Smith
Marx
Keynes
Friedman
Ostrom
Smith
Marx
Keynes
Friedman
Ostrom
Økonomi handler om at holde hus med samfundets ressourcer, men økonomer taler abstrakt, og mange forstår ikke hvad de siger.
Økonomi er sammensat af de græske ord 'oikos' og 'nomos' og betyder egentligt lov/regler for hus(holdning). Men økonomi er som videnskabelig disciplin blevet stadig mere kompleks og i stigende grad hængt op på uforståelig matematik og abstrakte modeller, der kun mestres af de færreste. Og når det opleves som umuligt at forstå økonomien, bliver det også umuligt at drage den økonomiske magt til regnskab. Fornemmelsen for 'det fælles bedste' forvitrer, og oplevelsen af at hænge sammen som samfund smuldrer. I tilgift kan man endda slå fast at økonomien ikke engang fungerer hensigtsmæssigt. Den økonomiske udvikling er kendetegnet ved tilbagevendende kriser - og det vil også ske i fremtidens globale økonomi. Ofte med de største konsekvenser for de dårligst stillede.
Økonomien er en kamplads for ideer, men det opdager vi kun, hvis vi ser faget i et idéhistorisk perspektiv. Kun ved en sådan betragtningsmåde bliver det klart, at der intet definitivt er ved tingenes nuværende tilstand. Økonomi er ikke en gang for altid fastlagte økonomiske modeller. Der er intet endegyldigt. Økonomiens idéhistorie afslører da også, at økonomifaget altid har været åben for diskussion.
Ifølge den italienske økonom Alessandro Vercelli har de seneste godt 100 år været karakteriseret af forskellige paradigmeskift i den økonomiske tænkning og økonomiske politik. En større krise i økonomien afstedkommer typisk et radikalt kursskifte i den dominerende økonomiske teori, der så igen med en vis forsinkelse former den økonomiske politik.
Denne 'interaktion' mellem praksis og teori kan føres helt tilbage til den industrielle revolution i slutningen af 1700-tallet samtidig med lanceringen af Adam Smiths Nationernes Velstand i 1776. Smiths værk indtroducerer liberalismen som afløser for den såkaldte merkantilisme, der prægede 1600- og 1700-tallet. Adam Smiths teoretiske forestilling om en 'usynlig hånd' som den styrende kraft i den fremspirende kapitalisme slog markant igennem og blev praktiseret som den liberalistiske politik - den såkaldte "laissez-faire", der dominerede økonomien frem til den økonomiske krise, der startede med børskrakkene i efteråret 1929.
Krisen med den omfattende og vedvarende arbejdsløshed viste, at den 'usynlige hånd' og laissez-faire-politikken ikke formåede at bringe tingene tilbage i balance. Det gødede jorden for den keynesianske revolution. Så gennem 1940'erne blev det John Maynard Keynes økonomiske teori, der var lanceret med værket General Theory i 1936, der blev toneangivende. En økonomisk teori der gav staten en større rolle med aktive interventioner for af genskabe beskæftigelsen og sikre den fordeling af de nye velfærdsgoder, som markedet ikke havde kunnet klare alene.
Keynesianismens epoke blev gennem 1950'erne og 1960'erne en tid med høje vækstrater og velstandsstigning, men også en periode hvor sårbarheden gradvisk blev øget på grund af voksende offentlige udgifter og voksende inflation.
I begyndelsen af 1970'erne blev situationen uholdbar, da bl.a. oliekrisen medvirkede til ny arbejdsløshed samtidig med en fortsat høj inflation. En situation som den keynesianske politik ikke kunne håndtere. Det blev nu i stedet den såkaldte neoliberalisme, med sit teoretiske fundament udformet af især Milton Friedman, der blev den nye mainstreamøkonomi. I den økonomiske politik kom deregulering, privatisering og et liberaliseret marked i centrum fra begyndelsen af 1980'erne, og i den økonomiske teori blev fokus lagt på matematiktunge generelle ligevægtsmodeller. Udsving i økonomien blev alene set som grundet i udefrakommende faktorer som forstyrrende intervention fra staten eller oliechok.
Gradvist bredte der sig i slutningen 1990'erne den opfattelse, at man omsider havde fundet nøglen til vedvarende at holde økonomien på sporet - en ny varig tilstand med stabil vækst, behersket inflation, lav arbejdsløshed og ingen voldsomme konjunktåursving. Ja, i 2007 nåede den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen lige akkurat at sige, at økonomerne må overveje "at skrive lærebøgerne på universiteterne om" i lyset af den ny krisefri tilstand, før finanskrisen brød ud og styrtede dette ny verdensbillede i grus.
Bankkriser var imidlertid allerede fra 1980'erne begyndt at blive hyppigere, men det blev set som isolerede hændelser. Med Den store Recession i 2007 bankede virkeligheden imidlertid atter på. Det var igen blevet klart, at markederne ikke selv er i stand til at sikre hverken en tilfredsstillende indkomstfordeling, en rimelig realløn for de mange eller en stabil beskæftigelse. Og uden det falder efterspørgslen og økonomien går i stå.
Og hvad så nu? Desværre ser det ikke ud til, at der er et paradigmeskifte på vej, men at vi må vente på en endnu større krise, før der sker noget!
Thomas Robert Malthus (1766-1834)
John Maynard Keynes (1883-1946)
Nikolai Kondratiev (1892-1938)
Depressionen 1929-1939.
Er vækst den eneste vej?
Doughnut - sociale og planetariske grænser.
Adam Smith betegnes endnu i dag for ledestjerne for liberalister verden over, og betegnes ofte som den økonomiske liberalisme fader og opfinder af begrebet "den usynlige hånd", der styrer økonomien til fælles bedste. Han tilskrives således introduktionen i økonomisk teori af begreber som udbud og efterspørgsel, egeninteresse og frie markeder. Det er derfor næppe en overdrivelse at sige, at Smiths tanker endnu i dag udgør kernen i den dominerende økonomiske tænkning, der i afgørende grad dikterer den førte økonomiske politik.
Adam Smiths Nationernes Velstand, der udkom første gang i 1776 og siden af forfatteren blev revidere fire gange, betegnes normalt som Smiths hovedværk. Med dette værk var det Smiths ambition af formulere de lovmæssigheder, der via markedet styrer økonomien og skaber velstanden i samfundet. En central formulering, om det enkelte menneskes ageren i økonomien, lyder, at det ikke alene har sin egen gevinst i tankerne, "han ledes i dette som i så mange andre spørgsmål af en usynlig hånd til at gavne et formål, som ikke indgår i hans hensigt. Og det er nu heller ikke så dårligt for samfundet, at dette formål ikke angår i denne hensigt. Ved at forfølge sin egen interesse fremmer han ofte samfundets interesse mere effektivt, end hvis han virkelig havde til hensigt at fremme den. Jeg har aldrig oplevet meget godt komme fra folk, der påstod at handle for det almene vel." Selviskhed, arbejdsdeling, bytte af varer og tjenester på et konkurrencebaseret marked er i Smiths optik de faktorer, der skaber velstand i det vi i dag betegner som et kapitalistisk samfund.
Men Smith var andet og mere en end liberalist, og hans videnskabelige indsats er mere nuanceret og kompliceret end prædikatet 'liberalismens fader' lader ane. Han var også moralfilosof og udgav allerede i 1759, hvad man kan betegne som hans første hovedværk, nemlig Teorien om de moralske følelser, hvor han betoner sympati for andre og fællesskabsfølelse som noget centralt i den menneskelige natur. Altså nærmest det stik modsatte af budskabet om selviskhed i Nationernes Velstand. Har Smith ændret syn på mennesket og verden eller er der en anden logisk sammenhæng som nogle påstår, i det der er blevet kaldt Das Adam Smith Problem, fordi tyske økonomer påbegyndte debatten. Der er således blevet peget på at egeninteressen er central på det økonomiske område, men at Smith var klar over, at moral var afgørende, når det drejede sig om, hvad der var passende og korrekt i konkrete situationer.
'Den usynlige hånd' - Ligevægt?
I værket Essay on the Principle of Population fra 1798 præsenterede Robert Malthus sin bekymring for overbefolkning, der var i modsætning til den almindelige fremskridtstro, som prægede oplysningstiden. Essayet omhandlede den uundgåelige tragedie, som den fortsatte befolkningstilvækst ville ende med set i lyset af madforsyningens knaphed, idet som han skrev, at befolkningstilvækstens drift er uendelig meget større en jordens mulighed for at skabe levegrundlag for mennesket. Det eneste, der kunne tøjle befolkningstilvæksten var hungersnød, pestepidimier og krig.
Med industrialisering blev Malthus' pessimistiske spådom i praksis punkteret, idet den historiske udvikling tilbageviste af befolkningsvæksten steg grænseløst, samtidig med at vi har været vidne til en stigende fødevareproduktion. Alligevel har teorien haft stor indflydelse, da den var inspiration for Darwins teori arternes om kamp for overlevelse og den fortsat har spillet/spiller en rolle i kampen mod den fortsatte udnyttelse af jordens ressourcer. Så måske banker vi stadig mod muren - der stod bare ikke dér, hvor Malthus så den.
Et andet af Malthus' væsentlige værker er Principles of Political Economy fra 1820, der er skrevet som et modsvar til David Ricardos On the Principles of Political Economy and Taxation fra 1817. Heri forsøger Malthus at give en tilfredstillende forklaring på økonomiske krisers opståen, nemlig, at det skyldes overproduktion i forhold til efterspørgslen.
Det var et synspunkt, som kom til at stå centralt i John Maynard Keynes argumentation i The General Theory of Employment, Interest and Money fra 1936.
Malthus teori om fødevarevareproduktion og befolkningsvækst.
David Ricardo bliver sammen med blandt andre Adam Smith og Thomas Robert Malthus betegnet som den såkaldte kassiske skole inden for økonomien, hvor man agiterede for fri konkurrence, et ureguleret marked og international frihandel. I dag huskes han mest for sin teori om komparative fordel, der går ud på, at det er til fordel for alle lande, hvis hver enkelt nation specialiserer sig i at fremstille den vare, som det af forskellige grunde, sammenlignet med andre lande er billigst til at producere - og så bytte sig til resten. En teori der fortsat er hjørnestenen i argumentationen hos fortalere for international frihandel som vejen til velstand.
Starten på Ricardos virke som økonomisk tænker var en række læserbreve til avisen Morning Chronicle. Det var nogle af disse pamfletter, der på opfordring af James Mill blev startskuddet på Ricardos hovedværk Principles og Political Economy and Tasation fra 1817, der straks blev en af de mest indflydelsesrige tekster om økonomi siden Adam Smiths Nationernes Velstand.
Men Ricardo blev også en del af det fundament, som Karl Marx stillede sig på, da han senere formulerede sin egen økonomiske teori med modsatte anbefalinger. I 1820'erne opstod en gruppe såkaldte ricardianske socialister, der baserede deres politiske anbefalinger på Ricardos værditeori. Ifølge denne er en vares værdi bestemt af mængden af arbejdskraft, der er nødvendig for varens fremstilling - ikke den "kompensation", der betales for arbejdet. Denne værditeori og Ricardos beskrivelse af modstridende klasseinteresser - der dog for Ricardo var interessemodsætningerne mellem landbruget og samfundet som helhed - blev centralt i Marx kapitalismekritik. Men hvor Marx så revolutionen som løsningen forsvarede Ricardo frihandelen som løsningen på økonomiens problemer.
John Stuart Mill beskæftigede sig udover politisk økonomi med logik, etik, filosofi, sociale forhold.
I første halvdel af 1800-tallet var socialisme ikke en etableret position, men man var begyndt at mærke de negative sider af det fremvoksende industrisamfund med ureguleret konkurrence og barske levevilkår. Mill kunne se problemerne og mente, at den utæmmede industrialisme ikke alene skabte ødelæggende modsætningsforhold mellem arbejdere og industriejere, men også fremelskede selviskhed og nedbrød moralen. Hans løsningsforslag var industrielle kooperativer. For hellere kooperativer end revolte eller statsstyring.
Mill er også blevet kendt for det forsimplede syn på mennesket som 'homo economicus' som alene stræber efter at besidde velstand, selv om han selv kalder "en arbitrær definition af mennesket, … [med] abstrakt sandhedsværdi".
Mens dette element i Mills syn på økonomi altså er blevet stående, er andre elementer fortrængt. F. eks. hans påpegning af, at økonomisk vækst er en midlertidig fase i civilisationens udvikling, og at forøgelsen af velstanden ikke er uden grænser, som han bl.a. skriver i sit hovedværk Principles of Political Economy fra 1848.
… se også John Stuart Mill under Filosofi: Naturalistiske Materialister
John Stuart Mill
Karl Marx var økonom, sociolog, filosof, journalist og politisk revolutionær.
Det var dog eftertiden mere end samtiden, der anerkendte Marx som en af de mest betydningsfulde politisk-økonomiske tænkere, hvad enten man nu var enig i hans tænkning eller ej. Hans hovedeværk Kapitalen (1867 ff) vakte således ikke den store opmærksomhed i samtiden.
Karl Marx levede en omtumlet tilværelse, idet han på grund af sine kompromisløse systemkritiske aktiviteter og opfordringer til oprør blev udvist fra både Preussen, Frankrig og Belgien og endte som statsløs i England.
Det kommunistiske manifest, som Marx og Engels offentliggjorde i februar 1848 appelerede: "Proletarer i alle land, foren jer!" og opfordrede til oprør mod den herskende klasse. Og den økonomiske depression og manglende politisk indflydelse fik da også arbejdere og selvstændige næringsdrivende på gaderne i Paris - selv om det nok ikke var på grund af manifestets offentliggørelse. Revolutionen blev dog kortvarig, og Marx måtte erkende, at folkets magtovertagelse og proletariatets diktatur udeblev.
Skuffelsen rokkede dog ikke ved Marx' overbevisning om, at den kapitalistiske model for økonomien ville bryde sammen, og hans efterfølgende, omfattende analytiske arbejde handlede grundlæggende om at beskrive den kapitalistiske økonomis bevægelseslove og gøre det klart, hvorfor den gik mod sit uvægerlige sammenbrud. Ifølge Marx formes historien således af løbende modsætninger, der udløser omvæltninger. Og det er ikke menneskers bevidsthed, men derimod deres sociale eksistens, der er bestemmende for udviklingen.
Med industrialiseringen og pengeøkonomiens ekspansion skabtes grundlaget for den kapitalistiske produktionsmåde, hvor arbejderne solgte deres arbejdskraft til dem, der ejede produktionsmidlerne (fabrikejere m.fl.). For at akkumulere profit var kapitalejerne tvunget til fortsat at udvikle produktivkræfterne ved arbejdsbesparende og effektiviserende teknologiudvikling, samtidig med, at det var nødvendigt med en stigende kapitalkoncentration i form af virksomhedssammenlægninger og fortsat at inddrage nye markeder, på grund af det Marx betegnede som 'profitratens faldende tendens', da menneskeligt arbejde skrumper i relativ betydning.
Af disse lovmæssigheder udledte Marx, at kapitalens gradvise udtømning af ekspansionsmulighed og den tiltagende udbytning af arbejderklassen ville føre til økonomisk krise og folkeligt oprør. Mange vil mene, at Marx analyse stadig holder - Marx forudsagde således aldrig, hvornår den kapitalistiske samfundsorden ville bryde sammen. Men han har givetvis undervurderet de politiske institutioners evne til at regulere kapitalismen og kapitalismens egen evne til at tilpasse sig ved at udvikle produktivkræfterne.
… se også Karl Marx under Filosofi: Naturalistiske Materialister
Fra omkring 1870 begyndte de såkaldte neoklassiske økonomer at indtage scenen. Det afspejlede dog ikke et opgør med de tidligere 'klassiske økonomer', som Marx betegnede dem, skønt han ofte selv regnes med i gruppen. Der var mere tale om et ændret fokus med vægt på detaljer, samt matematikkens inddragelse i økonomisk videnskab. En af de toneangivende neoklassiske økonomer var briten Alfred Marshall.
Marshal studerede matematik, men bl.a. læsning af John Stuart Mill sporede ham ind på studiet af økonomien som vej til et mere humant samfund. Sammentrængt kan Marstall holdning beskrives som troen på, at en konkurrencepræget kapitalisme kan og bør være vejen til velstand og trivsel for hele befolkningen, idet han med tiden i højere grad betonede livskvalitet og fair fordeling af goderne som det primære.
Men vejen til et mere menneskeligt samfund gik altså over en dybere forståelse af, hvordan tiden kapitalistiske økonomi fungerede. Og vejen hertil gik over matematikken. Alfred Marshall og de øvrige neoklassiske økonomers centrale ærinde var at skabe bedre indsigt i, hvordan markedet når frem til en vares pris. Og deres svar var: en funktion af udbud og efterspørgsel, med henblik på at fastsætte deres ligevægtspunkt.
Udbud og Efterspørgsel kurver
Alfred Marshall
Da børserne i London og Wall Street krakkede i efteråret 1929 brød de neoklassiske økonomers verdensbillede sammen. Deres tese var, at markederne altid ville bevæge sig mod ligevægt så længe der ikke opstod krige eller andre katastrofer. Men virkeligheden gik galt i 1920'erne. Der var behov for en anden og bedre forståelse af økonomien, og John Maynard Keynes var manden der leverede den.
Som ung havde Keynes Alfred Marshall som læremester, men i skyggen af 1929-krakket og Den store Depression udviklet Keynes sit eget, divergerende syn på, hvordan makroøkonomien fungerer og bør forvaltes. Det var dét, der kom til udtryk i hovedværket The General Theory og Employment, Interest and Money fra 1936. Et værk, der efter 2. Verdenskrig skulle blive selve masterplanen for økonomisk politik i den vestlige verden gennem tre årtier.
En hovedpointe i bogen er, at økonomiens udvikling ude i virkeligheden er præget af betydelig usikkerhed, i modsætning til modellernes idealiserede univers. Derfor er politisk styring afgørende for økonomiens udvikling. Og afgørende er styringen af efterspørgslen. I krisetider må staten aktivt stimulere beskæftigelsen og derigennem forbrug og vækst via bl.a. offentlige investeringer og ekspansiv finanspolitik.
Selv om præsident Roosevelts New Deal-program i USA med dets massive offentlige investeringer under og efter Den store Depression var i familie med Keynes' tanker, var det først efter Keynes død i 1946, at økonomer og regeringer for alvor tog keynesianismen til sig og gjorde den til omdrejningspunk for økonomisk politik frem til midten af 1970'erne.
Økonomiske kredsløb.
Joseph Schumpeter var enig med Marx i, at kapitalismen ville gå under. Men der stoppede overensstemmelsen. Han var ikke i nærheden af at være socialist. I følge Schumpeter var det den ny intellektuelle klasse af bureaukrater og åndsarbejdere, der ville angribe det kapitalistiske system - forudsætningerne for deres egen placering i samfundet. Men det var ikke kun marxismen Schumpeter talte imod. Han var uenig med de fleste, og blev anset for arrogant, kynisk og selvoptaget.
Schumpeter stod livet igennem i skyggen af sin intellektuelle rival John Maynard Keynes, der utvetydigt indtog pladsen som generationens mest fremtrædende og væsentligste økonom. Trods et fælles udgangspunkt i kritikken af de neoklassiske økonomer, der dominerede den økonomiske tænkning i første halvdel af 1900-tallet, var det Keynes justering af den økonomiske teori, der vandt tilslutning fremfor Schumpeters kritik af hele rammesætningen.
For Schumpeter var ideen om en sund økonomi i stabil ligevægt en fejlslutning. Forudsætningen for velstandsskabelse var en økonomi i dynamisk uligevægt. Defor var det ifølge Schumpeter iværksætteren - anføreren for strukturelle brud - der var det centrale økonomiske subjekt. Schumpeter forstod innovation som entreprenørskab, der flytter ressourcer fra forældet til ny og mere produktiv beskæftigelse med indførslen af nye produktionsmidler og organiseringsformer - hvad han kalder "kreativ destruktion". Under kapitalismen er ødelæggelsen og fremskridtet uløseligt forbundet, og kun iværksætteren kan tilvejebringe varig økonomisk vækst.
Schumpeter var også skeptisk over for, at staten spekulerede i at optage lån og indkræve skatter - det Keynes så som kuren til at opnå social retfærdighed og økonomisk fremskridt - fordi han frygtede, at det tilskyndede tyranni og invitere politikerne til uansvarlighed og populisme. Og dermed både kapitalismens og demokratiets de facto ophør.
Joseph Schumpeter
Den ungarske økonom Karl Polanyi flyttede fra Wien i 1933, da fascismen begyndte at vise sit ansigt for alvor, og fascismen blev i høj grad omdrejningspunktet for hans senere forfatterskab. Polanyi begyndte at undervise i britisk økonomis historie i 1937, hvilket tvang ham til intenst at beskæftige sig med kapitalismen historie og industrialiseringen i England, hvilket kulminerer i hans filosofiske hovedværk The Great Transformation fra 1944.
En af Polanyis afgørende hovedpointer var, at uregulerede markeder aldrig fungerer. Statsapparates indgriben er nødvendig på et tidspunkt. Industrialiseringen havde ganske vist tilvejebragt idéen om et 'frit marked'. Frit for det omkringliggende samfunds institutioner: kulturen, religionen, familien. En frakoblet økonomi, der ikke var begrænset eller betinget af ikke-økonomiske hensyn til skade for de svageste i samfundet. En afkobling der for Polanyi var den direkte anledning til fascismen. Med fascismen kunne den sociale sikkerhed og økonomisk vækst gå hånd i hånd, men prisen var demomokratiet, de borgerlige og civile rettigheder. Derfor argumenterede Polanyi for en økonomi, hvor økonomiske hensyn skulle anskues som én blandt en række vigtige samfundsinstitutioner. En legitim økonomi er betinget af sin begrænsning.
Polanyi så et grundlæggende modsætningsforhold og spænding mellem kapitalisme og demokrati, der kun lod sig forløse i enten fascisme eller økonomiske demokrati, hvor den private ejendomsret er ophævet, og økonomien ikke fungerer som et adskilt rum. I et demokrati må økonomiens indretning således altid basere sig på demokratisk samtale - og profitmotivet må aldrig blive et mål i sig selv.
Karl Polanyi
Efter endt økonomiuddannelse i Skt. Petersborg blev Nikolai Kondratiev allerede som 25-årig viceminister for forsyning i den provisoriske regering efter februarrevolutionen i 1917. Men da bolsjevikkerne tog magten ved oktoberrevolutionen samme år, genoptog Kondratiev den økonomiske forskning, og etablerede det respekterede Konjunkturinstitut i Moskva.
Her udviklede Kondratiev sin teori om kapitalismens supercykler, af eftertiden døbt Kondratievbølger, på 45-60 år (i modsætning til de kortere konjunktursvingninger af 5-10 års varighed). Hans første videnskabelige artikel om emnet kom i 1922, og blev fulgt af flere de følgende år.
Det Kondratiev mente at kunne iagttage var fire typiske og tilbagevendede faser i den kapitalistiske økonomis langristede udvikling: En 'forårsfase' karakteriseret ved nye teknologiske gennembrud og stærk økonomisk ekspansion. En 'sommerfase' med stadig fremgang og optimisme, men hvor inflationen begynder at tage til og investeringslysten svækkes. En 'efterårsfase', der er kendetegnet ved tiltagende låntagning og fiktiv værdiskabelse, der fører til en uholdbar spekulationsboble. Og endelig en 'vinterfase', hvor økonomien efter boblens brist går i depression med ulyst til investeringer, høj arbejdsløshed og stærke politiske og sociale spændinger. Når tilliden gradvist vender tilbage, og ophobet kapital igen investeres i nyopdukkede teknologier, begynder en ny supercyklus.
Kondratiev og hans eftertid har identificeret fire sådanne cykler siden den industrielle revolution. En cyklus fra 1790-1848 indledt med dampmaskinens og fabrikkernes indtog. En cyklus fra 1848-1890 startende med jernbane, telegraf og stålproduktion. En cyklus fra 1890-1945 præget af sværindustri, elektricitetens gennemslag og telefoni. Og endelig en cyklus fra 1945-2008 karakteriseret af nye petrokemiske materialer, elektronik og automatisering. Kondratiev selv blev dog afbrudt i sit arbejde, da Josef Stalin i 1928 beordrede Kondratievs videnskabelige arbejde, der havde vakt opsigt i det øvrige Europa, fjernet, da teorien om kapitalismens evne til at forny sig efter en krise, ikke stemte overens med den marxistiske lære i Sovjetunionen. Kondratiev blev efterfølgende arresteret for antikommunistisk agitation og deporteret til Siberien i 10 år, idet han blev henrettet i 1938 få år før deportationen udløb.
I Vesten gik Kondratievs teori i glemmebogen efter 2. Verdenskrig indtil krisen ramte i 1973-74 og hans forklaringsmodel på ny blev diskussionsemne blandt økonomer.
I 1962 blev dødsdommen over Kondratiev 'tilbagekaldt' og med Gorbatjovs perestrojka i 1989 begyndte rehabiliteringen og genudgivelsen af hans værker i Sovjetunionen/Rusland.
Den østrigske økonom Fredrich August von Hayek var en indædt kritikker af Keynes og keynesianismen, og talte som fremtrædende repræsentant for den såkaldte 'østrigske skole' mod enhver form for statslig indblanding i markedet. Han er blevet kaldt den klassiske liberalismes store fortaler og blev sent i livet en helt central inspirationskilde for storbritanniens konservative premierminister Margaret Thatcher, USA's præsident Ronald Reagan foruden liberalisten Milton Friedman.
Hayek, som havde oplevet den ødelæggende hyperinflation i Østrig efter 1. Verdenskrig, mente i modsætning til Keynes, at en stimulering af økonomien blot ville forværre krisen. Hans grundlæggende synspunkt var, at ingen kunne have fuldstændig viden om økonomien, hvorfor det var bedst at lade den passe sig selv, krise eller ej. I logisk sammenhæng med dette synspunkt var Hayek også imod neoklassikernes satsning på komplicerede matematiske modeller af økonomien. Hvis markedsøkonomien skulle have frit spil, gav det ikke mening at forsøge at opnå styring via abstrakte modeller.
De fleste samtidige økonomer afviste Heyeks tanker, og han blev næsten glemt. Men så kom den økonomiske krise i 1973, som fik tilliden til den keynesianske medicin til at vakle. Den konservative Margaret Thatcher genopdagede nu Heyeks værker, og den klassiske liberalismes fortaler var inde i varmen igen. Ja, så meget at han til de flestes overraskelse i 1974 fik Nobelprisen i økonomi.
Den russisk-amerikanske økonom og statistiker Simon Kuznets kan retmæssigt kaldes bruttonationalproduktets (BNP) stamfader. Anvendelsen af BNP, som vi kender det i dag, blev først for alvor udbredt efter Bretton Woods-konferencen i 1944, men ideen om at sammenføje al økonomisk aktivitet i et enkelt tal stammer fra hans rapport til USA's kongres i 1934, National Income, 1929-32. Trods løbende kritik har BNP regeret enevældigt som den ultimative målestof for nationernes velbefindende, selv om Kuznets fra starten advarede mod en for overivrig og enøjet fokus på økonomisk vækst. Som han skrev i 1934, må distinktionen mellem vækstens kvantitet og kvalitet holdes for øje. Kuznets var skeptisk over for økonomiske teorier, der byggede på løsrevne antagelser og hypoteser, som ikke tog udgangspunkt i konkret empiri - især, hvis teorierne ikke kunne testes eller efterprøves i praksis. På denne måde var han med til at videnskabeliggøre økonomifaget, binde det til jorden med kvantitative data og lade det hævde objektiv karakter. Men netop denne forankring havde den bivirkning, at økonomiteorien blev bundet til den spekulative matematiksilo, som han ønskede at bekæmpe. I den sidste del af sin karriere brugte Kuznets til at undersøge den økonomisk udvikling i de såkalte udviklingslande. Her var hans hovedtese, at samtidens udviklingslande eksisterer under betingelse og besidder karaktertræk, der på afgørende vis afviger fra, hvordan det så ud i de nu industrialiserede lande før industrialisering. Det der ifølge Kutnets driver den økonomiske udvikling er ændringer i de produktive kapaciteter og de strukturelle rammebetingelser. Og dermed, at hindringen mod økonomisk vækst i udviklingslandene skal findes i deres sociale og politiske institutioner.
Joan Robinson, der er noget så 'usædvanligt' som en kvinde blandt de økonomiste teoretikere, blev i 1930'erne en del af den snævre inderkreds, The Circus, der medvirkede i udviklingen af Keynes ideer. Og efter Keynes død i 1946 var hun en af de økonomer på Cambridge University, der kæmpede for relevansen af de keynesianske tanker og teorier, da de neoklassiske økonomer i 1950'erne gik til angreb. Hun kritiserede således neoklassikernes vægt på generelle ligevægtsmodeller i skarpe vendinger. Robinsons eget arbejde bar fra begyndelsen præg af hendes optagethed af mekanismerne bag den skæve fordeling af de økonomiske værdier. Hun leverede også vigtige bidrag med kritik af de abstrakte forestillinger om markeder i perfekt konkurrence som økonomiens omdrejningspunkt, og med tiden inddrog hun i stigende grad aspekter af marxistisk teori i sit postkeynesianske arbejde. Ja, hun udtrykte ligefrem fascination af både Kinas og Nordkoreas økonomiske samfundsmodeller. Ganske som Keynes foretrak Robinson at udtrykke sig verbalt frem for i matematiske ligninger, da hun mente, at matematikken som økonomisk sprog favoriserede logikken på bekostning af realismen. "Jeg lærte aldrig matematik, så jeg var nødt til at tænke", sagde hun polemisk og provokerende.
"Når det er forbudt at indrømme fejl, kan der ikke ske fremskridt."
- Joan Robinson
Allerede som ung statistikstuderende i Paris i 1927 skrev den rumenske Nicholas Georgescu-Roegen, at "økonomiske fænomener ikke kan indfanges af matematiske systemer", selv om det først var da han kom til USA i 1934, at han udviklede sig fra at være matematiker til at være økonom. I 1936 påviste Georgescu-Roegen, at forbrugeres valg ikke altid er transitive - da der er spiller kvalitative faktorer ind ved menneskers til- og fravalg. Udgangspunktet for Goergescu-Roegen var at rydde op i det, han anså som forvirringen mellem matematiske koncepter og økonomisk realitet, hvilket førte ham til den konklusion, at de vigtigste økonomiske fænomener er kvalitative - ikke kvantitative. Helt i overensstemmelse med hans intuition i ungdomsårenes Paris. I slutningen af 1930'erne flyttede Georgescu-Roegen tilbage til Rumænien, hvor bl.a. bøndernes kamp med udtørrede marker og forringet landbrugsjord bidrog til hans forståelse af økonomien som betinget af naturens knappe ressourcer og de biofysiske omgivelser. I 1960'erne slog han således fast, at økonomisk udvikling er nært sammenvævet med en langsom nedbrydelse af klima, miljø og natur, og udviklede begrebet "bio-økonomi", som en påmindelse om økonomiens samspil med de biologiske betingelse og begrænsede tilgængelige ressourcer. I slutningen af 1970'erne bevægede Georgescu-Roegen sig også ind på det politiske felt, idet han gjorde sig til talsmand for, at borgere i den industrialiserede verden måtte indstille sig på at gå ned i levestandard: Den uforsigtige og strengt taget unødvendige ødslen med ressourcer vil nemlig reducere mulighedsrummet for fremtidige generationer og forkorte menneskeracens levetid.
Udviklingen i inflationen i Danmark 1945-2019.
John Kenneth Galbraith er et eksempel på en økonom, der valgte at række ud til offentligheden og blande sig i politik. Bl.a. som forfatter til flere bestsellere om økonomisk politik, som rådgiver for de amerikanske præsidenterne Kennedy og Johnson og som manuskriptforfatter på en stor BBC-serie om økonomiens historie. Af samme grund blev han set skævt til blandt kolleger med fokus på de teoretiske bidrag til den økonomiske videnskabsdiskussion.
Med sine keynesianske venstreliberale holdninger er det ikke overraskende, at J.K. Galbraith blev kritiseret af neoliberale økonomer som Hayek og Friedman. Til gengæld opnåede han enorm gennemslagskraft i den bredere offentlighed og Demokraterne i USA med sine velskrevne, skarpe og kritiske analyser af økonomisk politik og teori.
I bestselleren Det rige samfund fra 1958 introducerede Galbraith begrebet 'konventionel visdom' som en beskrivelse af de herskende økonomiske teorier samfundsunderstøttende karakter, uagtet at de byggede på samfundsforståelser hos de klassiske økonomer fra 1700- og 1800-tallet, hvor samfundene var præget af knaphed og fattigdom. Samfund, der var fundamentalt anderledes end det amerikanske samfund i 1950'erne, præget af velstand. Der var derfor ifølge Galbraith behov for nye økonomiske teori og strategier.
Velstanden fandtes i den private sektor - ikke den offentlige, hvor virksomheder var blevet store og magtfulde bl.a. ved med reklamens magt, at lokke forbrugere til at købe ting, de ikke vidste, de havde behov for. Og Galbraith rejse allerede dengang spørgsmålet om det var omkostningerne værd i form af påvirkninger af miljø og natur.
I nogle af sine senere værker advarede Galbraith også om risikoen for nye kriser ved uhindret og ureguleret spekulation. Men selv om han nåede bredt ud med sine bøger og fik en række prestigefyldte priser, kan det imidlertid diskuteres hvor meget politikerne evnede at omsatte hans analyser og anbefalinger i handling.
Økonomisk videnskab er ikke værdifri, det er en moralvidenskab sagde Kenneth Boulding i pagt med Adam Smith. Vore handlinger er bestemt af en omskiftelig og påvirkelig blanding af kærlighed, hengivenhed og god veje på én side og ond veje og vrede på den anden. Alt det der negligeres i den klassiske økonomis reduktion af mennesket til en rationel aktør, drevet af egennytte.
Hvor andre økonomer blev stadig mere specialiserede, søgte Boulding af kæde økonomi sammen med andre discipliner i en bredere systemanalyse, og betragte økonomien som redskab til at fremme etiske og økologiske værdier. Hans meste berømte tekst er således essayet The Economics of the Coming Spaceship Earth fra 1966. I dette essay introducerer Boulding billedet af Jorden som et rumskib, et lukket system med begrænsede ressourcer på rejse gennem universet. Eller som han udtalte: "Den, der tror, at eksponentiel vækst kan fortsætte uendeligt i en begrænset verden, er enten skør eller økonom."
"Under kapitalismen udnytter mennesket mennesket. Under kommunismen er det bare det modsatte."
- ohn Kenneth Galbraith
Den indflydelse som Keynes havde for økonomisk teori og politik i i perioden fra 1940'erne til begyndelsen af 1970'erne, blev fra midten af 1970'erne og frem til finanskrisen i 2007 overtaget Milton Friedman. I denne periode skiftede i de fleste vestlige økonomier til Friedmans alternative medicin, af ham selv betegnet neoliberalisme.
Friedman var gennem 30 år ansat på universitet i Chicago, og blev her toneangivende i den såkaldte Chicago-skole, karakteriseret som Keynes-kritisk og neoliberal. Første gang Friedman luftede sine ideologiske visioner var i teksten Neo-Liberalism and its Prospekts fra 1951. Det var fem år efter Keynes' død og på et tidspunkt hvor dennes tanker for alvor var ved at slå igennem.
Friedmans tanker kredsede først og fremmest om begrebet konkurrence, hvor det var statens opgave at bane vej for denne konkurrence. Borgerne skulle derimod beskyttes mod staten via eksistensen af et frit privat marked og mod hinanden ved at opretholde konkurrence. Den individuelle frihed og retten til at forfølge egennytten var nøgleværdier for Friedman, og instrumentet til via det fri marked at sikre velstandsfremgangen. Det fri markedssystem "er ligeglad med folks hudfarve, ligeglad med deres religion. Det er det mest effektive system, der sætter personer, der hader hinanden, i stand til at handle med hinanden og hjælpe hinanden".
De neoliberale tanker havde i medvind i de første år efter 2. Verdenskrig, men som Friedman pointerede: det handlede om at holde sig klar til det rette øjeblik. Og det kom sidst i 1960'erne, da den voksende inflation begyndte at give keynesianere besvær efterfulgt af krisen i 1973-74 med lav vækst og høj arbejdsløshed. Døren var åben for økonomer som Friedman, der tilbød en ander kur.
Festen var forbi, og med den konservative Margaret Tatcher ved magten i 1979 og republikaneren Ronald Reagan som USAs præsiden i 1981 blev Friedman central inspirator og rådgiver for dem begge. Der var åbent for den neoliberale liberalisering i den økonomiske politik.
Samtid bidrog Friedman til økonomisk teori og den ny politk med sit arbejde om og forsvar for monetarismen - pengepolitik. I stedet for en detailregulering af de offentlige indtægter og udgifter som henholdsvis speeder og bremse, anbefalede Friedman den meget enklere styring af pengemængden som redskab til at kontrollere inflationen.
Dette arbejde gav Milton Triedman prædikatet 'monetarismens fader' og en Nobelpris i 1976.
Poul Samuelsons hovedværk er lærebogen Economics, som udkom første gang i 1948 og siden er opdateret og genudgivet 18 gange. Senest i 2009. Med over fire mio. solgte eksemplarer på 41 sprog er den angiveligt den mest solgte økonomiske lærebog nogensinde. Så Samuelsons afgørende bedrift kan sige at være hans prægning straks fra start af mio. af vordende økonomer verden over. På godt og ondt.
Ved den første udgivelse i 1948 blev Samuelson som keynesiansk økonom angrebet af konservative kredse i USA for at være kommunist, mens han i dag mest kritiseres for at betragte det økonomiske system som et lukket kredsløb, hvor pengene til evighed flyder mellem forbrugere og producenter.
At Poul Samuelson i 1970 fik Nobelprisen i økonomi, var det dog ikke så meget for lærebogen, som for at have "udviklet statisk og dynamisk økonomisk teori og aktivt bidraget til at hæve niveauet for analyse i økonomisk videnskab". Matematik var for Samuelson "det naturlige sprog for økonomer". Han mente, at hvis man kun udvikler og diskuterer ideer og hypoteser og ikke tester dem i matematisk form, vil man aldrig for alvor forstå, hvad økonomien handler om.
Euro
James Tobin er nok mest berømt for, hvad han selv anså for en misforståelse. Det skete, da den globaliseringskritiske bevægelse Attac omkring 2000, præsenterede den såkaldte Tobin-skat som et centralt krav og redskab til styring af den spekulative finanskapital og dermed til en mere fair økonomisk globaliseringen. En slags international Robin Hood-skat på finansielle transaktioner, der skulle reserveres til de fattige landes udvikling.
Men det var ikke helt sådan og slet ikke i den kontekst, at James Tobin tilbage i 1971 foreslog afgiften, der kom til at bære hans navn. Baggrunden for Tobins forslag var at USA lod dollarkursen flyde (i forhold til værdien af guld), hvilket åbnede for valutaspekulation. Målet med en lille afgift (0,5%) på valutahandel var at sikre en vis stabilitet på valutamarkedet. En idé som faktisk var nævnt i Keynes General Theory fra 1936, og Tobin nu fandt frem. Det var altså ikke en bred finanstransaktions-skat og slet ikke med det formål at skaffe et provenu til de fattige.
Tobin tog straks afstand Attac anvendelse af begrebet Tobin-skat, for som han sagde: "Jeg er økonom, og som de fleste økonomer støtter jeg frihandel."
Under finanskrisen efter 2007 vandt ideen om skat på finansielle transaktioner en vis genklang hos bl.a. den tyske og franske regering, men da USA, Storbritannien og Canada hele tiden har været imod, er der kun indført nationale afgifter på finansielle transkationer i enkelt lande.
Selv om Tobin-skatten har gjort James Tobin kendt i den bredere offentlighed, er det hans indsats på andre områder han huskes for blandt økonomer. Tobin virkede det meste af sin karriere på Yale University, hvor hans forskning bl.a. handlede om finansielle markeder, og hvordan ændringer på de finansielle markeder påvirker virksomheders og husholdningers beslutninger om brugen af penge.
I et berømt og kontroversielt essay, skrevet sammen med kollegaen William Nordhaus i 1972 rejste de spørgsmålet: Er vækst forældet? Og gjorde opmærksom på, at fokus på økonomisk vækst er et fænomen fra efter 2. Verdenskrig. Men vækst er netop her omkring 1972 kommet i modvind på grund af den tiltagende miljøkrise og befolkningsvækst. Tobin og Nordhaus svar på deres eget spørgsmål var: at vækst målt i BNP ikke var et godt mål for velfærd, og at der ikke er noget galt med vækst i sig selv, der er kun det galt, at økonomien ikke prissætter presset på ressourcer og miljø korrekt. Sker det, vil pressede ressourcer blive dyre, og dermed substitueret med noget andet. Samtidig slår de fast, at der i øjeblikket (altså 1972) ingen grund er til at bremse den generelle økonomiske vækst for at bevare naturressourcer. "Der er ingen grund til, at den klassiske stationære tilstand skal blive vor utopiske norm", lyder konklusionen i 1972 - hvilket lige siden har været hovedsætningen for den toneangivende økonomiske og politiske tænkning.
Den såkaldte Tobinskat er en finansiel tranaktions-skat med det formål at hjælpe ulande. Målet med Tobins forslag var dog at sikre stabilitet på valutamarkedet.
Selv om Hyman Minsky blev uddannet på universitetet i Chicago var han ikke tilhænger af den neoliberale Chicago-skole, men keynesianer. Og det var med inspiration fra Keynes' værker, at han i årene 1982-92 udviklede sin hypotese om 'finansiel instabilitet'. Hypotese blev dog først for alvor genstand for opmærksomhed, da den finansielle krise ramte USA og resten af verden i 2007-08. Kernen i Minskys tese kan sammenfattes i to nøgleudsagn: "Succes avler ligegyldighed over for muligheden for fiasko", og "stabilitet er destabiliserende."
Det var Minskys opfattelse, at finansielle markeder i sig selv skaber kriser. Et voksende marked lokker spekulative lånere til, og efterhånden som euforien og boblen vokser er der efterhånden ikke længere dækning for hverken afdrag eller renter. Men alle regner med at score en gevinst på et stigende marked, og bankerne er villige til at udstede stedse mere risikable lån til dette spekulationscirkus i tillid til, at de gode tider fortætter. Slutresultatet er ustabilitet, og på et tidspunkt brister boblen.
Hyman Minsky foretrak at formulere sin tese i ord, ikke i matematiske modeller, og det var en medvirkende årsag til, at de stadig mere modelfikserede mainstreamøkonomer i samtiden overhørte eller afviste ham. Og så var regulering af den finansiere sektor i klar modstrid mod den neoliberale tidsånd i 1980'erne, der troede på vækst via deregulering og liberalisering.
Minsky nåede ikke selv at opleve, at boblen sprang - det der er kaldt 'Minsky moment', da han døde i 1996. Udtrykke blev nemlig introduceret under den russiske finanskrise i 1998, og igen i 2001 i forbindelse med den såkaldt dotcom-boble for endelig at slå igennem med finanskrisen i 2007.
Minsky-moment.
Hyman Minsky.
Uden for økonomernes snævre kreds har de færreste hørt om Robert Merton Solow. Men faktisk er han en af de allermest indflydelserige, når det gælder at forme tænkningen om økonomisk vækst det seneste halve århundrede.
Solow og hans kolleger på Massachusetts Institute of Technology, MIT er blevet omtalt som 'vækstmændene' for deres dobbelte betoning af vækst som et afgørende politisk mål og vækst som centralt fokus for den økonomiske forskning. Og Solow er da også bl.a. blevet kendt for sit bidrag til "teorien om økonomisk vækst".
Ifølge Solow er arbejdskraft og produktionskapital ikke to af hinanden uafhængige faktorer, men indbyrdes substituerbare, og samtidig spiller teknologiens løbende udvikling og effektivisering den nok vigtigste rolle for økonomisk vækst. Solows model blev fremlagt i 1956, netop på et tidspunkt hvor efterkrigstidens teknologiudvikling for alvor tog fart, og dette sammenfald banede vej for en nærmest universelt forankret tro på den økonomiske vækst grænseløshed.
Solow og hans kollegaer tog naturens gaver for givet og anså dem for uudtømmelige. Derfor indgik kun faktorerne arbejde, kapital og teknologisk udvikling i modellens differentioalligninger. Men da miljøkrisen omkring 1970 begyndte at sætte dagsorden ydede Solow sit bidrag med en videnskabelig artikel i 1974 om mulighederne for at erstatte råstoffer og naturressourcer under pres med andre faktorer af samme økonomiske værdi for samfundet. Udtømning er en hændelse, ikke en katastrofe skrev Solow. Hvis det er meget let at substituere naturlige ressourcer med andre faktorer, så er der i princippet 'no problem'. Og han er overbevist om, at der er ret så store substitutionsmuligheder mellem begrænsede ressourcer og fornyelige ressourcer.
Økonomi er ikke noget for piger. Sådan fik Elinor Ostrom at vide, da hun gik i gymnasiet. Det lod hun sig nu ikke slå ud af, og hun fik i 2009, som den indtil videre eneste kvinde, Nobelprisen i økonomi.
Ostroms virke har især været inden for feltet, hvordan grupper af individer administrerer den økonomiske styring af fælles ressourcer.
Det er en standardantagelse i traditionel økonomisk teori, at grupper af individer ikke formår at handle på en måde, der er bedst for fællesskabet. Således skrev allerede Aristoteles: "Enhver tænker først og fremmest på sit eget, næppe på den fælles interesse". Og konsekvensen af en sådan opfattelse er, at individernes rationelle adfærd ødelægger fællesejet, da overskuddet af den enkeltes produktionsintensivering tilfalder vedkommende, men det er fællesskabet, der må bære omkostningerne ved en overudnyttelse. Løsningen af sådanne kollektive handlingsproblemer er derfor blevet set som privatisering eller statsregulering.
Her kommer Elinor Ostroms afgørende bidrag til den økonomiske tænkninger. Nemlig et alternativ, der baserer sig på feltstudier og observationer. Her har hun identificeret en række fællestræk for kollektiver, der succesfuldt administrerer fælles ressourcer. Det handler om tillid, kommunikation og medbestemmelse i at designe og revidere de fælles spilleregler. Det er Ostroms pointe, at det der fungerer i praksis, også må fungere i teorien. Mennesket har langt mere komplekse motiver og større evne til at løse sociale dilemmaer, end der lægges til grund i den traditionelle økonomiske teori.
I stedet for at ignorere eller afvise kompleksiteten og alene forlade os på forsimplede matematiske modeller må vi forholde os til det indviklede med udgangspunkt i praktiske erfaringer.
Efter afslutningen af Den 2. Verdenskrig med nazismens fald og atombomber over Hiroshima og Nagasaki, var det klart for de fleste, at et absolut skel mellem objektiv og værdifri videnskab og etiske holdninger, ikke var holdbar. Som bl.a. Karl R. Popper havde udtrykt det, var absolut frihed hverken mulig eller ønskværdig, idet den kan blive en trussel mod ligheden.
Atombomben over Nagasaki, august 1945.
Den amerikanske filosof John Rawls forsøgte i forlængelse af Popper, at argumentere for en retfærdig afvejning mellem frihed og lighed. De liberalistiske principper om politisk lighed og frihed og den økonomiske frihed, der havde været styrende for den samfundsmæssige udvikling i USA, havde tydeligt vist, at den økonomiske frihed havde ført til omfattende social ulighed, og ifølge Rawls til en uretfærdig fordeling af de sociale goder. Derved fik hans politiske filosofi naturligt nok en drejning hen imod en konkret diskussion af en retfærdig fordeling af samfundets økonomiske og materielle goder.
I sin filosofi tager Rawls udgangspunkt i en forestilling om retfærdighed som fairness. En ordning, hvor aktørerne handler inden for kendte spilleregler og i fælles forståelse indretter sig efter dem. Altså lidt i retning af Hobbes', Lockes og Rousseaus samfundskontrakt. Men Rawls ser den som en hypotetisk konstruktion, der skal sikre, at diskussionen om samfundets retfærdige indretning kan foregå rationelt inden for fastlagte spilleregler. Vigtig er det også at slå fast, at for Rawls må de rige godt blive rigere, og de sociale forskelle må gerne blive større, men kun hvis de fattiges sociale og økonomiske niveau samtidig løftes, og hvis de fattigste accepterer forskellene.
Rawls social-liberalistiske tankegang ligger tæt op ad den skandinaviske velfærdstænkning, og teorien om retfærdighed har her fungeret som et forsvar for den statslige fordelingspolitik
"En uretfærdighed kan kun tolereres, når den er nødvendig for at undgå en endnu større uretfærdighed.." - John Rawls
Den skotsk-amerikanske moralfilosof Alasdair MacIntyre drøfter forestillingen om at grundlæggende politisk uenighed kan løses gennem rationel diskussion. Og hans svar er nej, idet han mener at det er en vildfarelse at tro, at retfærdighed kan begrundes rationelt. Det er nemlig umuligt at blive enige om, hvad der er de relevante, formale regler for, hvordan man skal opnå retfærdighed.
På linje med Marx mener MacIntyre, at argumenter, der prøver at tage sig ud som rationelle begrundelser for moralsk-politiske synspunkter, i virkeligheden blot tjener til at dække over bestemte interesser. De er ideologiske magtmidler til at gennemtrumfe egnesynspunkter.
I stedet vil MacIntyres sætte det han kalder kommunitarismen (det fælles). Han mener at samfundet i dag er gennemsyret af emotivistiske synspunkter, hvor moralske og politiske holdninger ikke kan afvejes rationelt over for hinanden. Vores moralske sprog er gået i opløsning.
Ifølge MacIntyre udspringer vore moralfilosofiske problemer af moralfilosofiens historieløshed som kun kan løses ved at anskue moralske spørgsmål i deres konkrete, historiske og sociale sammenhæng. På linje med Aristoteles mener MacIntyre, at mennesket er 'et socialt dyr', der kun kan udvikle sig som menneske i fællesskab med andre (kommunitarisme). Her oplæres det enkelte menneske i dyderne igennem den sociale praksis i et fællesskab, der er båret af bestemte, kulturelle traditioner og værdisæt, og lærer at finde 'den gyldne middelvej'
En af dem, der har haft en vis gennemslagskraft i den offentlige (ofte højtragende) etikdebat, er den australske filosof Peter Singer. Han interesser sig især for den måde, etik anvendes på i praksis. For som han siger; hele pointen med etiske domme er, at de skal styre praksis.
Singer karakteriserer selv sit etiske standpunkt som præferenceutilitarisme, dvs. en speciel form for nytteetik, hvor moralske handlinger skal vurderes ud fra deres konsekvenser.
"Den utilitarisktiske doktrin er minimalistisk, en første base, vi når ved at universalisere afgørelser, der træffes af egeninteresse. Hvis vi skal tænke etisk, kan vi ikke undgå at tage dette skridt."
Ifølge præferenceutilitarismen er en handling forkert, hvis den er i modstrid med en hvilken som helst skabnings præferencer - medmindre denne præference opvejes af modsatte præferencer. Det er altså ikke moralsk acceptabelt - uden gode grunde - at tilsidesætte et enkeltindivids præference til fordel for de manges præferencer.
Men som Singer siger, skal etikken stå sin prøve i praksis. Det drejer sig om at diskutere etiske problemer for i fælleskab at arbejde hen imod fælles problemløsninger.
Hvad gør vi med flygtninge der 'banker på vores dør'.
"Jeg tror ikke, at man kan ændre den menneskelige moral, men jeg mener, at vi har en forpligtelse til at være så moralsk gode som muligt". - Peter Singer
Betegnelsen 'det postmoderne' stammer fra arkitekturen, hvor det stod for nogle tendenser i 1960'ernes og 1970'ernes byggestil. Fra 1979 blev udtrykket 'postmoderne' også introduceret i filosofien, selv om udtrykke langt fra er uproblematisk og har været kilde til fortsatte diskussioner og uenighed. Betegnelsen betyder egentlig blot noget, der kommer efter det moderne. Men hvorvidt 'det moderne' skulle være afsluttet er der delte meninger om.
Inden for filosofien er det postmoderne blevet identificeret med både post-marxisme og post-strukturalisme.
I 1977 havde en gruppe franske filosoffer kritiseret Marx og marxismen for at drive udviklingen mod et nyt barbari, hvor de undertrykkende kommunistiske regimer blev set som en logisk konsekvens af tendenser i marxismen, og ikke kun som uheldige fejludviklinger.
Opgøret med strukturalismen bestod dels i en kritik af forestillingen om statiske strukturer, og dels i et nyt forsøg på at se strukturer som dynamiske. Inspirationen blev hentet hos Nietzsche og Wittgenstein.
Dekonstruktion
Det første markante opgør med strukturalismen kom fra Jacques Derrida, i forbindelse med et foredrag i 1966 i USA, hvor Derrida skulle introducere strukturalismen. I stedet leverede han et opgør med den tidligere strukturalisme og hele den vestlige metafysiske tradition.
Ifølge Derrida kunne man ikke bare sætte sig ud over denne tradition, men man kunne forholde sig dekonstruerende, altså undersøgende og problematiserende, ved skridt for skridt at undersøge de grunlæggende forestillinger for modsigelser. Derrida talte således om et spil af forskelle, der kan afsætte midlertidige begreber. Vendingen at "dekonstruere den vesterlandske metafysik", som er central i Derridas skrifter, må nærmest opfattes som en undersøgelse, kritik og afsløring af den vestlige filosofi og ideologi.
I Derridas hovedværk Om Grammatologi, 1967 blev en række centrale filosoffer udsat for en grundig dekonstruktion, der viste, at de var fanget i den vesterlandske metafysiks såkaldte logocentrisme, dvs. forestillingen om en mening eller fornuft, som er givet forud for noget udtryk.
Især med hensyn til opgøret med troen på en overordnet fornuft, logocentrismen, og dekonstruktionen som metode til at overvinde logocentrismen, har Derridas filosofi fået betydning for den senere filosofi.
Michel Foucault er en fransk idéhistoriker og filosof, der er blandt de store skikkelser i fransk poststrukturalisme. Hans gennembrud kom med Ordene og tingene, 1966, hvor den bærende idé er, at historiske epoker er karakteriseret ved en "epistemologisk sokkel", der brat skifter fra periode til periode. Fortidige kilder skal ifølge den metode Foucault beskriver ses som ‘monomenter’, der vidner om den erkendelsesstruktur, de var en del af. Sådanne monumenter kan være alle slags dokumenter, overleveringer, institutioner og levn, og de tilsvarende erkendelsesstrukturer kalder han for diskurser.
Foucault gør gældende, at måden at tale om et givent emne på er med til reelt at konstituere dette emne. Diskurser er måder at "italesætte" fænomener på, men herved udøver de også magt over det pågældende område ved overhovedet at definere de mulige subjektpositioner i området. Magt er ikke kun noget, der udstråler fra en førende autoritet; magt foreligger i ethvert institutionelt styre mde mellem subjekter.
Foucault har haft stor indflydelse på idéhistorie, kulturhistorie, socialvidenskab og antropologi gennem sit begreb om diskursanalyse, men han har også haft stor indflydelse på politisk tænkning gennem sin idé om, at hvad der kan synes at være frigørelse, ofte viser sig at være en mere subtil form for kontrol eller styring, som blot foregår gennem den enkelte. På denne måde kan politisk styring snigende overtage hele livet som område ("biopolitik").
"Jeg er ingen profet. Mit job er at lave vinduer, hvor der engang var vægge." - Michael Foucault
Økonomisk Idehistorie bygger på Information, artikelserien: Vi tager økonomien tilbage, efteråret 2018
Billeder mv. er hentet fra Wikimedia Commons, Creative Commons o. lign. Public Domains. Hvis du er rettighedshaver til illustrationer og mener, at dine rettigheder er overtrådt, må du henvende dig til ObscureEmail, og de vil straks blive fjernet.
I Vicini Vin
I Vicini Vine
VinKøb
VinSmagning
IdéHistorie
Filosoffer i tidsperioder
Om Revolution
Revolution/Oprør efter 1775
Jonna Brandhøj Malerier
Eksempler på Malerier
Eksempler på Strikvarer