Mirandola
Kopernikus
Bruno
Kepler
Machiavelli
Mirandola
Kopernikus
Bruno
Kepler
Machiavelli
Renæssance betyder “genfødsel”, og det blev allerede i samtidens Italien en betegnelse for perioden, Rinascimento. Mange af de fremskridt, der finder sted, er dog allerede på vej i perioden før, og i mangfoldige sociale og geografiske lommer fortsætter middelalderen på mange måder langt ind i renæssancen. Renæssancen koncentrerer sig som moderne bevægelse i Europas handelsbyer, først og fremmest i Norditalien, men også i Mellemtysklands og Nederlandenes byer. I disse centre udkrystalliserer handelen et nyt og selvbevidst borgerskab, der sammen med fyrsterne bliver potentielle mæcener for kulturelle aktiviteter af alle slag - og som noget afgørende nyt, helt uden for kirkens kontrol.
Kodeordet for hele perioden er åbning på mange niveauer. Bagud til antikken, fremad i forvisning om at skabe nyt og udad med kontaktflader til nye områder via opdagelsesrejser, der for første gang giver et omtrentligt billede af hele jordkloden. Opdagelserne falder tæt i perioden fra Marco Polos kinarejse i slutningen af 1200-tallet og frem til Christoffer Columbus’ opdagelse af Amerika 1492, Vasco da Gamas opdagelse af søvejen til Indien 1498 og Ferdinand Magellans verdensomsejling 1519-1522. Disse rejser indleder koloniseringens lange lidelsesvej, men også forestillingen om de ædle vilde fødes i denne periode.
Den ny tid finder udtryk overalt, også i malerkunsten. Leonardo da Vinci (1452-1519), Michelangelo (1475-1564), Rafael (1483-1520) med flere sætter nye standarder for maleriet. Åbningen mod omverdenen ses også i opdagelsen af landskabet, først hos flamlænderne, men snart over store dele af Europa. Sideløbende er der også en vågnende matematisk og empirisk interesse, og Nikolaus Kopernikus (1473-1543) peger direkte frem mod det følgende århundredes videnskabelige gennembrud.
Kirken er i nogen grad trængt i defensiven i perioden - og i modsætning til tidligere - fandt der i renæssancen omfattende heksebrændinger sted, samtidig med at der var en udogmatisk åbenhed over for verdens fænomener. Okkultisme og oplysning går hånd i hånd.
Politisk indledes renæssancen af Hundredårskrigen (1337-1453), der slutter med dannelsen af Europas første to stormagter - Frankrig og England. Hermed var tidens tendens sat. Fra mindre fyrstedømmer mod større centralmagt kongemagt. Denne opdeling af kontinentet i stadig større områder ses også i den stigende interesse for at skrive på folkemålene. De første var Dante Alighieri (1265-1321) og Francesco Petrarca (1304-1374) i Italien, men snart fulgte skribenter på de andre europæiske hovedsprog, selv om latin holdt skansen som videnskabssprog et par århundreder endnu. Til gengæld betød Johann Gutenbergs opfindelse af bogtrykkerkunsten omkring 1436 en revolutionering af betingelserne for at tilegne sig viden, og relativt billige bøger oversvømmede hurtigt markedet. En proces, der sammen med alfabetiseringen af Europas folk spillede en afgørende rolle i reformationen. Oppositionelle og kritiske skrifter kunne spredes uden for kirkens kontrol. Martin Luther (1483-1546) oversatte således Bibelen fra latin til tysk, og underminerede dermed folks tillid til præsteskabet, da man ikke længere var henvist til præsens udlægning af Bibelen.
Reformationens årsager er mange: økonomiske, sociale, politiske, doktrinale og sædvanebestemte. Overgangen til at prædike på folkesprogene var et afgørende skridt i retning af den nationale statsdannelse, men samtidig et skridt tilbage for den videnskabelige enhedskultur. Skønt renæssancen er en periode med fælles åbning på mange niveauer, blev det også en periode, hvor ideen om et samlet Europa kom ti at stå i lavere kurs end før.
Christofero Landino (1424-1489)
Pico Della Mirandola (1463-1494) Nikolaus Kopernikus (1473-1543) Giordano Bruno (1548-1600) Galileo Galilei (1564-1642) Johannes Kepler (1571-1630)
Nicolò Machiavelli (1469-1524)
Michelanglo, Udsnit af Dommedag, 1541.
Med Renæssancens fremkomst i de norditalienske bystater i slutningen af 1300-tallet, begyndte en række forfattere og filosoffer at gøre fælles front mod den skolastiske filosofi, som de mente var præget af verdensfjern teoretiseren og ordkløveri. Denne retning fik betegnelsen humanismen. Skolastikken fortsatte dog som universitetsfilosofi til langt op i 1600-tallet. Humanisterne interesserede sig for studiet af mennesket og dets historiske, kulturelle og sociale sammenhæng - det der i dag kaldes de humanistiske fag. Efter renæssancehumanisternesopfattelse er det sproget, der former erkendelsen; uden sprog ingen begreber, og dermed ingen tænkning. Det er ikke ligegyldigt, hvordan man udtrykker sig, stilen, ordvalget, er med til at forme tanken. Det er gennem sproget, at mennesket tilegner sig verden; og på grund af sprogets fleksibilitet kan verden tilegnes på forskellige måder, den kan ses ud fra forskellige synsvinkler.
Jan Matejko, Nicolaus Copernicus, Samtale med Gud, 1873.
Humanisterne lagde vægt på, at tænkningen må have livspraktisk relevans. Og ifølge Christofero Landino er "kun den tænkning god, der fuldkommengør handlingslivet og er til gavn for andre". Landino var, som de fleste af sine kolleger, tilhænger af gamle romerske dyder som patriotisme, ansvarlighed, retskaffenhed og respekt for slægt og familie. Men udviklingen af disse dyder afhænger af det levende sprog - de kommer til udfoldelse, når vi taler sammen. Det er gennem samtalen, at vores indre verden bliver "offentligt" tilgængelig. At tale sammen er forudsætningen for at kunne leve sammen.
Holbein, Ambassadørerne, 1533.
Pico Della Mirandola lægger ligsom humanisterne vægt på menneskets værdighed i dets frihed og mangfoldighed, idet han er fortaler for religiøs og åndelig tolerance. Det enkelte menneske har sin frihed til selv at "eksperimentere" sig frem til, hvad det vil være.
Pico udarbejde imidlertid også en spekulativ naturfilosofi, hvis hovedtanke er, at hele universet er en besjælet organisme, bestående af sympatier og antipatier, der er holdt sammen af verdensånden. Verdensånden er nok skabt af Gud, men den virker som et selvstændigt princip i naturen, som påvirker det enkelte menneskes sympatier og antipatier. Mennesket er altså ikke en passiv beskuer af Gud skaberværk, men en aktiv medspiller.
Middelalderens verdenbillede var geocentrisk, hvor jorden blev betragtet som universets ubevægelige midtpunkt. Men ifølge det heliocentriske verdensbillede, der blev formuleret af den polske astronom Nikolaus Kopernikus, roterer jorden omkring sin egen akse, samtidig med at den i lighed med de øvrige planeter kredser omkring solen.
Et af problemerne med den geocentriske opfattelse var, at forklare planeternes tilsyneladende uregelmæssige bevægelser, som gjorde, at man skabte et sindrigt system af forskellige 'hjul', der indgik i bevægelserne. Kopernikus mente imidlertid, at naturens love må være enkel. Gud kunne ikke have skabt tingene så indviklede. På baggrund af nye beregninger fremlagde Kopernikus et nyt, mere forenklet system med solen placeret i universets midte.
Det var dog få, der følte sig overbevist om, at jorden bevægede sig. Og som de fremhævede; behøver en teori ikke at være rigtig, blot fordi den kan give en bedre matematisk beskrivelse af fænomenerne. Et kritikpunkt var det også, at Kopernikus' teori ikke var i overensstemmelse med Bibelen.
Italieneren Giordano Bruno var også en varm fortaler for det kopernikanske system, som han dog ændrede på flere punkter. Efter Brunos opfattelse, var universet ikke et endeligt, kugleformet univers, men uendeligt, og endda indholde uendeligt mange solsystemer. Hans argumentation er, at da Gud er en uendelig kraft/årsag, må han også have skabt en uendelig verden. For årsag og virkning må svare til hinanden.
Et af de vigtigste resultater af Brunos teori om det uendelige verdensrum var, at det ikke længere gav mening at tale om, hvad der er 'oppe' eller 'nede', eller at noget var mere centralt placeret end andet.
Bruno endte med at blive brændt som kætter i 1600. Men det står ikke helt klart, hvad den præcise anklage var. Under retsagen blev han forhørt om alle aspekter af sine synspunkter og anklaget for ateistiske synspunkter og udgivelsen af Spaccio de la bestia trionfante i 1584.
Indvielsen af Goi Ettore Ferrari's statue af Giordan Bruno på Campo de 'Fiori i Rom 1889.
Ifølge den italienske astronom og fysiker Galileo Galilei er "naturens bog skrevet i matematikkens sprog, hvilket vil sige, at en egentlig forståelse af naturen forudsætter, at man kan give en matematisk formulering af de lovmæssigheder, man har fundet ved eksperimenter.
To af Galileis største videnskabelige bedrifter var han foregribelse af inertiloven og hans opdagelse af faldloven. Gennem hele middelalderen havde man bygget på Aristoteles' opfattelse af, at bevægelse kræver en konstant virkende kraft. Galilei derimod forklarede bevægelse ved en kraft og dels ved en inerti (træghed) mod at ændre bevægelsen. Galilei var desuden den første astronom, der i stor stil benyttede sig af den nye opfindelse, kikkerten, som kunne underbygge Kopernikus' heliocentriske teori.
Med Johannes Keplers beskrivelse af jorden og de øvrige planeters baner som elipser med solen i det ene brændpunkt, blev opfattelsen af Kopernikus' heliocentriske teori yderligere udbygget. Men der var stadig mange løse ender.
Den sekularisering, der i renæssancen gjorde sig gældende i den naturvidenskabelige udvikling, kom også til udtryk inden for den politiske tænkning. Først og fremmest hos den italienske diplomat og politiker Niccolò Machiavelli. Han kan betragtes som grundlæggeren af den politiske videnskab i den forstand, at han først og fremmest beskriver den politiske virkelighed, som den er og analyserer den politiske magts love og regler.
I sin bog Fyrsten fra 1513, som er dedikeret den daværende magthaver i Firenze, Lorenzo de' Medici, skriver Machiavelli, at de fleste mennesker er uforbederlige egoister, og dette må den politiske leder (fyrsten) tage i betragning. En dygtig politiker skal ikke blande moral og politik sammen. Hans eneste formål er at sikre statens ro og sikkerhed, og her gælder alle kneb - løgn, bedrag, bagtalelse, smiger og om nødvendigt vold. Politik er således ikke et spørgsmål om moral, men om magtteknik.
Machiavelli magtfilosofi fik dog ikke nogen nævneværdig tilslutning hos renæssancens politiske tænkere, der først og fremmest interesserede sig for rettigheder og retsprincipper baseret på den såkaldte naturret.
Rafaello Sanzio, Lorenzo de' Medici, ca. 1518
Renæssancen 1350-1600 mv. bygger på Hans Siggard Jensen m.fl. (red), Tankens magt, Lindhardt og Ringhof 2008
Periodens Filosoffer bygger på Keld B. Jessen (red), Filosofi. Fra antikken til vor tid, Systime 2007
Billeder mv. er hentet fra Wikimedia Commons, Creative Commons o. lign. Public Domains. Hvis du er rettighedshaver til illustrationer og mener, at dine rettigheder er overtrådt, må du henvende dig til ObscureEmail, og de vil straks blive fjernet.
I Vicini Vin
I Vicini Vine
VinKøb
VinSmagning
IdéHistorie
Filosoffer i tidsperioder
Om Revolution
Revolution/Oprør efter 1775
Jonna Brandhøj Malerier
Eksempler på Malerier
Eksempler på Strikvarer