Hobbes
Desçartes
Locke
Hume
Kant
Hobbes
Desçartes
Locke
Hume
Kant
Da Galileo Galilei i 1610 offentliggjorde et lille skrift om, hvad han havde set da han rettede en kikkert mod månen, vakte det furore og var med til at skabe en ny videnskab. Tingene skulle underkastes regler og reguleres.
Tre udviklinger kendetegner på en væsentlig måde perioden. Den ene er langvarige erfaringer med krige og stridigheder begrundet i religiøse modsætninger. I særdeleshed Trediveårskrigen 1618-1648. Den anden udvikling var etableringen af store centralt styrede nationalstater med enevældig kongemagt, hvor økonomien først og fremmest var statens opgave. Økonomi var et spørgsmål om handel mellem stater - det vi kalder merkantilismen. Den tredje udvikling var intensiveringen af koloniseringen af “den ny verden”. En udvikling, der sidenhen fik afgørende betydning i verdenshistorien.
Forholdet mellem det nye og det gamle er rammen for flere konflikter. Der er endnu ingen tradition for hverken videnskabelig eller religiøs tolerance. Det er en dyd, der først formuleres i slutningen af 1600-tallet af bl.a John Locke i Et brev om tolerance, 1689.
Der tales ofte om at perioden var kendetegnet ved en naturvidenskabelig revolution, kulminerende med Isaac Newtons Naturfilosofiens matematiske principper, 1687. Men det er en meget langvarig revolution over flere århundreder. Matematik og fysik blev med deres abstrakte symboler og målinger grundlaget for naturvidenskaben og de fremsatte naturlove. Naturen er ikke længere en magisk levende organisme, der skal tolkes, men en kompleks mekanisme, der i sin funktion er baseret på lovmæssigheder, der kan beskrives i matematikkens sprog. Kun hvad der er måleligt, kan erkendes.
1700-tallet indvarslede den periode, der allerede i samtiden blev betegnet som oplysningstiden. På det politiske område blev den oplyste enevælde et nøgleord i mange stater, men på længere sigt kom oplysningens ideer til at stå i et uholdbart modsætningsforhold til enevælden, og perioden endte med Den franske Revolutions eksplosion i 1789, men inden havde den industrielle revolution taget sin begyndelse med tekstilindustrien i Manchester-området. Newtonianismen var den generelle forståelsesramme ikke blot inden for fysikken. Adam Smith (1723-1790), grundlagde sin økonomiske teori på baggrund af en samfundsvidenskab efter newtoniansk mønster med en social ‘gravitationskraft’, den oplyste egennytte, og Immanuel Kant (1724-1804) byggede sin kritiske filosofi på at besvare spørgsmålet om, hvordan Newtons mekanik var mulig. Den geodætiske opmåling af nationalstaterne begyndte og Joseph Lagrange (1736-1813) systematiserede matematikken med funktionsbegrebet. Oplysningstiden centrale projekt og symbol, Den store franske Encyklopædi, havde som ambition at samle al kundskab, inklusive teknologisk viden og fremstillingsprocesser af enhver art, og gøre dem tilgængelige for alle. Oplysningsfilosofferne friholdt endnu en lang tid plads til religionen, men de rettede i stadig højere grad deres kritik mod kirken og enevælden. Hav mod til at tænke, som Kant formulerede det. Naturbegrebet sekulariseredes, og etik og æstetik fremstod som selvgyldige sfærer. Samtidig med den øgede sekularisering vandt også alfabetisering og fødselskontrol frem, og det er blevet hævdet, at disse tre faktorers sammenfald er en det af moderniseringens grundlag. Samtidig med sekulariseringstendensen opstod dog også en religiøs modbevægelse i form af pietismens inderlighedssøgende vækkelse. Oplysningsfilosofferne så historien som en beretning om menneskeåndens fremskridt, og også evolutionsbegrebet blev søsat i denne periode, men først i samfundsvidenskaben. På alle måder fremstår perioden som fornuftens uskyldsperiode - før relativisme, nationalisme, historicisme og irrationalisme bryder gennem i europæisk historie fra og med begyndelsen af 1800-tallet.
Thomas Hobbes (1588-1679)
Isaac Newton (1642-1727)
René Descartes (1596-1650) Baruch Spinoza (1632-1677) Godfried Wilhelm Leibniz (1646-1716)
John Locke (1632-1704) George Berkeley (1685-1753) David Hume (1711-1776) Jeremy Bentham (1748-1832)
Giambattista Vico (1688-1744) François-Marie Voltaire (1694-1778) Jean-Jacques Rosseau (1712-1778) Immanuel Kant (1724-1804) Friedrich von Schiller (1759-1805)
Oplysning? Efter henrettelsen blev Struensees lig parteret og udstillet offentligt. Ukendt kunstner, ukendt år.
En anden vigtig del af naturretten handler om forholdet mellem staten og borgerne, der blev betegnet som en samfundskontrakt. Det er denne idé, der blev videreudviklet af den engelske filosof Thomas Hobbes (1588-1679).
Verdensbillede Selv om Kopernikus, Galilei og Kepler var nået langt i deres beskrivelse af et nyt verdensbillede, var der stadig mange løse enden. Det var Isaac Newton, der mere end nogen anden fik udarbejdet et konsistent teoretisk alternativ til det tidligere geocentriske verdenbillede. Han byggede dels på forgængernes resultater, dels løste han en del problemer, som de havde overset eller forgæves havde søgt at afklare.
Rationalismen Renæssancens brud med middelalderen havde medført rådvildhed og orienteringsløshed. Dette kunne give sig udslag i skepticisme, som hos den franske filosof Michel de Montaigne (1533-1592), der hævdede, at mennesket ikke kan opnå sikker viden.
Noget af det nye ved en stor del af 1600- og 1700-tallets filosofi er, at interessen vendes mod den menneskelige bevidsthed, det erkendende subjekt. Man søger efter kriterier og metoder til at opnå sikker viden, på linje med, hvad man havde opnået i matematikken og inden for naturvidenskaben. Der var to bud på, hvordan der kan opnås sikker viden: gennem fornuften eller gennem sanseerfaringen. Det første blev hævdet af rationalisterne, det sidste af empiristerne.
Denne, hvad man kan kalde individualistiske tilgang til erkendelse, skal ses i sammenhæng med liberalismen, som i perioden opstår som en ny politisk ideologi. Ifølge denne ideologi har det enkelte menneske blandt andet retten til at tænke og tro som det vil. Det var dog enevælden, der dominerede i de fleste europæiske stater i 1600- og 1700-tallet, men liberalismens ideer formåede dog efterhånden, støttet af en stærk og selvstændig borgerstand, at bringe enevælden til fald. Medvirkende hertil var især 1700-tallets oplysningsfilosofi, der ud over liberalismen var inspireret af rationalismen og empirismen samt Newtons naturvidenskab.
Udsnit af Pierre-Louis Dumesnil (1698–1781), René Desçartes i samtale med Sverriges dronning Kristina [i 1649].
Joseph Wright of Derby, Et Eksperiment med en Fugl i en Luftpumpe, 1768.
Ifølge Hobbes er mennesket i den naturlige tilstand domineret af egoisme, hvilket vil føre til "alles krig mod alle". En lovløs tilstand præget af frygt, hvor kun den stærkeste overlever. Men på grund af menneskets fornuft og frygten for naturtilstanden, vælger hver enkelt borger af afgive noget af sin frihed til en suveræn, der bliver enerådende. Indgåelsen af en sådan samfundskontrakt har Hobbes skildret i bogen Leviathan (1651), hvor der er tale om en kontrakt mellem undersåtterne indbyrdes. Suverænen er hævet over kontrakten, og kun i tilfælde af, at man trues på livet, må man sætte sig op mod suverænen.
Hobbes naturtilstand og samfundskontrakt er i høj grad påvirket af hans erfaringer fra den engelske borgerkrig 1642-1649, hvor kongen blev henrettet. For Hobbes er selv den værst tænkelige suveræn at foretrække frem for naturtilstandens kaos.
I sit arbejde med udarbejdelsen af verdenbilledet begyndte Newton med at antage, at de jordiske og himmelske bevægelser kunne forklares ved én og samme kraft. For Newton var det centralt, at et legeme, der er overladt til sig selv, enten befinder sig i hvile eller i jævn retlinet bevægelse. Når en retlinet bevægelse afbøjes, måtte der kunne findes en kraft, som kunne forklare afbøjningen. Ifølge Newton kan en bevægelse beskrives som et uafbrudt frit fald, der evt. kan resultere i en cirkelbevægelse om f.eks. Jorden, hvis genstanden udover den inerti, som ethvert legeme er udstyret med, konstant er påvirket af en tangentiel kraft. Da planeter bevæger sig i det tilnærmelsesvist tomme rum, møder bevægelsen ingen friktion og kan derfor fortsætte uforandret i en hårfin balance mellem de to kræfter - inerti og gravitation. Hvordan planeterne har opnået den bevægelse de har, siger Newton intet om.
Med Newton fik vi en beskrivelse af universet, hvor tyngdekraften og inertien blev det forklarende princip. Men det måske mest betydningsfulde ved Newtons teorier var, at det blev muligt præcist at forudsige naturfænomenerne, hvilket bekræftede rationalisternes og oplysningsfilosoffernes tro på den videnskabelige erkendelses magt.
René Descartes regnes ofte for grundlæggeren af den moderne filosofi, fordi han filosofi tager udgangspunkt i det enkelte menneske og udarbejdede grundlaget for den rationalistisk filosofi.
Descartes blev uddannet på et jesuitterkollegie og universitetet i Poitiers, hvor han tog en juridisk eksamen 1618. Efter at have deltaget i 30-årskrigen rejste Descartes rundt i Europa for at fordybe sig i matematiske og fysiske studier. I 1641 udkom Descartes berømteste værk Metafysiske meditationer ('overvejelser'). Et værk der består af 6 dele - et for hver dag påstår han. Descartes havde ikke tillid til den skolastiske lærdom, han var blevet undervist i. I stedet forsøgte han at finde frem til en kerne af sikker viden ved at tvivle på alt. Han ophøjede således tvivlen til et metodisk princip, for at finde en viden, der ikke lader sig betvivle. Herved når Descartes frem til at det, at han tvivler eller tænker, gør at han nødvendigvis må eksistere. På latin hedder det: "Cogito, ergo sum", hvilket Descartes dog ikke selv har sagt, da han skrev på fransk. Med udgangspunkt i "jeg tænker, altså er jeg", når Descartes i sine videre overvejelser frem til, at erfaringer alene tit kan bedrage. Det er kun ved hjælp af tænkningens fornuftsmæssige overvejelser, at forestillingerne kan opleves som sikker viden.
Den hollandske filosof Spinoza var rationalist som Descartes, og fik vigtige impulser fra ham. Men han kritiserede Descartes for ikke at give et tilfredsstillende svar på, hvad den grundliggende substans er. En substans/virkelighed, der ifølge Spinoza er naturen eller Gud. Gud er alt, og alt er Gud. Menneskets legeme og sjæl er for Spinoza to attributter for det samme Det er perspektivet hvorfra vi betragter, der afgør, hvad vi ser.
For Spinoza er følelser en slags uklar erkendelse, der bør overvindes ved hjælp af modfølelser og fornuft. Hvis følelserne styrer, kan individerne ikke fungere i et fælleskab, men hvis fornuften råder, vil alle stræbe mod det gode. Med viden og erkendelse opnår mennesket glæde og frihed - selv om alt sker med nødvendighed. Først når vi anskuer helheden under evighedens synsvinkel, opnår vi den erkendelse, der gør os frie.
Som Spinoza var Leibniz utilfreds med Descartes' måde at løse substansproblemet på ved hjælp af to substanser, det udstrakte og det tænkende. Leibniz konklusion var, at der var uendeligt mange substanser eller monader (enheder) som han kaldte dem. Hver monade er ifølge Leibniz en kraftenhed helt uden udstrækning, som dels bevirker forandringer, og dels gør det muligt for substansen at bevare si egen tilstand. Mennesket er at forstå som en sammensat monade, hvor en ikke-sammensat sjælemonade, vores bevidsthed, styrer den sammensatte monade - sjæl og legeme - som en enhed.
Leibniz giver Locke ret i at der ikke er noget i bevidstheden som ikke først har været i sanserne, dog med den tilføjelse - undtagen bevidstheden selv. Bevidstheden er ifølge Leibniz ikke som en tom tavle, men snarere som en marmorsten med årer (medfødte dispositioner), der kan aktiveres ved påvirkninger udefra, men altså ikke skabes af dem. Denne tankegang videreudvikles hos Kant.
Den eneste bog Leibniz fik udgivet var Teodicé angående Guds godhed, menneskets frihed og det ondes oprindelse, 1710. Med denne bog kom Leibniz til at give navn til en af 1700-tallets største debatter, den såkaldte todicé-debat (betyder retfærdiggørelse af Gud). Leibniz synspunkt var, at vi lever i den bedste af alle verdner. At der findes ondskab og synd forhindrer ikke at helheden er god, men er tværtimod en nødvendig forudsætning for det godes eksistens.
Bernhard Francke, G.W. Leibniz, 1695.
Hvor rationalister var af den opfattelse, at det var fornuften (ratio), der var grundlaget for sikker viden, var det de engelske emperister opfattelse, at det var sansninger og erfaringer, der skulle være grundlaget.
John Locke betragtes som ophavsmand til den emperistiske tradition i engelsk erkendelsesfilosofi. Ifølge Locke er bevidstheden at betragte som en ubeskrevet tavle ("tabula rasa"), som via sanserne modtager indtryk, der bliver til ideer. Som han siger: "der er intet i vores bevidsthed, som ikke har været i sanserne". Selv de mest fantasifulde forestillinger er sammensat af simple ideer, der alle stammer fra sansning.
I Lockes Anden afhandling om styreformen (1690) beskrives naturtilstanden som en primitiv tilstand fra før samfundets opståen, hvor alle er lige og frie. Ifølge Locke er det for at sikre den enkeltes liv og ejendom at mennesker underkaster sig en statsmagt. Staten skal garantere den naturlige lovs beståen. Locke forestiller sig at underkastelsen under en statsmagt er sket frivilligt i form af en samfundskontrakt, hvor borgerne forpligter sig til at adlyde statsmagten, forudsat at statsmagten opfylder sin opgave. Ellers kan borgeren gøre oprør. I bogen fremsætter Locke den såkaldte arbejdsværditeori, som senere bliver udbygget af Adam Smith og Karl Marx. Det er Lockes opfattelse, at Gud har givet jorden til alle mennesker, men at en tings værdi afhænger af det arbejde, der er lagt i naturens produkter, og dermed opstår den private ejendomsret. Med sin politiske filosofi, der også foregriber læren om magtens tredeling, er Locke en af fædrene til liberalismen og det liberale demokrati. Den amerikanske uafhængighedserklæring og den franske revolution er således præget af Lockes tanke.
George Berkeleys filosofi er stærk præget af religiøst engagement. Berkeley var inspireret af Lockes empirisme, men fastslog, at der ikke eksisterer nogen materiel omverden. Sansninger var virkeligheden selv. Det eneste der eksisterer, er for Berkeley, bevidstheder og deres indhold. Tingene er i virkeligheden ideer i Guds bevidsthed.
Forside til John Locke, Two Treatises of Government, 1690.
I sit ungdomsværk En afhandling om den menneskelige natur udfolder David Hume sin erkendelsesfilosofi, som var en videreudvikling af empirismen. Ligesom Lock betragtede Hume den menneskelige bevidsthed som en ubeskrevet tavle og anså bevidsthedens indhold som stammende fra sanserne. Men ligesom Berkley afviser han en postuleret materiel omverden. Ifølge Hume er der kun sanseindtryk og forestillinger, hvor sanseindtrykkene har forrang over forestillingerne, som blot er en slags erindring af sanseindtrykkene. Årsagsforestillinger bunder derimod ikke i sanseindtryk, men en forventning, som skyldes vanen. Fordi noget plejer at ske, kan det godt være, at der sker noget helt andet næste gang vi observerer en hændelse vi tidligere har erfaret. Derfor mener Hume, at alle vores erfaringer af verden er usikre.
Den engelske utilitarisme (nyttefilosofi) fik sin mest konsekvente udformning af Jeremy Bentham. Utilitarismen var praktisk orienteret. Både Bentham og hans efterfølger John Stuart Mill var aktive i tidens reformarbejde indenfor lovgivning, og det politiske system.
Bentham er af den opfattelse, at mennesket i sine handlinger styres af lyst og smerte. Derfor bliver målet på samfundsplan at skabe betingelserne for, at den samlede mængde af lykke bliver størst mulig. Der skal med andre ord opstilles et regnestykke over ulemper og fordele (cost-benefit-analyse) til bestemmelse og prioritering af de etiske værdier, og hvordan de skal nåes.
Det var ikke Bentham, der opfandt nytteprincippet. Men han er den første der anvender det som det grundlæggende princip for sine teorier. Bentham ønskede ikke en revolutionær ændring af samfundet, men mente at der var behov for reformering og fornyelse af det engelske samfund. Sammen med hans efterfølger Stuart Mill gjorde han således, hvad han kunne for at præge det engelske samfund i liberalistisk retning ved at begrænse statens og den herskende klasses magt.
Italieneren Giordano Bruno var også en varm fortaler for det kopernikanske system, som han dog ændrede på flere punkter. Efter Brunos opfattelse, var universet ikke et endeligt, kugleformet univers, men uendeligt, og endda indholde uendeligt mange solsystemer. Hans argumentation er, at da Gud er en uendelig kraft/årsag, må han også have skabt en uendelig verden. For årsag og virkning må svare til hinanden.
Et af de vigtigste resultater af Brunos teori om det uendelige verdensrum var, at det ikke længere gav mening at tale om, hvad der er 'oppe' eller 'nede', eller at noget var mere centralt placeret end andet.
Bruno endte med at blive brændt som kætter i 1600. Men det står ikke helt klart, hvad den præcise anklage var. Under retsagen blev han forhørt om alle aspekter af sine synspunkter og anklaget for ateistiske synspunkter og udgivelsen af Spaccio de la bestia trionfante i 1584.
François-Marie Voltaire var en af den franske oplysningstids førende og mest kontroversielle kulturpersonligheder. Som ung blev Voltaire efter et fængselsophold i 1726 landsforvist og rejste til England, hvor han blev påvirket af Newton og Locke.
I oplysningens ånd var Voltaire fortaler for religiøs tolerance og kæmpede en utrættelig kamp mod Kirken og dens institutioner, og i sin historieskrivning skildrede han bredt historiens forløb ved at inddrage sociale og kulturelle forhold. Endvidere latterliggjorde han i fortællingen Candide eller Optimismen, 1759 Leibniz' tese om denne verden som den bedst mulige.
Jean-Jacques Rosseau behandler, som de øvrige franske oplysningsfilosoffer, fornuft, opdragelse, natur, fremskridt og samfund, men hans opfattelse af disse emner var noget anderledes end de fremherskende i oplysningsfilosofien. Således skrev han i 1749 en prisopgave, hvor han afviste oplysningsfilosoffernes optimistiske tro på, at videnskab og kunst kunne opdrage mennesker til det bedre. En kritik Rosseau fortsatte i sit senere værk Emile eller Om opdragelsen, 1762.
Det er egentligt fejlagtigt, at Rosseau ofte tillægges mottoet "Tilbage til naturen!". Han taler nemlig ikke for et naturmenneske, men et naturligt menneske, hvilket vil sige et harmonisk menneske, som i sin opvækst lærer af sine egne erfaringer og forstår, at det har ansvaret for sine egne handlinger. For Rosseau er følelserne og ikke fornuften den afgørende kilde til erkendelse (og netop derved peger han frem mod romantikken).
I sit politisk-filosofiske hovedværk, Samfundspagten, 1762 slår Rosseau fast, at "Skønt mennesket er født frit, befinder det sig overalt i lænker", hvilket forklares med, at vi har indgået en samfundspagt, hvorved vi alle underlægger os almenviljens øverste ledelse. Men for Rosseau er det folket der er suverænen, selv om han tvivlede på, at det var muligt at finde en passende regeringsform.
J.T. Puttrich, Kant, 1793.
Immanuel Kants filosofi er et klart udtryk for de typiske tendenser i samtiden med dens tro på fornuften, på fremskridtet og på individets selvbestemmelse . Kant formulerede selv ledetråden for sin tænkning således: "Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed".
Kant var enig med Hume i, at erkendelse begynder med sanseerfaring, men det betyder ikke, at erkendelse udelukkende stammer fra erfaringen. Det lovmæssige - det nødvendigvis sande - er ifølge Kant på forhånd til stede i erkendelsen. Vores opfattelse af genstandene bliver med andre ord formet af vores fornufts indretning. Det er fornuften, der skaber erkendelse.
Grundstammen i Kants forfatterskab er de tre værker: Kritik af den rene fornuft, 1781, hvor han beskæftiger sig med det sande, Kritik af den praktiske fornuft, 1788, om hvordan man bør handle for at gøre det gode, og Kritik af dømmekraften, 1790, der er et kunstfilosofisk værk om det skønne. Ordet kritik, refererer til det græske krinein: at skelne, og dækker med andre ord over en tilbundsgående undersøgelse af de enkelte begreber.
I Kritik af den rene fornuft påviser Kant, at vi ikke blot lader os fylde af sanseindtryk, som empiristerne havde hævdet, men at vi er udstyret med en slags filter, som vi opfatter verden igennem. Opfattelsen af en 'ting' afhænger ifølge Kant både af objektet selv og det betragtende subjekt. Kant skelner altså mellem, hvordan vi opfatter omverdenen, og hvordan den er i sig selv ("das Ding an sich"). Samlet undersøger han i sin fornuftskritik den menneskelige erkendelses muligheder og begrænsninger. Hvad kan jeg vide? Hvad kan jeg gøre? og Hvad tør jeg håbe på? Der er ifølge Kant altså grænser for, hvad vi kan vide, og der, hvor både erfaringer og fornuften kommer til kort, opstår et tomrum, der kan fyldes med religiøs tro. Hans skarpe afgrænsning af, hvad man kan erkende, og hvad man det ikke er muligt at erkende går videre hos bl.a. Kierkegaard og hos Wittgenstein. Sidstnævnte deler således verden op i "Det, hvorom man kan tale" og "Det, hvorom der ikke kan tales".
Ligesom Kant i sin erkendelsesteori søgte en fast kerne, undersøger han i sin Kritik af den praktiske fornuft, om en objektiv moral er mulig. Det Kant når frem til er, som han formulerer, et kategorisk imperativ. Det vil sige en morallov, der gælder i enhver situation som et ufravigeligt krav. Det er kun hensigten med en handling, der er væsentlig, konsekvenserne er helt uden betydning for bedømmelse af handlingens moralske kvalitet. Hermed er Kant i klar modsætning til empiristernes udgangspunkt i følelserne og vægt på en handlings konsekvenser.
I sit kunstfilosofiske værk Kritik af dømmekraften, undersøger Kant, hvad der sker, når vi oplever kunst. Ligesom fornuftens anskuelsesformer er det fællesmenneskelige træk ved erkendelse og moral, er det det også, når det gælder dømmekraften, herunder bedømmelsen af kunst. Den æstetiske dom har ifølge Kant "subjektiv almengyldighed", da alle mennesker er udstyret med den samme a prioriske fornuft. Det er gennem det samme fornuftsfilter vi erfarer verden og bedømmer kunst. Skønheden er målet i sig selv.
Menneskets erkendelse, moral og kunstopfattelse er altså alle bestemt af vores fornufts struktur, der bestemmer, hvordan vi opfatter og erkender vores omverden, hvordan vi kan vide, hvad der er rigtigt og forkert, og hvordan vi kan opleve god kunst.
Friedrich von Schiller er en tysk digter, der ved siden af Goethe repræsenterer højdepunktet i tysk klassicisme. Men han bidrog desuden til historiefilosofien, hvor han med inspiration fra Kants æstetik, videreudviklede dennes ideer om det skønne i retning af den romantiske idealismes æstetik. Hans hovedværk er Menneskets æstetiske opdragelse, 1795. Med afsæt i den franske revolutions udskejelser under rædselsherredømmet 1792-93, beskrev han her det hele menneske mellem fornuft og følelse og kunsten som frihedens sted, med fri leg, der følger sine egne regler uden af være underlagt den terminination eller de begær og interesser, der udgår fra natur og samfund. Den æstetiske opdragelse bliver på denne måde en forberedelse til at kunne handle moralsk ,som et myndigt og autonomt individ hævet over naturen.
Frederich von Schiller, gravering af Delaistre.
Moderne Verden, Oplysningstiden bygger på Hans Siggard Jensen m.fl. (red), Tankens magt, Lindhardt og Ringhof 2008
Periodens Filosoffer bygger på Keld B. Jessen (red), Filosofi. Fra antikken til vor tid, Systime 2007
Billeder mv. er hentet fra Wikimedia Commons, Creative Commons o. lign. Public Domains. Hvis du er rettighedshaver til illustrationer og mener, at dine rettigheder er overtrådt, må du henvende dig til ObscureEmail, og de vil straks blive fjernet.
I Vicini Vin
I Vicini Vine
VinKøb
VinSmagning
IdéHistorie
Filosoffer i tidsperioder
Om Revolution
Revolution/Oprør efter 1775
Jonna Brandhøj Malerier
Eksempler på Malerier
Eksempler på Strikvarer