakt. Men Rawls ser den som en hypotetisk konstruktion, der skal sikre, at diskussionen om samfundets retfærdige indretning kan foregå rationelt inden for fastlagte spilleregler. Vigtig er det også at slå fast, at for Rawls må de rige godt blive rigere, og de sociale forskelle må gerne blive større, men kun hvis de fattiges sociale og økonomiske niveau samtidig løftes, og hvis de fattigste accepterer forskellene.
Rawls social-liberalistiske tankegang ligger tæt op ad den skandinaviske velfærdstænkning, og teorien om retfærdighed har her fungeret som et forsvar for den statslige fordelingspolitik
"En uretfærdighed kan kun tolereres, når den er nødvendig for at undgå en endnu større uretfærdighed.." - John Rawls
Den skotsk-amerikanske moralfilosof Alasdair MacIntyre drøfter forestillingen om at grundlæggende politisk uenighed kan løses gennem rationel diskussion. Og hans svar er nej, idet han mener at det er en vildfarelse at tro, at retfærdighed kan begrundes rationelt. Det er nemlig umuligt at blive enige om, hvad der er de relevante, formale regler for, hvordan man skal opnå retfærdighed.
På linje med Marx mener MacIntyre, at argumenter, der prøver at tage sig ud som rationelle begrundelser for moralsk-politiske synspunkter, i virkeligheden blot tjener til at dække over bestemte interesser. De er ideologiske magtmidler til at gennemtrumfe egnesynspunkter.
I stedet vil MacIntyres sætte det han kalder kommunitarismen (det fælles). Han mener at samfundet i dag er gennemsyret af emotivistiske synspunkter, hvor moralske og politiske holdninger ikke kan afvejes rationelt over for hinanden. Vores moralske sprog er gået i opløsning.
Ifølge MacIntyre udspringer vore moralfilosofiske problemer af moralfilosofiens historieløshed som kun kan løses ved at anskue moralske spørgsmål i deres konkrete, historiske og sociale sammenhæng. På linje med Aristoteles mener MacIntyre, at mennesket er 'et socialt dyr', der kun kan udvikle sig som menneske i fællesskab med andre (kommunitarisme). Her oplæres det enkelte menneske i dyderne igennem den sociale praksis i et fællesskab, der er båret af bestemte, kulturelle traditioner og værdisæt, og lærer at finde 'den gyldne middelvej'
En af dem, der har haft en vis gennemslagskraft i den offentlige (ofte højtragende) etikdebat, er den australske filosof Peter Singer. Han interesser sig især for den måde, etik anvendes på i praksis. For som han siger; hele pointen med etiske domme er, at de skal styre praksis.
Singer karakteriserer selv sit etiske standpunkt som præferenceutilitarisme, dvs. en speciel form for nytteetik, hvor moralske handlinger skal vurderes ud fra deres konsekvenser.
"Den utilitarisktiske doktrin er minimalistisk, en første base, vi når ved at universalisere afgørelser, der træffes af egeninteresse. Hvis vi skal tænke etisk, kan vi ikke undgå at tage dette skridt."
Ifølge præferenceutilitarismen er en handling forkert, hvis den er i modstrid med en hvilken som helst skabnings præferencer - medmindre denne præference opvejes af modsatte præferencer. Det er altså ikke moralsk acceptabelt - uden gode grunde - at tilsidesætte et enkeltindivids præference til fordel for de manges præferencer.
Men som Singer siger, skal etikken stå sin prøve i praksis. Det drejer sig om at diskutere etiske problemer for i fælleskab at arbejde hen imod fælles problemløsninger.
Hvad gør vi med flygtninge der 'banker på vores dør'.
"Jeg tror ikke, at man kan ændre den menneskelige moral, men jeg mener, at vi har en forpligtelse til at være så moralsk gode som muligt". - Peter Singer
Betegnelsen 'det postmoderne' stammer fra arkitekturen, hvor det stod for nogle tendenser i 1960'ernes og 1970'ernes byggestil. Fra 1979 blev udtrykket 'postmoderne' også introduceret i filosofien, selv om udtrykke langt fra er uproblematisk og har været kilde til fortsatte diskussioner og uenighed. Betegnelsen betyder egentlig blot noget, der kommer efter det moderne. Men hvorvidt 'det moderne' skulle være afsluttet er der delte meninger om.
Inden for filosofien er det postmoderne blevet identificeret med både post-marxisme og post-strukturalisme.
I 1977 havde en gruppe franske filosoffer kritiseret Marx og marxismen for at drive udviklingen mod et nyt barbari, hvor de undertrykkende kommunistiske regimer blev set som en logisk konsekvens af tendenser i marxismen, og ikke kun som uheldige fejludviklinger.
Opgøret med strukturalismen bestod dels i en kritik af forestillingen om statiske strukturer, og dels i et nyt forsøg på at se strukturer som dynamiske. Inspirationen blev hentet hos Nietzsche og Wittgenstein.
Dekonstruktion
Det første markante opgør med strukturalismen kom fra Jacques Derrida, i forbindelse med et foredrag i 1966 i USA, hvor Derrida skulle introducere strukturalismen. I stedet leverede han et opgør med den tidligere strukturalisme og hele den vestlige metafysiske tradition.
Ifølge Derrida kunne man ikke bare sætte sig ud over denne tradition, men man kunne forholde sig dekonstruerende, altså undersøgende og problematiserende, ved skridt for skridt at undersøge de grunlæggende forestillinger for modsigelser. Derrida talte således om et spil af forskelle, der kan afsætte midlertidige begreber. Vendingen at "dekonstruere den vesterlandske metafysik", som er central i Derridas skrifter, må nærmest opfattes som en undersøgelse, kritik og afsløring af den vestlige filosofi og ideologi.
I Derridas hovedværk Om Grammatologi, 1967 blev en række centrale filosoffer udsat for en grundig dekonstruktion, der viste, at de var fanget i den vesterlandske metafysiks såkaldte logocentrisme, dvs. forestillingen om en mening eller fornuft, som er givet forud for noget udtryk.
Især med hensyn til opgøret med troen på en overordnet fornuft, logocentrismen, og dekonstruktionen som metode til at overvinde logocentrismen, har Derridas filosofi fået betydning for den senere filosofi.
Michel Foucault er en fransk idéhistoriker og filosof, der er blandt de store skikkelser i fransk poststrukturalisme. Hans gennembrud kom med Ordene og tingene, 1966, hvor den bærende idé er, at historiske epoker er karakteriseret ved en "epistemologisk sokkel", der brat skifter fra periode til periode. Fortidige kilder skal ifølge den metode Foucault beskriver ses som ‘monomenter’, der vidner om den erkendelsesstruktur, de var en del af. Sådanne monumenter kan være alle slags dokumenter, overleveringer, institutioner og levn, og de tilsvarende erkendelsesstrukturer kalder han for diskurser.
Foucault gør gældende, at måden at tale om et givent emne på er med til reelt at konstituere dette emne. Diskurser er måder at "italesætte" fænomener på, men herved udøver de også magt over det pågældende område ved overhovedet at definere de mulige subjektpositioner i området. Magt er ikke kun noget, der udstråler fra en førende autoritet; magt foreligger i ethvert institutionelt styre mde mellem subjekter.
Foucault har haft stor indflydelse på idéhistorie, kulturhistorie, socialvidenskab og antropologi gennem sit begreb om diskursanalyse, men han har også haft stor indflydelse på politisk tænkning gennem sin idé om, at hvad der kan synes at være frigørelse, ofte viser sig at være en mere subtil form for kontrol eller styring, som blot foregår gennem den enkelte. På denne måde kan politisk styring snigende overtage hele livet som område ("biopolitik").
"Jeg er ingen profet. Mit job er at lave vinduer, hvor der engang var vægge." - Michael Foucault
Verdenskrigene 1914-1973, Information og Globalisering 1973-2000 bygger på Hans Siggard Jensen m.fl. (red), Tankens magt, Lindhardt og Ringhof 2008
Periodens Filosoffer bygger på Keld B. Jessen (red), Filosofi. Fra antikken til vor tid, Systime 2007
Billeder mv. er hentet fra Wikimedia Commons, Creative Commons o. lign. Public Domains. Hvis du er rettighedshaver til illustrationer og mener, at dine rettigheder er overtrådt, må du henvende dig til ObscureEmail, og de vil straks blive fjernet.
I Vicini Vin
I Vicini Vine
VinKøb
VinSmagning
IdéHistorie
Filosoffer i tidsperioder
Om Revolution
Revolution/Oprør efter 1775
Jonna Brandhøj Malerier
Eksempler på Malerier
Eksempler på Strikvarer